søndag den 20. oktober 2013

Bringer lige det her, lånt fra Knuds blog, som han har lånt fra min blog, og yes og kosmos



søndag den 20. oktober 2013


Ungdom//som nu den skriver//lars bo





MANDAG DEN 4. JUNI 2012





Bermuda må vente lidt.

Jeg har haft en god samtale med min ven KSN, som fortalte mig mange ting som jeg ikke vidste noget om; bl.a. at Bermuda ikke bør besøges når stjernerne står som de åbenbart står lige nu. KSN ved alt sådan noget. Engang var vi ude at gå en tur en sen nattetime, vi havde været i slagsmål med nogle rockere nede på Foxy, og var blevet lidt filosofiske i det; jeg gik og talte om Månen, om hvordan jeg ofte lå søvnløs og syntes at den kaldte på mig. Så spurgte han mig, hvornår på døgnet jeg er født. Jeg svarede og KSN var stille i nogle minutter. Han havde brillerne af og på mange gange, hans fingre blev ligesom dobbelt så lange, ja, faktisk blev de nærmest uendelige, for de delte sig og delte sig ved konstante fordoblinger. Og så, ja, man tror jo nok det er løgn, men så tog han fat om Månen, og gav mig den at holde. Jeg græd. Og så satte han den tilbage på plads på himlen. Han sagde, at det jeg netop havde forstået, ville jeg aldrig forstå. Jeg har aldrig siden haft en søvnløs nat. Og jeg ved at mennesket aldrig har, og aldrig vil gå på Månen.

Nok om alt det.

Jeg talte altså igen for nylig med KSN. For jeg var ved at sovse helt til i cigar og mørke tanker. Jeg så verden gå under og genopstå milliarder af gange for mit indre blik. Ja, koglekirtlen kogte; mit skrivebord var ikke længere et skrivebord, men selveste det store ocean, jeg stod på dækket af min egen hjuldamper og skuede, skuede mod ukendte kyster, mine øjne rullede i solen, min hud skallede af. Og en storm trak op ovre under arkitektlampen, hvert støvkorn var en ø som bølgerne bruste indover med så voldsom kraft, at jeg tænkte, at I denne verden er intet liv muligt. En verden hvor dæmoniske kræfter slår isen ud af børns hænder, blot for at nyde tårerne, blot for at grine spidstandet ved synet af en is' langsomme fordampning ind i det store intet som er alt, er ikke en verden for følsomme og retfærdige sjæle. Jeg var ved at opgive alt håb. Den is var ikke bare en is, men kosmos. Så flygtigt alting er!

Så hurtigt jeg ældedes dér ved mit bord! Håret faldt mig fra issen, huden krøllede sammen og faldt af i sodede flager. - Så ringede telefonen. Det var KSN. Samtalen var kort: Han sagde; jeg ved hvor du er, hvad du går igennem. Vent til næste måned. Tal med aben. Du vil modtage en mail. - Og ganske rigtigt modtog jeg kort efter en mail med et fotografi af en abe. Olsen hedder den. I mailen stod der: Olsen vil opsøge dig i løbet af tre dage. Spis ikke opvarmet mad, mens du venter. 


Så her sidder jeg med min rå gulerod og kan næsten ikke vente.
Hvor er vi på vej hen, kære læser?
Jeg ved det ikke, men jeg kan næsten ikke vente.

fredag den 11. oktober 2013

åh aalborg. at være meget ung og fyldt med bajere og bong og billig speed. 
og så ud på limfjordsbroen midt i januar, ud på ydersiden og klatre rundt. 

(secret search)


torsdag den 10. oktober 2013

Mine hænder. Den måde de kan summe på. Det er som skulle de falde af. Det er ikke så slemt, som det har været, det har været meget værre. Men angsten for at det skal vende tilbage, den bundløse svimlen, som den sommerdag i barndommen, hvor jeg pludselig stod og så ned på stjernehimlen, og jeg styrtede, er noget jeg skal arbejde med hver dag. Det er virkelig et arbejde. At få kontrol over spændingerne, hyperaktiviteten, det retningsløse, flugten. Vejrtrækningen, det er den, det handler om; iltningen af musklerne, hjernen, ilt, jeg har brug for ilt. Som min mor også altid sagde, når jeg sad og læste, lavede lektier, i én af sofaerne i stuen, aften, regn og rusk derude, Vesterhavets tilstedeværelse mod ruderne: Træk vejret, Lars Bo, husk nu at trække vejret.

Dagens nyheder. Sverige.






Lasselil, min kære ven og smertensbarn, har skrevet en sms til mig her til morgen. Jeg har ikke svaret endnu, men gør det senere.

jeg har grædt meget fordi folk har så travlt med bare at være ligeglade med denne verdens største vidundere som er de mindste. men nu er det slut med det, nu vil jeg bare leve mit eget liv og snakke med dem som ved noget og har åbne øjne og ører. og hvis det betyder at der er nogen som vil kaste med mudder og møtrikker på mig, så kan de bare komme an, for jeg kender mange gode dyr som elsker mig og ikke vil finde sig i sådan noget. det er revolutionen, jeg snakker om. den helt store. den kommer lige om lidt. kh lasselil

Fra detektivarkivet:


tirsdag den 8. oktober 2013

vågnede af mig selv i morges, usædvanligt tidligt. klokken kun halv ni. og forsøgte at vende mig om på den anden side. men nej. en total afvisning. jeg skulle ikke sove mere. åbenbart. hvad var det nu for noget. tændte for radioen på min computer, stemmer i rummet. noget om iran, noget om psykisk sygdom, stigmatiseringen. jeg hørte ikke rigtig efter. lyden af stemmerne. deres mumlen, snublen, mundhulens klang, tungens sjasken. jeg tænkte: hvorfor hører jeg ikke mere radio. ud at sætte kaffe over, spise havregryn, overhældt med sukker fra en lille pose jeg snuppede på en café i beograd i sommers. er det rigtigt med 's'? eller en fejl? nogle krager kom op at skændes i baggården. kaffen blev færdig. drukket. en smøg røget. hvad nu? jeg skal have læst nogle tekster som jeg skal give kritik på senere i dag. og jeg skal have et møde med adda, tænke over hvad jeg vil sige, vi skal undervise sammen, i forskellige romantekniske taktikker, forskellige måder at strukturere en roman på. jeg tænker på stedet. som i hultbergs requiem, hvor man dumper ind i hovedet på godt 500 mennesker en mandag morgen på kultorvet, københavn. er det mon egentlig en fordumsfuld roman, et overgreb? jeg må læse i den igen, det er lang tid siden sidst. men den sidder fast derinde, i mit hoved. det er cirka 12 år siden jeg købte den. til et bogudsalg i bog & idé i fjerritslev. eller hed den bøger & papir dengang? jeg købte den fordi der var et citat fra poul borums anmeldelse af den trykt på forsiden. jeg havde lagt mærke til at poul borum var et godt pejlemærke, at hans vurdering kunne jeg godt stole på. jeg vidste ikke så meget om litteratur dengang. kendte stort set ingen som læste bøger. og da slet ingen som selv skrev. det er ikke helt sandt ... nu blev jeg lige afbrudt af køleskabet som havde givet sig til at hyle, det sker ofte, vi ved ikke hvad der er galt. så skal man ud og slukke og tænde det igen. alle de skide afbrydelser. verden er fuld af dem. mon nogen har skrevet til mig på facebook, like'et mit seneste opslag? har min kæreste svaret på den sms, jeg skrev i går aftes? den her tekst er i sig selv en afbrydelse. jeg skulle egentlig ud og gå en tur, læse elevernes tekster igennem igen, tænke lidt mere over hvad jeg skal sige til mødet med adda. og kaffen er ved at blive kold. nu hører jeg bachs cellosuiter spillet af ovidiu marinescu. jeg ved ikke så meget om klassisk musik, men den her indspilning synes jeg er helt fantastisk; den lidt kantede måde han spiller på, at man virkelig kan høre at en cello er lavet af træ, sommetider hans åndedræt, fingrene som gnider mod strengene, al den støj som er taget med og som hører med, en luksus egentlig. 

Sandheden er derude / Jeg giver aldrig op - Del 2

Vi sejled' opad åen / nedad igen


et andet sted


mandag den 7. oktober 2013

Fra Facebook. Diskussion.

Et sted i Sverige:






















  • Jesper Brygger og du kom bare forbi? tror jeg ikke, næ du kom med dine stole og koloniserende øjne



  • Lars Bo Nørgaard det var kameraet, der sagde jeg skulle.



  • Jesper Brygger og du lyttede, gjorde du. Men ok, Sverige er et stort land, meget står stadig uset hen



  • Jens Peter Kaj Jensen Jeg kan godt lide et sted i Sverige.



  • Knud Steffen Nielsen uanset at det svenske sted lå der, søen lå der, stolene stod der, kameraet var der, uanset det svenske lys ville lyse, uanset dit kamera er meget, meget billigt, så fortjener du lidt ros, ja



  • Jesper Brygger Cortez kunne helt sikkert også godt lide Mexico



  • Lars Bo Nørgaard nåmen, elgjagten har allerede været i gang i en lille uge, så jeg har travlt. ses.



  • Jeppe Brixvold "Geværet talte bare til mig" ... Den har man hørt før.

Sandheden er derude / Jeg giver aldrig op


To dyr som lige snupper sig en lur i græsset ved Hald. Det er hårdt arbejde at være dyr, mad skal indsamles, bolig bygges, unger opdrages og fodres; det er et slid. Jeg under dem en lille pause fra det, og synes vi mennesker godt kunne lære noget, før vi får effektiviseret os ihjel. Tænk over det.



fredag den 4. oktober 2013

uddrag fra kraniekassen

styrter ned gennem den gade af mild støj en omfavnelse tænker her kan jeg bo helt længst ude helt ude i nerveenderne tumler vi ned mod ghatsene ned mod floden ned til de evigt brændende bål 200 mennesker om dagen vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne et hoved og håret fangede ild huden svedet sort overgangene ikke til at registrere hver for sig hvornår lige hvornår men det skete for øjnene af os omdannelsen fra krop til aske og ud i floden væk i mørke hvirvler og det var det vi fandt aldrig ud af hvad den gade hed om den overhovedet havde et navn op og ned af den og  det lille stykke med brosten som var særligt hårdt for vores cykelchauffører at kæmpe sig over den lille svedende krop foran os så mange svedende kroppe trækkende os gennem det kaos tunge vestlige kroppe som skulle frem det er sådan det er sådan mange tjener deres penge så kan vi sidde der med vores dårlige samvittighed på slidte sæder vores velstand hvad ved vi ikke en skid ikke det mindste om den verden vi trækkes igennem som suger os ud af os selv vi er der vi er der ikke var vi der overhovedet der er et sted i min hjerne en udposning en hemmelig hule lille bag of wishes som jeg ikke kan tro virkelig kan passe at vi var der det var min krop som sansede det som nu ligger i hjerneposen og skvulper rundt jeg vil åbne det helt derind tilbage der kunne jeg godt bo der vil jeg leve det kan jeg ikke kan jeg godt glemme aldrig glemme hvad det så vil sige at erindre som om altid som om jeg var der vi var der og snakker om det kan du huske dengang vi var nede ved floden og så ligene brænde lugten der kan du huske at det var rart at være der slet ikke voldsomt som man måske kunne tro det ville være at se en mand brække en sortsveden arm med en bambuskæp en hund som løb væk med en luns gennemstegt kød menneskekød brændende for øjnene af os vi var der ja vi var der bålene brænder i min hjerne noget bliver tilbage bliver noget tilbage jeg klamrer mig til det de mindste rester ilden ikke har fået fat i endnu før den blusser op igen før alt er væk igen det er vigtigt at hjerneskallen knuses hvis ikke ilden opvarmer hjernen så skallen sprænges må det gøres med en kæp det er den ældste søns opgave ellers slipper sjælen ikke ud kan ikke undslippe dette smertens hjul dette flimmer af fuglesang og indkøbsposer vi kalder virkelighed jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det hvor jeg skal sætte min næste fod tilbage frem frem tilbage munden løber fuld af blod nej det er bare sådan det føles en drøm engang jeg kunne ikke sove og vi gik sydpå længere sydpå søgende byens grundsten prima materia at lægge i vores vitrine nu på en hylde i din tomme lejlighed på Ndr. Fasanvej Frederiksberg hvor vinden blæser og vi spiser smørrebrød og drikker snaps og drømmer os tilbage til den sydlige kyst 

Burroughs om forfattere som læsere:


























fotografiet er tyvstjålet fra KBH LÆSERs FB-side. 
ting og sager finder osse vej til bloggen her, blir hængt op her, for at jeg ikke skal glemme det. det er osse en opslagstavle det her, mit eget lille virtuelle arbejdsværelse, glimt ind i det.
jeg er i det der særlige humør i dag, hvor jeg ikke ved om jeg har det godt eller skidt. hvor jeg er anspændt, som om noget virkeligt kunne ske. som om. mit hoved er både tomt og fyldt. skrift kunne vælte ud. alt er interessant. og derfor ikke til at have med at gøre. der er ingen grænser. eller der er ikke andet. hvad fanden. jeg kunne gå en tur. det er efterår og jeg er helt vild med lige præcis den her type efterår, hvor bladene stadig hænger på træerne, men kan falde af hvert øjeblik det skal være, det er op til vinden, bare et bette blæs, så er det vinter, eller det ligner vinter, nøgne træer. tage skou-hansen lever stadig, har jeg lige tjekket på wikipedia. han er oppe i alderen. jeg kom til at tænke på ham, fordi jeg lige har været på hald, i smedehuset, et par dage sammen med knud steffen med sjov og alvor, mange døde dyr på jorden; en skovskade, en muldvarp, et pindsvin, en kat, en måge (vistnok, for der var ikke andet end fjer og hud tilbage), og gåtur i troldeskoven med alle dens svampe og krogede træer og myrer i sædvanlig disciplineret aktivitet. ikke som os som konstant digresserede, glemte os selv og pludselig ikke vidste hvor vi var, næsten ikke hvor vi kom fra, og hvor skulle vi hen, nå jo, vi arbejder på et manuskript, men der er så meget andet at snakke om og brokke sig over og grine ad og der skal spises makrel-i-tomat-madder og drikkes lidt hvidvin og ryges nogle smøger og smiddes brænde i ovnen, så vi ikke fryser vore liden tæer, og jeg som så alt for let kommer til at spænde mine nakkemuskler, så jeg får hovedpine og det er en jammerdal. og knud købte sit livs første lottokupon. jeg ved ikke om der var gevinst. hvis der var, var vi nok på vej til hawaii nu. hvor kom jeg fra, jo, tage skou-hansen, jeg kom til at tænke på ham fordi han kom på besøg på hald første gange jeg var der for 9 år siden, på introtur med forfatterskolen, og jeg var ved at besvime af angst og bæven, og mine tekster fik en hård medfart, skal jeg da lige love for, jeg tænkte, hvad laver jeg her, hvorfor er jeg kommet ind på den her skole, når det jeg skriver er sådan noget udueligt lort. men altså; tage skou-hansen var på besøg og fortalte om dette og hint, jeg husker det ikke, jeg var alt for optaget af mig selv til at jeg kunne tage noget ind. jeg husker dog hvordan han til slut hævede begge sine hænder og vinkede så fint til os allesammen, de nye forfattere. det husker jeg meget klart. og det gjorde mig glad, at han stadig lever, her 9 år senere. og ja, måske skulle jeg få læst noget han har skrevet. læste vistnok pligtskyldigt de nøgne træer i folkeskolen engang. men den har jeg osse glemt alt om. alt andet end omslaget, fotografiet med træerne uden blade, især den støvet-blå farve.    

Reklame for mig selv og andre. Klippet fra Vestjyllands Højskoles hjemmeside:

FESTIVAL FOR NY DANSK LITTERATUR 25. – 27. OKTOBER 2013 PÅ VESTJYLLANDS HØJSKOLE
FESTIVAL FOR NY DANSK LITTERATUR præsenterer litteratur i oplæsning, læsegrupper, samtale, diskussion og musik.  Festivalen på Vestjyllands Højskole i Ringkøbing afholdes i forbindelse med udgivelsen af ”Skriftserie for ny dansk litteratur, bind 2”.
Skriftseriens forfattere, Peter-Clement Woetmann, Chresten Forsom, Lars Bo Nørgaard, Rasmus Halling, Katinka My Jones, Daniel Dalgaard, Jonas Rolsted og Olga Ravn vil deltage aktivt i festivalen sammen med bl.a. anmeldere Lars Bukdahl, Kizaja Routhe-Mogensen, Asger Schnack, Linea Maja Ernst, skriftseriens illustrator Vigga Vangsgaard og redaktør Hans Otto Jørgensen.
Skriftserien har et dobbeltsigte. Det ene er at give læserne et indtryk af, hvad der rører sig i den yngre generation af forfattere, således er alle bidragydere født efter 1980, det andet sigte er at markere en forskel i forhold til den allerede etablerede litteratur. Hver generation gør sig sine egne erfaringer. Altid med livet som indsats. Kærlighed og død er altid lige vigtige, forskellen mellem generationerne består i, hvordan hverdagen trakteres.
Skriftseriens bind 1 udkom i 2012 og indeholdt bidrag af Josefine Klougart, Christel Wiinblad, Ida Marie Hede, Olivia Nordenhof, Amalie Smith, Bjørn Rasmussen og Christina Hagen. Krop og tænkning står centralt hos denne gruppe af forfattere. Erkendelsen af, at kroppen husker og også husker på tværs af, hvad vi med vores normale bevidsthed ved af, sætter sig igennem med en særlig sensibilitet i sproget. Skriften oppebæres af noget, der ligner hjertets puls. I hvert fald er den, til trods for at der hos de syv nævnte er tale om prosa, i den grad rytmisk funderet. Det enkelte værks afrundethed og opfattelsen af værkets autonomi er evident.
Bind 2 indeholder bidrag af otte forfattere; Peter-Clement Woetmann, Chresten Forsom, Lars Bo Nørgaard, Rasmus Halling, Katinka My Jones, Daniel Dalgaard, Jonas Rolsted og Olga Ravn. 
Skriftseriens redaktør forfatter Hans Otto Jørgensen forklarer om bogens forfattere: ”Hvis den første gruppe forfattere var kropsdigtere, er denne anden hjernedigtere. Hvis den første gruppe forfattere arbejdede med samling, arbejder denne anden med spredning. Sproget synes ikke at være forankret i en krop, men kommer til alle steder fra på én gang.”
Der er givetvis tale om lyrik, men slægtskabet med den konceptuelle kunst er tydelig. Her opstilles forsøg, noget ordnes. Men hvordan kan denne orden være andet en forbigående?  Ofte er det svært overhovedet at styre teksten. Den har en tilbøjelighed til at skride ud over siderne, at lave parallelle forløb, eller optræder i en slags blokke af betydning. Impulser kommer som lyn fra en klar himmel.
Festivalens program byder også på satellit læsegrupper rundt i Ringkøbing-Skjern Kommune. Syv læsergrupper får besøg af erfarne læsegruppeledere og vil sammen læse tekster af tidligere hjernedigtere Johannes V. Jensen og Bodil Beck. Efterfølgende vil der være opsamling på Vestjyllands Højskole. Læsegrupperne går godt i tråd med ”Danmark læser” kampagnen, som kulturminister Marianne Jelved har lanceret.
Else Mathiassen, forstander på Vestjyllands Højskole siger: ”Dansk litteratur er en kulturskat, som skal plejes. Festivalen med læsegrupperne og debatterne giver mulighed for samtale og dialog i et levende fællesskab med fremtidens forfattere, som tegner ny dansk litteratur. Forfattere som vi tror på, og som har så meget at give videre til vores elever.  Vi håber med festivalen og udgivelsen af Skriftseriens bind 2 at manifestere os som Litteraturcentrum i Vestjylland”.

summer's almost gone

Men, hvorom alting er; denne særlige dag ved Svinklovene: Jeg så det allerede kort efter Kollerup; at der var noget usædvanligt på færde. Det var en dag med høj sol, en af de første sommerdage. Men alt syntes at være hvidt i hvidt, når jeg så i retning mod havet. Først troede jeg at der var ild i klitplantagen. Tanken var ikke til at holde ud. Det er jo et af de vigtigste steder for mig. Et omdrejningspunkt i mit privatmytologiske verdenskort. At det skulle udslettes af en brand ville være for meget, en tragedie. Og så alligevel; hvilke fotografier kunne jeg ikke få ud af det? Hvad ville jeg ikke kunne skrive om det? Man bør altid forholde sig åbent og nysgerrigt til det forfærdelige; det kan sagtens vise sig at rumme uanede muligheder, mange siders ægte skrift. Men der var naturligvis ikke tale om nogen vild og dramatisk skovbrand; det var havgus. Jeg boede de første 20 år af mit liv i området, så det var ikke første gang, at jeg har set havgus. Men denne dag var det alligevel anderledes; jeg havde aldrig set havgus så lokalt, så koncentreret før. Når jeg tidligere har set det, har det været langt inde på land, i Fjerritslev, hvor jeg kommer fra, 6 km fra kysten. Nu hang det kun over Svinklovene, et lille område i Jammerbugten. Og det var tykt, som jeg aldrig har set det før. Jeg kender Svinklovene næsten ned til mindste detalje; det var mit yndlingssted at lege, da jeg var barn, og hver gang jeg hjemme, skal jeg derud. Ellers føles det ikke som om jeg rigtigt har været der. Én ting er min mor, en anden er Svinklovene. Misforstå mig ikke; jeg elsker skam min mor. Men hun kommer jo også og besøger mig i København. Det gør Svinklovene ikke. Svinklovene er et sted, jeg tager hen, for at være alene, helt alene. Det er mit sted. Det eneste sted i verden, hvor jeg føler mig helt og fuldstændigt hjemme. Hvis det kan lade sig gøre, at føle sådan. Det er jeg ikke sikker på, at det kan. Men det er tæt på. Der sker en eller anden kemisk reaktion i min hjerne; jeg slapper af, jeg tænker ikke, er der bare, vandrer rundt på må og få i nogle timer, og så tager jeg tilbage til mor i Fjerritslev. Der er ikke noget, at fortælle om, jeg har ikke oplevet noget derude, som jeg kan genfortælle. Jeg bliver heller ikke spurgt. Somme tider har jeg en sten med derfra. For det meste ikke. Somme tider fotograferer jeg derude. For det meste ikke. Men den dag med havgusen, var helt anderledes. Jeg eksploderede, det er en overdrivelse. Det var som at være der for første gang. Havet var væk! Jeg kunne bevæge mig rundt i hele landskabet, uden at føle mig intimideret af havet. Og jeg fotograferede helt vildt. Jeg vidste at gusen snart ville forsvinde, at solen ville få den til at fordampe, vinden den til at drive væk. Jeg ville have det hele med. Jeg rendte rundt som en forårskåd knægt. Og sommetider mødte jeg mennesker, mødte vi hinanden, som i et kloster, etc. Det var vildt. Farverne var anderledes. Så meget stærkere, lyngen brændte, græsset skinnede, bunkerne var mere grå end noget gråt jeg nogensinde har set. Og alt hvilede i sig selv, så selvsikkert, så tilsyneladende uforanderligt. Men altså; det var midlertidigt, kun en lille times tid, så var det ovre, så var alt som det plejer. Og jeg tog tilbage til mor. Og jeg fortalte om havgusen, og jeg viste hende fotografierne. Hun havde heller ikke set noget lignende før. Det var noget helt særligt. Der var noget magisk ved det. Noget evigt. Som om det egentlig er sådan det altid er derude, det er bare uendeligt sjældent, at man ser det. Jeg havde været heldig, jeg havde fundet guld, jeg havde været der.   

Fandt lige det her på Youtube: En meget fin optagelse af Black Pus' koncert på Jazzhouse i søndags (290913). Det var en fest. Se og hør selv: