fredag den 25. juli 2014




Det er en lang
og hele tiden tilstedeværende
proces, der er ikke noget der hedder
at holde pause, at holde fri, man er hele tiden
på sporet, i gang med at samle noget ind, som fx
bliver blandet ind i skriften og lever videre
som ord, de, som osse
er her, kaffekopperne, og de eksotiske billetter, det lille glas
 vi købte i Paris for nogle år siden, og som jeg ligehar drukket gin af,
indsuget midlet til at vække de bestemte områder af hjernen, som skal berøres
for at jeg virtuelt går rundt i Menilmontant igen, tæt på Père Lachaise, hvor så mange berømtheder ligger begravet – og især måske Héloïse og Abelard, Héloïse som blev sendt i kloster for sit ægteskab med Abelard, som fik genitalierne hugget af for den samme synd, og endte i abbedi, på det sted hvor tidligere Martyren, Saint Denis, fra Martyrbjerget, Montmartre, gik til med sit afhugne hoved, og forblødte endelig der, hvor nu, senere Basillica de Saint Denis ligger, hvor hele kongerækkens sammenrodede skeletter og kranier ligger i den samme trange krypt, for efter revolutionen hev man alle royale jordiske efterladenskaber op af deres individuelle kister, og kylede dem i et hul i jorden, senere, under nyt kongedømme, genopgravet og lagt til hvile i den samme seng, for man kunne ikke skelne hvilket kranie tilhørte hvem, og hvilken lårknogle osv., ligesom kommunarderne blev kylet i den samme grav efter at de var blevet massakreret mod Père Lachaises mure, hvor Heloïse og Abelard fandt hinanden, endelig, i døden. Den mørkeste romantiske historie der findes i virkeligheden, hvis man kan tro på, hvad historien melder. Fx er Marie Antoinette jo også kun repræsenteret i sin grav med et strømpebånd, som man mener tilhører hende, fordi man fandt det i den grav, som man dengang kongeslægten igen havde magt, mente tilhørte hende, det var det man gravede op. Og hendes søn er kun repræsenteret ved sit alkoholpræserverede hjerte som hænger underligt forladt og alene i en nylonsnor i en gennemsigtig lilla krystalurne. Og sådan kan det også let forholde sig med Héloïse og Abelard, og sådan kan det i det hele taget forholde sig med mange ting. At forestillingen om noget, langt overgår den faktiske, konkret virkelighed, at der ingenting er, ikke andet end jord, og lidt benmel måske, som ingen reelt vidste hvor kom fra, en rotte måske, eller en hund, et egern, eller måske virkelig slet ingenting, bare noget jord, med et monument ovenpå, en tung fortælling i granit. Det er det det handler om, selv at undgå
det handler om hele tiden at holde sig levende, aldrig
lade rummet lukke om sig, man må spise alt muligt
det er ikke til at holde ud, ikke at have levet i den verden
man lever nu og her. Samle sammen til hvad?
Gøre sig klar til hvad? Apokalypsen foregår hele tiden, hver gang du trækker vejret

er der den lille smule slitage. Jeg glæder mig, er du sindssyg, jeg glæder mig til alt det 
der snart skal til at ske. Nye ting at foretage sig, nye ting at se, fortællingen fortsætter ad nye kanaler, andre kanaler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar