fredag den 4. oktober 2013

Men, hvorom alting er; denne særlige dag ved Svinklovene: Jeg så det allerede kort efter Kollerup; at der var noget usædvanligt på færde. Det var en dag med høj sol, en af de første sommerdage. Men alt syntes at være hvidt i hvidt, når jeg så i retning mod havet. Først troede jeg at der var ild i klitplantagen. Tanken var ikke til at holde ud. Det er jo et af de vigtigste steder for mig. Et omdrejningspunkt i mit privatmytologiske verdenskort. At det skulle udslettes af en brand ville være for meget, en tragedie. Og så alligevel; hvilke fotografier kunne jeg ikke få ud af det? Hvad ville jeg ikke kunne skrive om det? Man bør altid forholde sig åbent og nysgerrigt til det forfærdelige; det kan sagtens vise sig at rumme uanede muligheder, mange siders ægte skrift. Men der var naturligvis ikke tale om nogen vild og dramatisk skovbrand; det var havgus. Jeg boede de første 20 år af mit liv i området, så det var ikke første gang, at jeg har set havgus. Men denne dag var det alligevel anderledes; jeg havde aldrig set havgus så lokalt, så koncentreret før. Når jeg tidligere har set det, har det været langt inde på land, i Fjerritslev, hvor jeg kommer fra, 6 km fra kysten. Nu hang det kun over Svinklovene, et lille område i Jammerbugten. Og det var tykt, som jeg aldrig har set det før. Jeg kender Svinklovene næsten ned til mindste detalje; det var mit yndlingssted at lege, da jeg var barn, og hver gang jeg hjemme, skal jeg derud. Ellers føles det ikke som om jeg rigtigt har været der. Én ting er min mor, en anden er Svinklovene. Misforstå mig ikke; jeg elsker skam min mor. Men hun kommer jo også og besøger mig i København. Det gør Svinklovene ikke. Svinklovene er et sted, jeg tager hen, for at være alene, helt alene. Det er mit sted. Det eneste sted i verden, hvor jeg føler mig helt og fuldstændigt hjemme. Hvis det kan lade sig gøre, at føle sådan. Det er jeg ikke sikker på, at det kan. Men det er tæt på. Der sker en eller anden kemisk reaktion i min hjerne; jeg slapper af, jeg tænker ikke, er der bare, vandrer rundt på må og få i nogle timer, og så tager jeg tilbage til mor i Fjerritslev. Der er ikke noget, at fortælle om, jeg har ikke oplevet noget derude, som jeg kan genfortælle. Jeg bliver heller ikke spurgt. Somme tider har jeg en sten med derfra. For det meste ikke. Somme tider fotograferer jeg derude. For det meste ikke. Men den dag med havgusen, var helt anderledes. Jeg eksploderede, det er en overdrivelse. Det var som at være der for første gang. Havet var væk! Jeg kunne bevæge mig rundt i hele landskabet, uden at føle mig intimideret af havet. Og jeg fotograferede helt vildt. Jeg vidste at gusen snart ville forsvinde, at solen ville få den til at fordampe, vinden den til at drive væk. Jeg ville have det hele med. Jeg rendte rundt som en forårskåd knægt. Og sommetider mødte jeg mennesker, mødte vi hinanden, som i et kloster, etc. Det var vildt. Farverne var anderledes. Så meget stærkere, lyngen brændte, græsset skinnede, bunkerne var mere grå end noget gråt jeg nogensinde har set. Og alt hvilede i sig selv, så selvsikkert, så tilsyneladende uforanderligt. Men altså; det var midlertidigt, kun en lille times tid, så var det ovre, så var alt som det plejer. Og jeg tog tilbage til mor. Og jeg fortalte om havgusen, og jeg viste hende fotografierne. Hun havde heller ikke set noget lignende før. Det var noget helt særligt. Der var noget magisk ved det. Noget evigt. Som om det egentlig er sådan det altid er derude, det er bare uendeligt sjældent, at man ser det. Jeg havde været heldig, jeg havde fundet guld, jeg havde været der.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar