onsdag den 23. januar 2013


”Vi graver dybt, vi efterlader temmelig anskuelige spor,” siger Per og kratter uden selv at bemærke det sin højre hånd håndryg til blods, en lille lokal katastrofe, blod og hudflager falder ned på bordet og former et grotesk kontinent en miniature. ”Hvis bare alkymisterne havde haft ret,” fortsætter han, ”i at det er menneskets mission at færdiggøre Guds herlige skaberværk. Alvin mener jo, at menneskets fremtid er lægge kroppen bag os, og vores bevidsthed, eller nok nærmere sjæl, hvad skal vi kalde det, overført til en harddisk, den teknologiske singularitet, det skal nok blive muntert. Sikke muligheder. Forestil dig det, Arthur, ingen begrænsninger! Ligesom din navnebroder, kongen, the once and future. Det bliver uden mig. Jeg har tænkt over det: Det giver mest mening, at blive brændt på et bål, eller det er måske for romantisk, så i et krematorium, eller det seneste; at blive lynfrosset og knust til det rene ingenting, som vi i forvejen er. Vil du have kaffe? Solen er ellers ikke meget for at vise sig i dag. Skal vi lave noget sjovt i dag? Gå på bordel? Vi er jo trods alt i Paris. Nu koncentrerer jeg mig lige alt hvad jeg kan om at gå gennem den der væg.” Per knalder hovedet imod væggen mellem køkkenet og stuen, hvor vi sad. Der blev han stående i flere minutter uden at bevæge sig, uden at sige den mindste lyd. Biler og scootere larmede nede på gaden, der lugtede af kebab, tror jeg det var, en harsk lugt, smeltet fedt. Engang på en bytur i Århus, så jeg en kebabkegle sprække, og flere maddiker end man kan tælle til væltede ud og lå hjælpeløse på gulvet og vred sig, sikke en begyndelse på livet. ”Nå, ja, kaffe,” siger Per inde fra væggen og forsvandt ud i køkkenet. Jeg hørte et lille hyl derudefra, men fandt aldrig ud af, hvad det skyldtes.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar