onsdag den 25. juni 2014

Allerede i Charles de Gaulle begynder vi at snakke om, om ikke der er noget indisk ved det.

Det er det desorganiserede vi hentyder til, at vi bliver ført rundt i gange uden ende, gennem døre, elevatorer, får besked på at stille os på dén side af et lille, improviseret hegn, og nu skal vi vente, hvorfor, ikke noget svar, ingen forklaring, sådan er det bare. Det er klart at det er der ikke noget særligt indisk over, rod findes overalt i verden. Vi er bare godt oppe at køre, vi vil bare være fremme, det er forventningens rus, snart venter en endnu større rus, et endnu større rod, endnu større forvirring, det trækker i os, væk herfra. Hvad er det vi søger, hvad er det som gør os så høje ved at rejse i Indien, hvad er det vi mangler derhjemme. Så kommer vi op i et enormt, et grotesk, hyperkitschet indkøbscenter, så luksuriøst, så bugnende med parfume, guldure og tasker og jakkesæt og headsets og smartphones, sushi og whisky at vi må tro vi er gået forkert, at vi ved et uheld har taget metroen til Champs Elysée, men der er ingen vej ud, vi er lukket inde i et bur af glas og stål og beton, og her skal vi sidde i et par uendelige timer, inden de sluser os ud i flyet, hvor vi bliver fastspændt og oversprøjtet med pesticider, stewarderne og stewardesserne går ned gennem rækkerne af sæder, mens vi holder tæpper op for munden, for ikke at indånde den gift som skal slå eventuelle insekter uden billet ihjel. Det er som et absurd ritual, som en perverteret version af ritualet, vi deltog i i Varanasi, sidst vi var i Indien, for bare lidt under to år siden. Da vi var blevet inviteret til Holi af den rigmandsfamilie vi boede hos, i deres private tempel, med de vuggende marmoridoler, de lyserøde gennemsigtige og slidte tæpper, og hvor hele familien sad samlet i skrædderstilling, mens der blev spillet virtuost på tablas og et eller andet for mig ukendt instrument, som ligner et lille harmonium, mens der blev sprøjtet vanddråber og blomsterblade ud over os, og hvor vi fik udleveret en lille klump cannabispasta som vi indtog sammen med en kop mandelthe, og rusen begyndte at indfinde sig, hvor familiens ældste til sidst gik rundt til os hver især og med tommelfingeren placerede en lille lilla plet mellem vores øjenbryn, for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte som strålede fra tommelfingeren og dybt ind i vores hjerner, til koglekirtlen, til drømmens og visionernes sted, til et af de ældste lag af vores bevidsthed, en rest fra dengang vi alle var øgler, eller før det endda, spørgsmålet er hvor langt vi er kommet.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar