lørdag den 22. juni 2013

kværne, kværne

jeg savner min kæreste. det er ikke længere siden end i går, at jeg så hende sidst, og jeg vil tro at jeg ser hende igen i morgen. men forelskelsen er så frisk og så ny, jeg kan ikke finde ud af at være alene, uden hende. sidder og læser i laugesens 'anarkisten i fandens hus' som jeg gav hende, den nye kæreste i fødselsdagsgave i torsdags. egentlig er det tekster af céline i laugesens oversættelse og sammenklipning, et stykke teater. min kæreste er kommet ind på dramatikeruddannelsen i århus, og så flytter hun jo derover. det gør jeg så nok osse inden et års tid er gået eller så, for langdistanceforhold er noget lort. jeg er lidt manisk i dag. min kæreste serverer til et bryllup mellem en jøde og en ateist, så foregår brylluppet på jødisk maner. hvad vil jeg fortælle. ikke noget, bare fortælle. jeg har ingen ro. så skriver jeg. hvis nogen vil lytte, så fint, hvis ikke, så osse fint. jeg er sulten, tænker på om jeg skal bestille en pizza, men gider ikke rigtig, tænker på om jeg skal bestille en burger, men har ikke rigtig lyst, hvad skal jeg så bestille. måske bare gå ud i aftenen, vi er allerede på den anden side af årets længste dag. i morgen er det præcis 1½ år siden at far døde, to dage efter at han faldt ned ad trapperne derhjemme i mit barndomshjem og slog hovedet for hårdt til at han kunne overleve det. to døgn senere døde han, ti minutter efter at vi havde slukket respiratoren, ti minutter over midnat den 23. december 2011, det gør stadig ondt. andre bor i mit barndomshjem nu, går op og ned ad den trappe. min bror gik lige ud af døren, jeg vil osse gå ud. føler at jeg er kommet lidt for langt væk for skriften, har gået rundt og været forelsket i lidt over en måned nu, så er der åbenbart ikke så meget at skrive om. så gør det ondt at vende tilbage, komme i gang igen. ordet 'gang' og ordet 'ganges' (den indiske flod, red.) har samme rod. floden flyder, bålene brænder. yes. ved ikke om jeg har lyst til at publicere det her. det gør jeg, og fortryder det sikkert om lidt, når jeg er gået ud, står nede på grillbaren og bider negle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar