tirsdag den 29. januar 2013

Varanasi 2012








































5. I Varanasi er der varmt. Man vader over landingsbanen op mod den flotte hvide bygning, skal forcere en kant, der er ikke rigtigt trapper og den slags. Stemningen er doven. Det-går-nok. Jeg skal pisse. På toilettet står der en stor knægt og peger mod pissoiret. Han holder øje med mig, mens jeg forsøger at komme af med mit vand. Det går kun lige med nød og næppe. Slap af, slap af. Så skal der vaskes hænder. Han står lige ved siden af mig. Rækker mig et lille stykke papir, jeg kan tørre mine hænder i. Jeg bliver perpleks, hvor skal jeg smide det våde papir. Han tager det. Giver mig endnu et stykke papir. Også det tager han. Så er vi ved at vælte over hinanden, da jeg går mod døren, og han gør det samme. Han vil åbne døren for mig. Først bagefter går det op for mig, at jeg skulle have stukket ham nogle drikkepenge. Men jeg har ikke mindre end en 100 rupeesedel. Det er alligevel i overkanten. Og jeg kan jo ikke gå tilbage nu. Nej, nej, det går ikke. Så finder vi ud. Hvor skal vi så gå hen. Der er en kødrand af mennesker. De vil alle sammen gerne køre os ind til byen. Ja, jo, men vi skal lige trække vejret. Så står der en mand med et skilt med vores navne på. Så er man blevet international. Jo, det er godt nok varmt. Så er vi kommet til Indien. Der kan vist ikke være nogen tvivl længere. Vi bliver kørt ind til byen. Hvad skal jeg sige. Jeg har ikke oplevet noget lignende. Det var som en film. Det er det man siger, når man godt ved at man er til stede, kroppen sanser at den er helt omgivet af noget, men hjernen fatter ikke hvad det er. Som en film. Som. For det er netop ikke en film. Det er netop det, det ikke er. Kroppen tror hele tiden den skal dø. Så kører en lastbil lige imod os. Det ser ikke ud til, at vores chauffør har tænkt sig at vige. Og det ser ikke ud til at lastbilens chauffør har tænkt sig at vige. Og hvor skulle de osse vige hen på så lidt plads. Og i så fald: til hvilken side. Jeg kan ikke regne det ud. Indtil de så alligevel viger, glidende, som i vand, som i en drøm, ikke som i nogen film jeg nogensinde har set. Som om deres nervesystemer rækker helt ud på ydersiden af bilen, som om de er vokset sammen med deres køretøjer. Man skulle tro at deres nervetråde sidder helt udenpå bilen, nerveenderne blafrer blidt derude i luften, små fimrehår, søanemoner. Det glider. Og rundt omkring os har nogen skruet voldsomt op for farverne, der er ikke langt fingre imellem, fuld knald på det hele. Og nogen har taget verden op og rusket den grundigt igennem og smidt den ud i tilfældig orden. Hvad fanden. Det hus der ligger da fuldstændig skævt, og hvad er det egentlig bygget af. Er man igang med at bygge det, eller er det ved at falde fra hinanden. Hvad sælger de i alle de små kasser langs vejen. Og hvorfor dytter de allesammen så meget. Og hvorfor holder man sig ikke bare til højre eller venstre side af vejen. Og bare helt grundlæggende: wow. Og jeg begyndte selvfølgelig med det samme at fotografere. Så tager man et billede, og man tjekker straks på skærmen om man fik noget i kassen, og om det stemmer overens med det man lige så. Jow, den er vist god nok, se Troels, vi er sgu da vist i Indien. Og der er billeder af Troels' nakke, hvor han kigger ud af ruden. Og der er billeder af Troels, hvor han kigger ind i kameraet, øjnene ligesom lidt større end normalt, dér bag brilleglassene, lidt mere tomme i det, og hans mund plejer ikke at stå let åben på den der selvforglemmende måde. Og hvad skal man sige, når jeg ser. Men altså; mylderet blev gradvist mere og mere intenst, samlede sig til en by. Og pludselig drejede vi ind et sted, og foran os: Et kæmpestort hvidt hus, et palads. Flugtinstinkt. Det går slet ikke dether. Her er vi ikke klar til få foretræde. For fanden. Vi har stadig vores gennemsvedte rejsetøj på. Og hvordan bukker man på indisk, og vi har ikke rav og lynghonning med. Hvorfor er vi blevet kørt herhen. Det var da vores navne på det skilt, var det ikke. Der kan simpelthen ikke have været andre med det fly som hedder Emig og Noergaard. Hvordan kan den her misforståelse være opstået. Jeg husker det som om mine ben hamrede mod imaginære bremsepedaler i bunden af bilen. Dørene bliver åbnet for os. Vores baggage løftet ud af bilen. Så står vi der. Hvad vi senere skulle finde ud af om det her sted i verden, skal jeg ikke komme ind på her. Vi kom senere til at kalde det for The Compound. Men det er en anden historie. Der er mange andre historier. Det her sted, dette øjeblik er et lokalt Big Bang. Big Bang i Big Bang. Få minutter senere står vi med hver vores tageteskrans om halsen i den lille lejlighed, som var vores hjem de næste tre uger. Hvor vi arbejdede intenst, lavede den udstilling som kom til at hedde Lines of Ash. Det er en vild historie, jeg tænker på at skrive en lille roman om det, en roman som skal hedde The Compound. Og få minutter senere har vi mødt en tysk kvinde, som vi senere kom til at kalde Mor, eller Væsnet, det sælsomme væsen. Vi skulle komme til at gøre os mange overvejelser over hvad i alverden hun var for et menneske. Hvordan i alverden hun var endt lige netop dette sted i verden. Det var hende som drev galleriet og det hun kaldte et artist's residency. Man kan ikke sammenligne virkeligheder. Og der kan være langt fra benævnelse til realitet. Det var hende vi havde købt smøger og sprut til i tax free i New Delhi. Det havde hun bedt os om at gøre. Hun havde beskrevet det meget detaljeret, hvordan vi skulle gøre det. Og vi gjorde som anvist. Og var endda så venlige at give hende smøgerne og sprutten som en gave. Vi havde forestillet os, at hun nok bød på et glas i ny og næ. Der tog vi fejl. I det hele taget tog vi fejl af mange ting, indtil vi blev rasende nok, insisterende nok. Men for fanden, vi kom til at fortryde at vi havde givet hende de smøger og den sprut, at vi ikke lod hende betale. Nå, men som sagt, det er der en hel roman i, og dette er ikke stedet. Men lad mig bare sige, at efter at have tilbragt nogle timer sammen med hende, og hendes mand (eller hvad deres forhold til hinanden nu rent faktisk var for noget), den indiske rigmandsflab, ham vi skulle komme til at kalde Smørfar. For vi blev glade for den hemmelige frekvens vi kunne skifte over til, den danske, blip, så var vi under radaren. - Så, nu stopper jeg med at antyde og antyde. Det skal ikke være nogen teaser det her. - Men altså; efter at have tilbragt nogle timer sammen med dem, trængte vi i den grad til at komme ud og gå, se lidt på den by, vi var kommet til. Og gudskelov gik vi efter egne snuder. Fravalgte den rute som Mor havde foreslået os. For hvis vi havde taget den rute. Er du sindssyg, så var vi druknet. Det skulle vise sig nogle dage senere, da vi rent faktisk tog den foreslåede rute, og fik et chok. For det var det rene slum. Selv om det kan sikkert være meget værre. Men det var smadret. En losseplads med en sø, så fuldstændig groet til med planter, at det mere lignede en mark. Og svin boltrede sig, og vandbøfler kæmpede om pladsen med mennesker som brugte stedet som lokum. Og aftenbelysning er ikke ligefrem noget man har der. Vi var helt sikkert druknet, døde, forsvundet, havde taget det første fly hjem. Jeg overdriver, men hvordan hun kunne foreslå os den rute, er svært at fatte. At det var det sted, hun syntes vi skulle se først, i buldermørke, i Varanasi, Indien, meget langt væk fra Frederiksberg, og med jetlag, ingen søvn i over et døgn. Der kom hun sgu da aldrig selv. Men så kan man måske godt forstå det alligevel. Hold da helt kæft, hvor vi skulle komme til at kæmpe med det væsen. Hun ville os det ikke godt. Hun vidste ikke hvad godt er for noget. Måske engang. Men det var for længst sunket ad helvede til dybt ned i hendes hjerne. Jeg ved ikke fra hvilken planet. Fortsættelse følger.                         

Ingen kommentarer:

Send en kommentar