søndag den 20. oktober 2013

Bringer lige det her, lånt fra Knuds blog, som han har lånt fra min blog, og yes og kosmos



søndag den 20. oktober 2013


Ungdom//som nu den skriver//lars bo





MANDAG DEN 4. JUNI 2012





Bermuda må vente lidt.

Jeg har haft en god samtale med min ven KSN, som fortalte mig mange ting som jeg ikke vidste noget om; bl.a. at Bermuda ikke bør besøges når stjernerne står som de åbenbart står lige nu. KSN ved alt sådan noget. Engang var vi ude at gå en tur en sen nattetime, vi havde været i slagsmål med nogle rockere nede på Foxy, og var blevet lidt filosofiske i det; jeg gik og talte om Månen, om hvordan jeg ofte lå søvnløs og syntes at den kaldte på mig. Så spurgte han mig, hvornår på døgnet jeg er født. Jeg svarede og KSN var stille i nogle minutter. Han havde brillerne af og på mange gange, hans fingre blev ligesom dobbelt så lange, ja, faktisk blev de nærmest uendelige, for de delte sig og delte sig ved konstante fordoblinger. Og så, ja, man tror jo nok det er løgn, men så tog han fat om Månen, og gav mig den at holde. Jeg græd. Og så satte han den tilbage på plads på himlen. Han sagde, at det jeg netop havde forstået, ville jeg aldrig forstå. Jeg har aldrig siden haft en søvnløs nat. Og jeg ved at mennesket aldrig har, og aldrig vil gå på Månen.

Nok om alt det.

Jeg talte altså igen for nylig med KSN. For jeg var ved at sovse helt til i cigar og mørke tanker. Jeg så verden gå under og genopstå milliarder af gange for mit indre blik. Ja, koglekirtlen kogte; mit skrivebord var ikke længere et skrivebord, men selveste det store ocean, jeg stod på dækket af min egen hjuldamper og skuede, skuede mod ukendte kyster, mine øjne rullede i solen, min hud skallede af. Og en storm trak op ovre under arkitektlampen, hvert støvkorn var en ø som bølgerne bruste indover med så voldsom kraft, at jeg tænkte, at I denne verden er intet liv muligt. En verden hvor dæmoniske kræfter slår isen ud af børns hænder, blot for at nyde tårerne, blot for at grine spidstandet ved synet af en is' langsomme fordampning ind i det store intet som er alt, er ikke en verden for følsomme og retfærdige sjæle. Jeg var ved at opgive alt håb. Den is var ikke bare en is, men kosmos. Så flygtigt alting er!

Så hurtigt jeg ældedes dér ved mit bord! Håret faldt mig fra issen, huden krøllede sammen og faldt af i sodede flager. - Så ringede telefonen. Det var KSN. Samtalen var kort: Han sagde; jeg ved hvor du er, hvad du går igennem. Vent til næste måned. Tal med aben. Du vil modtage en mail. - Og ganske rigtigt modtog jeg kort efter en mail med et fotografi af en abe. Olsen hedder den. I mailen stod der: Olsen vil opsøge dig i løbet af tre dage. Spis ikke opvarmet mad, mens du venter. 


Så her sidder jeg med min rå gulerod og kan næsten ikke vente.
Hvor er vi på vej hen, kære læser?
Jeg ved det ikke, men jeg kan næsten ikke vente.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar