onsdag den 28. august 2013

Sårn gonzo-agtig reportage. Andy.


Cahier de Paris

 



Jeg stod op og brækkede mig på gulvet, betragtede hvordan galden blev opsuget af det gamle, stikkende, nedslidte gulvtæppe. Lorteværelse, tænkte jeg. Rengøringsdamerne får noget at lave i dag. Får de måske ikke penge for deres arbejde? Så tog jeg trapperne, alle ti etager i fem skridt, det var en god dag, jeg havde det fint, tømmermændene gjorde blot alting mere klartglinsende, som, ja ved ikke. Åh, jeg var lykkelig, stak dørmanden en femmer og kneb hans kind. Croissant, croissant, tænkte jeg, og: kaffe, kaffe. Det fik jeg i en café og sad og røg min cigaret der. God tobak, dejligt vejr, dameben über alles, smukt bølgende hår, åh, jeg var frisk på det hele. Forår i Paris. Jeg vil aldrig andet. Det har jeg fået tatoveret. Aldrig. Alle elsker mig. Solen skinner. Den elsker mig. Kirkerne elsker mig, deres klokker ringer mit navn. Så jeg så ikke en lille ussel hjemløs som lå og ormede sig i et blomsterbed, bad om penge og kærlighed. Jeg gav ham kærlighed. Det sagde jeg til ham, og snittede lidt i ham, så indvoldene faldt ud på fortovet badet i forårssolen, glinsende. Jeg fotograferede og fotograferede de smukke organer, indåndede de lækre dunster, I skulle have været der, men man kan jo ikke få alt med, vores kroppe begrænser os så grumt, og vanehjernen, den lille stupide rekrut som vil sno sig, løbe maraton på sine knæ hvis sergenten siger det. Ikke mig. Jeg vil det hele. Jeg vil være fuldkommen. Er det faktisk næsten. 99%. - I øvrigt har jeg intet imod de fattige, de undertrykte, dem som lever på gaden og må tigge sig til dagen og vejen. Jeg har masser af empati, er fuld af næstekærlighed, giver faktisk tit en skilling til velgørende formål og den slags. Det var bare i dag. I dag gad jeg ikke. I dag ville jeg være fri. I morgen er jeg flink og sød igen. Det var bare forårsvejret, det kom på mig, jeg blev lidt bims. Og så den stærke franske kaffe, og kvinderne. Det er ikke let at være menneske. Jeg tænker over det hver dag. Hvordan jeg skal være det. I morgen. Nu bliver jeg helt trist og led ved det hele. Det begyndte ellers lige så godt (det indser jeg så straks, at det faktisk ikke engang gjorde, jeg er et hæsligt, udueligt menneske, jeg ønsker den offentlige hængning genindført, så man kan gøre et eksempel af pak som mig, lad kragerne æde mine øjne, lad mine medmennesker spytte på min solsvedne krop, miderne æde mine organer, lad mig overgå til den store cyklus, mit billede holde småbørn vågne i den iskolde nat med fremtiden truende i horisonten, de små stakler, myriader af dem, jeg hader dem, elsker dem, der er kun kærlighed).

.....


Måske er jeg i en slags bedring. Da jeg kiggede på mit selvportræt som de gode folk og mine altid forstående Foresatte, havde lagt ud på deres pragtværk af en blog, gik det op for mig, at jeg må være i en tilstand af metamorfose. Reinkarnation ligefrem. For jeg tror jeg har været død i længere tid, og nu, gud ved hvordan, er genopstået. Alt dette overgår min fatteevne, men jeg kan betragte det som sker. Jeg vedlægger denne gang et billede af min hånd, som viser det samme fænomen, en ny hud vokser ud på den gamle, døde. Og det samme foregår indad, men dette kan jeg ikke fotografere, kun mærke. Også min hjerne, og det man kalder sjælen, må være i samme proces. Om der så overhovedet er noget tilbage, når forvandlingen er fuldført, ved jeg ikke, vi får se. Det kan godt give problemer, når jeg skal med flyet hjem det her. Kære Foresatte, og andre som læser dette: Jeg beklager alt dumt og skrækkeligt, jeg måtte have sagt og gjort i fortiden - nu og i fremtiden skal I ikke mere tåle den slags fra mig. Jeg ville gerne skrive mere nu, men må ud at gå rundt i byen med mine nye øjne. Eller: helt nye er de jo ikke endnu, men midt i forvandlingen. Jeg føler at dette er et meget priviligeret sted at befinde sig. Jeg var lige ved at skrive: i mellemkødet, men det er frygtligt plat, og minder alt for meget om sådan noget mit gamle jeg ville skrive. Undskyld. - Nu vil jeg gå op i Parc de Buttes Chaumont og gøre mig nogle notater om den drøm i armeret beton man der har bygget: bjerge og grotter af beton, træstammer, sivhytter, alt i beton. Det var midt under hausmannismen i midten af 1800-tallet, hvor man også ryddede store slumområder og byggede brede boulevarder (et ord som i øvrigt etymologisk kan føres tilbage til det nordiske ord: bolværk), altså der hvor urbanismen virkelig tog fart og man fjernede sig uigenkaldeligt fra naturen. Buttes Chaumont kan altså ses som en længsel efter naturen. Man flytter den ind midt i byen: der er blevet for langt 'ud' til den. Surrealisterne var i øvrigt vilde med den (parken). Nå, jeg forløber mig, men det er så herligt og voldsomt det der sker med mig, som et forår efter et årtis isvinter. Jeg er helt summende i hovedet som jeg ved ikke hvor mange små søde bier og kolibrier og andet smukt og godt. Åh, verden, åh lykke, at dette virkelig sker med mig. Af sted, op i parken, I hører snart mere fra mig. Alt godt. Jeres hengivne.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar