mandag den 31. marts 2014

Lasse siger:

nogle gange kan jeg få den tanke, at vi mennesker er lidt for dygtige. at vi kan bruge sprog, som vi kan, fx få nogen til at forstå at vi synes de er søde eller trænger til at blive klippet - det er fint og dygtigt. men at vi osse kan lyve med det - det er lissom lidt for dygtigt.


+


en af mine gode venner foreslog at man samler en masse mennesker, som samles foran christiansborg. ingen bannere, ingen megafoner. bare en masse mennesker, som står og stirrer på borgen, helt lydløst, ingen udtalelser, bare stirren og stilhed.

Uddrag af min oversættelse af Rampuri: Autobiography of a Sadhu:

På afstand så jeg en okkerklædt baba som sad oprejst, stolt endda, på en stor træplatform, en takht, omtrent på størrelse med en hævet dobbeltseng vendt med siden til. Han viftede med sine hænder, formede noget ud af luften, idet han henvendte sig til nogle nøgne sadhuer dækkede af aske, hvilket fik dem til at ligne spøgelser. Deres hår var filtret i lange dreadlocks, jataer, utæmmede og uregerlige som banyantræets ranker. Hari Puri Baba selv var velplejet, hans tynde sorte hår var nydeligt sat op i en knold på baghovedet, hans sparsomme skæg bundet under hagen. Hans lange moustache spredte sig over ansigtet i et smil, og hans pande var bemalet med tre horisontale linjer af sennepsfarvet sandeltræpasta og et par røde binduprikker. Et tegn på visdom, tænkte jeg.
    Hari Puri Baba sad som en general på sit tigerskind, hans skrøbelige krop virkede meget større end den faktisk var. Han delte sin trone med en meget større sadhu, som jeg senere fandt ud af var Amar Puri Baba. Han var ligeledes velplejet, men gjorde sig selv mindre af kærlighed til sin guru bhai, hans spirituelle broder. Så forskellige som de to mænd var i udseende og temperament, kunne de have været tvillinger. Hari Puri Baba hævede begge sine hænder og bragte sine larmende tropper til stilhed, idet jeg nærmede mig. Seks spøgelsesansigter vendte sig mod mig og seks munde åbnede sig på vid gab. Havde de aldrig set en udlænding før? De gloede op og ned ad mig, ligesom Hari Puri Baba gjorde. Amar Puri Baba kneb øjnene sammen. Han var mistænksom. Hari Puri Baba lænede sig frem og pillede ved en af tigerkløerne.
     ”Baba Ji, er du Swami Hhharrr …” begyndte jeg at spørge ham med seksten øjne fikserede på hver eneste af mine bevægelser.                    
       ”Selvfølgelig er jeg det,” afbrød han mig på perfekt engelsk. ”Du er kommet her for at besøge mig, ikke? Så? Hvad vil du så?”
     Jeg vidste hvad jeg ville, men spørgsmålet fik klappen til at gå ned. Der var mumlen og skramlen blandt de forsamlede spøgelser. Et fedt ét knurrede ad mig. Et andet rejste sig, placerede sit ansigt tæt ved mit, og blev ved med at løfte sine øjenbryn, i et forsøg på at få en reaktion. Jeg kunne ikke undgå at bemærke at han havde en sølvring på sin penis. Amar Puri Baba rynkede øjenbrynene. ”Taler du ikke hindi?” spurgte Hari Puri Baba.
     ”Jeg kom efter dit darshan,” sagde jeg med bævrende stemme og brændende ansigt. Han stirrede ned på mig og hev i de sorte hår på hans hage. Der foregik noget her som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg havde det som om jeg stod på scenen og var skrækslagen for at glemme mine replikker eller som jeg var blevet kaldt frem i klassen når jeg ikke havde lavet mit hjemmearbejde. Disse mænd mindede om en jury, som nøje bedømte alt jeg sagde eller gjorde. For kun få øjeblikke siden var Hari Puri Baba blot et navn blandt mange i min notesbog. Pludselig gjorde et ansigt, en krop, en stemme, men mest af alt en særlig tilstedeværelse krav på dette navn.
     Jeg berørte hans fødder, som jeg nu var vant til at gøre når jeg mødte hellige mænd, men denne gang tvang en voldsom vægt mit hoved ned, og nogens pande berørte hans tæer. Det var min pande, for jeg mærkede et klap, et kærtegn på mit baghoved. Jeg så ikke op, men bevægede mig langsomt baglæns. De hellige spøgelser rystede på deres hoveder, ”nej,” som i Indien betyder ”ja.”
     Åh, den anden baba, ham med de rynkede øjenbryn, ja, også ham. Jeg berørte Amar Puri Babas højre fod. Hari Puri Baba inviterede mig til at sidde ved hans højre side, sækkelærred dukkede op på jorden under mig, og jeg tog plads. En efter en lagde hver af babaerne sit hoved til Hari Puri Babas fod og holdt den i begge hænder, og så lod de hver en pengeseddel, en ti-rupeeseddel, tror jeg, og en rupeemønt glide ind under hans lår. Hari Puri Baba bemærkede min nysgerrighed. ”Det er bare et lille væddemål jeg havde med bhutsene, spøgelserne. Jeg vandt,” sagde han.
    ”Og hvorfor er du kommet så langvejs fra for at møde en gammel galning som mig?” spurgte han. ”Eller er du bare kommet på grund af vandet?” grinede han og pegede mod kunden, kildevældet, som var skjult bag udskårne kampesten, formentlig lagt der af kæmper. Fem stentrin førte ned til dammen som boblede op dybt inde fra bjerget. På afsatser over det sprudlende vands overflade stod stenikoner af guder og gudinder vendt mod vældet. Det må være den tabte ungdommens kilde, tænkte jeg. ”Fra hende kommer liv,” sagde Hari Puri Baba.
     ”Rent faktisk, Baba Ji, er jeg kommet til Indien, for at finde en lærer,” sagde jeg, mens jeg pludselig blev opmærksom på at jeg også blev betragtet oppe fra mangotræerne af en bande magre sølvaber.
      ”Hvad? En lærer? Der findes mange slags,” svarede han.
      ”Jeg vil kende mig selv,” sagde jeg.
      ”Okay, det er let,” sagde Hari Puri Baba. ”Sid med rank ryg og træk vejret. Ja, ånd ind og ud. Det er det. Du havde ikke behøvet at komme hele vejen fra England for at lære det!” grinede han. De grinede alle sammen, uden at vide hvorfor.
     ”Amerika, Baba Ji,” korrigerede jeg ham.
     ”Åh, Amerika, Tyskland, Frankrig, Malaya! Hvad andet vil du gerne vide?” spurgte han.
     Jeg var ude af stand til at sige noget.

     ”Godt,” sagde Hari Puri Baba, ”så vil jeg gerne byde dig velkommen til gudinden Amlodas hellige lund!”

Way to Dharsan (eller: darsana eller darshan)




























Darśana (also Darśan or DarshanSanskritदर्शन) is a term meaning "sight" (in the sense of an instance of seeing or beholding; from a root dṛś "to see"), vision, apparition, or glimpse. It is most commonly used for theophany, "manifestation / visions of the divine" in Hindu worship, e.g. of a deity (especially in image form), or a very holy person or artifact. One could also "receive" darshana or a glimpse of the deity in the temple, or from a great saintly person, such as a great guru.[1]
In the sense "to see with reverence and devotion," the term translates to hierophany, and could refer either to a vision of the divine or to being in the presence of a highly revered person. In this sense it may assume a meaning closer to audience. "By doing darshan properly a devotee develops affection for God, and God develops affection for that devotee."[citation needed]
Darshan is ultimately difficult to define, since it is an event in consciousness—an interaction in presence between devotee and God/guru; or between devotee and image or sculpture, which focuses and calls out the consciousness of the devotee. In either event, a heightening of consciousness or spirituality is the intended effect.[citation needed]

The Green House. Madurai.


Klip fra: http://rampuri.com/blog/



Our Speech


This is why I am calling for us to start taking a good look at our speech, not from a moral or any ideological standpoint, but starting at step one: where do these words in these sentences and expressions come from? How did they get on my tongue?


 Baba RampuriMarch 15, 2014 





Media Factories

I believe the sources of our speech has changed considerably over the last few generations, and at this point a lot of what we comes out of our mouths has been manufactured in media factories, pret-a-porter. And if what we think has a direct connection with what we speak, we are on our way to becoming total robots, and its probably already started to happen.

Spiritual Mind

Everyone seems to describe the spiritual mind in spiritual terms which makes it so abstract, it can mean anything you fancy it to mean. Let’s identify how the speech of marketing snuck into our exploration of consciousness.


Holy Temples & Shrines of India III











fredag den 28. marts 2014

Holy Temples & Shrines of India I




TEASER (bålene brænder)




Har i dag modtaget en pakke med 150 cd'er med en 22 minutter lang lydoptagelse fra marts 2012. Og tidligere på ugen hentede vi (Troels Emig og jeg) 6 x 150 sider med tekst + 6 x 150 sider med tegninger fra tryk. Og vi har modtaget 150 labels med påtrykt kolofon. Og vi har købt 150 luk-selv-plasticposer i A4-format. Og vi har 150 små luk-selv-poser indeholdende små objekter indsamlet i marts-april 2012.




Brormand fortæller fin lille (verdens-)historie, og opfordrer til videre fortælling.

Lige en tanke fra Nirvana-spammeren her: Nu nærmer 20-års dagen for (Kurt /red.) Cobains selvmord sig, og jeg synes derfor, at det kunne være ret interessant, at høre hvor folk var da de i sin tid modtog nyheden, og hvordan de reagerede. Bare hvis folk nu kan huske det, og har lyst til at dele historien ikk'?

Personligt var jeg 4 måneder fra min 11-års fødselsdag, da jeg modtog nyheden. Det var lørdag den 9. april 1994 i Mølleparken i Fjerritslev. Min mor og jeg var kørt ud for at hente min storebror Lars Bo, som havde overnattet hos sin ven Troels. Vi skulle til Aalborg. Lars Bo og Troels sætter sig ind på bagsædet, og her fortæller LB mig, at forsangeren fra Nirvana havde skudt sig selv. De havde set det på MTV dagen inden. Jeg var rystet i min grundvold! Jeg skulle aldrig se dem live eller høre ny musik fra dem. Det gjorde ondt, og det var såmænd nok det der startede min besættelse af det band. Min mission siden har været at skaffe alt med det band. Alt! Musik, video, billeder, info... ALT!!!

OG mine pip desangående:

min hukommelse er lidt hullet mht. hvordan og hvorledes lige da jeg modtog nyheden. men som du skrive, wolle, var jeg på besøg hos troels til overnatning, og mon ikke vi har været overvældede, ikke helt vidst hvordan vi skulle reagere, følelsen af nogen absolut, noget voldsomt tragisk, et uigenkaldeligt tab, som vi ikke havde oplevet før, så unge som vi var. husker svagt noget med troels' noget ældre storebror (var flyttet hjemmefra) som i telefonen sagde noget i retning af, at det kom bag på ham, at det ikke var sket for længst. og så er vi vel gået op på troels' værelse og har sat noget nirvana på anlægget og givet os til at spille wolfenstein, plykket nogle nazister point of view. vi skiftedes til henholdsvis at styre figuren gennem bunkeranlæggene og at skyde. - og i dagene efter husker jeg noget med at tænde stearinlys og høre alle albums igennem kronologisk sammen med vennerne.


+

men i det hele taget er lyden af nirvana for mig uløseligt forbundet med dén periode i ens liv, hvor man så småt kommer til bevidsthed om en meget stor verden omkring en, en verden som var langt større end rolighedsvej, hvis grænser langt overskred den som gik ved sandagervej, fjerritslev, han herred eller vesterhavet, en verden som var større end københavn endda. der foregik noget ovre i seattle, som man kunne relatere til, et oprør, noget med at klæde sig meget lidt konformt, i for store skjorter, hullede t-shirts, slidte sko, at der var skønhed i det slidte, det balrede, det desperate osse, det syntes at klinge vel med en eller anden uformuleret følelses jeg rendte rundt med. nirvana var osse et skrig fra provinsen, og ikke bare provinsen, men provinsens udstødte - dem som vel egentlig kulturelt rettede sig imod de store byer, væk fra marker og fodbold. ikke fordi der for så vidt er noget galt med marker og fodbold, det var bare ikke dér jeg hørte til. og så var det jo ikke bare musik, det var osse kunst. de her unge gutter og gutinder (for det var osse et oprør imod stereotyper kønsroller - det var et oprør imod enhver sterotypi - og yes, sommetider var oprøret naivt og infantilt etc. sårn er det med oprør) fra seattle og omegn krydsede alverdens områder - de var både digtere og billedkunstnere og spillede både på traditioner fra heavy og punk og pop og alt kom ned i gryden. det rykkede. og jeg tror faktisk at det var enormt afgørende for mine valg og veje gennem moradset (livet /red.). det kan sammenlignes med ungdomsoprøret sidst i '60erne med deres flower power etc. og med punken sidst i '70erne med deres fuckfingre og smadr. grunge rummede på sin egen måde begge de to budskaber i sig. og noget helt tredje selvfølgelig. og så ved jeg ikke om det er mig som er ved at blive smågammel og konform i knolden, det er muligt, men synes faktisk ikke der er sket noget helt så omstyrtende siden. men måske er det faktisk i gang lige nu. der sker nogle vilde ryk i litteraturen i hvert fald, og har osse et godt øje til den renaissance som foregår i metalverdenen, hvor der trækkes på bl.a. østlige traditioner - trancemusik, monotoni, spiritualitet forlenet med metallens insisterende hårdhed og mørke (fx OM og YOB) - også indenfor hiphop og techno sker der ting og sager - bevægelser ud i internettets unheimliche schizofreni fx. eksempler kunne være death grips og albertslund terrorkorps. men det forblir i undergrunden, mere eller mindre. i hvert fald har det ikke samme kommercielle mainstream-appel som grunge havde. og det er måske godt nok. og dog. for mainstreamen skal sgu osse ruskes igennem i ny og næ.

  1. Det er forårsdag. Men ikke bare hvilken som helst. Og hvis pengepungen piwer, så mind den om hvad dens eksistensberettigelse overhovedet er!
    KH
    Synes godt om ·  · Promover · 

Bette pip

Mht. lyde skal det være ikke nogen, ikke den mindste lille trælsomme lyd, oh og dog, måske en trille fra en pipfugl, så skidt da, det er jo forår.

Goddess of the Market


onsdag den 26. marts 2014


Om moral etc.


  • Knud Steffen Nielsen  Forbrydelser betaler sig ikke. Nej forbrydelser betaler sig aldrig.
  • Lars Bo Nørgaard jeg stjal engang noget tyggegummi ned i kiosken, og så havde jeg gemt det under min hovedpude, og begyndte først at gumle de herlige sager i mig, da jeg var kommet i seng, men akke-ja, så faldt jeg jo i søvn med tyvekosterne i munden, og så i løbet af natten var de faldet ud af munden og havde klistret sig ind i mit hår, så det hele måtte klippes af, og jeg havde ellers dengang det flotteste hår i hele skolen.