tirsdag den 29. januar 2013


Marion siger at hun vil være noget for andre, være et eksempel på liv, hun vil inspirere. Der ligger 3-4 bøger om Marilyn Monroe ovenpå hendes klædeskab, ligesom halvskjulte. Hun er smuk, Marion er så smuk, han har aldrig været sammen med så smuk en kvinde, også uden makeup, så perfekte bryster, hvordan undgå at sammenligne i fremtiden. Tågen ligger tæt i Avenue Parmentier, eller er det smog. Per hoster, en tanke er ved at materialisere sig, hvorfor. Hans fingre er så underligt lange denne morgen, og han hører ikke hvad Marion siger. Hun hælder mere kaffe op og går hen til vinduet, nipper et par visnede blade af hawaiiblomsten, den trænger til vand. Hvad var det nu. Han kan næsten høre skuddene ovre fra Père Lachaise, kommunarderne, og alt hvad der kunne minde om, op mod muren og plaf, næste hold, blodet må være løbet herned forbi, tænker han. Det var en massakre, så mange uskyldige, fx blev en hel del skorstensfejere henrettet, de var sodsværtede, det kunne jo være krudt, de havde rullet sig i. Bedst at være på den sikre side. Mon vi får torden. Marion sætter sig ned, tænder en cigaret. Uret tikker, hvis der havde været et ur. Han ser hende ikke, hun læser deres fremtid i kaffegrumset, han tror ikke på det. Han savner hende.


Hun skal ikke kunne indtage andet end flydende føde sondemad og katederpose forsøger at rejse sig men vakler termometeret falder ud fra armhulen sygehjælperen kalder hende kære lille han er lidt forelsket i hende nede i enden ligger en ung alt for ung biltyv betjentene har pokemonklistermærker med til ham han skriger op de griner Per elsker hende som hun ligger der og dør et mørbanket barn han knækker sammen slæber sig henover fortovene ud mod rendestenen bygningerne lukker sig om ham hun skal suge næring fra hans bryst hans fingre er lange alt for lange og bliver længere han sidder på en bar han sidder og venter på en bus langt ud i ørkenen men også der møder han nogen kommer nogen cykelende gennem igenting på vej til ingenting der findes ingen steder som ikke findes han kan ikke forsvinde han bider ikke negle mere det er det mærkelige det forstår han ikke en skid af han har slet ikke lyst bålene brænder han kan ikke finde knappen hvor er kontakten det burde ikke være så svært 

De kan se deres egen ånde, når de puster ud, når ånden pustes ud. Noget ellers usynligt bliver pludselig synligt, et forhold mellem kroppens varme og omgivelsernes kulde. Det må endelig ikke blive for smukt, han holder det ikke ud. Det er januar. Dampskyerne blander sig med hinanden foran deres rødmossede ansigter, blodet som løber ud i de mindste kapillærer for at modstå nedkølingen. I et af Kaptajn Scotts afskedsbreve undskylder han sin håndskrift, men det er minus alt for mange grader og har været sådan i alt for lang tid og han er døende, man fandt ham i bar overkrop i teltet, død i en sidste omfavnelse af hans to i forvejen døde kammerater. Per og Marion er i Dyrehaven, de forsøger at redde deres parforhold, de griner ad sig selv, så er de i Dyrehaven, og der er tomt. Han vil ikke være ved det, men Per er forfalden til det dramatiske, han har for nylig haft en drøm, hvor han i et antikvariat fandt manuskriptet til sæbeoperaen Dallas på en støvet hylde og var henrykt, indså pludselig at det var et mesterværk helt på linje med Odysseen og Den guddommelige Komedie etc. Der er ikke grænser for hvor mange lofter og kældergange han har kravlet og klatret rundt i i søvne, gamle bunkers i varme skove, underjordiske kirker, ufatteligt smukke klokkeværk to kilometer under jordens overfalde, og alt dette er forbundet, internettet er interessant, men intet i sammenligning, ikke noget fundamentalt nyt, blot en anden måde at formulere det samme på, genetisk kan alle ikke-afrikanske mennesker føres tilbage til den samme landsby i det sydvestlige Indien, hvor de også synger mantraer på et uforståeligt sprog, som forskere siger mest af alt minder om fuglesang. Drømmene hans kongedømme, kom ikke her, han styrter ned i havet med et fly, når lige at acceptere døden, mens trykket mod hans bryst stiger. De modtager samtidigt sms-beskeder om at de er velkomne i Sverige. Tak, siger de, og finder hinandens hænder, hun bærer diadem og dolk, han globe og en nydelig lille økse. Der er ikke langt igen. De vil altid høre sammen. Solen er på vej ned. Senere får de at vide at TV2 News har været der med deres helikopter og transmitteret live fra Eremitagen. Men der kommer de aldrig. Økserne står som økserne skal stå. Han savner hende, det gentager han for sig selv. Spørgsmålet er virkelig om vi kan rumme alt det vi gerne vil rumme. Men jeg kan kun tale for mig selv, jeg er ved at eksplodere eller implodere, ved det ikke lige endnu, vi får se.

Han siger at problemet er at han elsker verden alt for højt. Der er en periode af hans liv hvor han har sex med mindst én kvinde om ugen, aldrig den samme, ingen gentagelser, og han elsker dem alle sammen, de elsker hinanden, ingen navne, hvad skal man bruge dem til, deres duft som hænger tilbage i hovedpuden, en glemt hårnål, læbepomade etc., han har en æske til det hele. Han er altid for fuld når de er sammen, han gør sig selv færdig i brusebadet, når de er gået hjem til deres liv. Han lever livet i glimt, det er sådan han vil have det. Det er en periode. Han kan ikke få nok, det er min mening. Som om den rager nogen. Det er en skitse det her, intet er afgjort. Marion er næsten helt væk. Han læser om alkymi, men ikke nok, han overvejer også at blive politibetjent eller skuespiller. En dag stikker han ild til en container og ser næste dag en reportage om det på TV2 Lorry, som om det var en anden. En ræv vader ind på hans værelse mens han sover, lige ind gennem væggen som om væggen ikke udgjorde nogen fysisk grænse, han opdager det ikke, ræven kommer ikke tilbage, det var den eneste gang i hele universets historie, at det kunne lade sig gøre, det kommer aldrig til at ske igen, hvem kan afvise det. Dagene går. Robert Walser er af alle den som har lært mig mest om hvad det vil sige at skrive, han er for mig helt på højde med Sisyfos. I en anden drøm er Per blevet udnævnt til chef for NATO, det kommer meget bag på ham, men han tager det straks alvorligt, hvis det er sådan det er, er der mening med det, han må være den rette til jobbet, det er en ny linje, verden vil blive et bedre sted på den måde, og han er trods alt søn af en jurist, det kan ikke være helt ved siden af. Han sætter sig ved bordet, åbner en mappe og går i gang. Jeg har en plan, jeg ved ikke om jeg kommer til at følge den. Den ene sætning tager den anden, lige så svært som det er at komme i gang, kan det være at holde op igen. Jeg har ikke fået læst Darwins bog om arternes oprindelse, oversat af J.P. Jacobsen, som jeg heller ikke har fået læst nok af, der er meget om det jeg gerne vil fortælle om, men det bliver ikke lige nu. Jeg har en, det er vist ikke min oldefar, men min fars onkel, vistnok, som jeg føler mig forbundet med, jeg har to af hans bøger stående: J.P. Jacobsens novellesamling Mogens (min far hed Mogens) og en bog fra 1878 om verdensrummet. Min fars onkel var bl.a. møbelsnedker, har lavet nogle fantastiske udskæringer som min ekskærestes kæreste har rost (han er bådbygger), og han havde en frugthave som han gik meget op i, han tjente penge på at være mejerist. Det knopskyder. Jeg glæder mig til forår.  Det kan ikke være sandt, forår. 2013 bliver et godt år. Per, ligger du og sover. Han snorker, så vågn dog op, du er konge af Sverige.

........

Marion og Per står ved et tilfrosset Øresund, hun siger at det er smukt, og fascinerende at vand, det flydende par excellence, kan antage fast form. Han siger at det ser ud som om sundet har fået eksem, han kan mærke det på egen hud, og skuer op imod himlen, tager sig selv i at håbe på at en hånd stiger ned og kløer de lidende vande. 

...........

Jeg har nogle af mors julefrikadeller 2012 i mikrobølgeovnen, klokken er lidt i fem eftermiddag, mørket kommer kravlende fra verdensrummet og lægger sig til rette her på Solvej, jeg har tændt alt elektrisk lys, en flamme blafrer over stearinlyset i vindueskarmen, min jungleplante sender skygger ud over gulvet, de danser, musikken spiller, naboerne kommer hjem fra arbejde, parkerende deres biler, trækkende deres cykler ned i kældre, der gøres klar til vinternatten, er der fuldmåne i aften, jeg kan ikke huske det, jeg er så småt ved at vågne fra en drømmeløs søvn, selvom; man drømmer altid, hver nat, blot er det sjældent at man kan huske det, på en måde drømmer vi altid, på en måde er jorden stadig flad, og eftersom jeg ikke selv har set pyramiderne, rørt ved dem, kan jeg ikke med hundrede procents sikkerhed sige at de faktisk findes, men uden tillid til sine medmennesker kommer man ikke langt, en af mine største drømme er at komme til at gå på Månen, jeg ved at det nok skal blive opfyldt, hvis bare jeg krydser mine fingre nok, har faktisk syet dem sammen, og ofrer hver dag en lille pipfugl på mit hjemmealter og æder dens indre organer, suger dens øjne ud og læser lidt i vedaerne, Indra, oh holy one, buttery one, vejret bliver bedre dag for dag. Jeg kan godt gå med til at der er en forbindelse mellem misbrug, afhængighed og det at skrive, uden at jeg vil gå så langt som til at postulerer at der findes et gen som har direkte med det at gøre, men altså; jeg har ofte forsøgt at forlade skriften, droppe mit skribleri, men det lader sig ikke gøre, pludselig sidder jeg igen med en notesbog, eller, hvis jeg ikke har en sådan ved hånden, skriver sms-beskeder til mig selv, vågner midt om natten og sætninger kommer væltende, hvorfra, eller i en taxa eller i en bus eller i et tog, i det hele taget gerne under transport, skriften er en ventil, en måde at organisere den alt for megen information som flyder ind i mit hoved og laver stor ballade og støj derinde, og det har med angst at gøre, at stå der vaklende på en tærskel, og hvad stiller man op, hvor går man lige hen, hvad ligger derude i mørket, kan man regne med at fødderne rammer sikker grund, eller synker man ad helvede til ned i dyndet, og kommer man op igen, jeg skriver mig en sti, forsøger at komme sikkert i land, jeg når aldrig frem, så skribler videre, bare én dag mere, så er vi der, vi er ved at løbe tør for vand, og så vi måske ikke en måge i går, øjeblikket efter flåede et rev bunden op, og Amerika måtte vente endnu 50 år på at blive opdaget, og verden blev aldrig den samme igen.





......

Og hvem tilhører den hårnål som ligger på skrivebordet her ved siden af mig?



....
der tages herfra og derfra, og fortælles videre, alverdens glimt og anekdoter fortættet til brændstof til den videre færd mod den evige horisont, det er det, ja, det er det jeg savner ved at bo i Han Herred, på landet, det flade, at evigheden altid ligger lige om hjørnet, efter vejens næste bugtning, man kommer ud fra plantagen og dér ligger evigheden og slår mod kysten, smadrer døren til hjernen ind. Jeg samler på kogler bl.a., i en æske på mit skrivebord ligger skelettet af et pindsvin, og Scott's Last Expedition, en tom dåseøl, nej to, og et kamera og diverse ragelse, løsøre, mønter fra nær og fjern, det hele er til låns, jeg passer godt på det hele, selv når alle spor er slettet, når kosmos trækker sig sammen og et nyt genopstår, har vi været her. Det er umuligt at bevise at vi ikke befinder os i en simulation skabt af en højere intelligens, for at se hvad der sker, når man sætter noget i gang, og hvilke former for bevidsthed findes i vores simulationer etc., støvet ligefrem fosser ud af mine lommer i dag, dagen er tiltaget med 1 time og 40 minutter, man far døde ved vinterjævndøgn forrige år, et kvarter over midnat den 23. december, maskinen som målte hjertes rytme lød fjollet, jeg savner ham, en del af mig sidder stadig dér ved sengen og holder ham i hånden. 
...
Og at vågne lidt op ad dagen i en fremmed by, lyset som strømmer ind, lydene, trafikken som lyder den lille smule anderledes end i København, en anden rytme, jeg vil aldrig hjem, tager altid ud for ikke at vende tilbage.


....
Der dage hvor jeg ikke kan rumme min kærlighed og dage hvor jeg ikke kan rumme min angst. Jeg er lider af depressioner, af kronisk angst, måske også derfor det er så vigtigt for mig at skrive, manisk forsøge at få alting med, for angsten tærer på min hjerne, hukommelsen vakler,  erindringer om liv forsvinder. Dage hvor jeg vil knuse alting, stikke ild til lortet, æde hele verden og brække den op igen, men jeg er ikke nogen gud, i vedaerne står der et sted at kosmos er gudens drøm, når han vågner går alt vi kender til, til grunde igen, og det er gudernes tid, koglekirtlen er blevet udpeget som drømmens sted, og måske står der, er guderne menneskenes drøm (det har Carl Sagan fortalt mig), således vendes alt på vrangen og tilbage igen i en lille uanselig kirtel dybt i vores primitive hjerner, det mest komplekse organ vi kender til. Min iskolde hjerne, min valnøddeformede krystalkugle, i dag er en god dag, i morgen er en engel.


*

Per, han tager plads på sin trone, Bambi lærer efter en god nats søvn endelig at stå på ski.

*

Der skal være en sorg så knugende, der skal være sorte stuer, men han kan ikke, Solen bliver ved med at stå op.


..

In the making, ever in the making.

---
hvad var det nu, jow, godt, så starter vi forfra, hvor kom jeg fra

jeg skulle være holdt med at ryge nu, men så slog vi op, og for hvis skyld skal jeg så holde op?

--

Hvis man bliver halshugget, vil der gå op til 13 sekunder før man dør, og derfor nå at se sin hovedløse krop.


Per bruger alt for meget tid på internettet.


Per, tænker hun, tænk at man kan savne hans sure sokker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar