torsdag den 23. maj 2013

og endnu et brev. igen i det næsten-for-autentiske felt




Sad lige og forsøgte at komme i tanker om, hvad jeg kommer i tanker om, når du nu nævner det med at slå græs og så dukker der billeder op. Og så kunne jeg ikke se andet end noget græs, og ligesom høre en lyd for mig. Og tænkte at, nåja, sådan fungerer det jo netop ikke: Jeg kan ikke sådan sidde og tvinge erindringer frem, det må ligesom komme af sig selv. For ellers, ja ellers hvad? Ellers ku det jo være at det slet ikke var nogen ægte, autentisk erindring som dukkede op, men en man sådan havde fundet lidt på, fordi man jo så gerne ville erindre noget. Og her er så så mange faldgruber, at jeg bliver træt, bare af at fornemme dem. Nuvel, nuvel. 

Så dukkede for et par sætninger netop min far i en liggstol på terrassen op, der sidder han med en eller anden krimi eller biografi om en statsleder, og det er sommer og mor har lige været der med solcreme og en hat, for fatters isse var nøgen og ku så let blive skoldet. Husker det jo nok, fordi jeg var pissesur over at han sad der og lænede sig tilbage, mens skubbede maskinen af sted og rundt og rundt. Eller så jeg mere dybtpsykologisk noget om min far og hans forhold til min mor osv, uden at helt forstå det (kunne formulere det), noget med en skrøbelighed måske. Eller det hele på én gang. Eller det er bare et typisk sommerbillede fra familielivet i barndommen, og det er trygt og godt og fuglene kvidrer og ingen skal nogensinde dø. Hov, der var den jo igen, den med skrøbeligheden. Jeps, idyllen er truet.  - --- - -   Og ville lige skrive noget mere om det, men så kom føromtalte Wolledreng herind og inviterede på en film og et bette glas rødvin.  ... Har du i øvrigt et mobiltelefonnummer, som jeg kan komme i kontakt med dig på, nu hvor du kommer her til byen? -- Du har vist mit, right? 61101386. nu har du. Slå på tråden. 

Brev til en veninde. Næsten for tæt på sårn autentisk.


Og familier og parforhold har osse deres krigstilstande, og venskaber og samarbejder osv. Vi er krigeriske. Eller som Johan Huizinga (i Homo Ludens fra 1938) ville sige: Vi leger, kultur er legende, således også krig. At forstå legens strategier, dens alvor, det er afgørende. Har ikke læst bogen endnu, men lige bestilt den, den findes på dansk, en uglebog fra '63. Der er altid en krig lige om hjørnet. Jo mere jeg læser om krig, jo mindre krigerisk bliver jeg, eller jeg bliver mere opmærksom på at jeg er krigerisk. - Fever Ray (svensk musikorkester, eller vel egentlig soloting, red.), nævner du. Kroppens krige. Og hvilken stråle, hvilken febril stråle? I den første tid efter universets opståen var alt ren energi, først senere opstod materien. 180.000 år efter Big Bang opstod de første stjerner og universet fyldtes med lys, vi kan stadig høre det, den store pære som tændes, lyden styrter stadig rundt omkring os, den er optaget, først troede man at det var en fejl, duelort på parabolerne, men nej, det var guds stemme. - Og noget mere, nu du nævner Fever Ray og perler som falder. Har lyttet en hel del til traditionel indonesisk musik på det seneste. Gamelan hedder det, klokkemusik, 32-mandsorkestre - det er vildt. Kh



-------

Det er ret så meget jeg gerne vil sige om alt det her. Det kommer så småt. -LBN 

lørdag den 18. maj 2013

Mysterieklubben-dytbil-billede #2. Ikke for ingenting kaldte vi den 'Det Grønne Lyn'.


Mig i en herlig dytbil. Foto taget af Tor Jonsson. Det var i 2007. Vi kørte Han Herred tyndt den sommer, og lavede efterfølgende udstillingen 'Mysterieklubben: Kort over Han Herred' i Klim Kalkovn. Det var tider, det var et eventyr.


















Peder Frederik skrev dengang det her om udstillingen: 


MYSTERIEKLUBBEN

Af Peder Frederik Jensen, forfatter.



Hver lille ting bærer alt i sig. Hvert motiv er flertydigt. Hvert ord har en spaltet kerne. Historien om at ende i en kalkovn på kanten af Danmark.


Oppe ved Jammerbugten, i det nordvestlige hjørne af Jylland, ligger Han Herred med bondeland og svinebrug der strækker sig fra Aggersundbroens markeringer af kommunalhistoriske amtsgrænser, til Blichers, Seebergs og senest Naja Maria Aidts Bulbjerg. Herredet i hjørnet betyder det i sin oldnordiske rod. Det er Kutterland. Bunkerland. Udkantsland hvor Danmark netop lige hænger på sit hængsel. For tusind år siden var her hav. Fra Thys kyster har datidens beboere set efter sæl, har datidens mennesker sejlet ud for at fiske. I Han Herred ligger Klim. I Klim ligger der en tankstation af den filmiske slags. En wild west location af de store med et enkelt forvitret skilt og en stander. Næstefter tanken en smal uanselig vej med dovent kvæg, et parcelhus lidt væk og et sted på højre hånd noget så absurd som en indhegning med vildt. Som en ophævelse af sig selv går de chokmodne rådyr omkring bag et strømførende hegn. De kultiverede bukke ender som vildtpølser uden nogensinde at have sprunget højt mellem tuer og træer, uden at have gennemtrawlet korn og stubmark. For enden af vejen et tårn. Tårnet er en skorsten, stedet er en ovn. Et muret stykke industrihistorie, bygningen, ovnen hvor man helt op til tresserne brændte kalk fra bruddet et sted ude ved kysten. Processen foregik ved uhørt høje temperaturer, for at kalken kunne anvendes til kalkning af pæne bondehuse og præstegårde. Ovnens skorsten står i landskabet som et fyr eller et vældigt kanonløb rettet mod stjernerne. Et buttet rør omviklet med rødmalede og overdimensionerede spændebånd i jern. Fjedre der har skullet holde på varmebulder og tryk indefra.

I denne fantastiske ovn holder Mysterieklubben til. Det vil sige, at den svenske kunstner og fotograf Tor Jonsson (Glasgow School of Art ´08) og Forfatter Lars Bo Nørgaard (Forfatterskolen ´06) der er født og opvokset på egnen men som er bosat i København, frem til midten af august har lånt stedet til at udstille deres kunstprojekt, deres afsøgning og undersøgelse af et sted, et landskab, en kultur, et krydsfelt i det jyske, hvor bunkere i beton synker og taber funktion, hvor skulpturer dukker op i skovens indre, hvor landskaber og samfund afsløres under gulvbrædderne. Hvor Limfjorden og Jammerbugten fra hver sin side konkurrerer om at sætte dagsordnen.

Deres projekt er en undersøgelse. De har gennem lange ophold i Han Herreds natur og blandt udvalgte beboere i området, ført en leg med fantasien og den anekdotiske virkeligheds muligheder, men også en afsøgning af det uvirkeliges tiltrækningskraft – af myter og underverdner. Både bevidsthedens, landskabets og kulturens. En undersøgelse der videregives og formuleres til den besøgende ved brug af alverdens medier.
   Fotografiet og teksten er gennemgående med sidstnævnte som markør og ledetråd til førstnævntes motiver. Det er ikke blot en fotoudstilling med lidt katalogtekst og titler. De smukke og indholdsrige fotos har sine begrænsninger. Udtrykket kan ikke indeholde den ambition, der er sluppet løs i kalkovnens indre. Der må genstande til. Relikvier. Vidner fra rabat og skovbryn. Pindsvineskelet inklusive pigge, beholdere, fugleknogler, skulpturelle sten, huskesedler og halvt opløste efterladenskaber fra mennesker og dyr. Indsamlede og registrerede som markører og døre ind til den verden der arbejdes med.
   Der må lydcollager til, afspillet i ophængte høretelefoner. Der må video til og lys. Der må bygningen til. Der må skorstenens indre ujævne flade til og andre vejvisere.
   Et sted funkler en stjernehimmel i brunt papir. Nåleprikket dækker singaduspapiret et ovalt vindue og adskiller derved verden udenfor og udstillingens indre, som en membran der befinder sig mellem det rationelle og almindelige ude og det følsomme inde. Mellem det forklarlige og det sansede. Man står og ser lyset strømme gennem de små huller, og ind i udstillingens såkaldte kontrolrum der ellers er dækket af udkast og noter og kontaktark og løse skitser.
   I digtningen kan himlen være et kistelåg. I Klim Kalkovn er den på mere romantisk vis drømmerens landskab, og drømmen er fuld af muligheder. Som sådan er alt i Mysterieklubregi flertydigt.
  
Udstillingen er formet efter bygningens muligheder og begrænsninger. En række kasematlignende rum ligger ud fra ovnen som fingre. Hvert af disse rum syntes at have et tema. Ophængningen og genstandene følger et af de mange spor, kunstnerduoen har fulgt. Som den lille tekst der fortæller om en ældre kvinde, der altid har boet så nær ved havet, at hun har kunnet høre det, men som aldrig har set det. Ikke fordi hun er blind, men fordi hun ikke har kunnet se meningen i at gå derned. Hun har vidst, at det var der, og det var nok. Der er et stort nærvær i den lille installation der følger fortællingen – et bord, et chatol, en salme trykt på et ark papir. Genstande i halvt åbne skuffer. Man hører havet fra en båndoptagelse. Det er som om et ur tikker, men der er intet ur. Kun havet og følelsen af den gamle kone – af at hun faktisk er der, er til stede.  
   I et andet rum ligger en dynge kalk. Det vrimler med fodaftryk i det sammenpressede hvide. Historie og mennesker. Alt bliver urtid – bregne og skildpaddeagtigt. Skorstenen, jævne bønder og ufaglærtes arbejdsplads, er blevet forvandlet til et Albert Damsk tårn gennem tiderne.
   Ude på marken står kulturvildtet og gnasker. De bliver snart til pølser. Inde i ovnen bliver der gnasket på kunst. Vi gnasker på flotte fotos og fin tekst, mens vi skyller ganen i lokal klitrosesnaps og Thy Bryghus’ Porseguld. Hvem sagde minimalisme? Det her er nysgerrighedens domæne. Alt er stort og vildt og spændende. Intet er som vi tror. Alt er større og vildere. Mysterieklubben er et forsøg på at tæmme alle lopperne. At få verden til at sidde stille bare et øjeblik, bare lige til det skide billede er taget, og vi kan få det i glas og ramme, op på sømmet som det efterfølgende kan falde ned fra og splintres og igen skabe billeder, som ”altertavlen” i midten af alt dette. Et maleri á la Brølende kronhjort ved skovsø som duoen havde efterladt et års tid i en mere end fugtig bunker ved Svinkløv. Et maleri der blev hentet frem fra det mørke, klamme dyb som en særlig flaske årgangsvin eller en grubeost, frem i lyset med det lugtende olielærred, hvorpå grå og grøn mug havde formet et nyt landskab på landskabet, noget levende på det døde, et ikke definerbart sted på det fastlåste og stiliserede.

Udstillingen kan ses i Klim Kalkovn, Klim, hver dag 10-17 frem til den 16/8-08.


Og vi var i Nordjyske:
http://nordjyske.dk/nyheder/paa-fantasiens-vinger/0a8e464f-2253-405b-a26d-15cb55ee7699/4/1513

Et sted i Indien


fredag den 17. maj 2013

Har lige færdiggjort en længere tekst. her et udpluk og et fotografi.

og jeg havde ligget de sidste to-tre døgn med papirstynd hud og svedeture slæbt mig de få meter ud til toilettet for at lade livet strømme ud af mund og røv ned i kloakkerne aldrig sovende aldrig vågen indtog ikke andet end den cola med salt som Troels gav mig for at jeg ikke skulle dø jeg overlevede og kom med på fotografierne til aviserne hvad var jeg ved at fortælle før jeg blev optaget af vores strålende dåd i det fremmede det var søndag og vi blev kørt i en sort bil ud på landet gennem markveje hvor vi bl.a. så såkaldte blå køer nærmest sejle gennem bristefærdigt grønne kornmarker ingen tør gribe ind køerne fra det ydre rum er for store for farlige man lader dem være og desuden er alt liv helligt vi kører forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj omfavnelser om vi vil det eller ej her kan jeg bo her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne tumler vi igen og igen ned mod ghatsene vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne på flodbredden et hoved og håret fangede ild hudens svedet sort alt er overgange fra det ene til det andet hvornår lige præcis hvornår omdannelsen fra engang besjælet krop til aske og ud i flodens mørke hvirvler vi fandt aldrig ud af hvad den gade hed om den overhovedet havde et navn jeg vil så gerne tilbage kan nogle dage næsten ikke rumme længslen den er som en streng som slås an en ulidelig tone det evigt udstrakte punkt ikke-døden er hellige Moder Ganga faldet fra himlen til jorden gennem Shivas filtrede hår han som bærer måneseglet treforken trommen som sætter tiden i gang og holder den i gang han som med lukket tredje øje drømmer verden frem og når det åbnes lader verden gå under igen osv. han danser på vores aske klæder sig i den denne koglekirtelmand denne erindring om et evolutionært kvantespring vi ikke forstår menneskets træden ind i sproget og dermed også ud af det fra da af placeret på kanten med vores tvivlende hænder vores uhyggelige fingre som vil gribe fat vil modellere til genkendelighed alt hvad vi støder på og smide det i nakken på det som ikke passer ind en dag var det os 

torsdag den 16. maj 2013

Udsigt her fra, tidligere i dag


Lille opbyggelig historie fra det virkelige liv på Facebook:




Har fået Statskunstens treårsarbejdslegat ligsom de andre. Tak staskunst! Skal nok lave noget flot!
Øverst på formularen



Jens Ole K. Krantz Det er første gang i verdnshistorien at nogen så unge, en dreng faktisk, har fået treårsarbjedelegatet!

Jens Ole K. Krantz og på soldater og kunstenerære så bruger jeg ikke en krone af dem på tant og fjas, ikke en eneste bajser eller flyvetur til sydensol. kun hårdt arbejde vær enest dag med kunst. Kunst er noget af det mest vigtigste der findes fordi det fortæller om alt det som man ikke ellers lige kan fortælle normalt. foreksempel , ja kan ikke lige komme i tanke om det, fordi jeg er så vildt glad

Britta Jacobsen Man bli'r bare så glad, når du bli'r glad  Smil og glæde smitter af på den seje måde , og tillykke med legatet, det kunne også være sejt, hvis jeg ku' opnå det - så ku' vi følges ad og lave kunster sammen;-)

Louise Juhl Dalsgaard jeg er et arbejdslegat og lidt treårig er man vel altid. Nu venter jeg bare på, at kunsten vil have mig.

Niels Ole Nørgaard Tillykke Jens Ole! God vind!

Jens Ole K. Krantz ok drikker måske lige en fjreøl lign nu men ikke for kunstpenge kun for mine egne og må man måske ikke hold lidt fest når der er god grund til fest. pispoliti

Jens Ole K. Krantz der kørt lige en politibil fobi og komtil at smid flasken efter dem-. ses

Niels Ole Nørgaard Åh Jens Ole altså.

Jens Ole K. Krantz det er min kunstnerhænder, de er både lissom engle og djævler på samme tid

Jens Ole K. Krantz men har travlt med at løb

Niels Ole Nørgaard Løb Jens Ole løb!!!

Jens Ole K. Krantz ved sguda godt.

Niels Ole Nørgaard Selvfølgelig gør du det min ven  Pas på dig selv.

Jens Ole K. Krantz pis. bar fodi man var så glad

Gitte Ungstrup Det lyder da slet ikke som om pengene allerede er spildt!

Britta Jacobsen Du Jens Ole du må gerne suse her over til mig, jeg har en gammel chokoladeroulade, som skal udryddes inden udløb i morgen. Det er skam en vigtig sag, som jeg godt ku' bruge hjælp til - og inden roulade- politiet ruller sig ud!

Tage Aille Borges Du lyver! Du har fået en tur i krogen, og der skal du stå i tre år.

Lars Bo Nørgaard Jens O. Læs lige det Tage skriver, og husk på hvad jeg fortalte dig om Nemesis.

Charlotte Gundel Man blir' bare så glad i låget, på dine vejne! 

Forsøger, på 32. år og lidt til, at finde vej. Det går sygt, godt.


Jens Ole og Lurpak



Kan du skabe en magisk ret?

Deltag i denne uges konkurrence og fortæl os, hvilken uimodståelig ret du ville kreere ud fra ugens tre ingredienser. Så deltager du automatisk i lodtrækningen af en flot designerbrødkasse fra Joseph Joseph. Vinderen udtrækkes allerede på mandag, så skynd dig at deltage:http://bit.ly/13e285D

Vi glæder os til at høre jeres lækre idéer…