søndag den 29. december 2013

Og et julebrev:

Allerkæreste Julemand. Jeg er en dreng som er ved at blive en mand. Men jeg gider det ikke. De siger hele tiden at jeg skal, at jeg skal, nu skal jeg høre efter og skrive mit navn med rolige bogstaver og vende rigtigt. Og er det ikke ligmeget n´år vi har coputere nu til das. Jeg hedder og Jens Ole og er i pratiksophol hos Emignoergaard-centret som er altingkunstere og for det meste så flinke som dagen er. Jeg gør det hele de siger. Kære julemand. Jeg skriver til dig, fordi med det jeg har hørt om dig. Om at du ved om børn er artige eller ikke er.  så må du kende mig bedre. For troels og BarsBo  de kenner mig kun som de ser mig. Og det er ikke dt hele. Da jeg boede gos min onkel kaj Eikr og hans god ven Knud steffnen var altting letter, for de hade ovse bar tid til en spil blod eller en pludselig en is uden at man skulle have renste alle tanksne for mudjer og der er faktisk ovse blod på dem selom det siger TOrles og Lars bo at det er det ikke men bare noget fra ealle de bær de køre over når de laver øvles ude i markenr og skvoene. Det ERblod. Og måske fra mensker. Men julemand det er alsså ikke min skyld kun dem. Du må ikek sige det til nogen det jeg sigr nu, for så er det ballade o g   digradiring. Og der kan gå ennu længe tid før jge får lov og blive ledr for min egne kamppatrulje eller få adgang til alle indianerpigerne som TRoles og Lars BO hele tiden snakker om er det jeg kan glæde mig mest til. Hvad det så er . men jeg vil gerne. De sier at jeg skal vær klar, men jeg er klar og føler mig faktsik som en mand på mine egn måde hvis det er det. Hvad er en mand. Det ska de ikke bestemme . kære julmand der ermere jeg vil sige men nu blæser trompeten og jeg skal ud på  mars i ti timer.  

Snart, snart:


lørdag den 28. december 2013

Skamløshed. Reklame for migselv og andre. (klippet fra vestjyllands højskoles hjemmeside)

Om Skriftserien for ny dansk litteratur, bind 2 

Af ASGER SCHNACK 

Først en bemærkning om Skriftserien for ny dansk litteratur. Det forekommer mig at være en 
både nødvendig og rigtig serie, der dokumenterer et nybrud i dansk litteratur. Det er længe 
siden, at så mange og så væsentlige nye forfattere har manifesteret sig samtidig. Ideen med 
at tematisere bindene efter ”kropsdigtere” og ”hjernedigtere” – de foreløbige bind 1 og 2 – 
synes jeg også virker rimelig. Hans Otto Jørgensen har dertil – så vidt jeg kan bedømme det 
– lavet nogle aldeles glimrende udvalg af de udvalgte digtere. I parentes vil jeg også gerne 
slå fast, at det er nogle meget smukke bøger – som bogværk betragtet. Det er paradoksalt – 
og noget ganske nyt – at antologier, der samler op på en periode, er bedre boghåndværk 
end gennemsnittet af de originale udgivelser. Det plejer at være omvendt. 

De ni ”hjernedigtere” har det til fælles, at de er yderst bevidste om, hvor de befinder sig i 
forhold til traditionen. Og hos dem alle er det, jeg i en anden sammenhæng har kaldt ”digtets 
ikke”, centralt og styrende for deres arbejde. De fravælger sig frem, der er en hel verden af 
poesi, som de ikke vil sættes i bås med. Ingen naivitet, absolut ingen lyrisme, ingen spontan 
spontanitet – men nok en tøjlet spontanitet, hvis man tale om det. I den forstand er det 
intellektuelle sproglige bevægelser, udført af netop ”hjernedigtere”. 

De udsagn, der kan læses i digtene, er ikke éntydige, men snarere ironiske eller med et 
skridt tilbage betragtende. Ofte i en kontekst, der direkte modsiger dem – eller sætter dem i 
forbindelse med andre verdener, sprogligt eller konkret i form af foto eller collage. Det er alt 
sammen brud på mainstream – såvel normalsprogets som en tænkt normalpoesis vedtagne 
former. Da digterne er begavede mennesker, betyder det samtidig, at det nødvendigvis bliver 
en traditionsbevidst poesi, en poesi, der – som sagt – forholder sig til traditionen eller snarere 
til forskellige traditioner. 

Hos Daniel Dalgaard er der tale om et sprogfelt, der tangerer det grænseløse, en tankerum, 
der er principielt åbent og kan udvide sig. Det er en diskuterende poesi, der har antydning af 
selvransagelse – et sted bag fagterne rumler en etik. 

Hos Rasmus Halling Nielsen er bruddet skarpt og i en vis forstand uden vej tilbage. Han er 
som bekendt uhyre produktiv, og hvad vi ser her, er blot en flig af det, der er strømmet fra 
ham i den senere tid. Traditionen, han forlænger, går tilbage til tidlig Dan Turèll og længere 
tilbage: Brion Gysin og William S. Burroughs – altså cut-up og – som Dan Turèll kaldte det – 
”overgangen mellem foto og skrift”. 

Jonas Rolsted skriver systemdigtning i traditionen fra Inger Christensen og Klaus Høeck. 
Han opbygger med sin bog et univers, der er sprogligt. Og det er ikke prosa eller fortælling, 
men poesi, der danner et socialt, kulturelt, individuelt, historisk krydsfelt – og som dyrker en 
højst personlig, fænomenogisk beskrivelse af verden. 

Lars Bo Nørgaard skriver vel nærmest en rapport fra en virkelighed. Traditionen er 
rejsefiktion, og spørgsmålet er, hvor virkeligheden hører op. Tror teksten, at den beretter 
virkelige hændelser, hvorfor er den så påstået nøgtern – eller er den det? 

Peter-Clement Woetman udfører, hvad vi kunne kalde ”spredt skrift”, hvor mange forskellige 
teksttyper står hulter til bulter, inklusive henvisninger til eksisterende litteratur, her først og 
fremmest Inger Christensen. Traditionen er Peter Laugesen – og tilbage til Francis Picabia. 

Katinka My Jones skriver sig rundt om en hest på en måde, der får mig til at tænke på 
Wallace Stevens’ berømte digt ”Thirteen Ways of Looking at a Blackbird”. Her er det så 
fjorten måder at se på en hest. Igen: den ene tilnærmelse er lige så god som den anden, der 
er ikke én måde at se på en hest på. 

Chresten Forsom er i gruppe med Rasmus Halling Nielsen, idet han også inddrager fotoet, 
her af selve maskinen – skrive-maskinen – og dens produkt, fra stort ark til et enkelt bogstav, 
en zoom fra det vidtstrakte til det absolut begrænsede/ubegrænsede – bogstavet ’ø’: den 
tomme mængde. 

Olga Ravn handler med sproget som en billedhugger med sit materiale, hendes digte er 
sprog som skulptur, hvor materialet er flergyldigt. Man kunne måske tale om en eksistentiel 
synæstesi, hvor elementerne blandt andet er kønskritik og familiemønstre. 

Samlet er antologien udtryk for en stor forskellighed i måden at være bevidst på om det 
fælles problem, undvigelsen af den løgn, der ligger ligefor, nemlig en eller anden tro på, at 
sproget kan referere blot nogenlunde troværdigt i de gængse genrer en eller anden benævnt 
virkelighed. Projektet går så ud på at fremkomme med en ny løgn, en løgn, der ved, at den 
er en løgn, og som derfor har afmonteret den første løgn, og som siger: her er et bud på 
poetisk sandhed! Hvis man skal vurdere denne sandhed kvalitativt – som kunst – må man se 
på hvert enkelt bidrag og spørge sig selv, om der er noget, der fascinerer, som ikke blot 
forholder sig til anden kunst, men også nødvendigvis vil læses for sin egen skyld. 


Kan købes her:

Materiale indsamlet under rejse i Indien 2012


fredag den 27. december 2013

Klip fra KSN's blog. Jeg vender tilbage med mere om sagen snarest.

Falsk? julekort fra Istanbul.


Så kom der kort fra Istanbul. LBN har været af sted ude at udforske verden, siger han. (Jeg ved de facto han var inviteret til Fjerritslev Lillejulaften). Jeg har selv lige været i Istanbul og kan -hvad jeg glæder mig til- rette adskilligt af de ting og efterretninger, der nu kommer. Alle klicheerne: Alting er større og mere krydret. Piberne længere. Indsigten større.  

Og i øvrigt  har dether jo intet med et julekort at gøre.
Og en lille mistanke sniger sig mere og mere ind på mig.  Frimærket! Jeg har selv været slem til at købe en pose gl frimærker, stemplet i alverdens byer, Og så har jeg da nok indimellem sat et sådant købt frimærke på, stemplet måske i Japan, sat på et kort, og så ellers komme med en oprivende historie derovrefra, mens jeg har siddet  hjemme i slåbrok med kaffe i kop og fundet på.  Og jeg ved så ikke nu, hvad jeg skal gøre. Skal man lade som intet? Skal man tage fat i løgnen, hver gang, den stikker sit grimme ansigt op af busken? Eller måske helt undlade at kommentere? Jeg ved det ikke.
Men jeg tror fx ikke at Elvis er død. Og månelandingen, den er jo helt derude, hvor nulo return to sender gives.


tirsdag den 24. december 2013

Ho, ho, ho!

"One of the side effects of eating amanita mushrooms is that the skin and facial features take on a flushed, ruddy glow. This is why Santa is always shown with glowing red cheeks and nose. Even Santa's jolly "Ho, ho, ho!" is the euphoric laugh of one who has indulged in the magic fungus.
Santa also dresses like a mushroom gatherer. When it was time to go out and harvest the magical mushrooms, the ancient shamans would dress much like Santa, wearing red and white fur-trimmed coats and long black boots.
These peoples lived in dwellings made of birch and reindeer hide, called "yurts." Somewhat similar to a teepee, the yurt's central smokehole is often also used as an entrance. After gathering the mushrooms from under the sacred trees where they appeared, the shamans would fill their sacks and return home. Climbing down the chimney-entrances, they would share out the mushroom's gifts with those within.
The amanita mushroom needs to be dried before being consumed; the drying process reduces the mushroom's toxicity while increasing its potency. The shaman would guide the group in stringing the mushrooms and hanging them around the hearth-fire to dry. This tradition is echoed in the modern stringing of popcorn and other items.
The psychedelic journeys taken under the influence of the amanita were also symbolized by a stick reaching up through the smokehole in the top of the yurt. The smokehole was the portal where the spirit of the shaman exited the physical plane.
Santa's famous magical journey, where his sleigh takes him around the whole planet in a single night, is developed from the "heavenly chariot," used by the gods from whom Santa and other shamanic figures are descended. The chariot of Odin, Thor and even the Egyptian god Osiris is now known as the Big Dipper, which circles around the North Star in a 24-hour period.
In different versions of the ancient story, the chariot was pulled by reindeer or horses. As the animals grow exhausted, their mingled spit and blood falls to the ground, forming the amanita mushrooms."











søndag den 8. december 2013

På onsdag:







































! VesterVovVov byder indenfor til den anden af tre helt særlige aftener i december !

Vi har inviteret ni forfattere til at slå sig løs i biografen. De har fået frie hænder, de læser op, de laver film, de læser op foran film, de designer lyd til film. Biografsalens format vil blive udfordret og oplæsningerne får filmiske rammer. Stemmer møder levende billeder. I mørket foran det lysende lærred får ordene nyt liv. Efter et forrygende første arrangement fortsætter vi på onsdag. Det er: 

!!! LITTERATUR [ i ] KINO #2 !!!

Vi præsenterer:

LARS BO NØRGAARD

GLENN CHRISTIAN

ANDERS ABILDGAARD


Arrangementet starter kl. 21.
Der er fri entré. Og der kan ikke reserveres plads.
Det er først til mølle. Og der er lunt og rart i møllen.

Vi glæder os til at se jer!

torsdag den 5. december 2013





















            og vi overvejede at lave et andet projekt vi ville sige ja til alle tilbud vi modtog i Varanasi på bare en enkelt dag tænk engang hvor meget silke hvor mange bådture på Ganges horoskoper massage skægtrimninger hash pot magic mushrooms opium LSD kokain heroin kvinder drenge alt mellem himmel og jord vi kunne fylde en lagerhal på bare én enkelt dag i Varanasi vi kunne let ende i spjældet udvist af Indien på livstid med bugen sprættet op flydende ned ad floden sammen med dagens andre ukendte døde videre ja vi kunne let blive sat fri fra dette smertens hjul og holde fest med Shiva & Co. i al evighed og beyond 

tirsdag den 3. december 2013

until the light takes us


Lidt slags dagbogsblad:

Endelig gået i gang med at rydde op på værelset, det har alt for længe lignet Sodoma og Gomorra, som om jeg har nogen anelse om hvordan Sodoma og Gomorra så ud, selvom Biblen står på min reol, min gode, gamle konfirmationsbibel, åh ja, sikken en dejlig dag med slips og vest, og den der skrækkelige frisure jeg var blevet klippet i. Akke-ja; min bror og jeg var begyndt at høre grunge, især Nirvana, og også Guns N’ Roses og Metallica, som ikke er grunge, men fælles for de tre bands var, at det kun var mænd som spillede musikken og de havde alle sammen langt hår, så det skulle vi også have. Det var noget nyt, vi var på det tidspunkt vel nået til cirka skulderlængde, det havde taget et stykke tid, så spidserne var flossede, men det går jo ikke, når man skal konfirmeres, eller ens storebror skal konfirmeres, så vi skulle klippes, bare lige have taget spidserne, var aftalen. Sådan skulle det ikke gå. Akke-nej; dér sad vi, min bror og jeg, side om side hos frisøren, med hvert vores Anders And-blad og blev klippet, fulgte overhovedet ikke med i processen, det var vi alt for generte til, og der blev klippet løs, og før vi vidste af det, var det overstået, og spejle blev hevet frem og vores nakker fremvist for os, vi skulle godkende frisuren. Åh! De havde klippet os op i nakken, sådan en frisure som var meget populær blandt piger i Fjerritslev på det tidspunkt, måske osse udenfor Fjerritslev, det ved jeg ikke så meget om, men det var jo en katastrofe; ikke særlig grunge overhovedet. Men, igen: vi var generte, så vi sagde ikke noget, slæbte bare ydmygelsen med os rundt i jeg ved ikke hvor mange måneder, for mit vedkommende endda ned ad kirkegulvet, og op til alteret, håndspålæggelsen, og forsage djævlen og sige amen og høre, hvad præsten havde skrevet i vores individuelle bibler; mine ord var: (det ville jeg gerne have skrevet, ja, men kan ikke finde min bibel, biblen er blevet væk).     


Og så faldt jeg i søvn midt i det hele, erindringer og oprydning, og vågnede i et rum varmet op af min egen krop, og musikken spillede, noget helt overgearet japansk støjpunk, og jeg slukkede den og tænkte; hvad sker der lige her, nogen er gået i gang med at rydde op på mit værelse, hvor dejligt.  – Og jeg trak vejret dybt ind; det er mig, sørme, og følte mig helt selv-stolt. Og kaffe og en smøg og tjekke om jeg har fået nogle sms’er, om nogen har forsøgt at ringe til mig, og det var der, men nu skal jeg ud af døren, kroppen vil luftes, den tovlige bette vovhund.     

Varanasi 2012