mandag den 4. februar 2013

Åh, den kære knægt, altså.



Jeg ved ikke så meget om min kære mor. Men hun var vist en amerikansk prinsesse, hvis man ser på billedet som jeg altid har i min taske, lidt indianer, tror jeg, fra Texas, jeg er faktisk født i Dallas, lidt udenfor. Det er alle blomsterne i hendes hår som jeg tror har med indianer at gøre, ligesom når de har fjer på. Jeg kan ikke huske hende, men savner hende, som enhver dreng savner sin mor, hvis hun er død. Hun hed Daisy og Krantz til efternavn ligesom mig og min onkel Kaj E som er hendes lillebror, selvom han siger at han altid var den største af dem. Hun blev bidt af en slange ude i junglen og døde, spist af kannibaler. Min far findes vidst stadig, men jeg ved ikke hvor. Mor og far var med i en slags klub, lidt ligesom den klub jeg er med i nu, som er styret af Obersten og nogen gange Doktoren, når han holder pause fra eksperimenterne. Det handler om at finde tilbage til før det hele gik helt galt, dengang dyr og mennesker var bedste venner, og der endda var nogen fra en anden planet som kom ned til os, for at hjælpe os med at blive bedre til at snakke sammen og lave ild osv. Men så døde min mor altså og far gik ned med flaget og snakkede i tåger og drak for meget ildvand og spiste nogle giftige planter som fik ham til at blive helt sindssyg simpelthen. Jeg har også fået lidt hang til forskellige slags narko efter ham, men jeg kan styre mig. Nå, det var lige det jeg ville sige. Hav en god aften. Jeg kan ikke lige nå at svare jer alle sammen om jeres slik og alt muligt jeg ikke ved noget om, skal tidligt i seng og tidligt op, så jeg kan gøre mit bedste. Det er ikke noget klynkeværk, det her, bare en historie.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar