tirsdag den 8. oktober 2013

vågnede af mig selv i morges, usædvanligt tidligt. klokken kun halv ni. og forsøgte at vende mig om på den anden side. men nej. en total afvisning. jeg skulle ikke sove mere. åbenbart. hvad var det nu for noget. tændte for radioen på min computer, stemmer i rummet. noget om iran, noget om psykisk sygdom, stigmatiseringen. jeg hørte ikke rigtig efter. lyden af stemmerne. deres mumlen, snublen, mundhulens klang, tungens sjasken. jeg tænkte: hvorfor hører jeg ikke mere radio. ud at sætte kaffe over, spise havregryn, overhældt med sukker fra en lille pose jeg snuppede på en café i beograd i sommers. er det rigtigt med 's'? eller en fejl? nogle krager kom op at skændes i baggården. kaffen blev færdig. drukket. en smøg røget. hvad nu? jeg skal have læst nogle tekster som jeg skal give kritik på senere i dag. og jeg skal have et møde med adda, tænke over hvad jeg vil sige, vi skal undervise sammen, i forskellige romantekniske taktikker, forskellige måder at strukturere en roman på. jeg tænker på stedet. som i hultbergs requiem, hvor man dumper ind i hovedet på godt 500 mennesker en mandag morgen på kultorvet, københavn. er det mon egentlig en fordumsfuld roman, et overgreb? jeg må læse i den igen, det er lang tid siden sidst. men den sidder fast derinde, i mit hoved. det er cirka 12 år siden jeg købte den. til et bogudsalg i bog & idé i fjerritslev. eller hed den bøger & papir dengang? jeg købte den fordi der var et citat fra poul borums anmeldelse af den trykt på forsiden. jeg havde lagt mærke til at poul borum var et godt pejlemærke, at hans vurdering kunne jeg godt stole på. jeg vidste ikke så meget om litteratur dengang. kendte stort set ingen som læste bøger. og da slet ingen som selv skrev. det er ikke helt sandt ... nu blev jeg lige afbrudt af køleskabet som havde givet sig til at hyle, det sker ofte, vi ved ikke hvad der er galt. så skal man ud og slukke og tænde det igen. alle de skide afbrydelser. verden er fuld af dem. mon nogen har skrevet til mig på facebook, like'et mit seneste opslag? har min kæreste svaret på den sms, jeg skrev i går aftes? den her tekst er i sig selv en afbrydelse. jeg skulle egentlig ud og gå en tur, læse elevernes tekster igennem igen, tænke lidt mere over hvad jeg skal sige til mødet med adda. og kaffen er ved at blive kold. nu hører jeg bachs cellosuiter spillet af ovidiu marinescu. jeg ved ikke så meget om klassisk musik, men den her indspilning synes jeg er helt fantastisk; den lidt kantede måde han spiller på, at man virkelig kan høre at en cello er lavet af træ, sommetider hans åndedræt, fingrene som gnider mod strengene, al den støj som er taget med og som hører med, en luksus egentlig. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar