torsdag den 29. maj 2014

Arbejdsplads, Varanasi.


det skulle jo nok have være på dem anden måde men man kan jo ikkeeman kan ikke blived blive ved
 .hun startede med at så var vi de bedste, kærester, vi skulle nok klare os igennem, men åbenbaret ikke. det started emed at vi stod nede på crazy vi havde da været sammen i mere end to år, hun var så pludselig helt optaget af ham som stod på scenen, han havde ikken ikke engang en guitaer eller noget. det var nok det mest ja hvad skal jeg skrive hvis hun vil komme til bage så er jeg klar vi havde lige set hinanden og så alt det kan jo godt forsåt det det. at det så lige skulle være ham det er lidt , jeg er ikke den bedste med ord, det nekelte ord er godt nok men det videre. det og nu er jeg også lidt beruset, hvis der er nogen som også er ensom så er jeg helt klar. men også en skulder at trænges ve, jeg har mere end det der står her. interesserer mig for sufingg og for   ryger/ikke ryger., let til tasterne forstående hvis ikke

Cruising with Shanti in the Big Black Car. Varanasi, 2012.




     ... et væv som i glimt den klareste logik. 

De myrer som du bærer med dig, som du efterhånden drysser fra dig i svedige togkupeer, på hotelværelser; alle de små nye kolonier som måske opstår.

Jeg efterlod en dansk femkrone i Kanyakumari. 

...

Noget dør ud og fortsætter med at blive noget stadigt nyt  

Der står et herligt slot derude i disen og flimrer og længere ude 


En sti gennem alle mulige forbindelser. 


...


 Oh Hvor langt var vi fra det sted hvor MH370 crashede, måske crashed, hvad der så er sket med fly, det forsvundne fly, Hvor langt var vi fra det sted, hvor MH370 måske crashede, hvor mange mil. Bror fortalte mig i dag om en ny teori, som går på, at da piloterne sagde all right, good night, vidste de ikke at transponderen allerede var sat ud, måske fordi der var en brand pga. et overophedet dæk, og så først lidt efter gik det op for dem, at der var problemer, at det elektriske system var sat ud, eller en del af det var sat ud, så slukkede de for resten af kommunikationen, for at finde frem til fejlen ved trial and error, og de skiftede hurtigt kurs, forsøgte at flyve tilbage til en sikker base, men det var for sent, og de blev forgiftet af røg, de mistede bevidstheden og kort efter livet, men måske havde nået at sætte automatpiloten til, så den kunne flyve dem til en sikker base, mens de bekæmpede ilden, men det var for sent, og de mistede bevidstheden og kort efter livet, og flyet fløj videre ad den planlagte rute, et spøgelse, indtil brændstoffet slap op, og flyet styrtede mod havet og sank. Det kan ikke forlade mig, det billede: Et fly fuld af døde på vej mod et eller andet punkt, et eller andet sted; det sted, hvor flyet jo nødvendigvis må befinde sig nu, i skrivende stund, med sine 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer ombord; 153 kinesere, 38 malaysiere, syv indonesere, seks australiere, fem indere, tre franskmænd, tre amerikanere og en baby, to new zealændere, to ukrainere, to canadiere, en russer, en hollænder og to iranere på falske pas; det ene italiensk, det andet østrigsk.

...

to gange var vi nede i templet nede i grotten nede i den hule og gå rundt og rundt man skulle have skoene af man skulle have skjorten af man skulle møde det guddommelige på bare tæer og med nøgen overkrop og vi svedte det var som stenen

templet var hugget ud af svedte vi tog fejl vi betalte for billetter flere billetter og stod i kø og vi modtog darshan vi så guden det hellige øjeblik og fik vores pujastøv jeg sendte det hjem jeg sendte det til min kæreste jeg sendte det til mine venner som snart skal giftes

og så gerne vil have et barn jeg undskyldte for alt det grimme jeg sagde til nytår hvor jeg forsvandt i mørket mit mørke det mørke som bor i mig som kommer krybende  en skygge som breder sig mørket og

pludselig er der og taler for mig jeg er væk og jeg må undskylde for det for det er mig det er i mig det er mig ikke
og alligevel så jeg sendte det støv hellige støv
 og jeg elsker 


...







nogle mønstre en eller anden musik du fortalte mig om den her kvinde som skulle købe noget hvad var det det kunne have været brød lige om hjørnet lige heroppe egentlig en rørende historie heroppe på skt. Hans torv han var sinke dengang sinke simpelthen en dag havde en lærer givet hende en lussing og hendes far han var håndværker han gik direkte derop direkte op på kontoret det var rektoren ja det var rektoren som havde givet hende en lussing og hendes far havde sagt at det skulle han aldrig gøre igen det sad fast i hende hun var stoppet på et eller andet tidspunkt sad fast i de to glimt måske et par mere og det er egentlig rørende men når man har hørt det femhundrede gange så hold dog kæft det er meningsløsheden i det alting hives fra hinanden sin retning om og om igen man står bare der og empatien siver ud gennem pupiller alle 





men jeg ville jo så gerne med den der skulle jo ha haft med den der hvorfor kan du ikke li den der jeg ville jo så gerne med den der jeg skulle jo ha haft men hvorfor ka du ikke li med den der det skulle jo ha været flot hvornår skal vi med den der jeg ville jo så gerne jeg troede bare




...





det regner vi hører på radioen at der er solskin i hele england men her hvor vi er styrter det ned bakkerne er som hjemme i tivoli vi har været på stranden hils jørgen og hils kirsten på en del af strækningen er klipperne røde og havet skyller ind over sporene viste du at aleister crowley boede i disse bakker det her rullende landskab vi er stolte hernede ved den yderste pynt borgen i havet de forsvundne trappetrin det gyldne sværd det spøger husk at hilse på skaden tag hatten af hvis du har hat på og ønsk skadens familie alt godt i fremtiden ønsk dem held og lykke og mange børn may they prosper ellers er du dødsdømt du vågner 



ja

en rådden grav


ja



...



meget intelligente, de fugle, skaderne. 




der foregår ting i buskene


der er nogen på udkig



...



de svin

jeg hader dem











Bålene brænder
Lars Bo Nørgaard & Troels Emig
Reception d. 30 maj 17 - 19
Møllegades Boghandel
Møllegade 8, Kbh N.
http://www.moellegadesboghandel.dk/

'Bålene brænder' er seks tegninger, seks sider tekst, en cd med en lydoptagelse og et indsamlet objekt. 

Tilsammen udgør disse elementer en fortælling om et sted, en tid, en rejse. I 2012 var vi i Varanasi, Indien,hvor vi lavede
udstillingen 'Lines of Ash', og derefter tog op i Himalayabjergene og ned fra dem igen. Undervejs indsamlede vi ting og sager fra jorden, små vidner, bevismateriale, souvenirs. Og vi lavede lydoptagelser. Da vi kom hjem skrev og tegnede vi om alt det vi havde oplevet. - Nu har det hjembragte materiale ligget i to år og samlet kræfter, det er næsten blevet helligt;
det er på tide at det kommer videre ud i verden, så samtalen kan fortsætte.

Mvh Troels Emig og Lars Bo Nørgaard






Sådan så vi ud, da vi var på rejsen som har leveret grundstoffet til Bålene brænder. Det er der ikke noget at gøre ved, at vi så sådan ud.




Panch agni, or 'five-fire-austerity'



Only sadhus belonging to the Ramanandi sect perform the five-fire-austerity, panch agni tapas, as it is called or, more commonly, dhuni tap.As one of the oldest forms of ascetic penance panch agni tapas is mentioned in ancient Hindu mythology. 
Originally it involved surrounding oneself with four fires, sitting in the bright and hot midday sun which would be the fifth fire.
Nowadays is executed with varying numbers of fires, starting with five, and progressively increasing in number in the course of eighteen years, until the fires form a circle and the tapasvi carries a pot with fire on the head.
I must remark here that dhuni tap is executed in various degrees of seriousness and corresponding length of time per session. Some babas go through the motions and are finished in 15 minutes, others take 45 minutes to an hour.
There is some ostentatiousness involved too (as with most extreme austerities), for dhuni tap is usually done by the roadside, where pilgrims will certainly notice it. Awed, the pilgrims might be more willing to part with some donation. 
Dhuni tap confers status in the sadhu community.
At the Ujjain Kumbha Mela of 1992, I noticed offerings of dung-cakes to dhuni tap babas just as it is portrayed on the 1729 engraving published in Tavernier.
An integral part of the exercise is the ritual offering of foodstuffs to the smouldering heaps of cowdung, the holy fire, under the acompaniment of muttering mantras.
In this ascetic ritual the sadhu symbolically sacrifices himself to the fire, he has become the offering.
Having made offerings to his fires, the baba blows the shankh, or conch-shell, to invoke the deity. It is the musical instrument with which Vishnu produces the primordial sound of Creation, and it is only used by Vaishnavas.
This concludes the preliminary rituals, and now the Baba can sit in meditation.
Panch-agni-tapasya must be done for eighteen consecutive years, going through various stages.
The first stage involves surrounding oneself with five fires. 
During the next stages there are seven, twelve, and eighty-four fires, culminating in ‘innumerable’, i.e. a circle of fires, and in the final stage a pot with fire is balanced on the head. Each stage is performed for three consecutive summers.
Each session of the fire-austerity is usually concluded with the performance of some hatha-yoga exercises.
Panch-agni is quite popular nowadays.

Preparing for his fire-austerity, a baba purifies the place with fresh cow-dung, arranges the heaps of fuel and the ritual paraphernalia, and takes a bath. Many babas smoke a chilam or two, to get in the right mood.
Then they sanctify their body by applying tilak. 
When a group of ascetics is assembled, as for instance at a festival, they will perform dhuni-tap at the same spot, but each will do it more or less in his own time. Since the meditation and the repetition of the Lord’s name is a private affair, the Babas may cover the head with a cloth. It serves an even more practical purpose as well, for often the cloth is made wet, and so offers some insulation against the intense heat. 
(see also plate of Picart, offerings of dung cakes by the faithful)

The final stage of the fire-austerity is calledkapar-dhuni, that is the fire (dhuni) in the bowl (kapal) on the skull (kapal). 

The circle of ‘innumerable’ fires around the Baba is never completely closed, so the spirit may enter. Besides, a full circle would presume perfection, which only the Lord may claim.

Brev hjem

Der er rigtig meget meget over det hele over det hele, der er meget uro her over det hele, området er under kontrol, dvs. området er under belejring, hvad som helst kan ske, hvad som helst sker hele tiden, alting sker hele tiden, der sker hele tiden noget. Somme tider løber alt over alle breder. Jeg må lige stå stille lidt før jeg går ind ad den dør eller ud ad den igen, trække vejret, det er det, og en ordentlig siddeposition og skrivefingre fulde af blod det løber fra mig. Vi har hinanden i hænderne, vi sover godt, jeg kan se dit bryst hæve sig og sænke sig du er langt væk jeg har købt silke til dig, ægte silke, ægte håndvævet indisk silke, mysoresilke, grøn og lilla, flourescerende som dengang jeg led af migræne hver mandag i skolen først fik jeg tunnelsyn og så kom den sky med grønne og lilla trekanter i, som blinkede, og så ramte smerten, så vrøvlede jeg, sproget ville ikke som jeg ville, sproget ville sit eget sprog, og jeg kunne ikke tåle lys, kunne ikke tåle lyd, jeg brækkede mig hver mandag i to år. jeg er på vej hjem til dig, savner dig kh og møsse 

onsdag den 28. maj 2014

Doktoren anbefaler - tapet med vildt meget slik på.


Doktoren anbefaler - Gold Home Apple Cider.


Doktoren anbefaler - Thums Up.


Bålene brænder









































'Bålene brænder' er seks tegninger, seks sider tekst, en cd med en lydoptagelse og et indsamlet objekt. Tilsammen udgør disse elementer en fortælling om et sted, en tid, en rejse. I 2012 var vi i Varanasi, Indien, hvor vi lavede udstillingen 'Lines of Ash', og derefter tog op i Himalayabjergene og ned fra dem igen. Undervejs indsamlede vi ting og sager fra jorden, små vidner, bevismateriale, souvenirs. Og vi lavede lydoptagelser. Da vi kom hjem skrev og tegnede vi om alt det vi havde oplevet. - Nu har det hjembragte materiale ligget i to år og samlet kræfter, det er næsten blevet helligt; det er på tide at det kommer videre ud i verden, så samtalen kan fortsætte. 

Reception 30. maj, 17-19 i Møllegades Boghandel.







mandag den 26. maj 2014


Anslag. Anden indiske rejse.







Så var vi tilbage. Vi havde prøvet det før. Men selvom man har prøvet noget før, er der alligevel altid et element af for første gange, når det skal gøres igen. Lande i Mumbai, tilbage i det indiske virvar. Ud af flyet og mærke luften, få den første thali eller hvad var det første vi spiste. Slæbe rundt på vores baggage i de svedige gange og tunneller, elevatorer, den dårlige skiltning, så skal vi ud af lufthavnen, så skal vi ind igen, vi skal videre til Goa. Det tager timer, der er blot en grå hal med baggagevogne at side på, forsøge at få lidt søvn, ikke andet at købe end masalachips og vand. Jeg kan ikke læse. Ikke koncentrere mig om hvad der står. Du er sur, du brokker dig, kan ikke finde hvile, ikke finde en god stilling at slappe af i, den kunstige oplysning gør dig rasende, den koger din hjerne, og jeg tænker, så slap dog af, men jeg også overtræt og ved at gå amok, jeg forsøger at lege buddhist, finde min indre zen, men jeg har lyst til at ryge mig skæv, kan ikke vente med at skulle gå på stranden og koge, ind i jungler og studere fuglelivet der, insekterne, de psykedeliske planter. Vi skal sydpå denne gang, det er noget andet, et andet Indien, end det vi oplevede sidst. Goa er bare et springbræt sydpå, blot en station, en overnatning, en rolig måde at smelte sammen med Indien på. Men det her, den her skide lufthavn i Mumbai, vi kan ikke holde den ud, vi har ikke sovet i snart et døgn. Og vi vrisser, du er værre end mig, jeg fornemmer at min stilhed, min forstilte ro plager dig; her, drik noget vand, vi er nok dehydrerede efter den lange flyvetur fra København via Paris, og her, spis nogle chips, det er godt med salt i varmen, når man sveder så meget, og desuden smager de godt, kan du huske at det også var det første vi spiste, sidst vi ankom til Indien, masalachips, så radikal en krydret smag, ville man aldrig vove at sende på det danske marked. Vi er ikke hjemme mere, vi er ved at åbne et nyt kapitel i vores fortælling, vores samarbejde, vores venskab. Og hjemme ligger din kæreste netop nu og sover, mens jeres søn vokser i hendes mave. Hvornår kan vi gøre sådan noget som det her igen? På den måde er denne rejse vigtigere end den sidste, som også var vigtig, som også forandrede vores liv, plantede et frø, som spreder sig i vores hjerner og har knyttet os sammen, der er noget skæbne over det, noget afgørende. Jeg savner min kæreste allerede, jeg drømmer om når jeg skal rejse her med hende, vise hende det hele, min verden, Indien og alt det som fylder mig så jeg er nær ved at briste, som gør det så svært for mig at sidde stille, som gør den danske vinter ekstra kold og våd og grå for mig, jeg kan ikke holde den ud, jeg er så påvirkelig, bliver så sort i hovedet og holde depressive monologer i min fordrukkenhed, min undergang, selvmedlidenhed. Åh, rend mig, jeg er elendig. Men nu er vi væk fra alt det, det er december, vi er i Indien og der er omkring 20 grader varmt derude selvom det er nat. Vi skal til havet, vi skal til junglen, vi skal til Indien sydligste punkt, gennemleve endnu en myte, endnu en rejse, så mange ubekendte, så har vi det bedst, så er vi en maskine som er smurt med cannabis og så forelskede i verden. En hel måneds frihed fra dagligdagens trældom har vi foran os. Hvilke bøger skal jeg have med mig hjem, hvilke fotografier, minder, vil det gøre mig en smule bedre i stand til at holde verden ud? Jeg forsøger at tænke frem, væk fra den her grå og elendige hal med sine lysstofrør og totale mangel på komfort, forsøger at tænke på det, som det det er: en overgang, en overskuelig prøvelse før eventyret. Der er stadig mange timer til vores fly letter. Som så ofte før, tænker jeg, at når livet er noget lort, er det til at holde ud, for jeg kan bare skrive om det, det er sådan jeg kan kæmpe mig igennem livet, al dets modgang; fortælle om det, give det form, få overblik, så jeg kan bevæge mig videre. Det lyder enkelt nok. Men virkeligheden er, at ofte sidder stoffet fast i mig, i månedsvis, årevis, før jeg kan forløse det, jeg føler mig stadig som en amatør, det er allerede tre måneder siden at vi sad i den lufthavn, den lumre hal, og først nu ser det ud som om der er hul igennem. Jeg bliver bange for at jeg ikke kan, at formen ikke vil holde, at det bliver noget pjask, ord på ord på ord, sætning efter sætning, men uden indhold, bare gejl, og hvad skal andre bruge det til. Så patetisk. Går rundt om mig selv. Sæt dig nu bare ned og skriv, så kommer det nok af sig selv. Jeg slider mig selv op. Men nu er vi af sted. Og nu sidder jeg her og skriver om det. Planen er at kigge fotografierne igennem, de knap totusind, og bruge dem som fundament, og de bøger jeg havde med mig hjem, måske søge lidt på Google, bruge den Lonely Planet vi havde med. Det lyder enkelt nok. Mit hoved, alting kører rundt, i Danmark er det blevet forår, og det er allerede mere end tre måneder siden vi kom hjem igen, kun tre måneder siden, det virker som længere tid, et andet liv, allerede, og i lørdags kom jeres barn, født ved kejsersnit, arme og ben og øjne som I har skabt, hvor kom han fra, det er vildt, ingen vej tilbage.  

Samling. Profilbilleder.


Jeg stemte på ham her, så snakker vi ikke mere om det.


lørdag den 17. maj 2014

Vi sidder i et fly et sted over Sortehavet, snart kommer vi ind over Turkmenistan, hvor vi kan se olieraffinaderierne brænde deres overskydende gas af. Du rækker ud efter mig inde fra din søvn. Det ville jeg ønske at du gjorde, men du ligger helt stille, ryggen halvt vendt til mig. Jeg kan mærke duften fra dit hår, hvad er det for en shampoo du bruger, jeg har aldrig lugtet noget lignende. Jeg tager kortet med sikkerhedsoplysninger frem fra lommen, ikke et ord om hvad man skal gøre i tilfælde af styrt, ingen kort med bønner fra hovedreligionerne. Og jeg forsøger mig med et spil skak, men jeg har aldrig fået sat mig ind i reglerne. 

most exquisite


fredag den 16. maj 2014

kan du huske
idiot
det lille kartoffelhjerte

kom og se det gro.

kære dagbog

Er jeg overhovedet syg eller er det bare forkælelse. Hvorfor har jeg ingen, jeg mener det; absolut ingen angstsymptomer, når jeg er i Indien, midt i alt det lort. Hvorfor skal jeg kæmpe med de symptomer hver eneste jammerlige dag, når jeg er hjemme i Danmark. Jeg kan ikke komme til bunds i det. Det hænger mig ud ad halsen, forpulede limbo at henslæbe sit liv i. Jeg vil væk, ud af det, brænde medicinen, det center i hjernen som fucker mit liv op, hvis det center findes. Hvem eller hvad har skabt den her situation jeg er havnet i. Jeg har lyst til at smadre noget, når jeg finder det, udslettelsen vil ikke kende nogen grænser. Jeg trænger til at sove, en kop kaffe mere,  en gåtur i det forsigtige aarhusianske solskin. Forpulede danske februar som fødte mig. 









Bioteknologi
Join us, get saved.
Om
Bioteknologi
Join us, get saved.
Join us, get saved.
Om
Vi gik ind gennem restauranten, hvis man kan kalde den forsamling røde plasticstole og vakkelvorne borde for en restaurant. Ned ad trapperne, hvis man kan kalde nogle skrånende brædder for trapper, til stranden, forbi hundene og køerne. Vi skal ned til havet fordi vi vil svømme i det. Var det om natten, med cannabis i blodet, fuldmånen hængende over os, lysende over bugten, over palmerne, over bølgerne, og os i bølgerne, en stor våd omfavnelse, hele havet, vores kroppe i verdenshavet. Og hvad var det vi var uenige om. 

torsdag den 15. maj 2014

bålene brænder, bålene brænder




































'Bålene brænder' er seks tegninger, seks sider tekst, en cd med en lydoptagelse og et indsamlet objekt. Tilsammen udgør disse elementer en fortælling om et sted, en tid, en rejse. I 2012 var vi i Varanasi, Indien, hvor vi lavede udstillingen 'Lines of Ash', og derefter tog op i Himalayabjergene og ned fra dem igen. Undervejs indsamlede vi ting og sager fra jorden, små vidner, bevismateriale, souvenirs. Og vi lavede lydoptagelser. Da vi kom hjem skrev og tegnede vi om alt det vi havde oplevet. - Nu har det hjembragte materiale ligget i to år og samlet kræfter, det er næsten blevet helligt; det er på tide at det kommer videre ud i verden, så samtalen kan fortsætte.

Vi er blevet spurgt om der er tale om en udgivelse, som man kan erhverve sig. Og ja, det er der. Oplaget er på 150 eks. uden mulighed for genoptryk, da hvert eks. er et unikum i.o.m. at de alle indeholder et unikt objekt, et lille vidne, et relikvie, en souvenir. Prisen er 100 kr, - billigere til receptionen, nok 70 kr.

(OBS: formatet er A4, så hvis du tænker at købe den til receptionen, så medbring noget at tranportere den i)

Kom og fejr udgivelsen med os. Der er øl og vin og snacks og vi er glade!

Mvh Troels Emig og Lars Bo Nørgaard