onsdag den 20. november 2013

Landskabet spiller en rolle, men der er også så meget andet, som jeg glemmer, eller slet ikke kan se, alle de indflydelser som bestemmer retningen. Det er det jeg  skriver om, det bliver jeg aldrig færdig med

 man løber
 tør. 

Kan du huske dengang vi kørte i grøften udenfor Fjerritslev. Et eller andet sted langt ude ved fjorden, vi havde fotograferet den grønne bus som bare stod der og stak op fra det flade landskab, det som blev til dit værk The Celestial Bus, den bus som det skulle vise sig fungerede som jagthytte for en gruppe lokale andejægere, for området var vist småfredet, det var i hvert fald svært at få lov til at bygge noget, men hvis der var hjul på hytten, var der ikke noget problem, for så længe den kunne flyttes, kan man jo ikke kalde den for en bygning. 

Og så skulle vi tilbage, det var i november og frosten havde sat ind, og hjemme ventede min mor med varm suppe og ild i brændeovnen, hyggesnak omkring spisebordet, måske et glas rødvin eller to, måske far ville fortælle skrøner om dengang han boede på Vesterbro, Kaalundsgade, for at være præcis, tæt på Guldregn, som osse fandtes dengang, og hvorom man på internettet kan læse, at det er et morgenværtshus, som mener det alvorligt, og hvorfra jeg vistnok mere end én gang er blevet smidt ud, fordi jeg skabte mig, og hvor min far også kom, cirka halvtreds år tidligere, og hvor han var gode venner med de prostituerede, det havde mor godt nok aldrig hørt noget om før, hvad var det nu for noget, men altså, han snakkede bare med dem, ikke andet, eller dengang han var på vej hjem fra en munter fest, og cyklen pludselig, nede ved søerne, var begyndt at tale til ham, og havde bedt ham om at cykle ind i et træ, hvilket han gjorde, gerne.

Og så kørte jeg i grøften, da jeg skulle vende bilen på den meget lille markvej. Det var dumt. Pludselig vendte verden helt forkert, stod faktisk på skrå, hvilket den ellers aldrig gør, det var noget nyt. Og selvfølgelig havde jeg lige den dag ikke min mobiltelefon med, fordi den var løbet tør for strøm, så vi kunne ikke ringe efter hjælp. Der var langt til den nærmeste gård, men jeg løb derhen, mens du holdt vagt ved bilen, tog nogle fotografier. Det var mudret på trods af frosten, så meget var den heller ikke sat ind, bare lidt sprøde isflager mellem furerne, som knasede under mine støvler. Men der var ingen hjemme på gården, og heller ikke på den næste, så jeg måtte videre op til A11 for at stoppe en bil. Det lykkedes rent faktisk meget hurtigt, og føreren havde en mobiltelefon, jeg måtte låne. Så kom det pinlige: at skulle ringe hjem til far, og sige, at jeg havde kørt hans bil i grøften, men der var ikke sket noget alvorligt, der havde jo nærmest ingen fart været på, den skulle bare hives op, om han kunne ringe til Falck.   


Ingen kommentarer:

Send en kommentar