fredag den 28. november 2014

(til PFJ)

5 kommentarer:

  1. Svar
    1. De sidste strofer især!
      192
      Hil dig, Frelser og Forsoner
      Mel.: C.Chr. Hoffman 1878
      Thomas Laub omkring 1890
      1
      Hil dig, Frelser og Forsoner!
      Verden dig med torne kroner,
      du det ser, jeg har i sinde
      rosenkrans om kors at vinde,
      giv dertil mig mod og held!
      2
      Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
      og hvad elsked du hos støvet,
      at du ville alt opgive
      for at holde os i live,
      os dig at meddele hel?
      3
      Kærligheden, hjertegløden
      stærkere var her end døden;
      heller giver du end tager,
      ene derfor dig behager
      korsets død i vores sted.
      4
      Ak! nu føler jeg til fulde
      hjertets hårdhed, hjertets kulde.
      Hvad udsprang af disse fjelde,
      navnet værd, til at gengælde,
      Frelsermand, din kærlighed?
      5
      Dog jeg tror, af dine vunder
      væld udsprang til stort vidunder,
      mægtigt til hver sten at vælte,
      til isbjerge selv at smelte,
      til at tvætte hjertet rent.
      6
      Derfor beder jeg med tårer:
      Led den ind i mine årer,
      floden, som kan klipper vælte,
      floden, som kan isbjerg smelte,
      som kan blodskyld tvætte af!
      7
      Du, som har dig selv mig givet,
      lad i dig mig elske livet,
      så for dig kun hjertet banker,
      så kun du i mine tanker
      er den dybe sammenhæng!
      8
      Skønt jeg må som blomsten visne,
      skønt min hånd og barm må isne,
      du, jeg tror, kan det så mage,
      at jeg døden ej skal smage,
      du betalte syndens sold.1
      9
      Ja, jeg tror på korsets gåde,
      gør det, Frelser, af din nåde.
      Stå mig bi, når fjenden frister!
      Ræk mig hånd, når øjet brister!
      Sig: vi går til Paradis!

      Arnulf af Louvain før 1250.
      N.F.S. Grundtvig 1837.

      1 løn, Rom 6,23

      Slet
    2. meget smukt, at det var den I sang.

      Slet