tirsdag den 5. februar 2013

Lille dagsnote

det er februar, det er ok. jeg syntes jeg havde noget jeg ville sige. noget om solen, men den mangler. dvs. den er her, men diffust, dvs. det er overskyet. hvad kan man gøre. jeg er gået i gang med at læse gargantua igen og det er som at vende tilbage til et velkendt, men stadig rigt sted, som drømmenes landskaber, de bygninger og skove man igen og igen gennemsøger på jagt efter ikke rigtig noget, det vil vise sig, hvis det vil, hvis det er der, det er ikke vigtigt, og alligevel har jeg nogle få gange i mit liv virkelig fundet noget. måske ikke så få gange endda. i beograd for nogle år siden på et loppemarked, hvor jeg vidste at noget ville vise sig for mig, noget ville pludselig finde min hånd; det viste sig at være en gammel soldaterbog med mobiliseringskort fra 1944, et historisk mikrodokument, men enormt, indehaveren har underskrevet med et fingeraftryk, hvor fotografiet skulle være, er der blot et kryds; han overlevede krigen, de sidste stempler er fra midt i 50'erne. det ligger her på værelset et sted. i torsdags gav en af mine venner mig det han kaldte et bogobjekt; hans samlebog fra konfirmationstiden; umulig at åbne, hærdet og krøllet efter oversvømmelserne i københavn 2011, hvor et par tusinde rotter mistede livet. jeg var i beograd mens det stod på, og vente tilbage til et københavn som lugtede af mug, og med gader fyldte med folks ophobede kælderobjekter, alle de ting og sager på kanten af malstrømmen, jeg gik rundt et par dage og fotograferede, indsamlede nogle få ting; sammenklistrede, udviskede kærestebreve, feriefotografier, et bulnet kort over island. aldrig i menneskets historie har vi ophobet så mange ting, så megen information. jeg så en populærvidenskabelig dokumentar i weekenden, jared diamonds guns, germs and steel, hvor han forklarer hvordan en lokal indbygger på papua ny guinea i 60'erne spurgte ham hvorfor hans folk havde så meget cargo, og hans eget folk havde så lidt. 'cargo' var papua ny guinanernes ord for 'ting', 'produkter'; da folk fra vesten, 'de hvide', kom til papua ny guinea fik de lokalbefolkningen et nærmest religiøs forhold til de vestlige produkter; dokumentaren viste fotografier af stammefolk som bar kellogg's-æsker på hovedet etc. diamond kunne ikke svare på hans spørgsmål, men blev ved med at tænke over det, forskede senere i det, og hans konklusion blev at det havde med geografi at gøre. på papua ny guinea er der meget varmt og meget vådt, klimaet er tropisk, og de planter som gror i det klima, og de dyr som lever der, er ikke lette at domesticere, det kræver meget dagligt arbejde at skaffe mad til en lille landsby, hvilket gør det umuligt at frigøre tid til at lære fx at udvinde metal til fx at lave effektive økse med, eller sværd til at dræbe fjenden med, så man kan indtage større landområde og yderligere effektivisere sin produktion af mad og mere og mere osv. frem til toget og flyet og helikopteren, atombomben og senest curiositymaskinen som kører rundt på mars og leder efter livets oprindelse, så kom ikke og sig at alle mennesker til alle tider ikke stiller de sammen spørgsmål, søger at de dække de samme fundamentale behov, og hvor vanskeligt er det ikke at overleve i et subtropisk klima, uden gps og trangiakøkken, dåsemad, jeg ville ikke overleve to dage, komme til at æde noget helt forkert og giftigt. nå, men det er jo en lang historie, og jeg har ikke fået morgenmad endnu, og skal også have købt en lås til min cykel i dag og tage et handicapbuskursus og senere til noget litteraturarrangement i nordvest (se længere nede, det skal nok blive godt).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar