lørdag den 18. maj 2013

Mig i en herlig dytbil. Foto taget af Tor Jonsson. Det var i 2007. Vi kørte Han Herred tyndt den sommer, og lavede efterfølgende udstillingen 'Mysterieklubben: Kort over Han Herred' i Klim Kalkovn. Det var tider, det var et eventyr.


















Peder Frederik skrev dengang det her om udstillingen: 


MYSTERIEKLUBBEN

Af Peder Frederik Jensen, forfatter.



Hver lille ting bærer alt i sig. Hvert motiv er flertydigt. Hvert ord har en spaltet kerne. Historien om at ende i en kalkovn på kanten af Danmark.


Oppe ved Jammerbugten, i det nordvestlige hjørne af Jylland, ligger Han Herred med bondeland og svinebrug der strækker sig fra Aggersundbroens markeringer af kommunalhistoriske amtsgrænser, til Blichers, Seebergs og senest Naja Maria Aidts Bulbjerg. Herredet i hjørnet betyder det i sin oldnordiske rod. Det er Kutterland. Bunkerland. Udkantsland hvor Danmark netop lige hænger på sit hængsel. For tusind år siden var her hav. Fra Thys kyster har datidens beboere set efter sæl, har datidens mennesker sejlet ud for at fiske. I Han Herred ligger Klim. I Klim ligger der en tankstation af den filmiske slags. En wild west location af de store med et enkelt forvitret skilt og en stander. Næstefter tanken en smal uanselig vej med dovent kvæg, et parcelhus lidt væk og et sted på højre hånd noget så absurd som en indhegning med vildt. Som en ophævelse af sig selv går de chokmodne rådyr omkring bag et strømførende hegn. De kultiverede bukke ender som vildtpølser uden nogensinde at have sprunget højt mellem tuer og træer, uden at have gennemtrawlet korn og stubmark. For enden af vejen et tårn. Tårnet er en skorsten, stedet er en ovn. Et muret stykke industrihistorie, bygningen, ovnen hvor man helt op til tresserne brændte kalk fra bruddet et sted ude ved kysten. Processen foregik ved uhørt høje temperaturer, for at kalken kunne anvendes til kalkning af pæne bondehuse og præstegårde. Ovnens skorsten står i landskabet som et fyr eller et vældigt kanonløb rettet mod stjernerne. Et buttet rør omviklet med rødmalede og overdimensionerede spændebånd i jern. Fjedre der har skullet holde på varmebulder og tryk indefra.

I denne fantastiske ovn holder Mysterieklubben til. Det vil sige, at den svenske kunstner og fotograf Tor Jonsson (Glasgow School of Art ´08) og Forfatter Lars Bo Nørgaard (Forfatterskolen ´06) der er født og opvokset på egnen men som er bosat i København, frem til midten af august har lånt stedet til at udstille deres kunstprojekt, deres afsøgning og undersøgelse af et sted, et landskab, en kultur, et krydsfelt i det jyske, hvor bunkere i beton synker og taber funktion, hvor skulpturer dukker op i skovens indre, hvor landskaber og samfund afsløres under gulvbrædderne. Hvor Limfjorden og Jammerbugten fra hver sin side konkurrerer om at sætte dagsordnen.

Deres projekt er en undersøgelse. De har gennem lange ophold i Han Herreds natur og blandt udvalgte beboere i området, ført en leg med fantasien og den anekdotiske virkeligheds muligheder, men også en afsøgning af det uvirkeliges tiltrækningskraft – af myter og underverdner. Både bevidsthedens, landskabets og kulturens. En undersøgelse der videregives og formuleres til den besøgende ved brug af alverdens medier.
   Fotografiet og teksten er gennemgående med sidstnævnte som markør og ledetråd til førstnævntes motiver. Det er ikke blot en fotoudstilling med lidt katalogtekst og titler. De smukke og indholdsrige fotos har sine begrænsninger. Udtrykket kan ikke indeholde den ambition, der er sluppet løs i kalkovnens indre. Der må genstande til. Relikvier. Vidner fra rabat og skovbryn. Pindsvineskelet inklusive pigge, beholdere, fugleknogler, skulpturelle sten, huskesedler og halvt opløste efterladenskaber fra mennesker og dyr. Indsamlede og registrerede som markører og døre ind til den verden der arbejdes med.
   Der må lydcollager til, afspillet i ophængte høretelefoner. Der må video til og lys. Der må bygningen til. Der må skorstenens indre ujævne flade til og andre vejvisere.
   Et sted funkler en stjernehimmel i brunt papir. Nåleprikket dækker singaduspapiret et ovalt vindue og adskiller derved verden udenfor og udstillingens indre, som en membran der befinder sig mellem det rationelle og almindelige ude og det følsomme inde. Mellem det forklarlige og det sansede. Man står og ser lyset strømme gennem de små huller, og ind i udstillingens såkaldte kontrolrum der ellers er dækket af udkast og noter og kontaktark og løse skitser.
   I digtningen kan himlen være et kistelåg. I Klim Kalkovn er den på mere romantisk vis drømmerens landskab, og drømmen er fuld af muligheder. Som sådan er alt i Mysterieklubregi flertydigt.
  
Udstillingen er formet efter bygningens muligheder og begrænsninger. En række kasematlignende rum ligger ud fra ovnen som fingre. Hvert af disse rum syntes at have et tema. Ophængningen og genstandene følger et af de mange spor, kunstnerduoen har fulgt. Som den lille tekst der fortæller om en ældre kvinde, der altid har boet så nær ved havet, at hun har kunnet høre det, men som aldrig har set det. Ikke fordi hun er blind, men fordi hun ikke har kunnet se meningen i at gå derned. Hun har vidst, at det var der, og det var nok. Der er et stort nærvær i den lille installation der følger fortællingen – et bord, et chatol, en salme trykt på et ark papir. Genstande i halvt åbne skuffer. Man hører havet fra en båndoptagelse. Det er som om et ur tikker, men der er intet ur. Kun havet og følelsen af den gamle kone – af at hun faktisk er der, er til stede.  
   I et andet rum ligger en dynge kalk. Det vrimler med fodaftryk i det sammenpressede hvide. Historie og mennesker. Alt bliver urtid – bregne og skildpaddeagtigt. Skorstenen, jævne bønder og ufaglærtes arbejdsplads, er blevet forvandlet til et Albert Damsk tårn gennem tiderne.
   Ude på marken står kulturvildtet og gnasker. De bliver snart til pølser. Inde i ovnen bliver der gnasket på kunst. Vi gnasker på flotte fotos og fin tekst, mens vi skyller ganen i lokal klitrosesnaps og Thy Bryghus’ Porseguld. Hvem sagde minimalisme? Det her er nysgerrighedens domæne. Alt er stort og vildt og spændende. Intet er som vi tror. Alt er større og vildere. Mysterieklubben er et forsøg på at tæmme alle lopperne. At få verden til at sidde stille bare et øjeblik, bare lige til det skide billede er taget, og vi kan få det i glas og ramme, op på sømmet som det efterfølgende kan falde ned fra og splintres og igen skabe billeder, som ”altertavlen” i midten af alt dette. Et maleri á la Brølende kronhjort ved skovsø som duoen havde efterladt et års tid i en mere end fugtig bunker ved Svinkløv. Et maleri der blev hentet frem fra det mørke, klamme dyb som en særlig flaske årgangsvin eller en grubeost, frem i lyset med det lugtende olielærred, hvorpå grå og grøn mug havde formet et nyt landskab på landskabet, noget levende på det døde, et ikke definerbart sted på det fastlåste og stiliserede.

Udstillingen kan ses i Klim Kalkovn, Klim, hver dag 10-17 frem til den 16/8-08.


Og vi var i Nordjyske:
http://nordjyske.dk/nyheder/paa-fantasiens-vinger/0a8e464f-2253-405b-a26d-15cb55ee7699/4/1513

Ingen kommentarer:

Send en kommentar