lørdag den 20. september 2014

"[J]eg havde fornylig lejlighed til at besøge den berømte samling af verdens kuriositeter i Plantehaven i Paris", sagde han. "Der har man opstillet verdens rigeste samling af verdens kuriositeter med en meget imponerende virkning . . . Og mens jeg stod der gribes jeg pludselig af en enestående overbevisning om, at der ikke findes en form så grotesk, så vild eller så smuk, at den ikke er et udtryk for noget i mennesket som betragter den . . . Jeg bevæges af underlige sympatier, jeg siger jeg vil lytte til denne indbydelse. Jeg vil være naturvidenskabsmand." - "I will be a naturalist" - og det er klart vi må huske på naturvidenskaben var noget andet dengang (1833, red.) endnu, den var i langt højere grad en spekulativ videnskab (eller man turde måske sige: den var sig i langt højere gradsin iboende filosofi bevidst? - hvem siger vi har ret?)" - Poul Borum, Det Amerikanske (det meste er et citat af Ralph Waldo Emerson).



Det lugtede af pis efter et vist stykke med metroen, stærkt, klart, hvad var det jeg skulle, hvorfor var jeg med, det var hende som gik på universitetet derude, jeg husker ikke engang hvad området hedder, det var, det er, udenfor La Périphérique, motorvejen som omslutter det indre Paris, det sande Paris, det historiske, det romantiske, alt det man dåner over, postkort, avantgardepis, alt det, broerne, Villon, kys og baguettes, parkerne, skal jeg blive ved, listen er uendelig, jeg har selv boet der, blot fem måneder, men osse jeg var ved at blive gal af myte, af encyklopædi, for det er det det indre Paris er, en encyklopædi, en død historie, gå en tur på dens gader og vær med i fortællingen, du er ikke velkommen, men du er med, jeg sad en dag i Buttes Chaumont og så alle parkgængeres kranier gennem deres hud, jeg skulle ud af byen, dræbende labyrint, altædende dyr, jeg elsker det, jeg vil tilbage, også der har jeg et hjem, jeg mener: har jeg efterladt noget af mig selv, jeg mener: blev noget af mig skabt, jeg mener: der har jeg boet. 


Men det var noget andet, jeg ville fortælle, men jeg rødmer, lange nætter, findes ondskab, findes godhed, det er dumme spørgsmål, jeg ligger hver nat og tænker over det, ikke fordi det betyder noget for mig, ikke fordi de spørgsmål i sig selv har nogen relevans for mig, men fordi mennesker jeg sætter stor pris på, ja, som jeg elsker, stiller de spørgsmål, og tænker over dem, og indlemmer mig i overvejelserne, vil have mig til at svare, vil have mig til i det mindste at forholde mig til det, hvilket er i orden, men det giver ingen mening for mig, og jeg føler det som et nederlag, selvom jeg samtidig er pinagtigt klar over, at det ikke er noget nederlag, og jeg er pinagtigt klar over, at min elskede venner etc. som stiller disse spørgsmål, og som har disse overvejelser, heller ikke selv anerkender kategorierne, i virkeligheden er det ikke godt og ondt de tænker over og rives i stykker af, de ved det godt, og jeg ved det, og hvorfor er vi overhovedet faldet i den fælde, de tænker over om de har penge nok til resten af livet, og de tænker over hvad der vil ske, hvis de ikke har penge nok til resten af livet, om de kan leve af at gro nogle planter i en eller anden baghave som de jo ikke har. Eller om man kan stole på sine medmennesker. For de ved, at de inden længe bliver virkelighed, at man kun kan overleve, hvis man selv kan finde ud af det, samfundet kollapser, alle samfund, det er klart, det er det vi er sikre på, men kan vi stole på hinanden, vi ved at nogle skal dø, og vi ved at nogle skal overleve, men hvad er præmisserne, vi ved det ikke. Jeg stopper med at snakke videre om det, for det er pis, så hellere. Så hellere, jeg har noget makrel på dåse og jeg har noget rugbrød, jeg har noget mayonnaise, peber, god peber, vi kan få en mad, vi kan få os en snak helle natten lang, der intet jeg hellere vil end snakke en hal nat lang.

Det lugtede af pis. Vi stod af, vi gik derhen. Der stod mange mennesker, det var en demonstration, jeg var ved siden af det, jeg var ikke med. De røg cigaretter lige under skiltet som forbød netop det. Så vildt var det. Og de havde stablet stole op imod rulletrapperne. De udvekslingsstuderende klatrede over dem. Min kæreste dengang var udvekslingsstuderende, det var derfor jeg var der. Jeg har altid fuldt med, jeg har ikke noget sted. Jeg klatrede med. Og så stod jeg der. Min kæreste skulle til undervisning, jeg stod på et tomt universitet, kantinen var åben, men der var ingen kunder, for der var protest imod noget, jeg købte en croissant og en kaffe, det var dårligt. Og så gik jeg omkring i de tomme bygninger, parisisk universitet. Der skete ikke noget. Det var meget kedeligt. Jeg gik på toilettet. Af en eller anden grund har jeg stadig mareridt om dét toilet, selvom det ikke var noget særligt. Men det er det som blir ved med at komme tilbage i nattens verdenskort, altså drømmens verden som også er en verden vi lever i, og en ret afgørende én, hvis du spørger mig, undervurderet. Det var bare et tomt og gråt og kedeligt toilet hvor jeg sked, på et tomt og kedeligt universitet under belejring, en bleg efterligning af '68, ikke en drøm men en forestilling, et blabla, jeg klatrede ud ad et vindue, for de ville ikke lukke mig tilbage ud, de råbte franske ord ad mig, jeg var  et svin i deres øjne, måske havde de ret, jeg klatrede ud ad et vindue og kom ud i en mærkelig baggård omgivet af et hegn, der var protestvagter som gik omkring, så jeg ventede, og da de stod ovre bag nogle træer og åd sandwiches og røg cigaretter tog jeg tilløb og klatrede over hegnet og løb væk. Jeg tog flugten, det var let.

Og gik tilfældigt omkring, tænkte at nu kunne jeg ligsågodt gå en lang tur og se mig omkring. Det er en lang historie, den er ret kedelig. Jeg så mange ting, jeg hilste på folk, jeg var i en forstad jeg aldrig aldrig havde forestillet mig så sådan ud, store grå bygninger, traktorer, kvinder fra tredverne, deres ternede tørklæder, man må se det selv, en tidslomme, glemte landsbyer som flyene flyer lavt henover, jeg har nogle fotografier, og det begyndte at regne, jeg søgte ly, det var der jeg fandt den bog af Emerson som Borum citerer overfor i en rodekasse, og jeg købte den, og jeg så op, og der var Basilica de Saint Denis, knoglebunkerne og hele resten af min private mytologi. Jeg skal nok få det fortalt.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar