tirsdag den 24. september 2013

Den 3. okt. kl. 17 uddeles den 4. Albertinepris til Majse Aymo-Boot for hendes bog Spørgsmålene. Sted: Forfatterskolen.



Der er jo nok igen et glas vin d.3.okt på Forfatteriskolen. (Albertine4)



Men det er svært. Svært at få hold på. Det er bare en følelse, det er ikke særligt konkret. Måske nærmere en trang. Det er lige på nippet til at være smertefuldt. Jeg ved ikke hvad jeg er inspireret af eller til. Bare en voldsom trang til at skrive noget, til at lave noget, skabe noget. Men det er så retningsløst. Jeg må få det ud af kroppen. Det er anstrengende fordi jeg ikke ved hvorhen det fører, hvor længe det vil stå på, om der overhovedet kommer noget godt ud af det. Jeg vil så gerne skabe noget som er godt. Som er godt nok til at jeg kan give det fra mig, optage andres tid med det. Hvad fanden er det for en trang at rende rundt med. At ville optage andres tid. Der er så meget jeg gerne vil fortælle, men jeg ved ikke rigtig hvad det er. Jeg ved næsten aldrig rigtig. Jeg har for nylig indset at jeg har en stor ensomhed i mig. Og at jeg har været bange for at erkende den. At jeg har skammet mig over den. Og med den her ensomhed følger en kraftig trang til at forklare mig, at nogen skal lytte til mig, jeg vil ikke være alene. Eller ofte har jeg det fint med at være alene, men så kommer en gang imellem den her trang til ikke at være alene, uden at jeg af den grund har lyst til at være sammen med nogen. Det er noget rod. Det har med nærvær at gøre. At jeg hverken kan være nærværende overfor mig selv eller andre. Jeg kan ikke være til stede i min egen krop. Hvad fanden vil det sige. Som om der er en adskillelse mellem krop og det vi kalder sjæl eller sind eller hvad nu, bevidsthed. Jeg ved ikke helt hvad det handler om. Men der kommer altså skrift og fotografier ud af det. Kunst er altså biprodukter af en konfus følelse af mangel på nærvær i mig, en ensomhed som momentant bliver ubærlig. Det er en den samme drift som kan få mig til at drikke mig fuld, eller bruge timevis på Facebook og den slags. Opslidende tidsspild. Der er ingen mening i at slå mig selv i hovedet med det. Ingen grund til at skamme sig. Hvad skal jeg bruge det til? Hvad skal nogen som helst bruge det til? Men det er altså vilkåret. Det må jeg lære at leve med. Ikke at skamme mig over. Det er noget mærkeligt noget. Det er vel bare med at bruge det, uden at stille alt for mange umulige spørgsmål.

*

Skriv om regnen og paraplyerne ude på Solvej. Jeg bor på Solvej på Frederiksberg. Men solen skinner næsten aldrig i denne gade. I hvert fald aldrig ind på mit værelse som ligger i stueetagen. Gaden forløber nord-syd, er forholdsvis smal og bygningerne høje, så det er kun når solen er midtvejs på sin tilsyneladende bane henover himlen, at den skinner ind i gaden, men jo altså så ikke ind i lejlighederne. Det kunne man godt have tænkt over, da man planlagde den. Man havde nok andre ting i hovedet, andre hensyn at tage. Hvad ved jeg. Det er et vilkår jeg må leve med. Jeg kan jo fx gå mig en tur, når vejret er til det. Der er ikke langt til Frederiksberg Have og det gratis kig ind til elefanterne i Zoo. Der er så meget i verden som er enkelt og godt, selvom der er meget som står i vejen, fx at man skal tjene penge.

*

Ikke at jeg ikke er glad for mit arbejde, for det er jeg. Jeg ville gerne fortælle en hel masse om det. Men det er et handicaphjælperjob, og jeg har tavshedspligt. Måske kan jeg engang i fremtiden, når det hele er lidt mere afstand skrive om det. Det er en svær problematik; hvad man må og ikke må skrive om i litteraturen. ”Kontrakten med virkeligheden”. Jeg kunne jo bare kalde det her en roman, og så kunne ingen røre mig med sagsanlæg og den slags. Men så vigtigt er det heller ikke, at fortælle alverden om, hvad jeg render rundt og laver, når jeg er på arbejde. Men lysten er stor. Beklager. Jeg mener; beklager at jeg ikke kan skrive om det. Nu kan du jo forestille dig alle mulige vilde og voldsomme ting og sager og historier som jeg ligger inde med. Så vildt er det heller ikke, det job. Jeg er bare meget glad for det, og lærer enormt meget om selvbeherskelse og ydmyghed og glæden ved de meget små sejre, de meget små ting. Alt det som vi tager for givet, men som kan forsvinde, fordi en læge kommer til at lægge et forkert snit, eller en bil var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Eller adskillige andre ting som kan forårsage en hjerneskade. Ja, for det er senhjerneskadede voksne, jeg hjælper. Mennesker som har haft et ”normalt” liv, men som nu har brug for hjælp til det mindste. Forestil dig ikke at kunne huske noget mere, forestil dig ikke at kunne spise din mad selv mere, forestil dig at skulle have hjælp til at komme på toilettet, til at tørre dig selv i røven, til noget så enkelt som at finde fra dit badeværelse ind i din seng. Det er svært. Det er en skræmmende tanke. Man vil helst ikke tænke på den slags. Det er en kliché at man lærer at sætte mere pris på livet, hvis man har været konfronteret med døden eller med sygdom eller alvorlige skader. I mit tilfælde tror jeg egentlig, at klichéen er sand. Jeg har helt banalt forstået at den tid vi har, er begrænset, og så er det med at få den udnyttet. Det er vigtigt for mig, at have erkendt den begrænsning, det giver mig en ramme at handle indenfor. Det er nu, jeg har ikke tid til at vente. Nu keder jeg mig aldrig længere. Der er altid noget at lave. Skrive, se på en bille, læse osv., opleve det at lave ingenting. Undskyld hvis jeg lyder lidt new-age i det, jeg hader selv den slags frelste sjask. Men der er noget om det. Man skal bare ikke gøre det til en religion eller værre endnu; en kirke. Jeg er ikke ude på at belære nogen om noget som helst, jeg vil bare gerne fortælle om nogle ting og sager som jeg har gjort mig nogle tanker om. Men nu skal jeg havde mig noget aftensmad, og først skal jeg have købt ind til det. Jeg skal over i Fakta og finde ud af, hvad jeg har lyst til at spise. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver en suppe af en eller anden art. Jeg kan bedst lave mad ved at tage forskellige ting jeg godt kan lide og så koge dem sammen, det er ikke altid at det lykkes for mig at gøre det velsmagende, men overraskende ofte gør det faktisk.

*

Jeg kan alligevel ikke helt lade være, her kommer en anekdote fra arbejdet: En af – jeg kan aldrig finde ud af eller huske, hvad man skal kalde dem; brugere, beboere, borgere; alle tre betegnelser bliver brugt, og de lyder alle lige eufemiske for mig, de ligger forkert i munden, og hvorfor begynder de alle sammen med B. Når jeg refererer til dem overfor mine venner, min familie, mine elskede kalder jeg dem, sådan lettere ironisk for ”hjernerne”, så lad mig bare kalde dem det her også, jeg ved godt at det måske er lidt usmageligt, men humor er et godt værktøj til at holde det grumme lidt på afstand, men samtidig ikke mere afstand, end at man holder det indenfor rækkevidde, det er en hårfin balance. En af hjernerne altså, har svært ved at formulere sig verbalt, og da jeg en aften skal hjælpe hende i seng, bliver hun frustreret over at hendes krop er blevet så umedgørlig, så usamarbejdsvillig, hun forbander den, men kan ikke finde det rette betegnelse, hun siger: Mit brød, mit kød, mit korpus. Og jeg smiler og siger: ”Det var et smukt lille digt”. Hun ved godt, at jeg er forfatter, engang spurgte hun mig: ”Lars Bo; hvad er dit liv?”, og fortalte et jeg var forfatter, og aftenen endte godt trods alt. Det er den slags som gør, at jeg er så glad for mit arbejde, at dagligt have muligheden for at bringe lidt glæde ind i nogle ellers meget besværede menneskers liv. Det er så lidt, men det betyder så meget. Og jeg kan ikke overdrive, hvor meget mening det giver for mig, hvor glad jeg bliver af det.    

*


Måske skal jeg her indføje, at jeg flere gange, for mange gange, i mit liv, har været alvorligt deprimeret. Når jeg er deprimeret, giver ingenting mening. Det er ubeskriveligt, hvor ubehagelige, hvor ulidelig den tilstand er. Jeg havde en veninde som var uhelbredeligt deprimeret, hun røg ind og ud af den lukkede, hun var så medicineret, at hun ofte ikke kunne holde gang i en nogenlunde velfungerende samtale. Hun var altid træt. Til sidst besluttede hun at tage sit eget liv. Hun tog en overdosis sovemedicin og sov væk fra det hele. Det kan lyde hårdt, men jeg forstår hende faktisk godt. Det er ikke til at leve et liv på den måde. Ikke at kunne føle noget. Ikke have noget at se frem til. Bare den ene dag efter den anden henslæbt uden glæde. Det er en tragedie, det er så enormt uretfærdigt og trist, at nogle skal have det sådan. Jeg ville ønske at hun var levende og glad, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre. Jeg savner hende. Men jeg forstår samtidig godt at hun endte med at gøre, som hun gjorde. Om hun nogensinde ville komme i stand til at leve et godt liv, ved jeg ikke. Det er muligt. Jeg vil aldrig komme til at vide det. Men jeg kan ikke bebrejde hende for at hun tog sit eget liv. Al den tid jeg kendte hende, led hun. Hun magtede ikke at skulle lide mere.

fredag den 20. september 2013

Tekst sakset fra Zara Palmquists FB-profil:




I går. God aften: Et noiseband, kaldet Gravhund, iført brune hundemasker. Gør/skriger/vovser på scenen. En mand, iført en sweater med teksten Terra Adventura, bliver helt ekset. Han stemmer i. 

Gravhundene og Terra Adventura kommer i kambolage. En meget meget fuld teenager vil også være med. En af gravhundene vil hive vodkaflasken ud af teenagerens hænder. Det lykkes ham ikke. En grønlandsk mand kommer ind, han forstår ikke. Der ligger et sæt nøgler på gulvet. Er det kunsten? Spørger han. Terra Adventura skal til at smadre en forstærker i hovedet på en af gravhundene. Klimaks, brat stop.

Grønlænderen får lov til at præsentere næste noisemusiker.

Grønlænder: Og så har vi næste kunstner på scenen, og han kommer. Hvor kommer du fra?

Sortklædt noisemusiker: øh øh hjemme.

Grønlander: Og han kommer hjemmefra! Giv ham en stor hånd!

fredag den 13. september 2013

SVINKLOVENE


Apparently Hidden / EXHIBITION / OPENING

  • Apparently Hidden

    Kristina Bengtsson
    Troels Emig
    Kevin Malcolm
    Lars Bo Nørgaard

    You are warmly invited to the opening of the exhibition Apparently Hidden 20th of September

    It seems to be a common trait among the human species to be concerned with a notion of the hidden, to look for something beyond the world as it presents itself to us, be that a divine masterplan, subatomic particles or the meaning of an object. This group exhibition, featuring four artists who daily share a studio space, investigates the implications of this common human trait.

    .........
    Opening: 20th of September 17-21

    The exhibtion will be open from 21st of September - 27th of September 12-17. Monday closed.

    Rådmandsgade 25, 2200 Copenhagen N
    .........

    Kristina Bengtsson primarily works with photography and text, but have the last few years incorporated sculpture. Her artistic practice is centred around ‘the image’ and its complexity and much of her work discusses the myth of the image/ photograph as a bearer of truth and as a witness of the ’definitive moment’.
    Kristina Bengtsson (1979) studied at Glasgow School of Art, Glasgow, UK.
    *
    Troels Emig works within a wide spectra of medias such as, drawing, photography, object, text and publishing. He works conceptually with different issues related to perception, as well as research in the use of fragmented narrative structures and different forms of representation. In recent years he have included site-specific thematics in his works.
    Troels Emig studied at the Funen Art Academy, DK & Kolding School of Design, DK
    *
    Kevin Malcolm deals with the tensions between image and source, investigating the role of photography in the experience of space, place and history. Encompassing sculpture, photography, collage and works which fall somewhere between these definitions, his practice questions the construction and display of visual information.
    Kevin Malcolm (1979) studied at Glasgow School of Art, Glasgow, UK
    *
    Lars Bo Nørgaard primarily works with text, photography and object. His work is often a somewhat fragmented, yet still coherent, exploration of some aspect of what is usually referred to as 'reality'. Lately he has taken a big interest in themes such as conspiracy theory and alchemy.
    Lars Bo Nørgaard (1981) studied at The Academy of Creative Writing, Copenhagen, DK




    https://www.facebook.com/events/516457115102227/516462948434977/?notif_t=event_mall_reply

torsdag den 12. september 2013

Åh, Lasselil. Nogle af hans seneste noter (om vand og sten):




  • Forstår bare ikke hvorfor sten altid skal være så mobbeagtige og krigslystne og ødelægge livet for det sagtmodige og inkluderende vand.


    Tænk på hvor mange herlige dyr og mennesker vandet har åbnet sin svalende favn for gennem tiderne. Har man nogensinde set sten opføre sig sådan?







der har været lidt spild af blod, lidt dansen 

omkring, ikke noget at skrive hjem om




 kære ven, jeg ville gerne give dig en guldmedalje, men har kun noget bronze, eller hvad skal jeg kalde det? - det er noget indpakningspapir fra nogen mozartkugler jeg vandt i mandelgave  og som har ligget i min fineste vitrine af amerikansk kirsebærtræ. Vitrinen beholder jeg, for har lige modtaget en sending yderste lillefingerled, fra, nåja, skidt med hvorfra.

tirsdag den 10. september 2013

Min ven Troels har startet en blog:

Sms modtaget fra min ven Lasselil:

nogen havde ringet efter en ambulance til mig, men skal da godt nok lige love for, at det er mig der kører den nu.





Endnu en dag mellem mennesker






Skulle hilse fra Svinet og Klovmutter, Knud. De siger at traktoren er udstoppet, vingerne klippet af jetjageren, og i det hele taget er de klar til at starte på en frisk, efter det som skete til Bongo og Stripseys kobber. (Ved ikke hvad de snakker om, og da jeg spurgte, ville de ikke sige noget, stod bare der og tværede deres cigaretskodder ud i lyngen).





Indspilning i fuld skærm 21-08-2013 025443.jpg


tirsdag den 3. september 2013

Lidt notehalløj på baggrund af at Seamus Heaney døde i fredags omtrent samtidig med at jeg læste hans digt om Tollundmanden op for min kæreste Out here in Jutland/In the old man-killing parishes/I will feel lost/Unhappy and at home, fordi hun lige er flyttet til Århus:




så vildt når tid og rum på den måde pludselig trækkes sammen. det er på mange måder en af de største drivkrafter i mine skriverier. tilfældighedernes spil med vores liv, det netværk af sammenfald som bliver til en fortælling. Overvindelse af enorme afstande, en pludselig følelse af nærvær på tværs af tid og rum. En følelse af retning, hvor alt ellers lige før pegede alle (eller: ingen) vegne hen.

.....
Det er det der gør at jeg kan føle mig hjemme i verden, som ellers er så kaotisk og forvirrende. Det er en dobbelt bevægelse: Kroppen bliver opmærksom på noget som er bemærkelsesværdigt, her er en konstellation, som virker vigtig, hold fast i den, det er muligvis godt for din overlevelse. Og det er det. Men hjernen ved godt at det bare er tilfældigt, der er ikke noget 'større' på spil her, så den fniser lidt ad det. Det er meget befriende: Livet er både betydningsløst og fuld af betydning. Når jeg er deprimeret, er det som om jeg, ja, som Lollike skriver (i sit nyeste stykke All My Dreams Come True, som jeg så i lørdags, og som jeg synes er noget bras, men det er en anden historie): jeg kan ikke mærke noget. Så er opmærksomheden væk, alt er bare hændelser uden betydning, der er ikke særligt meget at fnise ad.


....

Har lige læst at Seamus Heaneys sidste ord i fredags var en sms til sin kone, hvori han skrev 'noli timere' - vær ikke bange. Han var blevet bragt til hospitalet efter et fald, han døde få minutter efter at have sendt beskeden (via satelitter i det ydre rum).


....
fortsættes muligvis




- Nåmen, der var engang et tohovedet får og det levede lykkeligt til dets dages ende. 
- Hvad ellers?
- Det var vild med kaffe.
- Det var et dårligt eventyr.
- Støvmideallergien plager mig skrækkeligt i dag.
- Spis nogle antihistaminer.
- Har jeg gjort. 
- Ok.
Knud Steffen Nielsenslog indhold op 
29. august
til hvis en cykel har rigtig mange forhjul. er lige færdig med at svejse.



















Lars Bo Nørgaard sjovt, sårn en har jeg osse lige svejset.

·                    
Knud Steffen Nielsen nå, da. da da.
·                      
Lars Bo Nørgaard min advokat er på vej over til dig. sammen med 3 x Bongo. De har taget den store vogn.
·                      
Knud Steffen Nielsen jeg laver lige lidt mere kaffe

·                    
Lars Bo Nørgaard så stærk en kaffe tror jeg nok ikke lige du kan lave.
·                      
Knud Steffen Nielsen har osse fundet tre banjoer og en stortromme, så vi kan få os en sangaften
·                      
Lars Bo Nørgaard de har selv instrumenter med
·                      
Knud Steffen Nielsen skiegodt, jeg glæder mig. jeg har Duisangbøger lagt frem og Marinefoereningens
·                      
Lars Bo Nørgaard de har osse den vildeste kriblen i fingerbasserne, skulle jeg hilse og sige. 3 x Bongo har ikke været i felten siden det der vi ikke går i detaljer med et sted dybt inde i en ikke nærmere specificeret afrikansk junglestat.

Lars Bo Nørgaard Knud? Du svarer ikke. Er det allerede overstået?
·                      
Knud Steffen Nielsen Hvorfor går de ind gennem vinduet, om de endda ikke havde lukket op, men det sku være med glas-show. Og så ville de danse eller cirka sådan helt vildt, hvor man sku ta fat i hinandens nakke og lave dunk op mod en væg, men slet ikke afstemt den rytme, der var på grammofonen (Schubert)

·                    
Knud Steffen Nielsen så måtte jeg hente stortrommen for at få rytmen til at passe
·                      
Knud Steffen Nielsen Nej det var ikke Schubert, men Lil Jonnys mund.
·                    
Lars Bo Nørgaard Ok. Forstået. Kan godt se at det er dig der skriver, Bongo nr. 2. Jeg er helt med. Vi ses, når I tilbage.

·                    
Knud Steffen Nielsen Bongo 2 her: Flink mand, ham KS, men lidt voldsom. Nu sidder vi og får en god kop kaffe og lidt sødt. De andre er sendt til genoptræning.
·                      
Lars Bo Nørgaard Godt Bongo 2. Bare bliv siddende. Har lige fået et opkald fra Bongo 3. Træls ikke? Han siger at du glemte alt om at være mandfolk, og lod dig forføre af flødekaffe og suppemusik. De har bygget et bette skt. hansbål omkring KS' hus. Nyd kaffen. Hejhej. Nu ikke noget med noget hylepjat. Der er ikke noget så trist som et mandfolk som ikke kan klare at blive lidt indebrændt.
·                      
Lars Bo Nørgaard Nå, tilbage til plænen, den slår jo ikke sig selv.

Knud Steffen Nielsen Jeg har hængt makreller op i tagrenden hele huset rundt, da der er en kraftig røgudvikling og de flotteste ildluer. Jeg har vandværksbestyrelsen til brånsj i morgen. Så det passer lige i øjet.
·                      

Lars Bo Nørgaard godt. det var osse en dum og grim opfindelse. hej.