torsdag den 29. maj 2014



     ... et væv som i glimt den klareste logik. 

De myrer som du bærer med dig, som du efterhånden drysser fra dig i svedige togkupeer, på hotelværelser; alle de små nye kolonier som måske opstår.

Jeg efterlod en dansk femkrone i Kanyakumari. 

...

Noget dør ud og fortsætter med at blive noget stadigt nyt  

Der står et herligt slot derude i disen og flimrer og længere ude 


En sti gennem alle mulige forbindelser. 


...


 Oh Hvor langt var vi fra det sted hvor MH370 crashede, måske crashed, hvad der så er sket med fly, det forsvundne fly, Hvor langt var vi fra det sted, hvor MH370 måske crashede, hvor mange mil. Bror fortalte mig i dag om en ny teori, som går på, at da piloterne sagde all right, good night, vidste de ikke at transponderen allerede var sat ud, måske fordi der var en brand pga. et overophedet dæk, og så først lidt efter gik det op for dem, at der var problemer, at det elektriske system var sat ud, eller en del af det var sat ud, så slukkede de for resten af kommunikationen, for at finde frem til fejlen ved trial and error, og de skiftede hurtigt kurs, forsøgte at flyve tilbage til en sikker base, men det var for sent, og de blev forgiftet af røg, de mistede bevidstheden og kort efter livet, men måske havde nået at sætte automatpiloten til, så den kunne flyve dem til en sikker base, mens de bekæmpede ilden, men det var for sent, og de mistede bevidstheden og kort efter livet, og flyet fløj videre ad den planlagte rute, et spøgelse, indtil brændstoffet slap op, og flyet styrtede mod havet og sank. Det kan ikke forlade mig, det billede: Et fly fuld af døde på vej mod et eller andet punkt, et eller andet sted; det sted, hvor flyet jo nødvendigvis må befinde sig nu, i skrivende stund, med sine 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer ombord; 153 kinesere, 38 malaysiere, syv indonesere, seks australiere, fem indere, tre franskmænd, tre amerikanere og en baby, to new zealændere, to ukrainere, to canadiere, en russer, en hollænder og to iranere på falske pas; det ene italiensk, det andet østrigsk.

...

to gange var vi nede i templet nede i grotten nede i den hule og gå rundt og rundt man skulle have skoene af man skulle have skjorten af man skulle møde det guddommelige på bare tæer og med nøgen overkrop og vi svedte det var som stenen

templet var hugget ud af svedte vi tog fejl vi betalte for billetter flere billetter og stod i kø og vi modtog darshan vi så guden det hellige øjeblik og fik vores pujastøv jeg sendte det hjem jeg sendte det til min kæreste jeg sendte det til mine venner som snart skal giftes

og så gerne vil have et barn jeg undskyldte for alt det grimme jeg sagde til nytår hvor jeg forsvandt i mørket mit mørke det mørke som bor i mig som kommer krybende  en skygge som breder sig mørket og

pludselig er der og taler for mig jeg er væk og jeg må undskylde for det for det er mig det er i mig det er mig ikke
og alligevel så jeg sendte det støv hellige støv
 og jeg elsker 


...







nogle mønstre en eller anden musik du fortalte mig om den her kvinde som skulle købe noget hvad var det det kunne have været brød lige om hjørnet lige heroppe egentlig en rørende historie heroppe på skt. Hans torv han var sinke dengang sinke simpelthen en dag havde en lærer givet hende en lussing og hendes far han var håndværker han gik direkte derop direkte op på kontoret det var rektoren ja det var rektoren som havde givet hende en lussing og hendes far havde sagt at det skulle han aldrig gøre igen det sad fast i hende hun var stoppet på et eller andet tidspunkt sad fast i de to glimt måske et par mere og det er egentlig rørende men når man har hørt det femhundrede gange så hold dog kæft det er meningsløsheden i det alting hives fra hinanden sin retning om og om igen man står bare der og empatien siver ud gennem pupiller alle 





men jeg ville jo så gerne med den der skulle jo ha haft med den der hvorfor kan du ikke li den der jeg ville jo så gerne med den der jeg skulle jo ha haft men hvorfor ka du ikke li med den der det skulle jo ha været flot hvornår skal vi med den der jeg ville jo så gerne jeg troede bare




...





det regner vi hører på radioen at der er solskin i hele england men her hvor vi er styrter det ned bakkerne er som hjemme i tivoli vi har været på stranden hils jørgen og hils kirsten på en del af strækningen er klipperne røde og havet skyller ind over sporene viste du at aleister crowley boede i disse bakker det her rullende landskab vi er stolte hernede ved den yderste pynt borgen i havet de forsvundne trappetrin det gyldne sværd det spøger husk at hilse på skaden tag hatten af hvis du har hat på og ønsk skadens familie alt godt i fremtiden ønsk dem held og lykke og mange børn may they prosper ellers er du dødsdømt du vågner 



ja

en rådden grav


ja



...



meget intelligente, de fugle, skaderne. 




der foregår ting i buskene


der er nogen på udkig



...



de svin

jeg hader dem




Ingen kommentarer:

Send en kommentar