fredag den 11. januar 2013

Romanskitse #234 mindst, skrevet i nattens mulm og mørke. (rimeligt eller urimeligt langt stykke sådan at smække op på en blog. ved det ikke. og lidt skamløst måske at publicere en skitse skrevet i en rush i nat og stort set ikke gennemlæst for fejl og pinagtigheder. well, it's cyberspace, baby)


Første gang jeg mødte Per Dollerup var på en meget mærkværdig restaurant i Paris, nærmere bestemt på Rue Galant på Seinens østbred, ikke langt fra Notre Dame etc. Hele dagen havde jeg gået rundt, fortabt i grublerier, den ene meningsløse tanke efter den anden meldte sig i mit hoved og opløstes lige så hurtigt som den var opstået i min hjernes syrebad. Jeg havde det ikke godt. Var kørt noget så grumme fast i tilværelsen. Sådan havde det været i mange dage, uger, ja, snart ville det være tre måneder jeg havde tilbragt på denne måde: Endeløse vandringer på må og få gennem Paris’ gader som så mange før mig, også det plagede mig, at jeg var så pinagtigt uoriginal (for jeg var optaget af den forfærdeligt forfængelige idé at være original, nyskabende, genial), trampede rundt i millioners fodspor. Jeg var ved at forsvinde, blive ædt op af byens historie. Hvor latterligt at tro at jeg spillede nogen rolle, at jeg, så at sige, skulle kunne hæve mig op over den, strålende svæve henover den som noget sensationelt nyt, som en luftballon, den første zeppeliner eller flyvemaskine, knejse som Eiffeltårnet. Jeg rødmer ved tanken om mig selv i de måneder, og selv om jeg nu sidder så langt væk derfra, på mit værelse på Frederiksberg, med alle mine bøger og ting og sager, gardinerne trukket for, den sovende by omkring mig, får jeg igen den følelse, som jeg også havde dengang, af at alle blikke var rettet mod mig, men ikke beundrende blikke, nej, tværtimod: blikke fyldte med hån, medynk eller ligegyldighed, og ikke blot var det Den lysende Bys indbyggere som jeg følte betragtede mig på denne måde, nej, det var også dens vinduer og gadelamper, selv biler og scootere så ned på mig. Jeg følte mig beslægtet med hvad end der måtte leve af afskyeligt skarn nede i kloakkerne, vanskabte væsner knap udrustede til at åbne en eller anden sølle åbning for at tage næring til sig – for slet ikke at tale om når samme kravl skulle af med sine affaldsstoffer; jeg forestiller mig, at et sådant væsen slet ikke havde udviklet noget sådant, at fækalierne blot hobede sig op i dens krop indtil den brast med et ynkeligt lille smæld som intet øre hørte. Jeg ville være forfatter, ak, hvad havde jeg forestillet mig. Vel at musen ville komme til mig i Paris, som den var kommet til så mange andre. Aldrig har jeg været så alene, aldrig har jeg onaneret så meget, ja, det er skammeligt at skrive det, men udover at vandre rundt og rundt i andre, for det meste, ukendtes fodspor, var det min hovedbeskæftigelse; mit lem var efterhånden ganske hudløst og jeg måtte benytte mig af billig majsolie for at kunne gennemføre mit forehavende; ikke overraskende udeblev forløsningen som oftest. Jeg må indrømme at jeg, i begyndelsen, faktisk var ganske stolt af mit overdrevne spilleri; satte kækt krydser i en kalender for hver eneste gang jeg havde bragt mig selv til ejakulation. Således følte jeg mig som en sand kunstner, en ægte ensomt lidende sjæl, åh, så følsom. Ved sådanne lejligheder fór H.C. Andersens ansigt forbi for mit indre blik, det var som blev vi knyttet sammen ved denne vores fælles praksis. Var han den muse, jeg så inderligt savnede? Jeg tænkte på om Andersen måske med sine krydser forsøgte at komme Skt. Peter i forkøbet, i protestantismen er det jo ikke muligt at købe sig til aflad, så det er en nærliggende tanke at tage sagerne i egen hånd, at være godt forberedt, når man skal dømmes ude eller inde. Den slags problemer har jeg, et ugudeligt menneske ikke, nej, mine krydser tjente udelukkende til at iscenesætte mig selv som lidende kunstner. Men uanset hvad fik jeg ikke skrevet en eneste linje. Når min pen nærmede sig papiret rystede min hånd af udmattelse, og jeg måtte give op. Så gik jeg en tur. Og endnu én. Uendeligt mange. Så mange at de alle glider sammen for mig som én lang forvildet pilgrimsfærd med mig selv som begyndelse og ende. Men så mødte jeg, som sagt, Per. Jeg følte det straks som om jeg havde mødt ham før, måske på en af mine gåture, måske et helt andet sted i en helt anden tid, måske i drømme. Jeg var ikke i tvivl om at han var af germansk afstamning, men om det var tysk eller skandinavisk kunne jeg ikke afgøre; hans blonde hår og blå øjne afslørede ham. At han, som jeg, var dansk fandt jeg først ud af da jeg fik taget mig sammen til at henvende mig til ham. Jeg havde det nok på fornemmelsen, for det sprog jeg henvendte mig til ham på, var netop dansk: ”Undskyld mig, men må jeg sætte mig her?” Han kiggede først på mig som om han ikke var sikker på, at nogen rent faktisk havde sagt noget til ham, måske var det det danske, som forvirrede ham, han missede med øjnene, rystede på hovedet som for at vække sig selv af en drøm, og bød mig velkommen. Først gik samtalen trægt, jeg kunne ikke komme i gang, og det var jo min pligt, at indlede en sådan, eftersom det var mig, som trængte sig på. ”Udsædvanlig restaurant,” sagde jeg. Per erklærede sig enig, og fortalte at han sommetider kom der, for at sidde og samle tankerne, hvorfor det bedst lod sig gøre netop dette sted, undrede ham meget. For egentlig brød han sig ikke synderligt om stedet. Men måske det netop var det han fandt tiltrækkende og, på sin vis, beroligende ved restauranten; at dens lettere ubehagelige atmosfære gjorde ham mere nærværende, vagtsom endda. Og så var han desuden af den overbevisning at en scene i én af hans yndlingsromaner, 2666 af den chilenske eksilforfatter Roberto Bolaño fandt sted her. Endnu engang rystede han på hovedet. ”Ja,” sagde han, ”i så fald har Bolaño jo nok også siddet her i dette rum. Hvor idiotisk af mig.” Jeg spurgte ham, hvad han mente. ”Hvad vil jeg opnå ved at opholde mig det samme sted, som én af mine yndlingsforfattere har opholdt sig?” Jeg så på ham og nikkede, for at vise at jeg forstod hvad han mente. ”Man opholder sig jo for fanden altid et sted hvor en eller anden anden har opholdt sig på et eller andet tidspunkt. Her ved jeg blot hvem. Måske. Hvis han overhovedet har opholdt sig her. I Paris kan man ikke opholde sig nogen som helst steder uden at en eller anden berømthed har opholdt sig det samme sted, og endda skrevet om det. Selvpineri er hvad det er. Idioti.” Jeg nikkede igen og sukkede for at understrege i hvor høj grad jeg forstod, hvad han mente. ”Og berømtheder er jo i sidste ende bare mennesker, ligeså ukendte som alle os andre. De er bare mere veldokumenterede end de fleste, det er det hele. Er det det jeg ønsker at opnå ved at sidde her? At blive dokumenteret? I hvilket dokument skulle det være? Og hvorfor? Det er sgu for dumt, spild af tid. Sidde her og vente på at en eller anden vandrer ind ad døren og giver sig til at dokumentere mig. Hvis det virkelig skete, ville jeg højst sandsynlig bede fjolset om at skride ad helvede til. Du skal fandeme ikke dokumentere mig, du kan dokumentere din egen røv, kan du. Eller jeg kunne dokumentere hans røv for ham. Et velplaceret spark i røven kunne han få, så han ikke var i tvivl om at han havde én.” Per var ved at få sig selv hidset godt op, hans ansigtskulør var på ingen tid skiftet fra hverdagsgrå til gloende rød, det ville være en overdrivelse at sige, at der stod damp ud af ørerne på ham. Jeg kan ikke lade være med at se den slags for mig, når tingene bliver tilspidsede. Jeg var endda lige på nippet til at spørge ham, om han kunne dokumentere sig selv, men indså tidsnok at det ville være forfærdeligt plat, og hurtigt kunne føre til, at Per ikke længere ønskede mit selskab. Jeg var forfærdeligt ensom. Per sad og stak til sin mad, resterne af den, for der var ikke andet end lidt brune og grønne klumper tilbage på hans tallerken, ikke til at sige, hvilken ret det engang havde været, men kød og ærter eller bønner havde indgået i den. Jeg fik en forfærdelig trang til at fotografere de kunstfærdige mønstre han med sin gaffel tegnede med maden, men jeg ejede ikke noget kamera. ”Jeg har det bare med,” fortsatte han pludselig og lod gaflen falde mod tallerkenen med et rabalder som fik de andre gæster til at stoppe deres fødeindtagelse for en stund (der var meget stille på restauranten), ”at føle mig meget nært beslægtet med forfattere og kunstnere som jeg virkelig godt kan lide. Det er som om jeg kender dem, at de er mine venner, jeg kan næsten mærke deres lugt, høre deres åndedræt, ved hvordan det er at sidde i stilhed sammen med dem og kigge ud over et eller andet landskab eller på en eller anden lejligheds møblement, tænke mere eller mindre de sammen tanker om hvor smukt og hæsligt alting er. Og hvis de er døde, forstærkes denne følelses blot endnu mere; jeg sørger over dem, som jeg ville sørge over en ven eller et familiemedlem. Jeg havde på et tidspunkt en meget livagtig drøm om Brueghel den Ældre. Eller nærmere: Jeg ankom til hans hjem i Antwerpen kort efter hans død. Jeg havde ikke hørt at han var død, var blot i byen i forretningsøjemed og ville besøg min gamle ven. Men så var han altså død. Jeg blev mødt af hans enke, som jeg aldrig havde mødt, og vi faldt hinanden om halsen og græd. Naturligvis havde vi det som om vi havde kendt hinanden hele livet. Så ville hun vise mig Pieters sidste malerier, men da vi åbnede døren ind til hans atelier, stod det i flammer. Så vågnede jeg, badet i sved.” Jeg afholdt mig fra at sige at jeg jo netop havde følt det som om jeg havde mødt ham før, dels fordi jeg følte mig pinligt berørt over at nævne det, dels fordi hans åbenhjertighed rørte mig dybt, og jeg ville ikke afbryde ham. Den slags tilfældige møder er sjældne og skrøbelige, man må gå forsigtigt til værks, misforståelser opstår så alt for let. Hvor jeg dog følte mig beslægtet med ham. Og hvem ved om Per og jeg har en fælles forfader (jaja, hvis man fortsætter tilbage ad stamtræet vil man før eller siden finde en sådan, sådan er det vel med alt liv på vores klode), ganske vidst er jeg mørkhåret og har brune øjne, bliver tit taget for at være sydlandsk, men det skyldes min spanske oldemor. Og på den anden side ved jeg af erfaring at man kan føle sig endog meget lidt beslægtet med selv sin nærmeste familie. Ja, erfaring, netop det begreb forklarer mine følelser for Per; vi delte lignende erfaringer. Vi var begge håbløst fortabte, rodløse og ensomme. Men nok om alt det, tilbage til Per: ”Jeg har den her fjollede, men meget stærke følelse af at have levet meget længe, mange gange før måske. Samtidig tror jeg ikke på den slags. Man kan måske sige, at jeg hele tiden søger noget jeg har mistet, ja, jeg har en følelse af at jeg ved noget, men at jeg på en eller anden måde har glemt det. Jeg er altid rastløs, både tilstede og langt væk, det er meget opslidende. Og formentlig en stor fejl, fatamorgana, hellig gral og alt det. Jeg er selv den første til at grine ad det, men samtidig kan jeg ikke undslippe. Jeg har oplevet ting jeg ikke kan forklare. Eller; jeg kan godt forklare det, men det ville samtidig være at tage pis på det, afmontere det, så skete det slet ikke, det var bare noget jeg forestillede mig, jeg ville have drøm til at være virkelighed og vice versa. Det er meget pinagtigt. Jeg er ikke gal, jeg er bare … jeg ved det ikke.” Per blev stille, sad og pillede sig i underlæben, en flig tør hud, som han tilsyneladende forsøgte at rive af, og han rev den af og blodet piblede frem. Han undskyldte sig selv med et genert smil og gik ud på toilettet. Jeg begyndte straks at notere (ikke uden at glemme hans ord om at sparke dokumentarister i røven) hvad han havde sagt ned i min lommebog. Jeg følte at jeg havde ramt guld, her var min muse, mit sind jublede, dansede rundt om min forfængeligheds bål, hvis læserne vil tillade mig sådan en lille pateticus, jeg har selv svært ved det, men hvad fanden, som Per ville sige. Jeg fik hurtigt pakket lommebogen væk, da jeg hørte toilet døren åbne og lukke igen. Per satte sig ned, han havde lidt toiletpapir med som han duppede sin blødende læbe med. ”Dagen efter at jeg havde drømt om Brueghels sidste værker som gik op i flammer, var jeg i et meget mærkeligt humør; jeg havde det som om jeg gik rundt i et – hvordan skal jeg forklarer det – et netværk, jeg havde sådan en pulserende følelse af at være i et finmasket net, sådan som det måske følelse for en fisk som er gået i en trawlers bundgarn, og hvis det bundgarn så oven i købet var elektrisk. På én gang var nettet mit eget nervesystem og meget større, et ja, i mangel på bedre ord, et kosmisk nervesystem. Det var meget ubehageligt, jeg ville ud af det, det siger vel nærmest sig selv. Jeg lå lidt i sengen og gloede op i loftet og forsøgte at koncentrere mig om mit åndedræt, men blev hele tiden distraheret af trafiklarmen nede fra gaden. Jeg følte en trang til at ødelægge, til at sønderknuse. Men vidste ikke hvad. Jo, jeg vidst sgu godt hvad: Alt omkring mig, mig selv inklusive. Men det gør jo ikke, det er sgu ikke særligt, øhm, konstruktivt. Så jeg stod op og fik mig noget hurtig morgenmad, en ostemad og noget pulverkaffe, nej, det var espresso, vi havde en espressomaskine, jeg boede sammen med min kæreste – ekskæreste – Marion på det tidspunkt. Og så gik jeg op i Parc des Buttes Chaumont. Har du været der?” Jeg rystede benægtende på hovedet. ”Nå, men, den skulle du tage og se. Den er helt vild. Alt er lavet af beton; et lille bjerg af beton med et græsk tempel ovenpå, en drypstenshule af beton, vandløb, træstammer, fandme sivhytter; alt sammen lavet af beton. Surrealistisk vil jeg kalde det, selvom det ord er helt forfærdeligt udvandet. Men surrealisterne var også vilde med stedet, så vidt jeg ved. Men altså, der gik jeg så op, og sad der og gloede på mennesker. Og så var det at jeg pludselig kunne se alles kranier. Jeg fik røntgenblik, kunne se lige gennem folks hud og ind til kraniekisten. Jeg kunne se folks kranier. Jeg troede at jeg var ved at blive vanvittig. Det skræmte mig sgu. Det var så sindssygt klaustrofobisk, ingen steder at tage hen, intet at gøre, jeg var spærret inde i mig selv med mit røntgenblik. Så jeg lagde mig ned på ryggen og lukkede øjnene og fokuserede på det der flimrende net jeg på én gang var og var del af.” Og han gik i stå. ”Men jeg tager jo også medicin. Det kan godt gøre mig lidt, sådan on edge, hvis jeg har glemt at tage det, og det kan godt være at det var det som var sket den dag. Det er noget antidepressivt, noget antiangst. Og det roder med mine hormoner. Så hvis jeg ikke tager det, får jeg abstinenser, jeg bliver overfølsom. Ja.” Han gik i stå igen. ”Men jeg vil gerne snart stoppe med medicinen. Jeg har det fint nu, så der er vel ingen grund til at fortsætte med at tage det. Det har haft sin tid, og det har hjulpet mig igennem en svær tid. Men det er svært at stoppe, når man ved, at man får det dårligt, når man stopper. Det er irriterende at være afhængig af noget. Jeg forsøger at skære mine afhængigheder ned til et minimum. Siger jeg mens jeg sidder her på et valfartssted. Som jeg besøger igen og igen på jagt efter et eller andet buzz. Måske det er på tide, at jeg stopper med at komme her. Det er fandme heller ikke noget rart sted. Maden er ikke engang særligt god. Og de hunde dér, hvad siger du til dem?” Jeg måtte medgive ham, at det ikke var et par særligt venligt udseende hunde som lå på vagt i gangen til køkkenet; to store dobermanns med kolde, stirrende øjne. Sommetider kom kokken ud og kastede lidt kød til dem, formentlig noget som var røget på gulvet og ikke kunne serveres for gæsterne. Faktisk var jeg ikke gået på toilettet, selvom jeg skulle tisse, fordi de lå lige ved siden af toiletdøren. Jeg har været bange for store hunde, lige siden jeg som barn blev bidt i øret af vores nabos schæfer, og ved den lejlighed oven i købet gik glip af aftenens afsnit af Emil fra Lønneberg. Det tænker jeg på hver gang jeg ser en stor hund. Jeg har aldrig tilgivet dem. Havde jeg været mere modig af natur, ville jeg have klaget til tjeneren over det upassende i at have to store hunde liggende ved toiletdøren på en restauration, hvor ikke alle gæster nødvendigvis bryder sig om hunde. Men jeg har altid været god til at holde mig, så det valgte jeg at gøre. ”Og hvad med fotografierne på væggene?” spurgte Per. Jeg havde ikke lagt mærke til dem før, men da jeg så mig omkring, måtte jeg sande at de var meget besynderlige: Det var safaribilleder, billeder af zebraer, elefanter, løver, gribbe etc. Og det mest besynderlige var at ikke så helt få af billederne viste rovdyr som var i gang med at fortære deres bytte. ”Noget mærkeligt noget, at hænge op i en restaurant, ikke?” spurgte Per retorisk. Jeg kunne ikke andet end give ham ret, jo, meget mærkeligt, man ville forvente smukke landskaber eller lignende. Stedet havde ellers en lidt tyrolsk stemning med kniplingsduge og tunge træmøbler etc., safaribillederne forekom mildt sagt malplacerede. ”Måske de er fra en rejse ejeren har været på?” forsøgte jeg. ”Måske,” svarede Per, ”måske. Første gang jeg var herinde. Det var sammen med min tidligere svigerfamilie. De var hernede for at besøge os. Vi havde gået rundt hele dagen for at se seværdighederne. De skulle lige have sat deres kryds i turismebogen. Jeg kom ikke så godt ud af det med min svigerfamilie. Men det er en lang historie. Vi var udmattede og trængte til noget at spise, og det skulle gå hurtigt, svigerfar var ved at gå sukkerkold, så vi gik ind på det første, det bedste sted. Og det var så her. Jeg syntes med det samme, at det var et usædvanligt sted. Som at vade ind i en anden verden. Pludselig var vi ikke i Paris mere. Og så de hunde. Og fotografierne. Jeg må indrømme at jeg blev lidt paranoid. Jeg sad sådan at jeg hele tiden kunne se hundene. Og jeg var sikker på at de holdt øje med mig. Jeg kan huske at jeg tænkte, at her foregår noget ubehageligt, det her sted har en hemmelighed, det her sted har en kælder, hvis du forstår.” Jeg forstod. ”Og jeg havde på fornemmelsen af hundene vidste, at jeg vidste at der foregik noget ubehageligt her. Da jeg så på et tidspunkt skulle ud på toilettet, rejste de sig op og knurrede ad mig og viste tænder. Som du nok kan forstå, blev jeg vildt bange. Men så kom kokken stormende ud og gav køterne en omgang tæv og hev dem med ud i køkkenet. Bagefter kom han ud og undskyldte og bukkede og skrabede, og gav gratis dessert og brændevin. Det var godt nok kun mig som fik brændevin. De andre drak ikke den slags. Jo, Marion gjorde, men ikke når familien var der. Jeg tror de var skabsmissionske. Men skide være med det, det er fortid nu.” Jeg spurgte Per hvorfor han så var vendt tilbage, og fortrød straks mit spørgsmål, jeg kendte jo godt svaret. ”Senere læste jeg så den bog af Bolaño, og så blev det jo lidt spændende. Nu ænser hundene mig ikke.”

………….                      

Ingen kommentarer:

Send en kommentar