onsdag den 25. juni 2014

Allerede i Charles de Gaulle begynder vi at snakke om, om ikke der er noget indisk ved det.

Det er det desorganiserede vi hentyder til, at vi bliver ført rundt i gange uden ende, gennem døre, elevatorer, får besked på at stille os på dén side af et lille, improviseret hegn, og nu skal vi vente, hvorfor, ikke noget svar, ingen forklaring, sådan er det bare. Det er klart at det er der ikke noget særligt indisk over, rod findes overalt i verden. Vi er bare godt oppe at køre, vi vil bare være fremme, det er forventningens rus, snart venter en endnu større rus, et endnu større rod, endnu større forvirring, det trækker i os, væk herfra. Hvad er det vi søger, hvad er det som gør os så høje ved at rejse i Indien, hvad er det vi mangler derhjemme. Så kommer vi op i et enormt, et grotesk, hyperkitschet indkøbscenter, så luksuriøst, så bugnende med parfume, guldure og tasker og jakkesæt og headsets og smartphones, sushi og whisky at vi må tro vi er gået forkert, at vi ved et uheld har taget metroen til Champs Elysée, men der er ingen vej ud, vi er lukket inde i et bur af glas og stål og beton, og her skal vi sidde i et par uendelige timer, inden de sluser os ud i flyet, hvor vi bliver fastspændt og oversprøjtet med pesticider, stewarderne og stewardesserne går ned gennem rækkerne af sæder, mens vi holder tæpper op for munden, for ikke at indånde den gift som skal slå eventuelle insekter uden billet ihjel. Det er som et absurd ritual, som en perverteret version af ritualet, vi deltog i i Varanasi, sidst vi var i Indien, for bare lidt under to år siden. Da vi var blevet inviteret til Holi af den rigmandsfamilie vi boede hos, i deres private tempel, med de vuggende marmoridoler, de lyserøde gennemsigtige og slidte tæpper, og hvor hele familien sad samlet i skrædderstilling, mens der blev spillet virtuost på tablas og et eller andet for mig ukendt instrument, som ligner et lille harmonium, mens der blev sprøjtet vanddråber og blomsterblade ud over os, og hvor vi fik udleveret en lille klump cannabispasta som vi indtog sammen med en kop mandelthe, og rusen begyndte at indfinde sig, hvor familiens ældste til sidst gik rundt til os hver især og med tommelfingeren placerede en lille lilla plet mellem vores øjenbryn, for at markere det tredje øjes sted, varmen vi følte som strålede fra tommelfingeren og dybt ind i vores hjerner, til koglekirtlen, til drømmens og visionernes sted, til et af de ældste lag af vores bevidsthed, en rest fra dengang vi alle var øgler, eller før det endda, spørgsmålet er hvor langt vi er kommet.    

fingerspidserne

du fortalte mig om den her kvinde, du havde passet på en institution, hun var sinke, sinke simpelthen, en dag havde en lærer givet hende en lussing, og hendes far var gået direkte derop, direkte op på skolens kontor, det var rektoren, ja det var rektoren, som havde givet hende en lussing, og hendes far havde sagt, at det skulle han aldrig gøre igen, det sad fast i hende, hun var stoppet på et eller andet tidspunkt, sad fast i den erindring, og det er egentlig rørende, men når man har hørt det femhundrede gange, så hold dog kæft, det er meningsløsheden i det, alting hives fra hinanden, man står der og mærker empatien siver ud gennem fingerspidserne

tirsdag den 24. juni 2014

Bålene brænder




Bålene brænder 
© 2014 Lars Bo Nørgaard & Troels Emig 
Limbo Library / København 
Text: Lars Bo Nørgaard
Drawing: Troels Emig
Collected material in sealed plastic bag:
Lars Bo Nørgaard & Troels Emig
Sound Recording: Lars Bo Nørgaard & Troels Emig
Sound editing: Jonas Breum Jensen 
Typeface: Lucida Grande 
Edition: 150
ISBN 978-87-92709-05-9

Bålene brænder (The Bonfires are Burning).
Site specific publication, made in and about North India. 
The publication consists of Six pages of text by Lars Bo Nørgaard, and six pages of drawing by Troels Emig. 
One CD with recorded sound and one bag with collected material. None of the bags contain the same material.
The publication is made in an edition of 150.


http://www.troelsemig.com/

Til salg i Møllegades Boghandel, Nørrebro, København eller ved henvendelse i kommentarfeltet herunder.
I dag deltog jeg
i en leg på Facebook
hvor man skulle tage først
farven på de bukser man havde på
og så navnet på den slags mad
man sidst havde spist

De to ord lagt sammen
ville være navnet
på ens band

For mig
blev det til
Blå Lagkage

Det band
kommer jeg
helt sikkert aldrig
    til at
spille i


onsdag den 18. juni 2014

mandag den 16. juni 2014

Jens Peter Kaj Jensen om 'Bålene brænder':

Bålene brænder

For et par uger siden modtog jeg en genlukkelig og gennemsigtig plasticpose med posten. Indeni var Lars Bo Nørgaard & Troels Emigs værk Bålene brænder. Værket er hverken en skulptur, en lysestage eller en installation, men sådan set en bog, det har et ISBN-nummer og et oplagstal. Det består af en tekst, som er trykt med san serif-typen Lucida Grande, centreret på siden og med lige højre- og venstremargin på hamrende hvidt karton i A-4-størrelse. Der er hverken kommaer, punktummer eller store begyndelsesbogstaver, for der er hverken noget, der ender eller begynder. Teksten er en strøm af indtryk fra og reflektioner over de to kunstneres rejse i Indien.

"Litteraturens særlige opgave er at give ord til det, som ellers bedst beskrives af musikken. Hvad der bedst beskrives af musikken, er svimmelhed. Alt hvad der sker med os, når vi ikke er svimle, beskrives bedre af filosofien, psykologien eller sociologien. Hvad angår indhold, er musikken litteraturens nærmeste slægtning, og beskrivelsen af svimmelhed er dens væsentligste opgave", foreslog en klog mand engang.

Ud fra denne opfattelse må teksten til Bålene brænder være litteratur i den mest egentlige forstand, for den beskriver ikke alene en rystende svimmelhed ved mødet med det fremmede, men fremviser også svimmelheden ved sin tekstmæssige form.

"hver eneste lille sten i Varanasi er hellig for det var der universet begyndte hver eneste lille sten er rester af begyndelsen de er det første stof vi indsamlede nogle af dem lagde vi i en vitrine så var de kunst og kom i avisen nu ved jeg ikke hvor de er febrilt samlede vi ind lagde stumper og stykker af vores tur igennem Indien i poser for at bekræfte at det fandtes at vi virkelig var der og du kære læser skal bevidne det du må tro på os at det virkelig er sandt føler mig som ja som hvad som mine piller måske de små kapsler med små gryn af venlaflaxin mod min angst rasler mod ganen videre ned gennem halsen altid den kvalme min mave afviser dem som om kroppen min hjerne vil ikke være ved sin lidelse at den er blevet den påtvunget det er sådan jeg føler mig som kapslerne ned gennem halsen til maven og videre ud i blodbanerne til hjernen og alligevel bliver de optaget det er nødvendigt vi er uafviselige vi har lommerne fulde af guld fra flyet så vi solen stå op over Indien og vi dykkede ned i mørket de små bål brændte i Delhi lige før solen stod op og vi overlevede og vi ventede og ventede i lufthavnens nedkølede tomrum mellem derhjemme og hvad-ved-vi og ingen alkohol i miles omkreds og himlen udenfor gul gusten forbrændt fossile tågebanker umulige for sunde lunger vi ventede mens hæren kaprede vores fly og fløj til Kashmir for at nedkæmpe en opstand vores fly nu med bugen fuld af våben vi vidste ikke hvad men man kommer ikke nødvendigvis frem"

Og sådan fortsætter teksten i en vekslen mellem svimmel eller ligefrem angst impressionisme og refleksion. Der er seks upaginerede siders tekst adskilt af sider med fine, i visse tilfælde ufærdige, sort-hvide stregtegninger af fx hunde, tøj, primitive sovepladser og sten.

Bogsiderne er uhæftede, altså løse ark, en indpakningsmæssig radikalisering af Chresten Forsoms uindbundne, men dog i ryggen sammenlimede digtværk fra Anblik, 2009.

Desuden består værket så af et indsamlet objekt fra rejsen. Med et oplag på 150 må der altså være 150 forskellige, indsamlede objekter. Jeg fik et udklip fra den engelsksprogede avis The Tribune, en leder, tror jeg. Den handler blandt andet om inflation og vækstpolitik i Indien.

Endelig er der en cd med, som jeg forbandet nok ikke kan afspille, fordi min Mac er skide moderne, men jeg ved, at det er en lydoptagelse.


Tekstdelen af værket kan jeg anbefale på det varmeste. Det er Lars Bo Nørgaard i glimrende form, og det siger ikke så lidt!

mandag den 9. juni 2014

Knud Steffen Nielsen om tekstdelen af 'Bålene brænder':

Grammatik nr 16, katalogagtigt.

 en beskrivelse af Lars Bo Nørgaards fine skriftark set i troperne.



Forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj omfavnelser om vi vil det eller ej her kan jeg bo her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne tumler vi igen og igen ned mod ghatsene vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne på flodbredden et hoved og håret fangede ild huden svedet 
(et lille fragment og min snakken herunder giver vist først rigtig mening, når man har arkene hos sig som eksempelmateriale på det, jeg pludrer løs om nu).


Normalt er jeg ikke til rejsebøger eller pindemad, men dether er noget andet.

Lars Bo Nørgaards skriftark fra Indiensrejse (med gode stregtegninger af Troels Emig) er nemlig ikke det.
Det er fra rejsen, men ikke på den måde. Det er ikke afrapportering. 
Afrapportering er journalistisk tænkt over det, som hændte - og beskrevet som sådant.

Lad mig forklare langsomt og en anelse omstændeligt og trægt.

Jeg vil prøve kun at være teknisk og vælger at tale om noget, jeg vil  kalde TEKST-Præsens  og Samtidighed.



Hvordan kan man bringe en samtidighed ind i en tekst?
 Det vil sige samtidighed ind mellem læser og tekst.

… er bl.a. noget med at fjerne hierarki mellem hovedsætninger og bisætninger og en hel masse mere, som vi ser på om et lille øjeblik.
Der er for mig som  læser en mulig bringen sig i højde med tekstens præsens -  og blive en medrejsende, hvor man i tidsfølge følger den rejsende på rejsen.  Og fordi teksten mimer en sansningernes kommen og gåen.  Selvfølgelig ved man godt, at plottet i én forstand har fundet sted, og at det er sporet fra det man får.

 Men på samme tid får man på en anden måde konsekvensrækkerne i den rækkefølge, man læser sig frem.  Det gør man jo altid i roman, ikke?  Hvor adskiller det sig i en standard plotbåren registrant som adskillige romaner gebærder sig i og så dette?
 Kontrakten er en anden her. 
Men lad mig lige forlade det et øjeblik og kigge på strategierne, hvor man mimer en tekstens præsens.


1) Ved Eliminering af de hierarkier, som sætningsopbygning  normalt har.

a)
Fx i hoved-og bisætningers hierarki.
Det kan så angribes, ved at kommaer og punktummer more or less er smidt bort. (sådan stein-agtigt). Det giver bl.a. et flow. Og et ganske særligt fluktuerende flow. Men det gør det naturligvis ikke alene

b)
Ved glidende metaspring til siden i forhold til det plot, der ligger og lusker på tekstfladen.

b)
Ved reduktion af sammenkoblinger som konjunktioner, dvs bisætningsindledere som fordi, hvis, hvis, når, da, så, selvom.. Og det igen i flowens tjeneste og i det præsentes tjeneste.

c)
Ved underbetoning/eliminering af kausalitet bl.a  ved at eliminere nogle af de omtalte fordi'er, hvor de ellers var forventelige. Men først og fremmest ved sømløse glidninger i de skift, som uvarslet kommer.

  Og præmissen for at angribe kausaliteten skal lige med, for erkendelsesmæssig foregår fx sansning ikke nødvendigvis kausalt in the first place......Sansning og det at bevæge sig rundt derude i verden er ikke bundet op inormsætningsskema kørende i Vægtigt subjekt- Vægtigt verbal- adverbial-skabelonen (ved godt, at der variationsmuligheder og inversion og fremskudt forfelt mm):

   operatør//verbal +objekt//adverbialt,.  DET er hovedskemaet. Det er godt og organisk og naturligt og funktionsdueligt, MEN er konvention.

Poul fangede en fisk med de bare næver en herlig sommerdag.
I sansningen herover kan hvert led være det primære i situationen. Fisken kan, sommerdagen kan, næver kan, Poul kan. I hjernens pêle-mêle.
For
Når man sanser something sådan i løbet af en dag. Så befinder omverdenen sig i en mere eller mindre diffus tåge af farver, lugte, former etc… i det øjeblik er der ikke et hierarki af pegen på mig som vægtig plotbærer.Det vil sige Jegpersonen i en fortælling…det som ellers  alm sætningsskemaer tilsiger  i  sin normale taxanomi.  Norm-standarden: hovedperson (x) personens dynamik ud i verden (o) og  adverbiale biomstændigheder (fx intensitet, måde,etc)  ”Han plukker en klokkeblomst”  det er hovedstrukturen i alm sætningsskema plus varianter.   Men i mødet med omverdenen behøver det ikke at være sådan i sit skema.  (Selvom sprogets norm siden vores barndom slår tilbage og får os til at tale ret meget i det hierarki)  og deri ligger osse en normativ kausalitet.  Er det mig, operatøren, der plukker, og plukker en blomst. Ja, det er det osse, men sansningens rækkefølge og sansningens katalysator og sansningens scene-setup er ikke nødvendigvis  den .  Vi kan lige så godt vende den om, ja helt omvendt,  og sige: Verden møder os, en blomst rækker sig frem, jeg bøjer mig ned, og jeg snupper den velduftende genstand.  Ved intentionalitet er jegfortælleraspektet nok anderledes.

d)
Ved metakommentarer, hvorved læseren næsten får udleveret en pen i en samtidig  medskriven

e)
Ved andre direkte procesmarkeringer, hvor man bliver inviteret ind i skrivningen. Og hvor der er modifikationer som nok, sikkert, monstro, måske, kunne være,   er der også tale om en slags invitation ind i skriveprocessen, da den slags ubestemthedsmarkeringer giver anledning til læseren til at bekræfte eller afkræfte og meddiskutere uvishederne



f)
Ved brug af den normalt grimme og udanske gerundiv (i form af lang tillægsform, men ikke adjektivisk, men verbalt) i stedet for finitte verber. Hvor gerundiven verbalt kobler sætningshandlinger mere inkorporerende organisk sammen, da den peger tilbage på subjektet. Hvis det var et finit verbum, markeres den ny sætning netop som ny sætning, og dermed kommer der et tydeligt sporskifte.

Eksempel (*Forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj)

g)
Ved at standse op, inden en tanke, en refleksion er færdiggjort .
h)
Og andre selvafbrydelser.
i) Og ved direkte henvendelser ud af teksten til læseren
j) Ved at alle disse inkorporerede træk indgår samlet i en ligeværdig del af tekstens  fremadskriden.

k)
Ved det jeg vil kalde prosaens enjambementer, i poesien er et enjambement, hvor linjebruddet både stopper og samtidigt fører handlingen videre i en ny bevægelse, men som samtidig medbringe den netop læste linje som en slags bagage, kontrabande, så flere betydninger glider ind over hinanden.  Praktisk kræver det –igen- at et punktum eller komma er fjernet. (* et lille eksempel ses her nederst:…her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne> tumler< vi igen….) ”tumler” indgår både til højre og til venstre.

Jeg ser de små ord-vejrhaner snurre rundt og trække betydning fra den ene linje til den næste og tebavs igen.   Nævner lige Gertrud Stein igen, og hendes pludselige uannoncerede skift, i samme tonefald så at sige.
Og hendes projekt er jo bl.a. osse at mime en tekstens samtidighed med skriveprocestiden.  Jeg skriver mimen, da hun jo godt ved, at det ikke kan gøres 1:1, at stryge en tændstik tager lidt længere tid at skrive end at gøre. Banalt sagt.


Teknikaliteterne gør det jo ikke alene. Jo, det er flowet, det er nivellering af syntaxforhold, det er alt det nævnte og en del mere.
 Og samlet giver det en UMIDDELBARHED, som ikke bare forklares ved  nedbrud af sprogkonventioner.
En anden del af analysen kunne være glossariet, men det har jeg  valgt fra.
Jeg vil slutteligen henvise til hele samlingen fra Lars Bos rejse.   
……Forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj omfavnelser om vi vil det eller ej her kan jeg bo her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne >tumler< vi igen og igen ned mod ghatsene vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne på flodbredden et hoved og håret fangede ild huden svedet……
/KSN

torsdag den 5. juni 2014

Noteapparat

Hvad skal vi gøre, hvis vores venner fra Om Beach pludselig dukker op her, i Kanyakumari. Hvis de har fulgt myresporet. Det er tvivlsomt. De er fastliggere, campingfolk. Og Cian har for meget paranoia til at bevæge sig. Og han kan ikke undvære sin hash. Og vi har kun pot. Og det lader ikke til at det er særlig let at skaffe sig noget at ryge her. Vi er kommet udenfor the Hippie Trail, ingen pløsebukser her. – Han var ellers vældig glad for mit snus, Cian, han havde hele tiden fingrene i æsken. Da vi sad og hang ud i palmelunden. Det er allerede længe siden; vi er inde i en rytme nu. Ingen vej tilbage, rytmen fører os frem, vi kan ikke gøre andet end at følge med. Ellers kollapser vi.

Snusæskens gyldne låg skinnede i solen, helt uimodståeligt for de lange, spinkle fingre, junkiefingre.

Brug antropologisk stil, mime den indisk-britiske antropolog. Evt. Fotografier.

Anekdoten: I familie med eventyr og myter – den folkelige fortælling.


Vi ser Pirates of the Caribien på TV. (skriv om dem).      

  Vi var i de to største templer i dag: Det lyse og det mørke.

Jeg har Shivabogen med, men læser ikke i den.


Shivatemplet integreret i omgivelserne: som en kunstig grotte.


Her er det de kristne som larmer. Til gengæld er hinduerne bemærkelsesværdigt stilfærdige.


Hvilken gud så vi derinde, i de templer.

Vi skal hele tiden betale baksheesh – små beløb for at få opbevaret sko og kamera, som vi ikke må tage med ind – og vi skal betale for at komme ind og se guden, og betale for at få lidt pujapulver ved guden: 5 til kamera og 5 for skjorte, 10 for guden, 10 for pulveret, og 10 til sko og 50 i indgang. Markedet var gledet ind i templet, ligesom templet var gledet ind i markedet.


Kali?


Som i Indiana Jones.
Det er meget Indiana Jones,
helt vildt Indiana Jones.
Ja, det er det godt nok.
Det må man sige.


Penge. Pot. Myrer.
Dine symbioser med planter og dyr. Hunden derhjemme.

Din gravide kæreste. Barnet som vokser i maven derhjemme.


Vi hører Albertslund Terror Korps: I Danmark spiser de svin. Og vi forestiller os selv som hotelejere i Indien: at have en pølsevogn med et dansk/indisk menukort. Kolde øl.

Vi ser for os Dronning Margrethe som Kali. Vi har grineren på.

Tjald og elektronik. Og skunk og iskølet bong. Og måske en lille en til næsen. Tempo. Og så en bajer. Mere sukker.

Det er de hårde drenge. Det er med knytnæve det her. Ikke som drengene i Gokarna – deres klasken hinanden på ryggen, da de var oppe at slås, da der var turf war i strandkanten.

Det kan osse blive for hårdt.


Da jeg kommer hjem til Danmark igen, bemærker min kæreste at mit syn på Indien ikke er så romantisk som det var efter jeg havde været der første gang, for to år siden. Ikke så klichétungt. Mit blik er blevet mere dystopisk. Det har også sine faldgruber, det er ikke af den grund nødvendigvis mindre romantisk, mindre klichéfyldt, bare mere sort.