fredag den 10. oktober 2014

Du er i bad bag det himmelblå
forhæng og synger din egen lille
operette. Egentlig skulle jeg ned i City Vest
og sende et brev med kontrakten på det radiodrama
jeg er blevet hyret til at skrive. Men
jeg når det nok ikke, for nu sidder jeg her
og skriver. Det er så typisk mig. Alle disse udsættelser. Jeg vil
altid noget andet, end det jeg bør gøre. Er det en sygdom? Måske
en psykologisk brist. Men alting har det med at lykkes
alligevel. Masken jeg fik til min 30 års fødselsdag glor på mig
med tomme øjne, det gør den hver dag, hænger bare der
og dingler på hjørnet af bogreolen. Den passer ikke
til noget menneskeligt ansigt, der er alt for langt
mellem dens øjne. Nogen har jo lavet den, hvad
har denne nogen tænkt på? En umulig maske. En form
for hjortedyr med et gevir som mest af alt ligner
hønsetæer. Og nu siger du at det er helt vildt,
så godt soyamælk smager. Du er kommet ud
af badet igen. Og nej, jeg har ikke smagt det. Men
har overvejet det. Jeg er sur på soya, har læst om hvordan
man dagligt fælder hektar efter hektar regnskov, for at skabe plads
til soyamarker. Vistnok mest til dyrefoder. Vi er vel også en slags
dyr. Viden er godt. Men viden kan også handlingslamme. Sommetider
er jeg nødt til at holde mig fra internettet, holde mig fra nyheder, jeg bliver
deprimeret, kan ikke holde det ud. Og du spørger om jeg har hørt om
de to overfald der har været på Nørrebro. Det har jeg ikke. Jeg sidder her
og skriver. Hvad er det for noget? Du siger at det ikke er så vigtigt. Det gik vist op for dig,
at jeg sidder og skriver, at du afbryder mig i det. Men hvad var det for noget? Du har læst om det på
Modkraft. Det handler om kvinder som er blevet slået ned, fordi mænd har gjort tilnærmelser til dem,
og de (kvinderne) har været afvisende. Mændenes motiv var at kvinderne nok var lesbiske. Det er sket
i området omkring Folkets Park. En af mine venner fortalte fornylig om hvordan
han to gange på kort tid er blevet overfaldet i det samme område, første gang
fordi nogle ville stjæle hans mobiltelefon, anden gang uden nogen grund, tilsyneladende, han
blev bare sparket ned af en ung mand, som kom gående imod ham, og straks efter
fortsatte videre ned ad gaden. Det er ikke til at holde ud. Al den vold, al den kulde, empatien
forsvinder, der bliver længere og længere mellem mennesker, det er sådan det virker. Jeg
ved ikke hvad jeg skal stille op. Det er ulykkeligt. Hjælper det at skrive? Næppe.
Er det så bedre at lade være? Næppe. Sådan kan det ikke stilles op. Men lige nu,
lige her, løber jeg tør, lukker rummet sig omkring mig, og skriften ruller sig sammen
som et bange lille dyr, som bare vil sove, bare vil glemme, forsvinde ind i sig selv, det
må ikke ske. Som hvis planterne holdt op med at gro af frygt for at blive fældet, så
heller lade være. Skyerne glider henover himlen som er blå, meget blå, og bladene rasler
i vinden, de få som er tilbage, det er snart vinter, og bladene falder af så nye
kan gro frem til foråret. Jeg glæder mig allerede, tænker allerede på at rejse væk
til varmere himmelstrøg, men det bliver der nok ikke råd til i år. Jeg er stadig arbejdsløs og
mere og mere sløv. Trænger til et opsving, trænger til, jeg ved ikke, at gå
en lang tur i dagens sidste lys, jeg er så forbandet
tung, så langsomt blod i kroppen, så levret, så blabla, og nu
har posthuset lukket, og nu
går jeg en tur, og plukker nogle bær,
og trækker noget vejr, og samler en sten op
og smider den i søen.
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar