lørdag den 28. december 2013

Skamløshed. Reklame for migselv og andre. (klippet fra vestjyllands højskoles hjemmeside)

Om Skriftserien for ny dansk litteratur, bind 2 

Af ASGER SCHNACK 

Først en bemærkning om Skriftserien for ny dansk litteratur. Det forekommer mig at være en 
både nødvendig og rigtig serie, der dokumenterer et nybrud i dansk litteratur. Det er længe 
siden, at så mange og så væsentlige nye forfattere har manifesteret sig samtidig. Ideen med 
at tematisere bindene efter ”kropsdigtere” og ”hjernedigtere” – de foreløbige bind 1 og 2 – 
synes jeg også virker rimelig. Hans Otto Jørgensen har dertil – så vidt jeg kan bedømme det 
– lavet nogle aldeles glimrende udvalg af de udvalgte digtere. I parentes vil jeg også gerne 
slå fast, at det er nogle meget smukke bøger – som bogværk betragtet. Det er paradoksalt – 
og noget ganske nyt – at antologier, der samler op på en periode, er bedre boghåndværk 
end gennemsnittet af de originale udgivelser. Det plejer at være omvendt. 

De ni ”hjernedigtere” har det til fælles, at de er yderst bevidste om, hvor de befinder sig i 
forhold til traditionen. Og hos dem alle er det, jeg i en anden sammenhæng har kaldt ”digtets 
ikke”, centralt og styrende for deres arbejde. De fravælger sig frem, der er en hel verden af 
poesi, som de ikke vil sættes i bås med. Ingen naivitet, absolut ingen lyrisme, ingen spontan 
spontanitet – men nok en tøjlet spontanitet, hvis man tale om det. I den forstand er det 
intellektuelle sproglige bevægelser, udført af netop ”hjernedigtere”. 

De udsagn, der kan læses i digtene, er ikke éntydige, men snarere ironiske eller med et 
skridt tilbage betragtende. Ofte i en kontekst, der direkte modsiger dem – eller sætter dem i 
forbindelse med andre verdener, sprogligt eller konkret i form af foto eller collage. Det er alt 
sammen brud på mainstream – såvel normalsprogets som en tænkt normalpoesis vedtagne 
former. Da digterne er begavede mennesker, betyder det samtidig, at det nødvendigvis bliver 
en traditionsbevidst poesi, en poesi, der – som sagt – forholder sig til traditionen eller snarere 
til forskellige traditioner. 

Hos Daniel Dalgaard er der tale om et sprogfelt, der tangerer det grænseløse, en tankerum, 
der er principielt åbent og kan udvide sig. Det er en diskuterende poesi, der har antydning af 
selvransagelse – et sted bag fagterne rumler en etik. 

Hos Rasmus Halling Nielsen er bruddet skarpt og i en vis forstand uden vej tilbage. Han er 
som bekendt uhyre produktiv, og hvad vi ser her, er blot en flig af det, der er strømmet fra 
ham i den senere tid. Traditionen, han forlænger, går tilbage til tidlig Dan Turèll og længere 
tilbage: Brion Gysin og William S. Burroughs – altså cut-up og – som Dan Turèll kaldte det – 
”overgangen mellem foto og skrift”. 

Jonas Rolsted skriver systemdigtning i traditionen fra Inger Christensen og Klaus Høeck. 
Han opbygger med sin bog et univers, der er sprogligt. Og det er ikke prosa eller fortælling, 
men poesi, der danner et socialt, kulturelt, individuelt, historisk krydsfelt – og som dyrker en 
højst personlig, fænomenogisk beskrivelse af verden. 

Lars Bo Nørgaard skriver vel nærmest en rapport fra en virkelighed. Traditionen er 
rejsefiktion, og spørgsmålet er, hvor virkeligheden hører op. Tror teksten, at den beretter 
virkelige hændelser, hvorfor er den så påstået nøgtern – eller er den det? 

Peter-Clement Woetman udfører, hvad vi kunne kalde ”spredt skrift”, hvor mange forskellige 
teksttyper står hulter til bulter, inklusive henvisninger til eksisterende litteratur, her først og 
fremmest Inger Christensen. Traditionen er Peter Laugesen – og tilbage til Francis Picabia. 

Katinka My Jones skriver sig rundt om en hest på en måde, der får mig til at tænke på 
Wallace Stevens’ berømte digt ”Thirteen Ways of Looking at a Blackbird”. Her er det så 
fjorten måder at se på en hest. Igen: den ene tilnærmelse er lige så god som den anden, der 
er ikke én måde at se på en hest på. 

Chresten Forsom er i gruppe med Rasmus Halling Nielsen, idet han også inddrager fotoet, 
her af selve maskinen – skrive-maskinen – og dens produkt, fra stort ark til et enkelt bogstav, 
en zoom fra det vidtstrakte til det absolut begrænsede/ubegrænsede – bogstavet ’ø’: den 
tomme mængde. 

Olga Ravn handler med sproget som en billedhugger med sit materiale, hendes digte er 
sprog som skulptur, hvor materialet er flergyldigt. Man kunne måske tale om en eksistentiel 
synæstesi, hvor elementerne blandt andet er kønskritik og familiemønstre. 

Samlet er antologien udtryk for en stor forskellighed i måden at være bevidst på om det 
fælles problem, undvigelsen af den løgn, der ligger ligefor, nemlig en eller anden tro på, at 
sproget kan referere blot nogenlunde troværdigt i de gængse genrer en eller anden benævnt 
virkelighed. Projektet går så ud på at fremkomme med en ny løgn, en løgn, der ved, at den 
er en løgn, og som derfor har afmonteret den første løgn, og som siger: her er et bud på 
poetisk sandhed! Hvis man skal vurdere denne sandhed kvalitativt – som kunst – må man se 
på hvert enkelt bidrag og spørge sig selv, om der er noget, der fascinerer, som ikke blot 
forholder sig til anden kunst, men også nødvendigvis vil læses for sin egen skyld. 


Kan købes her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar