torsdag den 29. august 2013

Andy husker sin tante Ellen

Første jeg husker om tante Ellen var da jeg som meget lille barn, og uden tænder som du nævner, og altid beskidt fordi jeg spiste alt hvad jeg kunne få mine fingre i og nippe til med læberne; jeg nævner i flæng: græshopper, batterier, fars læsebriller, rhododendron allerede før den var kommet op af jorden, mors middagstabletter, det meste af farmors mågestel og metervis af toiletpapir og tre af naboens vovser i rap. Og sådan er jeg jo stadig, men på en mere åndelig måde, selvom jeg tidligt forlod teologien, og ikke, som påståes, blev smidt ud, jeg var faktisk holdets fremmeste. Men nok om alt det. Det første jeg husker om tante Ellen er hvordan hun sluprede suppen ind, slet ikke lydløst og ordentligt, som jeg havde lært det derhjemme. Så stak jeg jo hende en lussing, hvilket jeg igen fik en lussing for, og da gik et og andet om systemers relativitet og medfølgende skrøbelighed op for mig. Men nok om alt det, jeg overvældes så let af for megen fortid, og plænen slår som så meget andet jo ikke sig selv.

Rapport fra Paris. Andy igen.





Det går helt galt det her. Kan godt selv se det. Drømte at jeg tog toget til DDR. Det var en tilfældighed, valgte den forkerte dør og var pludselig på vej. Meget smukt tog ellers, lyse farver, meget rent og venligt, ikke særlig stort, næsten ingen passagerer, men der kom hurtigt flere og flere, jeg ved ikke hvorfra, vi stoppede ikke ved nogen stationer. Det kunne også have været en færge. Konduktøren kom, schnurrbart, bryskt udseende, brandmajor eller prøjsisk general, jeg blev lidt nervøs, havde jo ingen billet. Jeg fortalte ham, at det hele var et uheld, havde bare valgt den forkerte dør, og så var toget allerede forlængst kørt. Konduktøren grinede hjerteligt, flink fyr, ingen problemer. Nogle af passagerne brød ud i musical, der blev serveret kulørt champagne, jeg forstod ikke helt, hvad der foregik, men nød det, det var dejligt, her lever man livet. Senere, efter ankomsten, var jeg nødt til at flygte fra nogle grumme ørnevæsner henover en stor, kold plads, der var ikke sat hegn op ved en afgrund midt på pladsen, en slags monument. Men det var kun en kort overgang, så var jeg i dejlige kolonihaver, hvor jeg købte en meget dyr, men også meget lækker chokoladeis. Her var det jeg vågnede, morgensur, ondt i hovedet, ækel varme på værelset, dårlig ånde drev i giftige skyer rundt mellem væggene, klistrede til møblerne, mine ben, det hele. Gik på café, hvor jeg uheldigvis kom til at rave nogle unge pariserinder mellem benene, bestilte kaffe, mere kaffe. Og sådan gik den dag sådan set. Jeg kommer ikke så langt med mine studier af alkymiens mysterier, jeg holder ferie, er småbange for at blive syg, der er noget i luften, man ser den ene efter den anden falde om på gaden, gå i opløsning, rådne væk før man får gnedet øjnene, taget et sug af cigaretten. Jeg burde nok tage hjem hurtigst muligt.


Lille dyr i formalin, Galeries d'Anatomie comparée et de Paléontologie, Paris


Skulptur, Basilique Saint-Denis, Paris.


Objet trouvé


Den nye by



On returning/I can't believe/that this (tired?) world is still/turning (burning?)

Det er en overdrivelse,
helt klart. Som at blive født
igen, komme tilbage til byen
man forlod. At krydse
jernbanesporene, nikke
til det gamle birketræ, egernet
histoppe - jeg kendte din mor

Og videre ned

ad gaden som stadig bare
fortsætter 'oblivious to horizons'
som den gamle mand
sagde og spyttede
i sin spand
hvor dagens fangst
endnu sprællede her på kanten
af kniven, stegepanden
etc.

Hvor kom jeg fra? Solen

er så stærk i dag, gad vide
om jeg nogensinde kommer ud
herfra

Havde vi ikke

ørkenrotter dengang?
Ja, eller det vil sige: det havde du,
dit svin.
Det var ikke særligt
pænt sagt, min ven.
Nej,
undskyld,
men rotterne var dine,
de holdt mig
vågen hele natten,
når de forsøgte at slippe ud,
mens du sov
- desuden stank de, og jeg mente faktisk at du var død: ulykken,
du ved,
dit ansigt blev
flået af, de fandt det
flydende omkring på skovsøens
stille vand

Jeg åd

dine skide rotter
åd dem rå, det var vinter
og så koldt, jeg kunne ikke se 
en hånd for mig, pels og knogler, øjnene
smældede mellem
mine tænder
man skal jo
leve

Og ja, jeg kneppede

din kæreste, hun var så ulykkelig, kunne ikke
komme sig over tabet, det er sandt,
hvad du sagde,
at hun tager den i røven

Lad os lægge det hele

bag os, lad os tro
på noget større, en mere
smilende by

onsdag den 28. august 2013

Svinklovene. Havgus.


Sårn gonzo-agtig reportage. Andy.


Cahier de Paris

 



Jeg stod op og brækkede mig på gulvet, betragtede hvordan galden blev opsuget af det gamle, stikkende, nedslidte gulvtæppe. Lorteværelse, tænkte jeg. Rengøringsdamerne får noget at lave i dag. Får de måske ikke penge for deres arbejde? Så tog jeg trapperne, alle ti etager i fem skridt, det var en god dag, jeg havde det fint, tømmermændene gjorde blot alting mere klartglinsende, som, ja ved ikke. Åh, jeg var lykkelig, stak dørmanden en femmer og kneb hans kind. Croissant, croissant, tænkte jeg, og: kaffe, kaffe. Det fik jeg i en café og sad og røg min cigaret der. God tobak, dejligt vejr, dameben über alles, smukt bølgende hår, åh, jeg var frisk på det hele. Forår i Paris. Jeg vil aldrig andet. Det har jeg fået tatoveret. Aldrig. Alle elsker mig. Solen skinner. Den elsker mig. Kirkerne elsker mig, deres klokker ringer mit navn. Så jeg så ikke en lille ussel hjemløs som lå og ormede sig i et blomsterbed, bad om penge og kærlighed. Jeg gav ham kærlighed. Det sagde jeg til ham, og snittede lidt i ham, så indvoldene faldt ud på fortovet badet i forårssolen, glinsende. Jeg fotograferede og fotograferede de smukke organer, indåndede de lækre dunster, I skulle have været der, men man kan jo ikke få alt med, vores kroppe begrænser os så grumt, og vanehjernen, den lille stupide rekrut som vil sno sig, løbe maraton på sine knæ hvis sergenten siger det. Ikke mig. Jeg vil det hele. Jeg vil være fuldkommen. Er det faktisk næsten. 99%. - I øvrigt har jeg intet imod de fattige, de undertrykte, dem som lever på gaden og må tigge sig til dagen og vejen. Jeg har masser af empati, er fuld af næstekærlighed, giver faktisk tit en skilling til velgørende formål og den slags. Det var bare i dag. I dag gad jeg ikke. I dag ville jeg være fri. I morgen er jeg flink og sød igen. Det var bare forårsvejret, det kom på mig, jeg blev lidt bims. Og så den stærke franske kaffe, og kvinderne. Det er ikke let at være menneske. Jeg tænker over det hver dag. Hvordan jeg skal være det. I morgen. Nu bliver jeg helt trist og led ved det hele. Det begyndte ellers lige så godt (det indser jeg så straks, at det faktisk ikke engang gjorde, jeg er et hæsligt, udueligt menneske, jeg ønsker den offentlige hængning genindført, så man kan gøre et eksempel af pak som mig, lad kragerne æde mine øjne, lad mine medmennesker spytte på min solsvedne krop, miderne æde mine organer, lad mig overgå til den store cyklus, mit billede holde småbørn vågne i den iskolde nat med fremtiden truende i horisonten, de små stakler, myriader af dem, jeg hader dem, elsker dem, der er kun kærlighed).

.....


Måske er jeg i en slags bedring. Da jeg kiggede på mit selvportræt som de gode folk og mine altid forstående Foresatte, havde lagt ud på deres pragtværk af en blog, gik det op for mig, at jeg må være i en tilstand af metamorfose. Reinkarnation ligefrem. For jeg tror jeg har været død i længere tid, og nu, gud ved hvordan, er genopstået. Alt dette overgår min fatteevne, men jeg kan betragte det som sker. Jeg vedlægger denne gang et billede af min hånd, som viser det samme fænomen, en ny hud vokser ud på den gamle, døde. Og det samme foregår indad, men dette kan jeg ikke fotografere, kun mærke. Også min hjerne, og det man kalder sjælen, må være i samme proces. Om der så overhovedet er noget tilbage, når forvandlingen er fuldført, ved jeg ikke, vi får se. Det kan godt give problemer, når jeg skal med flyet hjem det her. Kære Foresatte, og andre som læser dette: Jeg beklager alt dumt og skrækkeligt, jeg måtte have sagt og gjort i fortiden - nu og i fremtiden skal I ikke mere tåle den slags fra mig. Jeg ville gerne skrive mere nu, men må ud at gå rundt i byen med mine nye øjne. Eller: helt nye er de jo ikke endnu, men midt i forvandlingen. Jeg føler at dette er et meget priviligeret sted at befinde sig. Jeg var lige ved at skrive: i mellemkødet, men det er frygtligt plat, og minder alt for meget om sådan noget mit gamle jeg ville skrive. Undskyld. - Nu vil jeg gå op i Parc de Buttes Chaumont og gøre mig nogle notater om den drøm i armeret beton man der har bygget: bjerge og grotter af beton, træstammer, sivhytter, alt i beton. Det var midt under hausmannismen i midten af 1800-tallet, hvor man også ryddede store slumområder og byggede brede boulevarder (et ord som i øvrigt etymologisk kan føres tilbage til det nordiske ord: bolværk), altså der hvor urbanismen virkelig tog fart og man fjernede sig uigenkaldeligt fra naturen. Buttes Chaumont kan altså ses som en længsel efter naturen. Man flytter den ind midt i byen: der er blevet for langt 'ud' til den. Surrealisterne var i øvrigt vilde med den (parken). Nå, jeg forløber mig, men det er så herligt og voldsomt det der sker med mig, som et forår efter et årtis isvinter. Jeg er helt summende i hovedet som jeg ved ikke hvor mange små søde bier og kolibrier og andet smukt og godt. Åh, verden, åh lykke, at dette virkelig sker med mig. Af sted, op i parken, I hører snart mere fra mig. Alt godt. Jeres hengivne.


Gl. brev fra Andy fra Emignoergaard Centret for Forskning i Verdensgåderne til den unge aspirant Ole:

Ole. Min nye ven. Du kan stole på at jeg bliver din vejleder med det hele, når du kommer til Emignoergaard Centret. Jeg har allerede været inde i Troels og Lars Bos Kuppel (det hedder deres kontor med de mange flotte skærme og udstyr, hvor man kan få et glimt af alt det de følger med i i hele verden på samme tid. Det er lidt ligesom en fjernsynsstation, men er meget mere end det, fordi de har brudt mange af naturens koder, så der ikke er nogen grænser som holder dem tilbage. Hvis de lige vil se hvad en eller anden hval drømmer om i Stillehavet, så trykker de bare på en knap, og vupti, eller hvis de vil vide noget om væsner på en anden planet, hvad de er for nogen, så trykker de på en anden knap, og vupti, så ser man med det samme nogle sjove væsner med øjne som ligner mælkebøtter og de har ingen mund, men de snakker med hinanden ved at gnide øjenkronbladene imod hinanden, og det lyder både sjovt og som smuk musik. Alt sådan noget kan man opleve. Men kun hvis man har fået tilladelse ved at have gjort alt efter punkt og prikke og mindste fingervink fra vores ledere (som hedder venner her). Som aldrig kunne finde på at skælde ud eller overtræde grænsen. De ved hvad de gør lige til det sidste punktum og komma.) Jeg har allerede været derinde og fortælle dem om dig Ole, at du var en frisk dreng af det rigtige stof. Og de nikkede og smilede. Men de vil stadig gerne se fotografier. For så kan de aflæse din aura fra billedet. Auraen er en slags lys som almindelige mennesker ikke kan se, men som stråler ud fra dit indre, og som de kan læse om du er helt i orden og som du skal være fra. Måske kan du selv lære den teknik, hvis du er meget flittig. --- Jeg er sikker på at du godt kan komme til at lave kunst ligesom Troels, han lærer fra sig hver søndag. Så står han i sin flotte hvide malertrøje med fire cigarer og viser alle hvordan man kan male de dejligste farver, så man næsten ikke tror sine egne øjne, jeg har med mine egne to øjne set ham male farver som jeg slet ikke troede fandtes. Og han kan også tegne dyr og ting fra den virkelige verden, som man slet ikke vil tro på først, men det er helt sikkert, når han maler det. Du må selv komme og se det, for man kan ikke skrive det i et brev, så utroligt er det.
Du skal kun komme med dig selv som du er, når du kommer. Men altså først lige nogle billeder, og lidt mere om dig selv og hvem du er i følge dig selv. Hvor gammel er du, og bare alt hvad du kan øse af dit friske hjerte direkte fra hjertet.
Alle bedste hilsner fra "Andy". Og også direkte fra Troels og Lars Bo.

  • Jens Ole K. Krantz Flot. Kunne de finde ud igen? Engang var jeg faret vild i en indisk tigerskov sammen med Oberst Lasse Bo Nørdegaard, fordi han var ude og lede efter en gammel mand som vidst alt, troede Obersten, om sjælen og universet og snak, men den gamle mand røg bare masser af hash og så lidt vild ud og skræmt Obersten væk, selvom jeg forsøgt at holde fast i ham, og trøste og sige at der var ikke noget farligt, havde han aldrig været på Christiania, måske, det var det samme, bare i en skov. Men Obersten gik amok og skreg og høl og faldt ned i en kæmpe myretue og endnu mere hyl og så skvatted han ned over en skrænt og ned i en flod og så var vi lissom lost. Men jeg fik os ud til civilisationen igen, og så tog vi flyet direkte hjem. Obersten har det lidt bedre nu.

Lasse


Lassenote 1

optagelserne starter i paris på onsdag. har hørt at kuren er østers og champagne, sniffe lidt pulveriseret unghjerte, blæk vil blive skudt ufortyndet ind årerne.
Om en uge er jeg eiffeltårn.

Lassenote 2

......
Jeg blev vækket af lidt klynken sidste nat, og syntes det lød lidt som Rasserdrengen. Jeg var på vej ud i baggården for at tjekke, men så havde det sneet, og jeg blev osse pludselig så træt. Ville ha kigget i dag, men det har vist sneet igen.


...........

Lassenote 3

Kære, jeg har meget travlt for tiden, den skide vulkan, men jeg er jo den eneste med forstand på den slags, og har også et vist ansvar: den lille voodoo-seance udført af mine små ’missekatte’. Jeg kan se på en af dine statusopdateringer at den har haft effekt, hudcellerne forlader dig, helvedesild er ikke sjovt.
 Men har haft Præsidenten i røret og han vil gerne besøge mig, vi skal på den årlige tour, så nu er det ved at være nok med den polution af luftrummet, hvis det ligesom siger dig noget.

Jeg kommer snart forbi. Forhold dig i ro. Og henviser så også til din evindelige grublen, hubbabuba, skumfiduser, er hvad jeg kalder det). Lovbogen: forældet tro på monarkiet, lov og orden ('vi lever altså i et retssamfund' - jaja min kære). Kartonen: Har indeholdt syntetisk sveskejuice, koden er på vej.

onsdag den 21. august 2013

Not so much: Who are we? But: What are we made up of? And how does it work? And what do we make of it? And what use can we make of it? And what can we do with that? And should we? And why should we? Or should we not?

It’s ok to make parallels, parables, if relevant. It can certainly shed some light over things. And reveal the many differences in this thing we call our reality. That’s how we move, how we should move, through our lives, with our blind spots and occasional clear sights. Through forest and over beaches, over heaths and through deserts and cities, over mountain ranges and rivers, towards our eventual horizons.

There’s a ‘Z’ in horizon, I don’t find that to be a coincidence, at least I find it quite meaningful, even beautiful. ---- (figuratively with all its connotations, as well as phoneticly with all its connotations)  .


fik mail fra katty-pigen i dag. blev så glad osv., at jeg vil dele den med jer alle sammen, hele verden:

Compliments of the day to you. I am katty by name I am single however how are you,hope you are fine I went through your profile and i read it and took interest in it,if you don't mind i will love to know you much better , please i will like you to send me a mail on my private email [...] included,so that i will tell you all you needs to know about me and a picture of myself.i do believe distance and colour will not be a barear between us,hoping to read from you,thanks and God bless .a Best Regad katty. please don,t reply me through this face book,write me directly to my box [...] 000000000______0000000000______00000­0000000 ____000__________I LOVE__________000___ ___000____________YOU____________000__ ___000___________FRIEND__________ 000__ ___000___________THANKS__________000__ ____000___________FOR___________000___ _____000_________KEEPING_________000____ ______000__________MY_________000_ ____ ________000______HEART______000__ __ __________000 ____SAVE_____000____ _ ____________000__ KISS__000______ ___ ______________000 U 000_________ __ _________________I LOVE U___________ _ ___________________ BYE__ <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<
Note to self:

Glaspest
Knogleskørt


Jeg kan ikke beskrive det hele; fårene flygter i alle retninger, hvad er det for en fugl som flyver foroven, en gås eller hvad, nej, en svane, nej, jeg har aldrig set sådan en fugl, en grib, hvad fanden er det for en fugl, ulven bider hyrden i halsen, hans øjne er vilde, han bryder sig ikke om at blive slået ihjel, 

han har en klokke i livremmen.

Klippe (udsnit)



Den sproglige oprindelse er ifølge Dan Hemming: "Guldhornenes tale" relateret til udsagnsordet klippe (som med en saks), idet opragende klippepartier i havstokken klippede hul i bådene. På samme måde kommer skær (klippeskær) af skære, igen med bådene som dem, der blev udsat for skæring. Her afspejles, at klipper almindeligvis forekommer i kystzonen (kystklipper, klippekyst).

(fra wikipedia.dk)

tirsdag den 20. august 2013




Mine ben er 
blevet alt for lange
jeg har brug for 
mere jord

.



mere jord

elitetropperne

 Der zoomes ind. Hårde, sorte kroppe. Tættere på. De ligner kampvogne, så hårde. De holder  knyttede næver op for ansigtet, næverne sprøjter gift. Næver hele vejen rundt. Tættere på.

 Myrekroppens mikroarkitektur, overraskende at mennesker farer rundt der, arbejder, vedligeholder 
...   

men helt friske, helt rene, ingen forrådnelse, ingen mider
lå der bare, …

...
              Og vi så en lille bro, en lille stenbro over en lille flod, den var overgroet af planter, blomster, grønt, rødt, lilla, gult. Den sødeste bro vi nogensinde så. Og den syntes at hviske til os. Ved ikke hvad. 
  Lokkede. Den lokkede os. Men man skal ikke gå over en sødt hviskende bro. På den anden side finder man intet sødt. 

....
    
  Jeg fik lyst til at slå ham, vælte ham bagover, se om han har masse, om han kan føle smerte.

...

 – Og Alvin, hvor fanden er Alvin? Får en fornemmelse af at han står et sted her i nærheden og tager billeder. Jeg bliver holdt for nar.  
Som dengang, også i Paris, hvor jeg gik op i Parc de Buttes Chaumont, og jeg kunne se folks kranier, de skinnede gennem huden.
 Universet er knogleskørt, har glaspest. 

Det kan ikke være sandt det her. Jeg nægter  

...

 fokusere 



fredag den 16. august 2013

LOOK NO FURTHER



Færdigt arbejde

Nej, jeg mener det. Mine ben er blevet alt for lange, jeg vil have mere jord. Min computer er gammel, den er langsom, den stinker og vil gerne dø, men den får ikke lov. Jeg nægter. Jeg forsøger at skrive noget her. Forsøger at skrive noget her. Her. Min computer er frygteligt langsom. Det er det jeg gerne vil sige. Mine hænder er uhyggelige, jeg elsker dem, de danser for øjnene af mig. Hver for sig, sammen, vi kender det, dag ud og dag ind, alle de døre, entréer, åh, nu tænker du nok på soveværelset, men du kan glemme det. Glemme det, siger jeg. Skriver. Det er ok at gå i stå. Det er ok at være langsom. Jeg er langsom. Jeg siger ikke at jeg er grundig. Skriver. Jeg er sløv såmænd. Men det er osse fordi jeg har den her angstlidelse. Eller. Jeg tager medicin. Well. Og jeg har en tunge. Jeg drikker danskvand. Som om Bille August gider filmatisere den slags. Men min ryg er smadret. Jeg vil bare gerne dø. Jeg hedder Jan og er blevet væk. Jeg vil gerne bare. Hvad. Bare sårn. Nu spiller musikken. Rytmerne. Du hører dem ikke. Men de er der. Hvad er det du siger. At jeg har brug for hjælp. Ambulancen er lige om hjørnet. Vi venter sammen. Vi er her. Vi hader dig ikke. I nat drømte jeg at jeg så en practical joke gennem et overvågningskamera. En messe for alternativ behandling, man kunne deltage i yogaøvelser on the spot. En kvinde melder sig, begynder at følge instruktørens bevægelser, men hun bliver mere og mere, hvad skal jeg kalde det, æggende, hun begynder at tage sit tøj af, og mænd træder op og begynder at kneppe hende, flere og flere mænd, stadigt hårdere sex, et bunkepul, hendes hul er enormt, som kusse og røvhul i ét. De griner, gulvet flyder med sperm og kussesaft, yogainstruktøren på herrens mark. I drømmen spørger jeg mig selv hvad fander der foregår. Det er en joke. Skjult kamera. Åh, at snyde andre mennesker, virkeligheden er så skrøbelig. Hjerne er toptunet illusionsmager. Vi vil så gerne tro. Vi vil så gerne. Jeg vil alt. Bare fortæl mig, hvad jeg skal gøre og. Senere en myretue, den blev sønderknust, en kataklysme. Genopbygningen. Dronningen udvælger sig de myrer hun vil parre sig med, de gode gener, elitetropperne. Der zoomes ind. Hårde, sorte myrer. Tættere på. De ligner kampvogne, så hårde. De holder det som ligner knyttede næver op for ansigtet, næverne sprøjter gift. Næver hele vejen rundt. Tættere på. Myrekroppens mikroarkitektur, overraskende at mennesker farer rundt der, arbejder, vedligeholder myren. Hvad skal vi. Dørene lukker. Det er sindsygt vigtigt. Det er lige nu og her. Ellers forsvinder vi, alt. Jan og 18 andre personer synes godt om dit billede. Jeg kan ikke beskrive det hele; fårene flygter i alle retninger, hvad er det for en fugl som flyver foroven, en gås eller hvad, nej, en svane, nej, jeg har aldrig set sådan en fugl, en grib, hvad fanden er det for en fugl, ulven bider hyrden i halsen, hans øjne er vilde, han bryder sig ikke om at blive bidt i halsen, han har en klokke i livremmen. Det er nok slut. Slut.  

onsdag den 14. august 2013

Endelig anerkendt! (fra TB's FB-profil)