torsdag den 14. november 2013

I går faldt jeg i søvn inden jeg havde taget min medicin, så glider alting sammen, bliver et smadret rod. Det begynder allerede langt inde i søvnen. Jeg drømte om at bo i et rækkehus i en provinsby ved havet et sted, min nabo var en gammel mand med fint, tyndt hvidt hår som strittede i alle retninger, han var hele tiden lige ved at dø. Og det gjorde han så en dag, jeg skulle ind og besøge ham, og mødte hans søn som var ved at støvsuge. Jeg var postbud, jeg kom med de sidste breve, og lovede at meddele dødsfaldet, så der ikke ville komme flere. Senere var jeg i kirke, præsten stillede sig ved siden af mig ved det lille bord jeg sad ved og gav sig til at dissekere en meget lille gris, et foster var det vel, mens han fortalte om udskæringens mystik, gudsbeviset som lå skjult i grisens muskulatur og i dens organer. Så gav han mig kniven og jeg stak af al kraft til den. Præsten sagde at det måtte jeg ikke, jeg måtte ikke stikke øjnene på den ud, det var forbeholdt den store finale. Men jeg havde ikke stukket øjnene på den ud, men stukket den i låret. Jeg så nærmere efter og opdagede at fra såret var et øje poppet ud. Hvad skal man mene om den slags. Hvad betyder sådan noget. Det bankede på døren, udenfor drømmen, jeg hørte det godt, forstod på en måde, at det ikke var med i drømmen, men kunne ikke reagere. Det var et eller andet firma som skulle inspicere det arbejde som håndværkerne lige har udført i vores lejlighed, udskiftningen af faldstammerne. Jeg vidste godt at de skulle komme i dag kl. 9, de havde smidt en seddel i vores postkasse for en uges tid siden. Men jeg kunne ikke rejse mig, ikke rigtig vågne op. Så de låste sig selv ind, de havde en nøgle, det vidste jeg godt, jeg har selv afleveret den. Underligt at ligge der i sengen og høre fremmede mennesker gå omkring i lejligheden, uden at jeg kunne reagere på det, som i en drøm, men ikke i en drøm. Forbandede medicin, det smadrer mig, hvis jeg glemmer at tage den, jeg er stadig nu, mens jeg skriver det her, helt kold og svedende, ved ikke rigtig hvad, nervesystemet snurrer, alting blafrer, er det sandt, det jeg skriver. Jeg drikker kaffe, tænder endnu en smøg, min bror hælder havregryn op i en skål ude i køkkenet, sætter vand over, jeg har sovet i måske elleve timer, alt lyset brændte, jeg var fuldt påklædt, jeg forsøger at høre musik, en sms bipper ind, mine hænder vil ikke stoppe, du har selv oplevet mig, når jeg er sådan, kan du huske det, dengang vi gik en tur i parken, hvor jeg sagde at jeg kunne mærke de andre mennesker, dem som kom gående imod os, på lang af stand, at det var som om de sendte stråler ind i mig, eller at jeg indfangede dem, jeg kunne mærke det de mærkede, deres humør, deres følelser, at jeg havde lyst til at gemme mig mellem træerne og buskene, lyst til at klatre op i kronerne, være en radar eller helt væk, det går efterhånden over, blodet skal lige i gang med at strømme, altså efter at jeg har taget noget medicin, blodet skal lige transportere stofferne ud i blodbanerne, op i hjernen, så fungerer jeg igen. Der var også en eller anden festival i byen i drømmen, jeg kan ikke huske hvorfor, ikke hvad, der er meget jeg har glemt, men som stadig sidder i mig, nogle strukturer, en dunkel arkitektur, prydplanter som har fået lov at gro amok, slyngplanter, snyltere, blåviolet, og jeg har skåret tænder, jeg kan mærke det, de ømme kæber, det må lyde forfærdeligt, har du hørt det, når jeg gør det, jeg har så svært ved at vågne, bare sove og atter sove, og mine nakkemuskler og mine rygmuskler er så hårde og ømme, mine håndled, neglemærker i håndfladerne fra de stramt knyttede hænder, flere gange er jeg vågnet midt i luften, midt i et spring fra sengen, væk, så lander jeg med et brag på gulvet, en undvigelsesmanøvre, en tank, et granatnedslag, at springe for sit liv, engang bed jeg min kæreste i skulderen, vanvittig af angst lige inden porten gik op, forreste række i landgangsfartøjet, lige om lidt var det slut, hvad laver jeg her, så må man bide sig fast, jeg tror jeg vil tage et brusebad, forsøge at finde ro, stå og mærke vandet over min krop, give nervesystemet noget at forholde sig til, der var noget med at præsten i virkeligheden var djævlen, men jeg tog fejl, jeg har kvalme, nogen må give mig et kram, nej jeg kan ikke røre ved nogen, vand, men først mere kaffe, endnu en smøg. I går var jeg på tur med Lotte, vi var i Hundested, stod og kiggede ind gennem ruderne til Knud Rasmussens hus, de smukke gamle stuer, malerierne af is, af sne, af inuitter, hans skrivemaskine som han havde med på Thuleekspeditionen og som var blevet skadet ved branden i 2011, vi var oppe ved fyrtårnet, det mindste i verden, vil jeg tro, og det blæste, vi fandt en lille scene ved havet og lavede en lille improviseret optræden for bølgerne, senere spiste vi på den lokale kro, en hverdagsplatte; sildebuffet, fiskefilet med rejer, hakkebøf med bløde løg, roastbeef med garniture, brieost med vindruer, brød, fedt med løg og smør, en cola, der foregik et eller andet mellem den kvindelige tjener med glimmer om øjnene og de ældgamle mandlige stamgæster, snak om en eller anden som drak sig ned, vi kunne ikke rigtig få fat i det. Så kørte vi til Torup Bogby hvor jeg købte tre bøger af Bruce Chatwin, en af dem havde småsten klemt fast mellem omslaget og den første side, og et udvalg af Leonardo da Vincis notesbøger, det var dem jeg lå og læste i i går, før jeg faldt i søvn, afslutningsvis spiste vi en træstamme og drak en kop kaffe i konditoriet i indkøbscenteret i Frederiksværk mens vi læste om Nils Malmros’ flirt med en 15-årig med pæne bryster (jeg havde først skrevet ’blomster’, du godeste) og om at Klaus Ryskjær har forladt sin godt 30 år yngre kæreste som er blevet gravid efter en kærlighedsferie de to havde været på i Paris, åh, Paris, så kørte vi tilbage til København i mørket, det var en god dag, mit kamera er gået i stykker, jeg har ingen fotografier. Nu går det bedre, roen begynder så småt at indfinde sig, og jeg læste lige på internettet, at på nogle planeter regner det med diamanter, det gad jeg godt opleve, skal vi ikke tage derhen, det synes jeg at vi skal, så kan alt det andet vente.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar