fredag den 28. februar 2014

Opråb

Har noget stanniol og elefantsnot til overs, hvis nogen skal til fastelavnsfest her i aften og ikke lige ved hvad.












og fem pund søm

onsdag den 26. februar 2014

FANTASTISK MASKINE

Lars Bo Nørgaard

Lars Bo Nørgaard (°1981, Fjerritslev, Denmark) is an artist who works in a variety of media. By exploring the concept of landscape in a nostalgic way, Nørgaard tries to grasp language. Transformed into art, language becomes an ornament. At that moment, lots of ambiguities and indistinctnesses, which are inherent to the phenomenon, come to the surface.
His artworks establish a link between the landscape’s reality and that imagined by its conceiver. These works focus on concrete questions that determine our existence. By investigating language on a meta-level, he reflects on the closely related subjects of archive and memory. This often results in an examination of both the human need for ‘conclusive’ stories and the question whether anecdotes ‘fictionalise’ history.
His works are an investigation of concepts such as authenticity and objectivity by using an encyclopaedic approach and quasi-scientific precision and by referencing documentaries, ‘fact-fiction’ and popular scientific equivalents. By using an ever-growing archive of found documents to create autonomous artworks, he investigates the dynamics of landscape, including the manipulation of its effects and the limits of spectacle based on our assumptions of what landscape means to us. Rather than presenting a factual reality, an illusion is fabricated to conjure the realms of our imagination.
His works focus on the inability of communication which is used to visualise reality, the attempt of dialogue, the dissonance between form and content and the dysfunctions of language. In short, the lack of clear references are key elements in the work. Lars Bo Nørgaard currently lives and works in Copenhagen.


Lav dit helt eget artist statement her: 

Min kære, gode ven Jonas har fødselsdag i dag. Her er han i Hot Springs, Arkansas, USA sidste år.


torsdag den 20. februar 2014

Hotel Windsor, Mumbai.

Det første jeg lagde mærke til på Hotel Windsor, var opslaget med reklame for slumturen de tilbyder; se stederne hvor Slumdog Millionaire blev optaget, genbrugsstationer etc. Aldrig i livet, at være turist i andres elendighed. Stedet mindede om et fængsel. Tremmer over dørene, for vinduerne, lange, mørke gange, plasticmaling som skinnede i lysstofrørenes syge lys. Et andet opslag meddelte at indere og vesterlændinge ikke må dele værelse, at hvis en indisk mand og en indisk kvinde vil dele værelse, skal de fremvise bevis på at de er gift. Der var en Ganeshfigur, stor og orange, skinnende, alle tre øjne sorte som sorte huller. Ikke rar og jovialt buttet, som man plejer at se ham, men led, noget fra et sci-fi-mareridt. Vi skrev vores navne, adresser, visanumre, pasnumre, telefonnumre ind i en stor, laset bog, de tog kopier af vores pas. Og vi fik vores nøgler. - I det mindste var der en balkon. Så kunne vi stå derude og ryge, kigge ned på de hjemløse som lå på gaden, de havde lavet en lille hule af presenninger, hvad de nu lige havde kunnet finde. Værelset var holdt i brunt og snusket. Ingen aircondition, kun en fane som havde én indstilling: vanvittigt hurtigt og larmende. Et lille aflukke uden dør, hvor vi kunne bade, men der var ikke vand i bruseren eller hanen. Varmt som ind i helvede uanset den maniske fane, det ville ikke blive let at få noget søvn i dét hul. Godt det bare var én overnatning, men kunne vi finde noget bedre i morgen. - Vi gik ned på gaden for at finde lidt mad. Der var en bar længere nede ad gaden, hvor vi fik diverse friturestegt og et par øl, for første gang i Indien drak vi os en smule berusede. Stemningen på stedet var helt fin, tjenerne var fulde og smilende, skvattede rundt på linoleumsgulvet. Og så hjem og i seng. Men det var ikke meget vi fik sovet. Der var noget som bed os, og fanen larmede ulideligt, hvis vi slukkede den kunne vi ikke trække vejret, luften var som lunken tjære. - Så blev vi vækket ved at der blev råbt ude på gangen, slået på dørene. Morgenmad. Nu. Og vi tumlede ned. Man kunne få omelet og toastbrød, en kop te. Kaffe kostede ekstra, vand kostede ekstra. Jeg gik ud for at ryge en smøg, mens maden blev lavet. Da jeg kom ind igen, havde en anden gæst snuppet min mad, og jeg måtte starte forfra. Tjenerens øjne sitrede underligt i øjenhulerne, han nærmest råbte af os, ekstra, ekstra, ekstra. Vi spurgte hvorfor han var så aggressiv, han råbte ekstra, ekstra, og øjnene sitrede vildere og vildere. Oppe på gangen igen hørte vi nogle amerikanske turister skælde ud, de var blevet ædt af væggelus i løbet af natten, og de skulle være der fire nætter mere, hvad havde hotellet tænkt sig at gøre ved det. Vi skyndte os ind for at pakke. Lad os komme væk fra det sted. Ud på balkonen for at ryge en smøg, få styr på nerverne. Hvorfor fanden var tjeneren så aggressiv. Måske havde han noget imod rige svin fra vesten. Betal for helvede. Det er muligt. Så blev jeg overvældet af en frygtelig hylen og skrigen, hjerteskærrende. Det kom nede fra gaden, inde fra plastichulen, de hjemløse. Tidligere havde jeg set at de havde hundehvalpe. Nu var de igang med at pine dem, afrette dem så de lystrede. Hunde er gode at have; de kan gø, hvis der er fare på færde, og som hvalpe er de gode, når man skal tigge; folk får medlidenhed med de små kræ. Men de skal vide, hvem der bestemmer; det var de ved at lære nu. Jeg blev svimmel, fik kvalme, lad os komme væk fra det her sted.  

Mumbai - del 5.

Mumbai - del 4.

Ankomst. Mumbai.

Så landede vi i Mumbai igen. Cirklen nærmede sig sin slutning. Og vi slap levende gennem diverse sikkerhedstjek, mistænksomme øjne bag skranker, stempler, stempler, stempler og vores baggage dukkede op på rullebåndet. Klokken var lidt i 22, vi havde booket et værelse på et hotel, kun til den første nat, næste dag skulle vi finde noget andet. Men nu gjaldt det om at finde frem til et for os ukendt punkt i en by med 17 millioner indbyggere (officielt tal - reelt bor der nok mere end 20). Og vi ved hvor vanskeligt det kan være i Indien, hvor gaderne kun har navne på turistkort og i den offentlige administration. En adresse kan være sådan noget som: I den blå bygning overfor banyantræet i nærheden af havnen. Men altså: det er jo for faen Mumbai, Indiens økonomiske højborg, Home of Bollywood, der de rigeste indere bor, nogle af verdens rigeste mennesker; mon ikke der er bare lidt mere styr på tingene her. - Jo, det er der, men kun for dem som har mulighed for at forstå de systemer som holder styr på tingene, og det er langt fra alle; fx skal man kunne læse vejskiltene, kortene, og ikke bare læse, men læse engelsk. Det kunne vores taxichauffør ikke. Vi var ellers gået over til pre-paid taxi-kontoret - en god idé; man siger hvor man skal hen, de finder adressen i deres elektroniske system, giver én en pris, man betaler og får en kvittering med adresse og nummeret på den taxi som skal køre én derhen. Fint nok. Men som sagt; vores chauffør kunne ikke læse. Og han kunne kun det mest rudimentære engelsk. Han fik hurtigt forklaret os at han ikke brød sig om Mumbai; den er for stor og for dyr. OK. Og så rablede han ellers derudaf på en blanding af hindi og engelsk, vi forstod ikke en skid; måske var det noget med at han kendte en genvej, noget med noget vand, noget med en bro. Vi sagde OK, og fint, men vi forstår ikke rigtig hvad du forsøger at fortælle os. Og vi gentog adressen og navnet på vores hotel. Windsor Hotel, Ballard Estate, Kumpta Street. Men det syntes ikke at ringe nogen klokke hos ham. Han glattede og glattede sig hår igen, kiggede sig i sidespejlet, slingerede heftigt, drønede af sted for fuld knald gennem den tætte trafik, hamrede løs i hornet, satte noget musik på, slukkede det igen, plaprede videre om noget vi ikke forstod. Vi blev nervøse. Og understregede at det var hans opgave at få os frem til målet, og vi havde ikke tænkt os at betale ekstra for noget som helst, det her var en pre-paid taxi og han havde adressen. Vi kiggede på hinanden, vi kiggede ud ad ruderne på de smadrede bygninger, affaldsbjergene, plasticbålene, skyggerne som flakkede omkring derude. Op imod 70% af Mumbais indbyggere bor i slum; de lever i affald, bygger deres hjem af affald, æder affald, sorterer affald for at finde noget som kan sælges, der er ikke noget der hedder skolegang, der er ikke noget der hedder sikkerhedsnet, fremtid, at stige op. - Så fandt vores chauffør en eller anden stift frem, en parfume af en slags, han vendte sig om imod os, manisk smilende, savlende rød betelsaft, blanke øjne og totalt fucked - om vi ville prøve hans parfumestift. Nej tak. Så mumlede han noget, og smurte sin venstre arm ind i glinsende, duftende snask, og han nærmeste hvinede af fryd. Det var tydeligt, at han ikke anede, hvor vi skulle hen. At han bare kørte i den retning, hvor de fleste hoteller ligger og håbede på det bedste. Vi var jo rige vesterlændinge, om det var det ene eller det andet hotel kunne vel være det samme. Men vi ville frem til vores hotel, vi havde et værelse som ventede på os. - Så holdt han ind ved et hotel, og sagde: This. Men det var det ikke. Alt for stort, alt for dyrt, med uniformerede vagter udenfor og de parkerede biler udenfor var af mærker som Mercedes, BMW, Jaguar. rige var vi heller ikke. Vi gentog det som nu var blevet et mantra: Windsor Hotel, Ballard Estate, Kumpta Street. Han gentog: Ballard Street, Kumpta Hotel, Ballard, Ballard. Og vi viste ham kvitteringen igen. Ballard Estate, Windsor Hotel, Kumpta Street. Og vi tilføjede at det var i bydelen Colaba, på grænsen til Fort. Ikke i Fort, men på grænsen til Fort, i Colaba. Vi vidste mere end han gjorde. Vi var enige om at han under ingen omstændigheder fik nogen drikkepenge. Og vi fortsatte, hvirvlede gennem Mumbais trafik. Retningsløst. Igen og igen holdt han ind ved et hotel, hvilket som helst hotel, og sagde: This. Og vi sagde nej. Han sagde: Very good, very tourist. Vi sagde nej. Vi gentog vores mantra. Han gentog vores mantra, korrumperet, der var tydeligvis støj på linjen. Vi ville gerne have sympati med ham, forstå hans situation, det pres han var under, men vi var trætte og vi var stressede, vi ville bare gerne frem, fuck ham. Så begyndte han at stoppe ind og spørge tilfældige fodgængere om vej, stadig uden helt at have forstået vores mantra, vi måtte hænge ud af ruden, rette op på hans fejl, og forvirringen var total, fodgængerne begyndte at skælde ud på ham, fordi det også var tydeligt for dem, at han var helt på spanden, gik vi ud fra. - Hvordan vi i sidste ende nåede frem til Windsor Hotel, Ballard Estate, Kumpta Street ved jeg ikke helt, men det lykkedes, og vi skyndte os ud af bilen, og ind gennem hoveddøren, væk fra ham, væk fra hans tiggeri om lidt ekstra penge, long drive, very difficult, give me. 

Mumbai - del 3.

Mumbai - del 2.

Mumbai - del 1.

1 stk. barberblad, 2 stk. kondomer, 3 stk. cigaretskod, 1 stk. sæbe. Udsigt fra badeværelset på Hotel Blue Star Lodge, Kotagiri, Indien.


I det fjerneste hjørne af den botaniske have i Ooty, Tamil Nadu, Indien mødte vi den her figur, kendt fra mellemøstlig/vesterlandsk mytologi:





onsdag den 19. februar 2014

FB-snak

Kære Knud, kære ven. Jeg mødte hende her i Mumbai (fik ikke lige fat i navnet), som sagde at hun var en stor fan af dig, fulgte din blog tæt og havde printet meget ud som plakater og kunne mange digte udenad. Skulle hilse mange gange og hvis du har tid og penge til turen, så er der rigeligt med plads på briksen.