tirsdag den 5. februar 2013

En drøm. Har været publiceret i tidsskriftet 6. SALns


En uges tid inden vi endelig tager af sted, har jeg en drøm. (Jeg 
kan ellers så sjældent huske mine drømme. Når jeg endelig kan, 
behandler jeg dem som små skatte, noget vildt eksotisk og dyrebart 
fra en anden verden, som alligevel er min, min helt egen, åh. Men 
for det meste vågner jeg bare med følelsen af drømmen tilbage i 
mine muskler, det sitrer, der har været noget, det har gjort 
indtryk, jeg ved bare ikke hvad, det kan blive hængende det meste 
af dagen. Sommetider har jeg decideret ømme muskler, især i ryggen, 
som om jeg har ligget og spændt, som om jeg har løbet en 
halvmaraton. Eller det er kæben som er øm, jeg har ligget og skåret 
tænder.) 

Men altså; jeg har en drøm, som jeg stadig husker. (Ja, 
undskyld alle disse parenteser, men det her skal osse lige med: 
Faktisk husker jeg først drømmen to uger senere, da jeg er i 
Indien. Det er et bestemt sted i Varanasi, som kalder drømmen frem 
fra proteinarkivet, sender en elektrisk ladning til dette 
specifikke sted i hjernen.)

Og så, endelig; drømmen: Det begynder på en ø. Muligvis i 
Middelhavet, stedet er ikke så vigtigt, men det kunne være en græsk 
ø, arkaisk tid. Det går op for mig, at jeg taler til en stor 
menneskemængde, jeg er hævet over dem. Hvad laver jeg der? Jeg 
bliver mundlam. Jeg ser en slugt, tribuner på siderne. Slugten er 
malet mørkeblå, næsten sort. Den har form som et skibsskrog. - Så 
står jeg nede i bunden sammen med andre unge mænd, en tyreflok 
kommer stormende imod mig, jeg forstår at jeg skal springer over 
dem, og det gør jeg. Eller; min krop gør det, overraskende elegant, 
rutineret, den ved hvad den skal gøre. 

Jeg lander på et enormt udspændt stykke stof, op gennem huller 
i det strømmer lys fra det jeg ved er en bundløs afgrund. Jeg 
forstår at jeg skal gå til den anden side af det, der er mennesker 
dér, liv, bevægelse. Jeg nærmest glider, som på skøjter, igen så 
uventet elegant. Og ankommer til en form for arkade, nedslidt, 
mangefarvet, tidløs. Der er handel. Så mange småbutikker. 
Sansemættet. Og de vil alle sælge deres varer til mig, jeg er 
centrum for al opmærksomhed. Men jeg vil ikke have deres ragelse. 
Mængden af ting er for overvældende. Umuligt at udpege noget 
specifikt fra dette mylder. At fremhæve noget frem for noget andet.
Alligevel søger jeg. Noget kalder på mig. Jeg skal nok finde 
det. De handlende råber efter mig, skælder ud, er skuffede. Eller 
de spiller skuffede. Der er noget teater ved det hele. En 
forestilling kun for min skyld, ene og alene. Som om hverdagen med 
vækkeur og cykeltur til arbejde ligger lige om dét hjørne, inde bag 
dét forhæng til den lille butik med – er det krydderier, fin silke? 
Men jeg holdes fast. For de handlende gælder det deres liv, at jeg 
ikke træder ud af forestillingen. 

Jeg både vil og vil ikke fortsætte. Op ad trapper, gennem 
korridorer. For der er noget jeg må have med. Jeg ved ikke hvad det 
er, men det er der. Lige om hjørnet, lige bag dét forhæng, eller 
dét. Jeg fornemmer det nok; at jeg aldrig kommer frem, at det jeg 
søger, er at vågne.   

Men så sker det; jeg finder, det jeg søgte. Jeg ved ikke hvad 
det er. Har ikke skyggen af erindring om hvad det skulle være, men 
manden som sælger dette objekt til mig, virker som om han har 
ventet mig, han er ikke overrasket, han udviser ikke særlig tilfredsstillelse 
(som jeg ellers havde forventet), ved at jeg har udvalgt hans vare blandt alle 
de andre, de alt for mange andre, kvalmende mange andre. Han er stoisk, 
det forventelige er sket, handlen er afsluttet. (Forfatter som jeg er, 
samlerhjerne som jeg er, efterrationaliserede jeg at der nok var tale om en bog. 
En vigtig bog – Bogén. Men hvad ved jeg?)

Tilfreds går jeg videre, jeg ved ikke hvorhen. Går igen gennem 
korridorer, op og ned ad trapper. Det er så herligt. Jeg har mit 
objekt, jeg er et dejligt  eventyrligt sted, uden nogen særlig 
retning, bare undervejs. Det må gerne vare ved. 

Og så er jeg pludselig ude. Står ved en kant, havet under mig, 
blågråt, med skumtoppe, en let brise, lugten af salt, af tang, høj, 
kold sol. Over havet hænger en stilladsagtig struktur, som et 
enormt edderkoppespind, men trådene er menneskeskabte, tynde 
stålwirer, og har ikke edderkoppespindets geometriske skønhed. Det 
er noget rod. – Mennesker klatrer rundt i det. Vedligeholder det. 
Der ser ikke ud til at være nogen retning eller mening med 
strukturen, den er der bare, og skal holdes ved lige. Jeg klatrer 
derud. Forstår at det er den eneste vej. Jeg er ikke tryg ved det, 
jeg kan falde ned. Mine hænder slides til blods, jeg glider. Så er 
jeg kommet til det punkt i drømmen, hvor jeg skal dø. - Men en mand 
henvender sig til mig, en af dem som arbejder med vedligeholdelsen. 
Han fortæller mig,  at jeg bare skal lade mig falde; der kommer 
altid et fly, og griber én. Han gør det hver eneste dag. Det er den 
eneste måde. Så lader jeg mig falde.

Og nogenlunde sådan skulle turen  til Indien også vise sig at 
være. Fortsættelse følger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar