torsdag den 7. november 2013

Lidt om dyr i Indien, mest myg.

Har jeg nogensinde fortalt om gekkoen, dens fødder, hvordan små hår under dens tæer deler sig og deler sig, så gekkoen kan gribe fat på verden på molekylært niveau. Vi samlede gekkoer ind, gjorde Troels og jeg, da vi var i Indien, boede i det vi kaldte The Compound, et artists’ residency, eller hvad man nu skal kalde det, det er en lang historie, som du må få en anden gang. Vi samlede gekkoer ind, for gekkoer æder myg, og dem var der masser af på vores værelse, hvert aften steg en lille storm af små sorte kroppe op i rummet og søgte vores blod. Du skulle se en video, jeg har af Troels, hvor han har fluesmækkeren fremme og bliver ved og bliver ved, så gekkoerne var vores venner, vores små kæledyr, vi havde dyrehold, havde vi, satte skåle med vand frem, så dyrene kunne drikke, og de fik navne og vi hilste på dem hver morgen og ønskede dem god jagt om aftenen, mens vi lå under myggenettene og sov, foruroligende drømme om bjerge og blodbaner, om søer med hjerner i, fosforescerende hjerner under myggenet, hjerner under det mest fortryllende og forrykte angreb fra alle sider, en gammel sang, et godt refræn, at det hele er, og har altid været, godt i gang. Men nu kommer jeg i tvivl, for drikker myg ikke også vand, var det så ikke i virkeligheden en dum idé at sætte vand frem, eller hvordan forholder det sig med myg, er deres liv så korte, at de ikke behøver drikke andet end blod, og er der mon vand nok i blod til at nære en myg, og hvad æder de, æder de andet end blod, er de andet end små tomme kroppe som skal fyldes med andre væsners blod for at holde sig kørende, indtil parringen er overstået og æggene lagt, det var det liv, så kan det hele fortsætte. Værst var det for Troels som for ti år siden var ved at dø af malaria, som en, ligeledes indisk, myg havde givet ham på hans første store rejse væk fra mor og far, og det var netop hjemme ved dem igen, at sygdommen brød ud, og hans mor som er sygeplejerske genkendte straks symptomerne, så Troels blev svøbt i våde, kolde lagner og kørt i ambulance med åbne vinduer til hospitalet, hvor han blev sænket i is, for malaria er en parasit, som inficerer røde blodceller, som den bruger som rugemor, rugemor brister og en lille flok nye parasitter, skabt ved kønsløs formering, spredes ud i blodbanerne, hvilket resulterer i voldsomme feberanfald for værtskroppen, i dette tilfælde den som hedder Troels og er min ven og rejsefælle, han var tæt på at dø, for feberen var efterhånden så høj, parasitten så udbredt, at blodet kunne blive for tykt til at det kunne pumpes gennem hjertet, men han klarede den, de fik feberen ned, og et par uger fulgte, hvor han ikke husker andet end geometriske hallucinationer, mens modgiften nedkæmpede den fjendtlige invasion. 


Den første nat sov jeg overmodigt uden myggenet.
Det var dumt. Hudden omkring øjnene er så dejligt tynd,
så dejlig let for en myg at stikke i, suge igennem.
Foto taget af Troels Emig

Ingen kommentarer:

Send en kommentar