tirsdag den 24. september 2013

Men det er svært. Svært at få hold på. Det er bare en følelse, det er ikke særligt konkret. Måske nærmere en trang. Det er lige på nippet til at være smertefuldt. Jeg ved ikke hvad jeg er inspireret af eller til. Bare en voldsom trang til at skrive noget, til at lave noget, skabe noget. Men det er så retningsløst. Jeg må få det ud af kroppen. Det er anstrengende fordi jeg ikke ved hvorhen det fører, hvor længe det vil stå på, om der overhovedet kommer noget godt ud af det. Jeg vil så gerne skabe noget som er godt. Som er godt nok til at jeg kan give det fra mig, optage andres tid med det. Hvad fanden er det for en trang at rende rundt med. At ville optage andres tid. Der er så meget jeg gerne vil fortælle, men jeg ved ikke rigtig hvad det er. Jeg ved næsten aldrig rigtig. Jeg har for nylig indset at jeg har en stor ensomhed i mig. Og at jeg har været bange for at erkende den. At jeg har skammet mig over den. Og med den her ensomhed følger en kraftig trang til at forklare mig, at nogen skal lytte til mig, jeg vil ikke være alene. Eller ofte har jeg det fint med at være alene, men så kommer en gang imellem den her trang til ikke at være alene, uden at jeg af den grund har lyst til at være sammen med nogen. Det er noget rod. Det har med nærvær at gøre. At jeg hverken kan være nærværende overfor mig selv eller andre. Jeg kan ikke være til stede i min egen krop. Hvad fanden vil det sige. Som om der er en adskillelse mellem krop og det vi kalder sjæl eller sind eller hvad nu, bevidsthed. Jeg ved ikke helt hvad det handler om. Men der kommer altså skrift og fotografier ud af det. Kunst er altså biprodukter af en konfus følelse af mangel på nærvær i mig, en ensomhed som momentant bliver ubærlig. Det er en den samme drift som kan få mig til at drikke mig fuld, eller bruge timevis på Facebook og den slags. Opslidende tidsspild. Der er ingen mening i at slå mig selv i hovedet med det. Ingen grund til at skamme sig. Hvad skal jeg bruge det til? Hvad skal nogen som helst bruge det til? Men det er altså vilkåret. Det må jeg lære at leve med. Ikke at skamme mig over. Det er noget mærkeligt noget. Det er vel bare med at bruge det, uden at stille alt for mange umulige spørgsmål.

*

Skriv om regnen og paraplyerne ude på Solvej. Jeg bor på Solvej på Frederiksberg. Men solen skinner næsten aldrig i denne gade. I hvert fald aldrig ind på mit værelse som ligger i stueetagen. Gaden forløber nord-syd, er forholdsvis smal og bygningerne høje, så det er kun når solen er midtvejs på sin tilsyneladende bane henover himlen, at den skinner ind i gaden, men jo altså så ikke ind i lejlighederne. Det kunne man godt have tænkt over, da man planlagde den. Man havde nok andre ting i hovedet, andre hensyn at tage. Hvad ved jeg. Det er et vilkår jeg må leve med. Jeg kan jo fx gå mig en tur, når vejret er til det. Der er ikke langt til Frederiksberg Have og det gratis kig ind til elefanterne i Zoo. Der er så meget i verden som er enkelt og godt, selvom der er meget som står i vejen, fx at man skal tjene penge.

*

Ikke at jeg ikke er glad for mit arbejde, for det er jeg. Jeg ville gerne fortælle en hel masse om det. Men det er et handicaphjælperjob, og jeg har tavshedspligt. Måske kan jeg engang i fremtiden, når det hele er lidt mere afstand skrive om det. Det er en svær problematik; hvad man må og ikke må skrive om i litteraturen. ”Kontrakten med virkeligheden”. Jeg kunne jo bare kalde det her en roman, og så kunne ingen røre mig med sagsanlæg og den slags. Men så vigtigt er det heller ikke, at fortælle alverden om, hvad jeg render rundt og laver, når jeg er på arbejde. Men lysten er stor. Beklager. Jeg mener; beklager at jeg ikke kan skrive om det. Nu kan du jo forestille dig alle mulige vilde og voldsomme ting og sager og historier som jeg ligger inde med. Så vildt er det heller ikke, det job. Jeg er bare meget glad for det, og lærer enormt meget om selvbeherskelse og ydmyghed og glæden ved de meget små sejre, de meget små ting. Alt det som vi tager for givet, men som kan forsvinde, fordi en læge kommer til at lægge et forkert snit, eller en bil var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Eller adskillige andre ting som kan forårsage en hjerneskade. Ja, for det er senhjerneskadede voksne, jeg hjælper. Mennesker som har haft et ”normalt” liv, men som nu har brug for hjælp til det mindste. Forestil dig ikke at kunne huske noget mere, forestil dig ikke at kunne spise din mad selv mere, forestil dig at skulle have hjælp til at komme på toilettet, til at tørre dig selv i røven, til noget så enkelt som at finde fra dit badeværelse ind i din seng. Det er svært. Det er en skræmmende tanke. Man vil helst ikke tænke på den slags. Det er en kliché at man lærer at sætte mere pris på livet, hvis man har været konfronteret med døden eller med sygdom eller alvorlige skader. I mit tilfælde tror jeg egentlig, at klichéen er sand. Jeg har helt banalt forstået at den tid vi har, er begrænset, og så er det med at få den udnyttet. Det er vigtigt for mig, at have erkendt den begrænsning, det giver mig en ramme at handle indenfor. Det er nu, jeg har ikke tid til at vente. Nu keder jeg mig aldrig længere. Der er altid noget at lave. Skrive, se på en bille, læse osv., opleve det at lave ingenting. Undskyld hvis jeg lyder lidt new-age i det, jeg hader selv den slags frelste sjask. Men der er noget om det. Man skal bare ikke gøre det til en religion eller værre endnu; en kirke. Jeg er ikke ude på at belære nogen om noget som helst, jeg vil bare gerne fortælle om nogle ting og sager som jeg har gjort mig nogle tanker om. Men nu skal jeg havde mig noget aftensmad, og først skal jeg have købt ind til det. Jeg skal over i Fakta og finde ud af, hvad jeg har lyst til at spise. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver en suppe af en eller anden art. Jeg kan bedst lave mad ved at tage forskellige ting jeg godt kan lide og så koge dem sammen, det er ikke altid at det lykkes for mig at gøre det velsmagende, men overraskende ofte gør det faktisk.

*

Jeg kan alligevel ikke helt lade være, her kommer en anekdote fra arbejdet: En af – jeg kan aldrig finde ud af eller huske, hvad man skal kalde dem; brugere, beboere, borgere; alle tre betegnelser bliver brugt, og de lyder alle lige eufemiske for mig, de ligger forkert i munden, og hvorfor begynder de alle sammen med B. Når jeg refererer til dem overfor mine venner, min familie, mine elskede kalder jeg dem, sådan lettere ironisk for ”hjernerne”, så lad mig bare kalde dem det her også, jeg ved godt at det måske er lidt usmageligt, men humor er et godt værktøj til at holde det grumme lidt på afstand, men samtidig ikke mere afstand, end at man holder det indenfor rækkevidde, det er en hårfin balance. En af hjernerne altså, har svært ved at formulere sig verbalt, og da jeg en aften skal hjælpe hende i seng, bliver hun frustreret over at hendes krop er blevet så umedgørlig, så usamarbejdsvillig, hun forbander den, men kan ikke finde det rette betegnelse, hun siger: Mit brød, mit kød, mit korpus. Og jeg smiler og siger: ”Det var et smukt lille digt”. Hun ved godt, at jeg er forfatter, engang spurgte hun mig: ”Lars Bo; hvad er dit liv?”, og fortalte et jeg var forfatter, og aftenen endte godt trods alt. Det er den slags som gør, at jeg er så glad for mit arbejde, at dagligt have muligheden for at bringe lidt glæde ind i nogle ellers meget besværede menneskers liv. Det er så lidt, men det betyder så meget. Og jeg kan ikke overdrive, hvor meget mening det giver for mig, hvor glad jeg bliver af det.    

*


Måske skal jeg her indføje, at jeg flere gange, for mange gange, i mit liv, har været alvorligt deprimeret. Når jeg er deprimeret, giver ingenting mening. Det er ubeskriveligt, hvor ubehagelige, hvor ulidelig den tilstand er. Jeg havde en veninde som var uhelbredeligt deprimeret, hun røg ind og ud af den lukkede, hun var så medicineret, at hun ofte ikke kunne holde gang i en nogenlunde velfungerende samtale. Hun var altid træt. Til sidst besluttede hun at tage sit eget liv. Hun tog en overdosis sovemedicin og sov væk fra det hele. Det kan lyde hårdt, men jeg forstår hende faktisk godt. Det er ikke til at leve et liv på den måde. Ikke at kunne føle noget. Ikke have noget at se frem til. Bare den ene dag efter den anden henslæbt uden glæde. Det er en tragedie, det er så enormt uretfærdigt og trist, at nogle skal have det sådan. Jeg ville ønske at hun var levende og glad, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre. Jeg savner hende. Men jeg forstår samtidig godt at hun endte med at gøre, som hun gjorde. Om hun nogensinde ville komme i stand til at leve et godt liv, ved jeg ikke. Det er muligt. Jeg vil aldrig komme til at vide det. Men jeg kan ikke bebrejde hende for at hun tog sit eget liv. Al den tid jeg kendte hende, led hun. Hun magtede ikke at skulle lide mere.

2 kommentarer:

  1. Det her, det kan mærkes hele vejen gennem kroppen. Det giver ikke slip. Det bliver siddende!

    SvarSlet