søndag den 19. oktober 2014

Der var det med katten: hvis den er vågen, vil den nok hellere lege eller nusse eller have noget at æde, rimeligt nok. 
     Jeg har altid elsket katte for deres pludselige kløer: bedst som man kæler så herligt og hyggeligt med dem, den lynhurtige overgang fra spindende nussedyr til knivskarpt våben. 
    Og vidste du at huskatten har udviklet en særlig spindefrekvens særligt til os mennesker, en frekvens som på en eller anden måde rammer vores center for yngelpleje, en frekvens som så at sige smelter vores hjerter, så vi tager dem til os, som var de vores eget afkom, små pelsdyr. 
     Jeg ejede selv engang én af arten, eller rettere: jeg boede sammen med én i et par år, indtil den blev skilsmissekat og jeg mistede samkvemsretten, men det er en kedelig og triviel historie: parforhold og den slags, dets forlis. 
     Men jeg savner den kat, hvordan den som killing ville ligge med sine små pelsede ben omkring min arm om natten, hvordan den forsøgte at die på min brystvorte om morgenen, hvordan den masserede mit bryst, for at klemme mælken ud. 
    Hvordan den senere lærte at åbne døre, og at jeg ikke brød mig om at den fuckede med mine bøger, hvilket den så gjorde hver eneste gang, den ville have opmærksomhed, og det ville den tit: så styrtede mine bøger mod gulvet indtil den fik mad eller garnnøglet blev fundet frem. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar