fredag den 15. februar 2013

Readymade. Definition af 'gobbledegook'. Fundet på nettet.


gobbledegook 
     n. 
kancellistil, jargon, nonsens, volapyk, måneskin, skrald, Tommy-rot, mumbo-jumbo, humbug, sludder, eyewash, pladder, poppycock, sludder, Colloq soveplads, rot, affaldsjournal, bosh, pish og tush, piffle, bugen (vand), slang crap, malarkey, tyr, lort, Brit (belastning af gamle) cobblers eller codswallop: Kan De giver mening ud af alt det edb gobbledegook? 
2
blabla, equivocation, dobbelt-talk, illusioner, deceptiveness, vage, ordkløveri, circumlocution, obskurantisme, obfuscation, ambagiousness, shiftiness: Ordinært mennesker er ofte forveksles med gobbledegook officielle udtalelser.

fredag den 8. februar 2013




















Hej Lb, kom lige i tanke om noget:
.. da Jens Ole vel har været 3-4 år gammel, og jeg forklarede ham om tosidige relationer i forb m freudianske libidinøse bindinger. Så siger knægten: "jeg vil foretrække du taler om- ja taler, sagde han- om det bilaterale, når det omhandler traumatisering ved for kraftig binding til moderen, osse surrogatmødre. (og så kom fuckfingeren ellers op af lommen på hvalpen).
Og vel havde han da ret.
  • Charlotte Gundel og Lars Thur synes godt om dette.
  • Lars Bo Nørgaard ja, han har altid set for meget fjernsyn, den kære knægt, lige fra før han overhovedet kunne bevæge sig, ikkengang et sprog havde han udviklet endnu, ikke noget han brugte i hvert fald, men fjernbetjeningen havde han styr på, og især var det programmer om psyken og plantonisk filosofi som interesserede ham i det første år af hans liv, han møgede sig af fryd ved hvert nyt begreb, han lærte, senere bevægede han sig jo så via kvantefysikken langt pokker i vold ud i mystikken, og nu er det bare narko og pjank og hurtige biler og damer det hele. man forstår ham egentlig godt.

torsdag den 7. februar 2013

Fra barndommens filosofiske verden. Nogle erindringer som dukkede op i dag under en middagslur.








Den pludselige fornemmelse af kigge ned på stjernerne en sommeraften ved krydset mellem Algade/Skovbrynet, Fjerritslev.


I badekarret: I hver sæbeboble udviklede et univers sig, komplet med galakser og solsystemer og planeter og civilisation, i hver boble sad en dreng  i et badekar og betragtede en boble briste.

En forestilling om at jeg i virkeligheden befandt mig i en stor tom globe, hvor tilskuere kunne se mig vandre rundt og foretage mig ting, men uden at de kunne se konteksten, for dem var kun min krop synlig.

I lang tid havde jeg svært ved at forstå at andre mennesker havde øjne, det skræmte mig. Især når jeg så andres øjne på fjernsynet. 

Og at børn og bedstemødre kunne tale andre sprog. 

En dag talte mor og jeg i baghaven om en blomsts smukke farve. Måske var den blå. Jeg  kunne ikke være sikker på, at når mor sagde 'blå', så var det den samme farve som jeg forbandt med 'blå', umuligt at være sikker på, at det hun kaldte 'blå' ikke var det jeg ville kalde fx 'gul'. 



Havde svært ved at forstå at når folk talte, var det muligt at forstå, hvad de sagde. Havde i en periode svært ved at hæve mig over talesprogets rent lydlige niveau, glemte ganske enkelt at afkode lydene, fortabte mig i rytmerne.


Så med ét hvordan far faktisk så ud, opdagede at han havde sit helt eget ansigt.


...

  




Naturstykke, Søndermarken, Frb.


Pose med plante


Mur med planter


Hüseyin Özcan (min frisør) med Christian Sievert & Flemming Quist Møller




Relief, kirkeruin, Cornwall


Tor børster tænder, Blisland


tirsdag den 5. februar 2013

En drøm. Har været publiceret i tidsskriftet 6. SALns


En uges tid inden vi endelig tager af sted, har jeg en drøm. (Jeg 
kan ellers så sjældent huske mine drømme. Når jeg endelig kan, 
behandler jeg dem som små skatte, noget vildt eksotisk og dyrebart 
fra en anden verden, som alligevel er min, min helt egen, åh. Men 
for det meste vågner jeg bare med følelsen af drømmen tilbage i 
mine muskler, det sitrer, der har været noget, det har gjort 
indtryk, jeg ved bare ikke hvad, det kan blive hængende det meste 
af dagen. Sommetider har jeg decideret ømme muskler, især i ryggen, 
som om jeg har ligget og spændt, som om jeg har løbet en 
halvmaraton. Eller det er kæben som er øm, jeg har ligget og skåret 
tænder.) 

Men altså; jeg har en drøm, som jeg stadig husker. (Ja, 
undskyld alle disse parenteser, men det her skal osse lige med: 
Faktisk husker jeg først drømmen to uger senere, da jeg er i 
Indien. Det er et bestemt sted i Varanasi, som kalder drømmen frem 
fra proteinarkivet, sender en elektrisk ladning til dette 
specifikke sted i hjernen.)

Og så, endelig; drømmen: Det begynder på en ø. Muligvis i 
Middelhavet, stedet er ikke så vigtigt, men det kunne være en græsk 
ø, arkaisk tid. Det går op for mig, at jeg taler til en stor 
menneskemængde, jeg er hævet over dem. Hvad laver jeg der? Jeg 
bliver mundlam. Jeg ser en slugt, tribuner på siderne. Slugten er 
malet mørkeblå, næsten sort. Den har form som et skibsskrog. - Så 
står jeg nede i bunden sammen med andre unge mænd, en tyreflok 
kommer stormende imod mig, jeg forstår at jeg skal springer over 
dem, og det gør jeg. Eller; min krop gør det, overraskende elegant, 
rutineret, den ved hvad den skal gøre. 

Jeg lander på et enormt udspændt stykke stof, op gennem huller 
i det strømmer lys fra det jeg ved er en bundløs afgrund. Jeg 
forstår at jeg skal gå til den anden side af det, der er mennesker 
dér, liv, bevægelse. Jeg nærmest glider, som på skøjter, igen så 
uventet elegant. Og ankommer til en form for arkade, nedslidt, 
mangefarvet, tidløs. Der er handel. Så mange småbutikker. 
Sansemættet. Og de vil alle sælge deres varer til mig, jeg er 
centrum for al opmærksomhed. Men jeg vil ikke have deres ragelse. 
Mængden af ting er for overvældende. Umuligt at udpege noget 
specifikt fra dette mylder. At fremhæve noget frem for noget andet.
Alligevel søger jeg. Noget kalder på mig. Jeg skal nok finde 
det. De handlende råber efter mig, skælder ud, er skuffede. Eller 
de spiller skuffede. Der er noget teater ved det hele. En 
forestilling kun for min skyld, ene og alene. Som om hverdagen med 
vækkeur og cykeltur til arbejde ligger lige om dét hjørne, inde bag 
dét forhæng til den lille butik med – er det krydderier, fin silke? 
Men jeg holdes fast. For de handlende gælder det deres liv, at jeg 
ikke træder ud af forestillingen. 

Jeg både vil og vil ikke fortsætte. Op ad trapper, gennem 
korridorer. For der er noget jeg må have med. Jeg ved ikke hvad det 
er, men det er der. Lige om hjørnet, lige bag dét forhæng, eller 
dét. Jeg fornemmer det nok; at jeg aldrig kommer frem, at det jeg 
søger, er at vågne.   

Men så sker det; jeg finder, det jeg søgte. Jeg ved ikke hvad 
det er. Har ikke skyggen af erindring om hvad det skulle være, men 
manden som sælger dette objekt til mig, virker som om han har 
ventet mig, han er ikke overrasket, han udviser ikke særlig tilfredsstillelse 
(som jeg ellers havde forventet), ved at jeg har udvalgt hans vare blandt alle 
de andre, de alt for mange andre, kvalmende mange andre. Han er stoisk, 
det forventelige er sket, handlen er afsluttet. (Forfatter som jeg er, 
samlerhjerne som jeg er, efterrationaliserede jeg at der nok var tale om en bog. 
En vigtig bog – Bogén. Men hvad ved jeg?)

Tilfreds går jeg videre, jeg ved ikke hvorhen. Går igen gennem 
korridorer, op og ned ad trapper. Det er så herligt. Jeg har mit 
objekt, jeg er et dejligt  eventyrligt sted, uden nogen særlig 
retning, bare undervejs. Det må gerne vare ved. 

Og så er jeg pludselig ude. Står ved en kant, havet under mig, 
blågråt, med skumtoppe, en let brise, lugten af salt, af tang, høj, 
kold sol. Over havet hænger en stilladsagtig struktur, som et 
enormt edderkoppespind, men trådene er menneskeskabte, tynde 
stålwirer, og har ikke edderkoppespindets geometriske skønhed. Det 
er noget rod. – Mennesker klatrer rundt i det. Vedligeholder det. 
Der ser ikke ud til at være nogen retning eller mening med 
strukturen, den er der bare, og skal holdes ved lige. Jeg klatrer 
derud. Forstår at det er den eneste vej. Jeg er ikke tryg ved det, 
jeg kan falde ned. Mine hænder slides til blods, jeg glider. Så er 
jeg kommet til det punkt i drømmen, hvor jeg skal dø. - Men en mand 
henvender sig til mig, en af dem som arbejder med vedligeholdelsen. 
Han fortæller mig,  at jeg bare skal lade mig falde; der kommer 
altid et fly, og griber én. Han gør det hver eneste dag. Det er den 
eneste måde. Så lader jeg mig falde.

Og nogenlunde sådan skulle turen  til Indien også vise sig at 
være. Fortsættelse følger.

Værksted, Amritsar


Alter, Grand Hotel, Amritsar, Indien, 2012


Ganeshtempel, Dharamsala, Indien, 2012


Lille dagsnote

det er februar, det er ok. jeg syntes jeg havde noget jeg ville sige. noget om solen, men den mangler. dvs. den er her, men diffust, dvs. det er overskyet. hvad kan man gøre. jeg er gået i gang med at læse gargantua igen og det er som at vende tilbage til et velkendt, men stadig rigt sted, som drømmenes landskaber, de bygninger og skove man igen og igen gennemsøger på jagt efter ikke rigtig noget, det vil vise sig, hvis det vil, hvis det er der, det er ikke vigtigt, og alligevel har jeg nogle få gange i mit liv virkelig fundet noget. måske ikke så få gange endda. i beograd for nogle år siden på et loppemarked, hvor jeg vidste at noget ville vise sig for mig, noget ville pludselig finde min hånd; det viste sig at være en gammel soldaterbog med mobiliseringskort fra 1944, et historisk mikrodokument, men enormt, indehaveren har underskrevet med et fingeraftryk, hvor fotografiet skulle være, er der blot et kryds; han overlevede krigen, de sidste stempler er fra midt i 50'erne. det ligger her på værelset et sted. i torsdags gav en af mine venner mig det han kaldte et bogobjekt; hans samlebog fra konfirmationstiden; umulig at åbne, hærdet og krøllet efter oversvømmelserne i københavn 2011, hvor et par tusinde rotter mistede livet. jeg var i beograd mens det stod på, og vente tilbage til et københavn som lugtede af mug, og med gader fyldte med folks ophobede kælderobjekter, alle de ting og sager på kanten af malstrømmen, jeg gik rundt et par dage og fotograferede, indsamlede nogle få ting; sammenklistrede, udviskede kærestebreve, feriefotografier, et bulnet kort over island. aldrig i menneskets historie har vi ophobet så mange ting, så megen information. jeg så en populærvidenskabelig dokumentar i weekenden, jared diamonds guns, germs and steel, hvor han forklarer hvordan en lokal indbygger på papua ny guinea i 60'erne spurgte ham hvorfor hans folk havde så meget cargo, og hans eget folk havde så lidt. 'cargo' var papua ny guinanernes ord for 'ting', 'produkter'; da folk fra vesten, 'de hvide', kom til papua ny guinea fik de lokalbefolkningen et nærmest religiøs forhold til de vestlige produkter; dokumentaren viste fotografier af stammefolk som bar kellogg's-æsker på hovedet etc. diamond kunne ikke svare på hans spørgsmål, men blev ved med at tænke over det, forskede senere i det, og hans konklusion blev at det havde med geografi at gøre. på papua ny guinea er der meget varmt og meget vådt, klimaet er tropisk, og de planter som gror i det klima, og de dyr som lever der, er ikke lette at domesticere, det kræver meget dagligt arbejde at skaffe mad til en lille landsby, hvilket gør det umuligt at frigøre tid til at lære fx at udvinde metal til fx at lave effektive økse med, eller sværd til at dræbe fjenden med, så man kan indtage større landområde og yderligere effektivisere sin produktion af mad og mere og mere osv. frem til toget og flyet og helikopteren, atombomben og senest curiositymaskinen som kører rundt på mars og leder efter livets oprindelse, så kom ikke og sig at alle mennesker til alle tider ikke stiller de sammen spørgsmål, søger at de dække de samme fundamentale behov, og hvor vanskeligt er det ikke at overleve i et subtropisk klima, uden gps og trangiakøkken, dåsemad, jeg ville ikke overleve to dage, komme til at æde noget helt forkert og giftigt. nå, men det er jo en lang historie, og jeg har ikke fået morgenmad endnu, og skal også have købt en lås til min cykel i dag og tage et handicapbuskursus og senere til noget litteraturarrangement i nordvest (se længere nede, det skal nok blive godt).

Shivatempel, Dharamsala, Indien, 2012


Helligt træ, Parvati Valley, Indien, 2012


Himalaya, Indien, 2012


Shimla, Himachal Pradesh, Indien, 2012


mandag den 4. februar 2013

Reklame. Klip fra Bibliotek.kk.dk

Litterær legestue - Peder Frederik Jensen, Thomas Boberg og Hüseyin Özcan

Tirsdag, 5. Februar 2013 - 19:30 - 21:00
0 kr.
Forfatter Peder Frederik Jensen har inviteret sin musikalske frisør Hüseyin Özcan og kollega Thomas Boberg til en samtale om at rejse og om steders betydning.
Der vil være oplæsning fra Peder Frederik Jensens og Thomas Bobergs bøger og musik ved den dygtige verdensmusiker Hüseyin Özcan. Peder Frederik Jensen har senest fået udgivet romanen Læretid. Thomas Boberg er aktuel med rejsebogen I den næste by, der er indstillet til Montanas Litteraturpris. Boberg modtog desuden Det Danske Akademis Store Pris i slutningen af november.
5
Dette arrangement blev oprettet 26. november 2012 af Methe Skjoldeng

Can a collapse of global civilization be avoided?

Et svensk telt slået op i Cornwall. (Mysterieklublejr)


















Et stykke natur. Cornwall, nær Blisland.


Facebook spørger: Hvad sker der, Lars Bo?


Tja, kære Facebook, der sker ikke så meget, klokken er kvart i 1 om natten, og det gik lidt sløvt for dig med at få loadet min profil, det sad jeg og ventede på i måske ti sekunder af mit liv, og sippede lidt til den meget varme kaffe, tænkte på om det nu er klogt med den kop kaffe på det her tidspunkt, så endelig, endelig fik du loadet min profil og der var sørme billedet af mig selv taget i Cornwall for tre-fire år siden, akkeja, tiden den går, da billedet blev taget var jeg vildt træt og lykkelig for at være ude midt i en skov, at ligge i telt ved siden af en lille munter flod og i gang med at udforske et forladt industrikompleks, så herligt eventyrligt, både ridderborg og base på et meget grønnere Mars, der boede flagermus og harer der, det var også lidt som at være med i Alice i Eventyrland, og jeg havde tandpine, et par uger senere fik jeg en rodbehandling på Frederiksberg, og nu er fyldningen lige røget ud, tandlægen siger at der ikke er andet at gøre end at trække den smule tand der er tilbage ud, det sparer jeg så sammen til lige nu, måske var det den samme dag, jeg mødte den fine hvide hest, næsten en enhjørning som gik tur med mig i det der grønne-grønne landskab i det sydvestlige UK, faktisk det mest vestlige punkt jeg havde været i verden indtil da. Hvad med dig, FB, har du en god nat? Kh LB



Åh, den kære knægt, altså.



Jeg ved ikke så meget om min kære mor. Men hun var vist en amerikansk prinsesse, hvis man ser på billedet som jeg altid har i min taske, lidt indianer, tror jeg, fra Texas, jeg er faktisk født i Dallas, lidt udenfor. Det er alle blomsterne i hendes hår som jeg tror har med indianer at gøre, ligesom når de har fjer på. Jeg kan ikke huske hende, men savner hende, som enhver dreng savner sin mor, hvis hun er død. Hun hed Daisy og Krantz til efternavn ligesom mig og min onkel Kaj E som er hendes lillebror, selvom han siger at han altid var den største af dem. Hun blev bidt af en slange ude i junglen og døde, spist af kannibaler. Min far findes vidst stadig, men jeg ved ikke hvor. Mor og far var med i en slags klub, lidt ligesom den klub jeg er med i nu, som er styret af Obersten og nogen gange Doktoren, når han holder pause fra eksperimenterne. Det handler om at finde tilbage til før det hele gik helt galt, dengang dyr og mennesker var bedste venner, og der endda var nogen fra en anden planet som kom ned til os, for at hjælpe os med at blive bedre til at snakke sammen og lave ild osv. Men så døde min mor altså og far gik ned med flaget og snakkede i tåger og drak for meget ildvand og spiste nogle giftige planter som fik ham til at blive helt sindssyg simpelthen. Jeg har også fået lidt hang til forskellige slags narko efter ham, men jeg kan styre mig. Nå, det var lige det jeg ville sige. Hav en god aften. Jeg kan ikke lige nå at svare jer alle sammen om jeres slik og alt muligt jeg ikke ved noget om, skal tidligt i seng og tidligt op, så jeg kan gøre mit bedste. Det er ikke noget klynkeværk, det her, bare en historie.




Public service. Klip fra Wikipedia.


En googol er et af de største tal der har et navn. En googol er 10^{100}, altså et ettal efterfulgt af 100 nuller:
1 googol = 10100 = 10.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000
Navnet googol blev opfundet i 1938 af Milton Sirotta, som på det tidspunkt var 9 år gammel. Hans onkel, den amerikanske matematiker Edward Kasner spurgte ham om hvad man skulle kalde et meget stort tal, nemlig 1 efterfulgt af 100 nuller. Milton fandt så på navnet googol. Edward Kasner populariserede senere navnet i sin bog Mathematics and the Imagination.
Tallet googol har givet navn til søgemaskinen Google. Her tænker man på det enorme antal hjemmesider, Google holder styr på.
En googolplex er 10^{(10^{100})}, altså et ettal efterfulgt af en googol nuller.

Stol. Detalje.


søndag den 3. februar 2013

Endnu en munter aften på Facebook


Det er til Jens Ole. Prøv at forklar det for ham.
Synes godt om ·  ·