torsdag den 23. maj 2013

og endnu et brev. igen i det næsten-for-autentiske felt




Sad lige og forsøgte at komme i tanker om, hvad jeg kommer i tanker om, når du nu nævner det med at slå græs og så dukker der billeder op. Og så kunne jeg ikke se andet end noget græs, og ligesom høre en lyd for mig. Og tænkte at, nåja, sådan fungerer det jo netop ikke: Jeg kan ikke sådan sidde og tvinge erindringer frem, det må ligesom komme af sig selv. For ellers, ja ellers hvad? Ellers ku det jo være at det slet ikke var nogen ægte, autentisk erindring som dukkede op, men en man sådan havde fundet lidt på, fordi man jo så gerne ville erindre noget. Og her er så så mange faldgruber, at jeg bliver træt, bare af at fornemme dem. Nuvel, nuvel. 

Så dukkede for et par sætninger netop min far i en liggstol på terrassen op, der sidder han med en eller anden krimi eller biografi om en statsleder, og det er sommer og mor har lige været der med solcreme og en hat, for fatters isse var nøgen og ku så let blive skoldet. Husker det jo nok, fordi jeg var pissesur over at han sad der og lænede sig tilbage, mens skubbede maskinen af sted og rundt og rundt. Eller så jeg mere dybtpsykologisk noget om min far og hans forhold til min mor osv, uden at helt forstå det (kunne formulere det), noget med en skrøbelighed måske. Eller det hele på én gang. Eller det er bare et typisk sommerbillede fra familielivet i barndommen, og det er trygt og godt og fuglene kvidrer og ingen skal nogensinde dø. Hov, der var den jo igen, den med skrøbeligheden. Jeps, idyllen er truet.  - --- - -   Og ville lige skrive noget mere om det, men så kom føromtalte Wolledreng herind og inviterede på en film og et bette glas rødvin.  ... Har du i øvrigt et mobiltelefonnummer, som jeg kan komme i kontakt med dig på, nu hvor du kommer her til byen? -- Du har vist mit, right? 61101386. nu har du. Slå på tråden. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar