mandag den 26. maj 2014

Anslag. Anden indiske rejse.







Så var vi tilbage. Vi havde prøvet det før. Men selvom man har prøvet noget før, er der alligevel altid et element af for første gange, når det skal gøres igen. Lande i Mumbai, tilbage i det indiske virvar. Ud af flyet og mærke luften, få den første thali eller hvad var det første vi spiste. Slæbe rundt på vores baggage i de svedige gange og tunneller, elevatorer, den dårlige skiltning, så skal vi ud af lufthavnen, så skal vi ind igen, vi skal videre til Goa. Det tager timer, der er blot en grå hal med baggagevogne at side på, forsøge at få lidt søvn, ikke andet at købe end masalachips og vand. Jeg kan ikke læse. Ikke koncentrere mig om hvad der står. Du er sur, du brokker dig, kan ikke finde hvile, ikke finde en god stilling at slappe af i, den kunstige oplysning gør dig rasende, den koger din hjerne, og jeg tænker, så slap dog af, men jeg også overtræt og ved at gå amok, jeg forsøger at lege buddhist, finde min indre zen, men jeg har lyst til at ryge mig skæv, kan ikke vente med at skulle gå på stranden og koge, ind i jungler og studere fuglelivet der, insekterne, de psykedeliske planter. Vi skal sydpå denne gang, det er noget andet, et andet Indien, end det vi oplevede sidst. Goa er bare et springbræt sydpå, blot en station, en overnatning, en rolig måde at smelte sammen med Indien på. Men det her, den her skide lufthavn i Mumbai, vi kan ikke holde den ud, vi har ikke sovet i snart et døgn. Og vi vrisser, du er værre end mig, jeg fornemmer at min stilhed, min forstilte ro plager dig; her, drik noget vand, vi er nok dehydrerede efter den lange flyvetur fra København via Paris, og her, spis nogle chips, det er godt med salt i varmen, når man sveder så meget, og desuden smager de godt, kan du huske at det også var det første vi spiste, sidst vi ankom til Indien, masalachips, så radikal en krydret smag, ville man aldrig vove at sende på det danske marked. Vi er ikke hjemme mere, vi er ved at åbne et nyt kapitel i vores fortælling, vores samarbejde, vores venskab. Og hjemme ligger din kæreste netop nu og sover, mens jeres søn vokser i hendes mave. Hvornår kan vi gøre sådan noget som det her igen? På den måde er denne rejse vigtigere end den sidste, som også var vigtig, som også forandrede vores liv, plantede et frø, som spreder sig i vores hjerner og har knyttet os sammen, der er noget skæbne over det, noget afgørende. Jeg savner min kæreste allerede, jeg drømmer om når jeg skal rejse her med hende, vise hende det hele, min verden, Indien og alt det som fylder mig så jeg er nær ved at briste, som gør det så svært for mig at sidde stille, som gør den danske vinter ekstra kold og våd og grå for mig, jeg kan ikke holde den ud, jeg er så påvirkelig, bliver så sort i hovedet og holde depressive monologer i min fordrukkenhed, min undergang, selvmedlidenhed. Åh, rend mig, jeg er elendig. Men nu er vi væk fra alt det, det er december, vi er i Indien og der er omkring 20 grader varmt derude selvom det er nat. Vi skal til havet, vi skal til junglen, vi skal til Indien sydligste punkt, gennemleve endnu en myte, endnu en rejse, så mange ubekendte, så har vi det bedst, så er vi en maskine som er smurt med cannabis og så forelskede i verden. En hel måneds frihed fra dagligdagens trældom har vi foran os. Hvilke bøger skal jeg have med mig hjem, hvilke fotografier, minder, vil det gøre mig en smule bedre i stand til at holde verden ud? Jeg forsøger at tænke frem, væk fra den her grå og elendige hal med sine lysstofrør og totale mangel på komfort, forsøger at tænke på det, som det det er: en overgang, en overskuelig prøvelse før eventyret. Der er stadig mange timer til vores fly letter. Som så ofte før, tænker jeg, at når livet er noget lort, er det til at holde ud, for jeg kan bare skrive om det, det er sådan jeg kan kæmpe mig igennem livet, al dets modgang; fortælle om det, give det form, få overblik, så jeg kan bevæge mig videre. Det lyder enkelt nok. Men virkeligheden er, at ofte sidder stoffet fast i mig, i månedsvis, årevis, før jeg kan forløse det, jeg føler mig stadig som en amatør, det er allerede tre måneder siden at vi sad i den lufthavn, den lumre hal, og først nu ser det ud som om der er hul igennem. Jeg bliver bange for at jeg ikke kan, at formen ikke vil holde, at det bliver noget pjask, ord på ord på ord, sætning efter sætning, men uden indhold, bare gejl, og hvad skal andre bruge det til. Så patetisk. Går rundt om mig selv. Sæt dig nu bare ned og skriv, så kommer det nok af sig selv. Jeg slider mig selv op. Men nu er vi af sted. Og nu sidder jeg her og skriver om det. Planen er at kigge fotografierne igennem, de knap totusind, og bruge dem som fundament, og de bøger jeg havde med mig hjem, måske søge lidt på Google, bruge den Lonely Planet vi havde med. Det lyder enkelt nok. Mit hoved, alting kører rundt, i Danmark er det blevet forår, og det er allerede mere end tre måneder siden vi kom hjem igen, kun tre måneder siden, det virker som længere tid, et andet liv, allerede, og i lørdags kom jeres barn, født ved kejsersnit, arme og ben og øjne som I har skabt, hvor kom han fra, det er vildt, ingen vej tilbage.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar