torsdag den 10. oktober 2013

Mine hænder. Den måde de kan summe på. Det er som skulle de falde af. Det er ikke så slemt, som det har været, det har været meget værre. Men angsten for at det skal vende tilbage, den bundløse svimlen, som den sommerdag i barndommen, hvor jeg pludselig stod og så ned på stjernehimlen, og jeg styrtede, er noget jeg skal arbejde med hver dag. Det er virkelig et arbejde. At få kontrol over spændingerne, hyperaktiviteten, det retningsløse, flugten. Vejrtrækningen, det er den, det handler om; iltningen af musklerne, hjernen, ilt, jeg har brug for ilt. Som min mor også altid sagde, når jeg sad og læste, lavede lektier, i én af sofaerne i stuen, aften, regn og rusk derude, Vesterhavets tilstedeværelse mod ruderne: Træk vejret, Lars Bo, husk nu at trække vejret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar