torsdag den 7. februar 2013

Fra barndommens filosofiske verden. Nogle erindringer som dukkede op i dag under en middagslur.








Den pludselige fornemmelse af kigge ned på stjernerne en sommeraften ved krydset mellem Algade/Skovbrynet, Fjerritslev.


I badekarret: I hver sæbeboble udviklede et univers sig, komplet med galakser og solsystemer og planeter og civilisation, i hver boble sad en dreng  i et badekar og betragtede en boble briste.

En forestilling om at jeg i virkeligheden befandt mig i en stor tom globe, hvor tilskuere kunne se mig vandre rundt og foretage mig ting, men uden at de kunne se konteksten, for dem var kun min krop synlig.

I lang tid havde jeg svært ved at forstå at andre mennesker havde øjne, det skræmte mig. Især når jeg så andres øjne på fjernsynet. 

Og at børn og bedstemødre kunne tale andre sprog. 

En dag talte mor og jeg i baghaven om en blomsts smukke farve. Måske var den blå. Jeg  kunne ikke være sikker på, at når mor sagde 'blå', så var det den samme farve som jeg forbandt med 'blå', umuligt at være sikker på, at det hun kaldte 'blå' ikke var det jeg ville kalde fx 'gul'. 



Havde svært ved at forstå at når folk talte, var det muligt at forstå, hvad de sagde. Havde i en periode svært ved at hæve mig over talesprogets rent lydlige niveau, glemte ganske enkelt at afkode lydene, fortabte mig i rytmerne.


Så med ét hvordan far faktisk så ud, opdagede at han havde sit helt eget ansigt.


...

  




1 kommentar: