lørdag den 20. december 2014

Da vi ankom dertil for vi straks vild. Vi flakkede retningsløst rundt, indtil vi så en vesterlænding og fulgte efter ham, tænkte at han nok gik et sted hen, som vi kunne bruge til noget, et hotel fx. Men det viste sig, at han var på vej hen til den kristne missionsstation. Men vi fandt frem. Til et lille og mærkeligt hotel. Med fjernsyn. Første fjernsyn i over en måned. Vi så wrestling, vi så en eller anden film med Arnold Schwarzenegger, jeg husker ikke titlen, men der var en atombombe som sprang, og Arnold som fløj i en jetjager i New York eller en anden amerikansk by. Og den ene indiske kanal efter den anden med en eller anden langskægget guru som talte, talte eller soap soap soap og reklamer for det perfekte liv. Og vi spiste thalis i en restaurant med grønt lys. Det kunne have været Canada, det kunne have været det nordligste Sverige, kunne have været Sibirien. Eller; det forestillede vi os, at det kunne. Så råt, så øde. Det var koldt, gråt. Man kunne mærke hvordan frosten kun lige netop havde forladt stedet. Det var noget råt ved det hele, stenet grund, bjergørken. Fra rutebilstationen skulle man forcere en lille flod over vadesten, for at komme til selve byen; man var i gang med at bygge en bro, men projektet var gået i stå, hvem ved hvornår - den bro skulle man så kæmpe sig op på, for at komme videre, den var blevet en forhindring, det modsatte af en bro. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar