torsdag den 21. august 2014

Mine hænder, den måde de kan summe på, det er 
som skulle de falde af. 
Det er ikke så slemt, som det har været, 
det har været meget værre. Men angsten 
for at det skal vende tilbage, 
den bundløse svimlen, som den sommerdag
i barndommen, hvor jeg pludselig stod 
og så ned på stjernehimlen, og jeg styrtede, 
er noget jeg skal arbejde med 
hver dag, det er et arbejde. At få kontrol
over spændingerne, hyperaktiviteten, det retningsløse, 
flugten. Vejrtrækningen, 
det er den, det handler om; iltningen af musklerne, 
hjernen. Som min mor også altid sagde, 
når jeg sad og læste, lavede lektier
i stuen, aften, 
regn og rusk derude, 
Vesterhavets tilstedeværelse 
mod ruderne:Træk vejret, 
Lars Bo, husk nu 
at trække vejret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar