torsdag den 11. september 2014

det er endnu en dag, lys dag med spredte skyer
som noget der vil samle sig, men ikke samler sig
Jeg har ikke set noget til kragerne, og heller ikke
noget til duerne i træet overfor, udenfor, i læhegnet
mellem kollegiet bag dets indhegning og her, de har æg,
de ruger. Tror jeg. Hvis det det går godt med det, for dem. Jeg har ikke tjekket i dag. Vi har en kikkert. Jeg ved ikke om fugle siger mig noget, deres vinger og deres fjer, deres spinkle knogler og næb, flyveture. Jeg er ikke misundelig. Kaffen er ved at blive kold. Jeg vil gerne have mere kaffe. Og jeg kan høre Zara skrive på sin computer ude i køkkenet. Og jeg kan høre noget musik, og overboen skramler med noget, det gør overboen tit. Der er ikke langt fra hans liv til vores. Vi ved meget lidt om hinanden, navne, lyde, glimt af arme, ben, ansigter. Det er endnu en dag og bladene rasler. En låge smækker. Skærmen lyser. Jeg er ved at være groet sammen igen, jeg mener: mit kraveben er. Og nu: aktivitet hos duerne, er æggene mon klækket, kom hannen lige hjem med orm til ungerne, eller var det hunnen, hvordan er kønsrollefordelingen hos duer. I går læste jeg om enkeofring i Indien, føj for helvede, at det forventedes at enken frivilligt lagde sig på bålet hos sin afdøde mand, lod sig brænde ihjel. Som om det var frivilligt: det var et valg mellem social fordømmelse og udstødelse fra samfundet eller en pinefuld, men ærefuld død, et til guddommelighed ophøjet eftermæle. At det virkelig er sket, at virkelige kvinder har befundet sig i den situation, oplevet den smerte, det totale overgreb. At det ikke bare er noget jeg har læst. At den slags finder sted. At det hører under det menneskeligt mulige.     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar