tirsdag den 29. januar 2013

Læs Peders essay om at rejse i Mali

http://pederfrederikjensen.blogspot.dk/2013/01/rejseessay-om-mali.html



Da vi havde kørt et par timer, dukkede et sælsomt syn frem af sandtågerne. Flere hundrede æsler. Grå og dovne og klodsede. Chaufføren holdt sig på afstand af flokken, og man kunne skimte et par tildækkede mænd med kæppe der ledte den store flok fremad. Det var nærmest utopisk. Forestillingen om at bevæge sig til fods i denne del af verden var så uvirkelig og sær. Alligevel var der en erfaring der var ved at sætte sig i mig. En tanke om det at høre til. Hvorfor var jeg selv rejst hjemmefra? Med hvilken forestilling? Min egen forestilling om det fjerneste sted i verden hang dårligt sammen med det oplevede, fordi det gik op for mig, at det jo er mennesker der bevæger sig derude i ørkenheden, at de ikke er fantasi eller fatamorganaer, og for dem er stedet et hjem, deres sted. Det almindelige. Jeg havde set folk cykle af sted midt i ingenting.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar