mandag den 21. juli 2014

Hård doom

Bladene rasler derude og engang imellem en bil på Howitzvej eller Smallegade. Jeg skal flytte meget snart. Alting pakkes i kasser og stables op. Der er et uoverskueligt arbejde, men det skrider frem. Alle mine bøger, metervis af bøger, stakkevis, et lille bjerg er opstået her til højre for mig, det er de bøger jeg skiller mig af med, bøger jeg aldrig har læst, og aldrig kommer til at læse. Kompendier fra mit uafsluttede, dårligt nok påbegyndte, studie på Afdeling for Historie, SAXO-Instituttet, som det hedder, hvor meget har jeg mon læst i dem, ikke meget, jeg var der kun i knap 3 måneder, det kunne jeg ikke, indlade mig på, at bruge al min tid på det, ikke fordi det ikke kunne være interessant, det kunne det, men kunne ikke se mig selv sidde der, i de bygninger, de blege lokaler, brunt og gult det hele, beton og ståltrapper, røde mursten, en fremmed verden udenfor alt jeg kender til og lever i, en verden som mindede mig om mørke skunke og hemmelige huler, underforståede fællesskaber, hemmelige tegn og små nik med hovedet, en svamp, men ikke en med uendelige forbindelser og samtaler, psykedelisk oplysning, et strålende univers, men en svamp i potteplante, en åndsforladt vækst, ikke liv som liv, men liv som en nødvendighed, en maskine, et hårdt og desillusioneret grundvilkår. Men nu er jeg nok for hastig og fordomsfuld, det var bare ikke dét sted i verden, jeg skulle være på dét tidspunkt. Så jeg meldte mig ud, og begyndte i postvæsenet, knoklede benhårdt hver dag, med at løbe op og ned ad trapper og dele regninger og postkort fra familien på ferie på Kos, i Thailand, Californien ud, 64 opgange i alt, med mellem 4 og 5 etager hver, og dertil nogle villaveje, med postkasser i baghaven og hunde som stræbte én på livet. Det blev de næste to et halvt år, og jeg nød det, det var en pause fra hovedet, hver dag at dyrke en, ikke ekstrem, men i hvert fald meget fysisk krævende, sport, at være så meget krop, med smerter i knæene og alle muskler i hele kroppen, hver dag i begyndelsen at stå med blødende neglebånd fordi man endnu ikke havde helt styr på teknikken med brevsprækkerne, så man skar sig konstant på dem, og for fanden hvor man, jeg, frøs, ofte kun i en tynd skjorte til beskytte kroppen fra vinterkulden, fordi man svedte så voldsomt meget af at rende så hurtigt op og ned af trappe efter trappe efter trappe, så det var ikke til at holde at have jakke, eller bare en sweater på, så kogte man, så man holdt sig til skjorten, så måtte man udholde at fryse, så man rystede, når man skulle løbe det lille stykke mellem opgangene, eller når man lige skulle hen til cyklen, for at skifte et nøglebundt ud, eller fylde favnen med reklamer og breve, små pakker (den såkaldte klodspost, fordi de var umulige at have med at gøre, ikke til at have på cyklen, taskerne var ikke indrettet til dem, de tog først og fremmest højde for reklamer, og dernæst for breve af cirka regningsstørrelse, og man udviklede en næsten fysisk umulig evne til at stable kubistiske skulpturer af pap og brede, brune elastikker, det var noget man fik anerkendende nik og rosende ord for, så var man med i gruppen, én af de indviede, der var nogle som aldrig fik fat i klodspoststablingens kunst, de holdt sjældent længe, deres arbejdsdage blev alt for længe, og deres breve og klodser alt for våde, og værst af alt aviserne! og også værst af alt reklamerne! de måtte aldrig blive våde, dem måtte man aldrig glemme, eller komme til at rive i stykker, lade ligge over til den næste dag (hvilket man officielt ikke måtte, men som man reelt gjorde næsten dagligt, når presset var for stort, og det var det næsten altid, den evige strøm af breve, som aldrig holdt op, reklamerne som blev trykt i glitrende oplag efter glitrende oplag, hver eneste dag, (tænk hvis de penge blev brugt på kunst i stedet), somme tider kunne de veje flere hundrede gram stykket, en enkelt gang endda, op til jul, 500 gram stykket, og næsten alle husstande skulle modtage én, og jeg havde 500 husstande, så lav selv regnestykket). Jeg har mistet kontakten med parenteserne, så jeg sætter en her: ). Og lad os så komme videre til der hvor vi tabte tråden. Læs selv tilbage, hvis du ønsker, og find ud af hvor vi kom fra. Det jeg ville sige var, at det var pissehårdt at være postbud, og det var jeg ret glad for. Det var en form for fritid for mig, en meditation, en overgang, fra Forfatterskolen og den lange regnfulde evige festlige weekend på pubber og i kollektiver og private hjem, natklubber, det flød med kemiske stoffer, ketamin, ecstasy og kokain, og det flød med øl og poppers og Buckfast, og det var alt, alt for vildt til at kunne blive ved i mere end et lille år, så var jeg flad, så havde jeg overtrukket min konto med 70.000, det var virkelig noget lort, så jeg måtte tilbage til mor og far og arbejde i børnehave og begynde at betale min gæld af, og derefter begynde på Afdeling for Historie, være der i tre måneder, og så til at komme derhen, hvor jeg er nu, i gang med at skrive igen, i gang med at ånde igen, og flytte for tredje gang på otte år, Glasgow, Paris, og nu Århus. Og så har jeg slet ikke fortalt om Paris, endnu, og jeg har i et hele taget slet ikke fortalt om særligt meget endnu. Det er blevet mere stille derude, eller jeg har vænnet mig til lydene, er gledet sammen med dem, så der ikke er nogen forskel på deres lyd udenfor og indenfor mig, det er den samme støj på den samme frekvens. Det er blevet nat, jeg sidder i lyset fra den gamle lampe fra min fars kontor, som nu er blevet revet ned, og pladsen udnyttet til en parkeringsplads for kunder til SuperBrugsen og Jutlander Bank, tidl. Sparekassen Himmerland, men altså nu fusioneret med Hobro Bank, derfor det nye hjerteskærende ufrivilligt komiske, klodsede navn, om så det udtales på engelsk eller dansk (inkl. diverse dialektale varianter), og min far er død. Det kunne man nok skrive en længere smøre om (og minder udtrykket ’en længere smøre’ mig om min far fordi han ofte brugte den, eller fordi han er opvokset i Smørum Nedre), man kunne sikkert få nogle fine analyser  ud af min brug af lampen, hvad er den et billede på? hvad oplyser den os om af herlige ting og sager som ligger og bobler lige under tekstens umiddelbare udsagn?  Men hvad skal jeg nu fortælle om?  Nej, nu vil jeg først se på nogle fotografier fra mine svulmende digitale arkiver, hvis ellers bites kunne svulme, så finder jeg nok noget der, som jeg kunne have lyst til at fortælle om, der dukker altid noget op, som det virker værd at fortælle om, af den ene eller den anden grund, der er nok at tage af, nok at finde frem, det stopper aldrig, det bliver bare mere og mere, og så en dag er det slut, så hæves fortryllelsen, så er man væk, og der er kun det man har efterladt for alle andre, hvem de end måtte være, familie, venner, læsere, tilfældige forbipasserende på internettet eller i antikvariatets rodekasse fyldt med bunker af papir og skrifttegn fra andre tider, set gennem spejle og røg, set fra et perspektiv ned i asken, hvor kun få gløder endnu sender signaler op, og snart vil også de gå ud, og fortsætte i en anden form, andre former, nye former, forvandlinger, et virvar af signaler i stadigt mere komplekse samtaler, der er intet der taler for, at naturen søger det enkle, det mest rationelle, tværtimod, den virker rådvild og snublende, som et dyr som pludselig forvirret går i land, og ser at planterne allerede for længst er ankommet, hvordan skete det, og hvordan kan vi være i familie med dem, det er først nu at vi i Vesten er ved at forstå det igen, gennem århundreders, årtusinders omstændelige ørkenvandring frem til Darwins gennembrud og evolutionslæren, opdagelsen af genomet, at alt er forbundet, vi er i familie med alt levende, vi deler som arvemasse, vi lever af den samme sol, og nu tror du nok at jeg lyver, hvis jeg siger at i for få øjeblikke siden, kom reklamebuddet, og stod, med sine nøgler og favnen fuld af tryksager, lige udenfor mit sommeråbne vindue (jeg bor i stuen), og her sidder jeg og hører noget ømt og overproduceret indisk folklorepopmusik for fuld skrue og skriver løs, og så forsvinder han i natten igen, jeg har ikke gardinerne rullet for, jeg er fuldstændig eksponeret for blikke ude fra gaden, de kan se alt, se mit flytterod, mine stirrende øjne ind i skærmen, min fingre som løber henover tasterne og skriver teksten ned, jeg drikker også lidt gin, det er tropenat, det er palmer som svajer i brisen derude, bilerne er ikke danske biler, de kører ikke på Smallegade og Howitzvej, de kører på langt mere eksotiske gader med langt mere eksotiske navne, det kunne godt være på spansk eller hindi, det kunne det sagtens, der kunne være hvor som helst, bare det ikke var her, bare det varmt og langt væk og tiden var noget man målte i bølgerne og sandet og solen henover himlen. Han rasler med sine nøgler derude, jeg har hørt ham tit, og ved så at klokken er lidt over 3, og så blev det endnu en lang nat her ved tasterne, og om lidt står solen op, og trafikken går i gang, først lastbilerne, som skal bring varerne frem, så alle dem som skal på arbejde og tjene penge til at købe alle de varer, når de har fået fri og er på vej hjem, så de kan få noget at spise og løbe en tur bagefter, så lidt internet, måske en film, men det ender nok alligevel med mest chat og smileys på facebook, og det er helt fint, det er der helt klart mere nærvær i, end en aften foran fjernsynet, jeg vil til enhver tid hellere se en tåbelig selfie eller læse noget fuldkommen uventet og fuldkommen uventet forvrøvlet sludder om hemmelige forbindelser mellem symbolerne på dollarsedlen og Illuminati og ufo-bortførsler, og om at New World Order (bl.a. er George W. Bush medlem, hemmeligt selvfølgelig, som alle de andre medlemmer, og tænk bare på hans malerier) har bygget den nye lufthavn i Dallas, fx er den formet som et swastika, og der er hemmelige tunneler under den, og en masse hemmelighedskræmmeri om de tunneler, og der er vægmalerier af historien i dens udstrækning fra stenalderen over det 20. århundredes krige til den snart forestående apokalypse, hvorfra det nye, paradisiske menneske vil genopstå af asken, åh, ja, det er så vidunderligt lige til, vi har mistet noget, og det skal vi fandme nok få igen, koste hvad det vil, målet helliger midlet, vi skal nok nå frem, sandheden står og skinner for enden af tunnelen, og så tager vi turen en gang til, det er der tilsyneladende ikke mange, der er villige til at tage konsekvensen, måske fordi de aldrig har tænkt over det, hvad det rent faktisk indebærer, at uanset hvad du laver i dit liv, så vil det på et eller andet tidspunkt være det, der er dit eftermæle, og er det ikke det etik egentlig handler om, at leve på en måde, så man kan holde ud at have den viden, at på et tidspunkt ligger du for døden, på et tidspunkt er du tæt på at forsvinde, og så har du kun det du har gjort, at kigge tilbage på, det er det eneste du kan måle graden af vellykkethed på, ved at indse at du ikke længere har muligheden for at skrive det om, det ligger der, afsluttet, totalt overgivet til de levende fortolkeres nåde, og man vil jo så nødig misforstås, og man vil jo så endnu mere nødigt efterlade nogen ubehagelige overraskelser, som kan overtage den fortælling man selv havde bygget op, mens man stadig selv levede og kunne udøve den mindste magt over omdømmet, over medmenneskers tanker om én, man kunne stadig påvirke dem, men det er ved at være slut nu, der er ikke meget mere tid tilbage, alt er fortid, sådan er det hele tiden, vi går med ryggen mod den store åbne dør, vi mærker trækket fra det tomme rum, tyngdekraftens ophør, det er i dét svimlende felt etikken befinder sig, vi er alle sammen svimle og det er ikke rart, vi skal leve med det, og jeg mener det: vi skal leve med det, vi skal være svimle sammen, det er den eneste langtidsholdbare vej, ellers kommer vi til at stå og knalde hovederne sammen, det er for dumt, men det er det der sker hele tiden rundt omkring, gok og atter gok, knolde mod knolde, selv høns i en hønsegård må ryste beklageligt på deres hoveder, vi har jo ingen elegance, vi tror meget på os selv, vi er som teenagere i verden, vi er mest interesserede i os selv, vi vil kende os selv, og der er ikke grænser for hvor meget der står i vejen for fuldførelsen af det projekt, men vi skal nok nå frem, vi er lige ved at være der. Det er pinligt, men jeg har tænkt mig at blive ved, der er alligevel ikke andet at gøre, showet er i gang, og jeg synes ikke man skal forstyrre de andre publikummer, man må have respekt for andres verdener, vi har alle vores at kæmpe med, vi har alle vores, så skal man ikke komme og forstyrre med unødvendig tvivl og vaklen, tvetydige tissepauser, og hvorfor lige gå ud og ryge på det her punkt i programmet, det er ikke til at regne ud, hvor man skal lægge sit fokus, så; hvad der forventes, hvor det lige er, det er, vi er. Trommer og et strengeinstrument, mere behøver man ikke, stemmen er underforstået, den sidder i fingrene som frembringer musikken, den er der hele tiden, bag det hele, finder man den, er man med, så kan vi lege, man skal lige kobles på, man skal lige kobles ind, man skal inviteres, men man skal selv finde invitationen, det er ikke hvilken som helst leg, den er ikke for alle, men alle har brug for den, og den er til alle, for alle, vi har ikke selv valgt det, det er ikke en invitation man kan sige nej til, det er ikke engang en invitation, det er en ordre, et kald, der er ingen session, til gengæld er der endeløs rekruttid, og spørgsmålet som melder sig nu, er om det er nogen god idé at bruge militære metaforer for det at skrive, at have en skrivepraksis, det at være tvunget af noget til at sidde og skrive, hele tiden omforme tanker og sansninger til ord, til skift, måske i ny og næ til tekst, men det er mest knyttet til en konservativ holdning (som findes i alle), et ønske om et fundament som ikke bevæger sig, en Historie, det ville være godt, det ville være meget rart og trygt, men det findes ikke, der er ikke noget grundlag som ikke hele tiden flytter sig, kig dig bare omkring i landskabet, og hvis du får øje på noget som helst som ikke hele tiden flytter sig, så skriv en overbevisende disputats om det, og få den anerkendt, få den hævet over enhver tvivl, bevis at intet bevæger sig, jeg mener bevis at noget ikke bevæger sig, og fortæl mig hvordan du vil forklare dit endelige bevis på endeligheden, uden samtidig at modbevise det. Så lad fortsætte samtalen mellem det ene og det andet, det er det eneste der er, og alle ved det, og alle skal hele tiden mindes om det, forskellene bliver mindre jo mere man tænker over dem, efterprøv det selv, hvad er forskellen på et æble og en pære i forhold til lighederne, derfor er det vigtigt, og det er den eneste vej, at vi forstår, at vi ikke bare er os selv, at vi også er det andet, og det andet er os. Sådan er det. Det er det, vi er et og hvirvler videre, sammen og hver for sig, for der er ikke nogen kerne, der er kun forskellige belysninger af den, den samme dansen om den samme grød, og et, to, tre, så er vi væk i en sæk fuld af blæk og lakridskonfekt, det du siger, er du selv, for det står i Aktuelt, at du er en flødekaramel, er du, er du selv. Hvad vil det sige at være barn? Ikke at være voksen. At vide at man skal være voksen, der er en gæld som skal betales for de unge år, der er altid en gæld, og spørgsmålet er om man er villig til at betale den, mens det stadig er muligt og blive et smukt lig, et respektabelt fotografi, et fossil som ikke er helt til grin, kuriosa. Alle mine bedste bøger er pakket ned, forseglet i kasser, ved hånden har jeg kun bjerget af disjecta: Fra menneskehedens skatkammer, Naturen i glimt, Folkedragter i Nordvestsjælland, A Modest Proposal, Ufarlige og Sære historier, Stof og Materie, et gammelt nummer af Geiger og Tyvens dagbog. Måske der kan tjenes nogle få kroner på det, måske jeg kan tjene nogle penge på dem, jeg vil da gerne tjene lidt penge, altid på fallittens rand, og så alligevel ikke, jeg har aldrig manglet noget, det svier i halsen, men det er ok, hvad kan man gøre, spille sit spil, følge med, se hvad der er at se, se det man får at se, nå at indse de forbindelser man kan nå at indse, alting står stille alting er bevægelse, jeg vil se på nogle fotografier, det var det jeg sagde for længe siden, jeg vender tilbage med mere. At have tid. Jeg er på kanten til at give op, udmattelsen er sat ind for lang tid siden, jeg sidder bare og venter på at falde hen, der er også et liv som leves der, i søvnen, og søvnen er ikke at være væk, det er også at være her, det er et og det samme, ingen forskel, jeg bliver ved med at sige det samme, at det ikke er noget særligt at se mønstre, der er ikke andet at se, vi ligger i ske, og vi hører den samme musik, men vi hører noget forskelligt, engang imellem er vi på bølgelængde, som man siger, som men netop siger, det er ikke tilfældigt, det er der meget lidt der er, kig nærmere på klichéerne, kig nærmere på de faste vendinger, de vante riffs, der er meget at hente dér, hvis man vil forstå hvad det er vi handler om, rytme og tid, det er det hele, og det er det samme, uden det ene, ikke det andet, og vice versa, det gør ondt, det er svært at sluge, hvem er du så, og hvem er jeg, det er et bånd der taler, ordet er dit og mit, og vi skal aldrig mødes, det er det vi kan mødes om, det eneste vi har til fælles, andet end vores fælles herkomst, samme ruter vi gengemmepløjer, samme klodsede ord i flok som dyr på vej, en tændstik på skrivebordet, og et armbåndsur som er gået i står, glasset er tomt, og der er ikke mere at fylde det med, men jeg har mere tobak, der er to smøger tilbage, og det grønne på træerne, bladene, forsangeren er nervøs, han siger ligegyldige ting, han siger at det er jetlaggens skyld, at hans stemme er ved give op, måske er det sandt, måske er det hele sandt.                        

Ingen kommentarer:

Send en kommentar