onsdag den 1. maj 2013

Lille skitseting

Der havde Geoffrey så stået og bappet på sin pibe, forsvundet, det evindelige forsøg på at se Kong Arthur for sig, at fremkalde et klart og troværdigt billede af ham, skæg eller ikke skæg, brune øjne eller blå, det var umuligt, de var nok blå, nej, brune, men hvor gammel skulle han så forestille sig ham, Arthur som ung mand, som bitter olding, hvordan, i krig, under slaget eller efter, det var efterhånden dagligt, at Geoffrey plagede sig selv på denne måde. Og så stod hun der, lidt væk, han så hende i profil, så overnaturligt smuk i sollyset, billedskøn, som man siger. Hun stod og undersøgte sin hånd, hvad kunne det være, han var straks hos hende, spurgte om han kunne hjælpe med noget, blodet flød fra en finger ned over hånden, ærmet på den lyse lette sommerskjorte hun bar sugede det til sig, en dybrød plet bredte sig langsomt. Hun havde forsøgt at fjerne noget død hud fra sine flossede neglebånd, men havde været for voldsom, havde revet hul, hun suttede på fingeren og smilede generet, han var ved at miste balancen, da han sagde, at det var fordi hun ikke drak nok vand, flossede neglebånd er tegn på væskemangel, det lærte jeg af en tidligere soldat, som jeg arbejdede sammen med i postvæsnet. Efter tolv år og et par udsendinger, havde bl.a. samlet kropsdele op efter en mislykket sprængning af en bro i Bosnien, var det gået op for ham at det ikke var noget for ham, at han aldrig havde haft lyst til at være soldat, sådan var det bare gået, han var god til det. Nu var han så postbud, en mellemstation, og han var blevet spirituel, lavede fraktalanimationer på sin computer i fritiden, røg for meget hash, chantede når han cyklede af sted gennem regnen, AUM, en smøg i kæften, den tunge, tunge cykel, altid overlæsset, ruterne var for lange, et computerprogram havde regnet dem ud, hvor mange adresser kunne et gennemsnitsmenneske klare, på hvor lang tid, nej ikke et gennemsnitsmenneske, et idealmenneske, det hellige almindelige postbud. Og de forbandede reklamer. En dag i december vejede hvert bundt et kilo. Man havde femhundrede adresser. Det giver et halvt ton reklamer. Forestil dig at slæbe det ud. Et halvt ton. Man smadrer ryggen, knæene, tæerne. Og de fleste reklamer bliver overhovedet ikke læst, ryger bare direkte ned i affaldscontaineren i løbet af et par dage, så kan skraldemændene slæbe dem væk igen. Den dag med det halve ton reklamer, var der en kunde som overfaldt mig. Hun var rasende over den enorme mængde papir, jeg smed ind gennem hendes brevsprække. Jeg forsøgte at forklare, at det var hendes eget ansvar, at hun skulle gå ned på posthuset og framelde sig reklameordningen. Hun ville ikke høre. Hun bad mig vente, forsvandt ind i lejligheden og kom ud igen med en måneds reklamer. Her, sagde hun, tag dem med dig tilbage. Jeg nægtede, det var ikke min opgave. Da jeg vendte mig om, og begyndte at gå ned ad trapperne, kylede hun hele læsset efter mig, så jeg var tæt på at falde omkuld. Jeg skulle have meldt hende, men gjorde det ikke. Hvorfor ikke. Jeg var så vant til den slags. Møgfald hver og hver anden dag, det hørte med til arbejdet. Det var ikke mig de skældte ud på, det var uniformen, hvad den så end repræsenterede for dem. I det hele taget var jeg nok for flink, jeg er altid alt for flink, så bange for at fornærme, støde, såre, det hedder at være konfliktsky, det er reaktionen jeg frygter, repressalier, én gang gav jeg udtryk for min utilfredshed, én gang blev jeg vred, og åbnede kæften; jeg var kaldt til samtale på postmesterens kontor, jeg skulle have en advarsel, fordi jeg var kommet for sent på arbejde i alt tre gange i løbet af en måned, skete det igen i næste måned, ville jeg blive fyret. Det undrede mig, jeg kom ikke for sent, ikke meget i hvert fald. Så jeg bad om at få at vide hvor meget det i alt drejede sig om. 12 minutter, fordelt på tre gange. Den måned havde jeg arbejdet omkring 15 timer over. Og nu skulle jeg have en advarsel, fordi jeg var kommet i alt 12 minutter for sent. 4 minutter, 3 minutter og 5 minutter. Postmesteren bad mig tænke på, at det jo gik ud over mine kollegaer, når jeg kom for sent, at så måtte de klare mit arbejde, mens jeg var væk. Jeg spurgte om det drejede sig om at hælde min kaffe op for mig, om det var det, mine kollegaer måtte gøre for mig, eller pisse for mig, ryge en halv smøg, sige godmorgen og har du sovet godt, nå, så er vi her igen, troede ellers at jeg tømte reolen for breve i går, men nu er de her sørme igen, hvordan går det til. Han sad og trommede i bordet. Men nu glemmer jeg jo Geoffreys kurmageri. Han undskyldte, bukkede let, næsten ikke, lagde piben i brystlommen (åh, Geoffrey, pas på), og introducerede sig selv for skønjomfruen, og hvilket kært navn hun monstro bar som et kostbart smykke på sin pande eller i en lænke om sin hals. Katelyn, såmænd. Hun havde læst en af hans bøger. Det svimlede for ham, han var forelsket, her og nu, han havde mødt hende, hun ham. Vi lader dem stå lidt der på plænen i universitetets lille park, mellem farvestrålende blomsterbede, og derover en fontæne, som vel egentlig er obskøn, men det er okay, når bare den ser nogenlunde græsk ud, tiden læger alle sår, gid det var så vel. Geoffrey føler sig som glas, kommer pludselig i tanker om hans bedstemors fine glas, dem som kun blev brugt, når der var gæster, ordet glaspest dukker frem som en boble fra en bæk, stiger op, svæver omkring i hans hjerne, glaspest, det er det ord som fylder ham, nu, hvor han står og forsøger at finde på noget smukt og poetisk, men alligevel subtilt, at sige til denne smukke kvinde, som han så overrumplende har kastet sin kærlighed på, eller som hans kærlighed har kastet ham på, hvordan det nu fungerer, slynget ham ind i hendes sødt duftende hår og bundløse, bundløse øjne som de svenskeste skovsøer, men det er noget vrøvl. Da Katelyn ti måneder senere føder resultatet af deres vilde forelskelse, er det et chok, barnet er vanskabt, meget lille, kun 15 centimeter langt eller højt og bliver aldrig større, det udvikler ikke sprog, kan kun frembringe nogle ubehageligt insektagtige kliklyde, kraniet er alt for stort i forhold til den lille krop, de får fremstillet et stativ som kan holde hovedet oprejst, øjnene er intet andet end pupil, det plages af lys, kan kun løfte øjenlågene i mørke, hvis ikke det skal føles for det som om dets hjerne skæres i skiver, hvis ellers hjernen kunne føle noget, det lever af agurker, vil ikke indtage meget andet end det, lidt blendet råt kød hver tredje dag, ellers intet, alt andet får det til at klappe kæberne sammen. Fra toårsalderen tegner det cirkler i det uendelige. Det kan lide når de nynner sagte for det, det får det til at falde i søvn. Det dør kort efter sin fire års fødselsdag. De sørger over det, men er samtidig lettede. Der går ikke mere end et års tid efter barnets død, så er det som om det aldrig eksisterede. De får ikke flere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar