søndag den 13. januar 2013

Mere romanskitse. Per Dollerup.


”Måske tager jeg grusomt fejl, måske er det det rene vrøvl, det jeg tror og siger, og jeg vil blive brændt på bålet. Så må jeg tage det med. Det kommer til at gøre nas, det er klart, og det vil jeg ikke bryde mig om, men så er det da i det mindste overstået. Beklager at jeg er så sortsynet, men jeg kan ikke lade være, det er en uvane, så skær mine ben af mig, husk at tage en sav med næste gang vi ses.” Og han brød ud i en overdrevet, manisk latter og tog endnu en slurk kaffe, spildte ned ad sig selv uden tilsyneladende selv at opdage det. Han var beskidt, havde vist ikke været i bad i flere dage, og heller ikke skiftet tøj, han lugtede ikke godt, ikke sundt, der var noget dødsmærket ved ham. Som om han ikke længere bekymrede sig om, hvad andre måtte tænke om ham. Brødet på bordet var dækket af mug, ja, det var næsten ikke til at se, at det engang havde været et brød, det ville ikke være kommet bag på mig, hvis det pludselig var begyndt at pibe som en hundehvalp som ikke kunne finde sin mor, og var udmattet af sult, bange for at dø, selvom den ikke vidste det mindste, om hvad døden er for noget.   
                ”Prøv at høre her.” Per havde, uden at jeg havde opdaget det, fundet en bog frem, og ville gerne læse noget højt fra den: ”Jeg har haft min plads hos Ham, der hviler i sig selv. Jeg har drukket af den uudsigeliges bæger. / Jeg har fundet nøglen til den store gåde. / Jeg har nået enhedens udspring. // Uden at følge nogen vej er jeg kommet til det sorgløse land; så let har jeg fået hans nåde. / De har besunget ham som uendelig og uopnåelig; men i mine betragtninger har jeg set ham uden at bruge synet. / I sandhed hint land er sorgløst, og ingen kender vejen did. Men den, der har fundet vejen, er hævet over alle sorger. Vidunderligt er det hvilens land, hvortil ingen fortjeneste kan åbne adgang. / Kun den vise har set det; kun den vise har besunget det. / Mere kan man ikke sige om det: Thi kan nogen måske beskrive dets underfulde herlighed? Kun den, der har prøvet den engang, ved hvad det vil sige. / Ved at kende det bliver den vankundige vis, og den vise blive målløs og tavs. / Hele himlen er fyldt med klang, og musik toner, uden at fingre eller strenge røres. Fryds og smertes spil aflader ikke. / Hvis du sænker dit væsen i det store livets hav, vil du genfinde dit liv i den højeste saligheds rige.” Det skrev den indiske digter og væver Kabir i det 15. århundrede. Han skrev også: ”Jeg har mærket universet lege i mit legeme, jeg er undsluppet fra denne verdens hildelse. Det indre og det ydre er blevet som én himmel, det uendelige og det endelige forenes. / Vildfarelserne er borte, og striden mellem liv og død er omsider til ende.” Det er smukt ikke? Men hvad snakker han om? Er det vrøvl og galemandssnak? Jeg ved det ikke, men det fylder mig med længsel. Det er nok ikke meningen, men jeg bliver rasende, jeg bliver misundelig. Jeg vil også genfinde mit liv i den højeste saligheds rige. Jeg er træt. Oprindeligt var Kabir muslimsk, men konverterede til hinduismen, og fulgte Ramanandas lære, ikke at jeg ved noget som helst om denne Ramananda. Men Kabir var åbenbart for udogmatisk, for fritænkende for sin tid, så han blev forvist fra Varanasi, hvor han var opvokset. Den by håber jeg engang at besøge. Ofte sidder og ser på fotografier fra Varanasi på internettet, bruger timer på det, og føler at der hører jeg hjemme. Jeg drømme ofte om at gå gennem dens labyrintiske og oldgamle gader, indsnuse lugtene, høre lydene, være væk og til stede på samme tid. Er det det han snakker om, Kabir? Men på et eller andet tidspunkt kommer internetcaféejeren altid og siger at min tid er opbrugt, jeg må betale for endnu en hel eller halv time, hvis jeg vil fortsætte. Og om jeg har penge eller ej, bliver jeg altid så irriteret, at jeg vrisser af ham og forlader stedet. Det er jo ikke hans skyld. Så føler jeg ikke at jeg kan vende tilbage i et stykke tid. Jeg har en form for system, en lille cyklus, som sørger for at jeg aldrig vender tilbage til den samme internetcafé indenfor tre måneder. Så tror jeg, at de har glemt mig, og jeg kan sidde trygt og godt og forsvinde ind i nettets billeder. I mine drømme findes efterhånden et fuldkomment Varanasi, som jeg besøger nat efter nat; det er ikke altid at jeg den næste dag kan huske, at jeg har været der, men jeg har på fornemmelsen at mit billede af Paris efterhånden er så influeret af Varanasidrømme, at det på et tidspunkt kunne kippe over og Paris vil forvandles til min fjerne drømmeby. Er det det Kabir snakker om? At vores forestillingsevne er så stærk, at hvis vi fokuserer alle mentale kræfter, kan vi opnå himmerig på jord? Hvor går grænsen mellem virkelighed og hallucination så? – Ved du hvad? Vi skulle tage og tage noget psilocybin sammen en dag. – Jeg har et videoklip du skal se. Med Terence McKenna. Kender du ham? Han er en amerikansk stofguru. Veluddannet og langt ude, han er, så vidt jeg husker, uddannet biolog, og har fuldstændig styr på forskellige psykedeliske stoffers kemi osv. I det her videoklip taler han for en californisk forsamling af UFO-freaks. Og piller dem fuldstændig fra hinanden, taler om hvor naivt det er at forestille sig udefrakommende intelligenser som ankommer i rumskibe og bortfører mennesker. Nej, siger han så, hvis intelligenser fra andre planeter i universet er interesserede i os, ville de gemme sig i – psilocybinsvampen. Det argumenterer han overbevisende og humoristisk for. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Men lad os tage noget spids nøgenhat og se hvad der sker, om vi bliver kontaktet af andre intelligenser.” Og Per slog ud med armene og sagde grinende: ”We come in peace!”
Aldrig har jeg set så vidåbne øjne, aldrig har jeg været så meget i tvivl om hvad der lurede bag et blik, om det rablede totalt eller han virkelig var på sporet af noget af substans. Mine tanker vandrede til min tidligste ungdom, da jeg lige var flyttet hjemmefra, og havde fået et lille hummer af et loftsværelse uden bad og toilet i Århus. Jeg arbejdede i en børnehave og var både frygtsom og fuld af trang til at lære verden at kende. Hver weekend kom jeg i et kollektiv i Åbyhøj, hvor nogle af mine venner boede. Der blev røget en hel del hash der, og på væggene hang hæslige tegninger med ufoer og rumvæsner som røg store joints og bad om at blive ført til den lokale dealer. Mine venner og de andre kollektivister havde hovederne fulde af konspirationsteorier og undertrykt ancient knowledge. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at Per mindede ikke så helt lidt om dem, blot godt ti år senere. Én som aldrig fik fodfæste i den virkelige verden, aldrig kom ud af hashtågerne. Hjernen ændrer sig gennem hele livet, tilpasser sig konstant de givne, skiftende omstændigheder. Nu viste jeg jo ikke helt hvor mange stoffer Per havde taget gennem sit liv, eller hvilke bøger han havde læst, men sikkert er det, at hjernen bliver, hvad man fodrer den med. Og helt sund virkede han bestemt ikke. Men alligevel på sin vis overbevisende, i hvert fald interessant. Og jeg var så sulten efter noget at fylde mit eksistentielle tomrum ud med, og ikke mindst var jeg sulten efter noget at skrive om, så jeg var let at forføre. Vi aftalte at ses igen om en lille uges tid, Per lovede at skaffe nogle svampe, og sørge for en behagelig atmosfære at trippe i; god musik, mad, bøger at læse højt fra, interessante fotografier at kigge på osv. ”Faktisk har jeg,” sagde han, ”en ven som har været i Varanasi. Jeg kunne få ham til at sende nogle af hans egen fotografier, og han har vidst også skrevet en del om turen, skriver vidst på en rejsebog, som lader vente på sig, skal jeg da lige love for, men nuvel, nogle af de ting han har fortalt mig er meget interessante. Fx at Varanasi jo ligger ved Ganges, ligesom Paris ligger ved Seinen. Men i Varanasi har man ikke bebygget østsiden, fordi det ville skygge for solen, når den stiger op om morgenen, østsiden er hellig grund. Tænk hvis det også var sådan her! Hvor smukt det ville være! Og så er der jo det ved Varanasi, at den som det eneste sted i den hinduistiske verden, har sine kremeringsgrunde i byen, ligbrændingen forgår fuldt offentligt, og disse pladser er hellige, og ikke bare hellige, men lykkebringende, eller hvad man skal kalde det – normalt er hinduistiske kremeringsgrunde tabuiserede, steder med negativ energi. Min ven, Lars hedder han, har stået der ved bålene og set lig brænde, og han fortæller at det er en meget smuk oplevelse, en livsforandrende oplevelse, man forstår bedre ens egen forgængelighed, når man har set en menneskekrop fortæres af flammerne, blive til aske og hældt i floden.”
Jeg tænkte at, nåja, alting skal jo prøves mindst én gang i livet. Og jeg lovede Per at jeg ville tage en sav med, så jeg kunne skære hans ben af, hvis han blev for meget – en gammel, sløv én, så såret ville blive så flosset så muligt, så han ikke ville forbløde for hurtigt, hvis nu vi skulle fortryde og gerne ville have ham på hospitalet, inden han lå død i en blodpøl. ”Godt!” sagde han og klappede mig på skulderen, inden han lukkede mig ud. Nede på gaden vendte jeg mig om, og så op mod hans vindue. Han stod og kiggede ud, men lagde tilsyneladende ikke mærke til mig, han stod sikkert og tænkte over hvad han skulle forberede til vores svampetrip. Jeg gik ned i metroen og begav mig hjemad fuld af spænding og bange anelser.       

Ingen kommentarer:

Send en kommentar