fredag den 31. oktober 2014

Betonbyen. Brevudsnit.

...

Et gammelt tema for mig, beton, som nu får nye betydninger hægtet på. Begyndte vel egentlig med bunkerne på de vestjyske strande, barndoms landskab og legeplads, senere Paris med parken (Buttes Chaumont) bygget i det herlige materiale, hvor det blev set som romantisk mulighed for at bygge en svunden ideal natur inde midt i det urbane. Det var så ikke lige sådan Det Tredje Riges militære arkitekter så på sagen (altså beton). Eller er der alligevel måske en forbindelse. Temaet "væk fra naturen - mennesket sig hæver over landskabet" spiller. Og nu bor jeg jo så i et landskab af bygninger inspireret af de Corbusier. 

Og lige nu og her i disse dage og måneder er man i gang med at rive noget af det ned. Det er vores naboblokke der er tale om, så det blander sig med hverdag og søvn såmænd, for jeg er B-menneske (som det så dumt hedder) og vågner ofte først henomkring middagstid. Natten er en god at skrive og læse i for mig. Men altså så blander lydene af nedrivning sig ind i min sovende sjæl. Der er ikke tale om bulldozing og smadder, men tværtimod en langsommelig afmontering, lag for lag. En temmelig nøjagtig eftergørelse af bygningsarbejdet, men i negativ. Elementerne skal genbruges, derfor. Og nu står en af blokkene fuldstændig afpillet med kun betonelementerne tilbage. 

Tomme kasser, hvor mennesker engang har boet, og snart vil det være som om de aldrig var der. Og her går jeg og jeg tænker nogle mikro-makrotanker lidt i familie med det du skriver om i dit brev. Tænker på alle de historier som har udspillet sig derinde i de rum. Rum nøjagtig magen til det jeg og Zara bor i. Og som jo er centrum i vores verden, en enorm verden fyldt med vores ting og sager fra nær og fjern, arvegods, souvenirs fra barndom og rejser rundtomkring på klode, en lille sten, som bare er en sten, men ikke bare en sten, fordi jeg har samlet den op i Indien, nær det Arabiske Ocean, den der dag, hvor jeg også havde kig på en anden sten, men noget i mig (hvad var det?) sagde mig, at den var tabu, den måtte jeg ikke tage. Hvorimod den jeg så har stående her indenfor rækkevidde lige nu, den måtte jeg godt tage, sagde den lille stemme i mit hoved (hvilken stemme?). Og den står der og minder mig om så meget. Troels grinede fx meget af, at jeg var blevet så glad for den sten, som egentlig er ganske stor, og var rent rationelt dum at slæbe rundt på, på en lang backpackrejse i Indiens tumult og lange stræk i svedende togkupeer (jo, togkupeerne svedte sgu). Men den skulle med hjem, og det er jeg glad for at den kom. Og den har det vist også helt fint her. Ja, jeg går også og tænker en del på beånding, hvordan det ikke er muligt ikke at være magisk i sin tænkning. Altså alene det, at man kalder en betonkasse for sit hjem, og nærer stærke følelser for den, kassen, som er bygget uden tanke på lige netop mig og Zara og vores tingeltangel og drømme og tanker. Bygget til lige nøjagtig hvem som helst, tænker jeg at tanken har været dengang midt i 70'erne, en drøm om at her kunne alle og enhver bo. Sådan gik det ikke helt. Nu forsøger de igen.

Nå, nu skal jeg da vist ha lidt brød i maskinen. Tænker at gå over i Bazaren og en shawarma, ja, sårn blir det vist. og senere ind til byen til en koncert. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar