søndag den 29. december 2013

Og et julebrev:

Allerkæreste Julemand. Jeg er en dreng som er ved at blive en mand. Men jeg gider det ikke. De siger hele tiden at jeg skal, at jeg skal, nu skal jeg høre efter og skrive mit navn med rolige bogstaver og vende rigtigt. Og er det ikke ligmeget n´år vi har coputere nu til das. Jeg hedder og Jens Ole og er i pratiksophol hos Emignoergaard-centret som er altingkunstere og for det meste så flinke som dagen er. Jeg gør det hele de siger. Kære julemand. Jeg skriver til dig, fordi med det jeg har hørt om dig. Om at du ved om børn er artige eller ikke er.  så må du kende mig bedre. For troels og BarsBo  de kenner mig kun som de ser mig. Og det er ikke dt hele. Da jeg boede gos min onkel kaj Eikr og hans god ven Knud steffnen var altting letter, for de hade ovse bar tid til en spil blod eller en pludselig en is uden at man skulle have renste alle tanksne for mudjer og der er faktisk ovse blod på dem selom det siger TOrles og Lars bo at det er det ikke men bare noget fra ealle de bær de køre over når de laver øvles ude i markenr og skvoene. Det ERblod. Og måske fra mensker. Men julemand det er alsså ikke min skyld kun dem. Du må ikek sige det til nogen det jeg sigr nu, for så er det ballade o g   digradiring. Og der kan gå ennu længe tid før jge får lov og blive ledr for min egne kamppatrulje eller få adgang til alle indianerpigerne som TRoles og Lars BO hele tiden snakker om er det jeg kan glæde mig mest til. Hvad det så er . men jeg vil gerne. De sier at jeg skal vær klar, men jeg er klar og føler mig faktsik som en mand på mine egn måde hvis det er det. Hvad er en mand. Det ska de ikke bestemme . kære julmand der ermere jeg vil sige men nu blæser trompeten og jeg skal ud på  mars i ti timer.  

Snart, snart:


lørdag den 28. december 2013

Skamløshed. Reklame for migselv og andre. (klippet fra vestjyllands højskoles hjemmeside)

Om Skriftserien for ny dansk litteratur, bind 2 

Af ASGER SCHNACK 

Først en bemærkning om Skriftserien for ny dansk litteratur. Det forekommer mig at være en 
både nødvendig og rigtig serie, der dokumenterer et nybrud i dansk litteratur. Det er længe 
siden, at så mange og så væsentlige nye forfattere har manifesteret sig samtidig. Ideen med 
at tematisere bindene efter ”kropsdigtere” og ”hjernedigtere” – de foreløbige bind 1 og 2 – 
synes jeg også virker rimelig. Hans Otto Jørgensen har dertil – så vidt jeg kan bedømme det 
– lavet nogle aldeles glimrende udvalg af de udvalgte digtere. I parentes vil jeg også gerne 
slå fast, at det er nogle meget smukke bøger – som bogværk betragtet. Det er paradoksalt – 
og noget ganske nyt – at antologier, der samler op på en periode, er bedre boghåndværk 
end gennemsnittet af de originale udgivelser. Det plejer at være omvendt. 

De ni ”hjernedigtere” har det til fælles, at de er yderst bevidste om, hvor de befinder sig i 
forhold til traditionen. Og hos dem alle er det, jeg i en anden sammenhæng har kaldt ”digtets 
ikke”, centralt og styrende for deres arbejde. De fravælger sig frem, der er en hel verden af 
poesi, som de ikke vil sættes i bås med. Ingen naivitet, absolut ingen lyrisme, ingen spontan 
spontanitet – men nok en tøjlet spontanitet, hvis man tale om det. I den forstand er det 
intellektuelle sproglige bevægelser, udført af netop ”hjernedigtere”. 

De udsagn, der kan læses i digtene, er ikke éntydige, men snarere ironiske eller med et 
skridt tilbage betragtende. Ofte i en kontekst, der direkte modsiger dem – eller sætter dem i 
forbindelse med andre verdener, sprogligt eller konkret i form af foto eller collage. Det er alt 
sammen brud på mainstream – såvel normalsprogets som en tænkt normalpoesis vedtagne 
former. Da digterne er begavede mennesker, betyder det samtidig, at det nødvendigvis bliver 
en traditionsbevidst poesi, en poesi, der – som sagt – forholder sig til traditionen eller snarere 
til forskellige traditioner. 

Hos Daniel Dalgaard er der tale om et sprogfelt, der tangerer det grænseløse, en tankerum, 
der er principielt åbent og kan udvide sig. Det er en diskuterende poesi, der har antydning af 
selvransagelse – et sted bag fagterne rumler en etik. 

Hos Rasmus Halling Nielsen er bruddet skarpt og i en vis forstand uden vej tilbage. Han er 
som bekendt uhyre produktiv, og hvad vi ser her, er blot en flig af det, der er strømmet fra 
ham i den senere tid. Traditionen, han forlænger, går tilbage til tidlig Dan Turèll og længere 
tilbage: Brion Gysin og William S. Burroughs – altså cut-up og – som Dan Turèll kaldte det – 
”overgangen mellem foto og skrift”. 

Jonas Rolsted skriver systemdigtning i traditionen fra Inger Christensen og Klaus Høeck. 
Han opbygger med sin bog et univers, der er sprogligt. Og det er ikke prosa eller fortælling, 
men poesi, der danner et socialt, kulturelt, individuelt, historisk krydsfelt – og som dyrker en 
højst personlig, fænomenogisk beskrivelse af verden. 

Lars Bo Nørgaard skriver vel nærmest en rapport fra en virkelighed. Traditionen er 
rejsefiktion, og spørgsmålet er, hvor virkeligheden hører op. Tror teksten, at den beretter 
virkelige hændelser, hvorfor er den så påstået nøgtern – eller er den det? 

Peter-Clement Woetman udfører, hvad vi kunne kalde ”spredt skrift”, hvor mange forskellige 
teksttyper står hulter til bulter, inklusive henvisninger til eksisterende litteratur, her først og 
fremmest Inger Christensen. Traditionen er Peter Laugesen – og tilbage til Francis Picabia. 

Katinka My Jones skriver sig rundt om en hest på en måde, der får mig til at tænke på 
Wallace Stevens’ berømte digt ”Thirteen Ways of Looking at a Blackbird”. Her er det så 
fjorten måder at se på en hest. Igen: den ene tilnærmelse er lige så god som den anden, der 
er ikke én måde at se på en hest på. 

Chresten Forsom er i gruppe med Rasmus Halling Nielsen, idet han også inddrager fotoet, 
her af selve maskinen – skrive-maskinen – og dens produkt, fra stort ark til et enkelt bogstav, 
en zoom fra det vidtstrakte til det absolut begrænsede/ubegrænsede – bogstavet ’ø’: den 
tomme mængde. 

Olga Ravn handler med sproget som en billedhugger med sit materiale, hendes digte er 
sprog som skulptur, hvor materialet er flergyldigt. Man kunne måske tale om en eksistentiel 
synæstesi, hvor elementerne blandt andet er kønskritik og familiemønstre. 

Samlet er antologien udtryk for en stor forskellighed i måden at være bevidst på om det 
fælles problem, undvigelsen af den løgn, der ligger ligefor, nemlig en eller anden tro på, at 
sproget kan referere blot nogenlunde troværdigt i de gængse genrer en eller anden benævnt 
virkelighed. Projektet går så ud på at fremkomme med en ny løgn, en løgn, der ved, at den 
er en løgn, og som derfor har afmonteret den første løgn, og som siger: her er et bud på 
poetisk sandhed! Hvis man skal vurdere denne sandhed kvalitativt – som kunst – må man se 
på hvert enkelt bidrag og spørge sig selv, om der er noget, der fascinerer, som ikke blot 
forholder sig til anden kunst, men også nødvendigvis vil læses for sin egen skyld. 


Kan købes her:

Materiale indsamlet under rejse i Indien 2012


fredag den 27. december 2013

Klip fra KSN's blog. Jeg vender tilbage med mere om sagen snarest.

Falsk? julekort fra Istanbul.


Så kom der kort fra Istanbul. LBN har været af sted ude at udforske verden, siger han. (Jeg ved de facto han var inviteret til Fjerritslev Lillejulaften). Jeg har selv lige været i Istanbul og kan -hvad jeg glæder mig til- rette adskilligt af de ting og efterretninger, der nu kommer. Alle klicheerne: Alting er større og mere krydret. Piberne længere. Indsigten større.  

Og i øvrigt  har dether jo intet med et julekort at gøre.
Og en lille mistanke sniger sig mere og mere ind på mig.  Frimærket! Jeg har selv været slem til at købe en pose gl frimærker, stemplet i alverdens byer, Og så har jeg da nok indimellem sat et sådant købt frimærke på, stemplet måske i Japan, sat på et kort, og så ellers komme med en oprivende historie derovrefra, mens jeg har siddet  hjemme i slåbrok med kaffe i kop og fundet på.  Og jeg ved så ikke nu, hvad jeg skal gøre. Skal man lade som intet? Skal man tage fat i løgnen, hver gang, den stikker sit grimme ansigt op af busken? Eller måske helt undlade at kommentere? Jeg ved det ikke.
Men jeg tror fx ikke at Elvis er død. Og månelandingen, den er jo helt derude, hvor nulo return to sender gives.


tirsdag den 24. december 2013

Ho, ho, ho!

"One of the side effects of eating amanita mushrooms is that the skin and facial features take on a flushed, ruddy glow. This is why Santa is always shown with glowing red cheeks and nose. Even Santa's jolly "Ho, ho, ho!" is the euphoric laugh of one who has indulged in the magic fungus.
Santa also dresses like a mushroom gatherer. When it was time to go out and harvest the magical mushrooms, the ancient shamans would dress much like Santa, wearing red and white fur-trimmed coats and long black boots.
These peoples lived in dwellings made of birch and reindeer hide, called "yurts." Somewhat similar to a teepee, the yurt's central smokehole is often also used as an entrance. After gathering the mushrooms from under the sacred trees where they appeared, the shamans would fill their sacks and return home. Climbing down the chimney-entrances, they would share out the mushroom's gifts with those within.
The amanita mushroom needs to be dried before being consumed; the drying process reduces the mushroom's toxicity while increasing its potency. The shaman would guide the group in stringing the mushrooms and hanging them around the hearth-fire to dry. This tradition is echoed in the modern stringing of popcorn and other items.
The psychedelic journeys taken under the influence of the amanita were also symbolized by a stick reaching up through the smokehole in the top of the yurt. The smokehole was the portal where the spirit of the shaman exited the physical plane.
Santa's famous magical journey, where his sleigh takes him around the whole planet in a single night, is developed from the "heavenly chariot," used by the gods from whom Santa and other shamanic figures are descended. The chariot of Odin, Thor and even the Egyptian god Osiris is now known as the Big Dipper, which circles around the North Star in a 24-hour period.
In different versions of the ancient story, the chariot was pulled by reindeer or horses. As the animals grow exhausted, their mingled spit and blood falls to the ground, forming the amanita mushrooms."











søndag den 8. december 2013

På onsdag:







































! VesterVovVov byder indenfor til den anden af tre helt særlige aftener i december !

Vi har inviteret ni forfattere til at slå sig løs i biografen. De har fået frie hænder, de læser op, de laver film, de læser op foran film, de designer lyd til film. Biografsalens format vil blive udfordret og oplæsningerne får filmiske rammer. Stemmer møder levende billeder. I mørket foran det lysende lærred får ordene nyt liv. Efter et forrygende første arrangement fortsætter vi på onsdag. Det er: 

!!! LITTERATUR [ i ] KINO #2 !!!

Vi præsenterer:

LARS BO NØRGAARD

GLENN CHRISTIAN

ANDERS ABILDGAARD


Arrangementet starter kl. 21.
Der er fri entré. Og der kan ikke reserveres plads.
Det er først til mølle. Og der er lunt og rart i møllen.

Vi glæder os til at se jer!

torsdag den 5. december 2013





















            og vi overvejede at lave et andet projekt vi ville sige ja til alle tilbud vi modtog i Varanasi på bare en enkelt dag tænk engang hvor meget silke hvor mange bådture på Ganges horoskoper massage skægtrimninger hash pot magic mushrooms opium LSD kokain heroin kvinder drenge alt mellem himmel og jord vi kunne fylde en lagerhal på bare én enkelt dag i Varanasi vi kunne let ende i spjældet udvist af Indien på livstid med bugen sprættet op flydende ned ad floden sammen med dagens andre ukendte døde videre ja vi kunne let blive sat fri fra dette smertens hjul og holde fest med Shiva & Co. i al evighed og beyond 

tirsdag den 3. december 2013

until the light takes us


Lidt slags dagbogsblad:

Endelig gået i gang med at rydde op på værelset, det har alt for længe lignet Sodoma og Gomorra, som om jeg har nogen anelse om hvordan Sodoma og Gomorra så ud, selvom Biblen står på min reol, min gode, gamle konfirmationsbibel, åh ja, sikken en dejlig dag med slips og vest, og den der skrækkelige frisure jeg var blevet klippet i. Akke-ja; min bror og jeg var begyndt at høre grunge, især Nirvana, og også Guns N’ Roses og Metallica, som ikke er grunge, men fælles for de tre bands var, at det kun var mænd som spillede musikken og de havde alle sammen langt hår, så det skulle vi også have. Det var noget nyt, vi var på det tidspunkt vel nået til cirka skulderlængde, det havde taget et stykke tid, så spidserne var flossede, men det går jo ikke, når man skal konfirmeres, eller ens storebror skal konfirmeres, så vi skulle klippes, bare lige have taget spidserne, var aftalen. Sådan skulle det ikke gå. Akke-nej; dér sad vi, min bror og jeg, side om side hos frisøren, med hvert vores Anders And-blad og blev klippet, fulgte overhovedet ikke med i processen, det var vi alt for generte til, og der blev klippet løs, og før vi vidste af det, var det overstået, og spejle blev hevet frem og vores nakker fremvist for os, vi skulle godkende frisuren. Åh! De havde klippet os op i nakken, sådan en frisure som var meget populær blandt piger i Fjerritslev på det tidspunkt, måske osse udenfor Fjerritslev, det ved jeg ikke så meget om, men det var jo en katastrofe; ikke særlig grunge overhovedet. Men, igen: vi var generte, så vi sagde ikke noget, slæbte bare ydmygelsen med os rundt i jeg ved ikke hvor mange måneder, for mit vedkommende endda ned ad kirkegulvet, og op til alteret, håndspålæggelsen, og forsage djævlen og sige amen og høre, hvad præsten havde skrevet i vores individuelle bibler; mine ord var: (det ville jeg gerne have skrevet, ja, men kan ikke finde min bibel, biblen er blevet væk).     


Og så faldt jeg i søvn midt i det hele, erindringer og oprydning, og vågnede i et rum varmet op af min egen krop, og musikken spillede, noget helt overgearet japansk støjpunk, og jeg slukkede den og tænkte; hvad sker der lige her, nogen er gået i gang med at rydde op på mit værelse, hvor dejligt.  – Og jeg trak vejret dybt ind; det er mig, sørme, og følte mig helt selv-stolt. Og kaffe og en smøg og tjekke om jeg har fået nogle sms’er, om nogen har forsøgt at ringe til mig, og det var der, men nu skal jeg ud af døren, kroppen vil luftes, den tovlige bette vovhund.     

Varanasi 2012
















søndag den 24. november 2013

hyp, hyp


hvad det mon kunne være, det smeltede glas os ned gennem underskoven skråningen ned i søen, den var varm nok det var sommer vi havde siddet derude på fladen og solen skinnede så meget mere end dobbelt så stærkt som at være i en lille maskine i planten en eller anden plante man kunne finde på at æde vi er ædere af planter det lille hjul der havde han altså siddet hvor hvepsene nu bor læst sine aviser smurt sig ind i bjørnefedt det var dengang han havde siddet der før vinter efter vinter hvis bare vi vidste mere hvis ikke alle de huse stod foran andre huse man ender bare det er ikke nødvendigvis noget vejtræer eller andre ting som findes ravl og fasaner, alt det der, alt det der som vi møder på en gåtur gennem hele verden, palmer og en stegt milt, der er lige nu så og så mange, så og så mange som går en tur og bliver kvalt af et stykke svinekød, slår en sløjfe på båndet. Også nu.


Der var en pistol og så lille afstand, det er en fornøjelse, så her sidder vi, et lille fuldt hus, det er det mest interessante publikum på en regnfuld aften, adskillige folk og mennesker som alle vil fortælle i aften, om at sove, mange produkter, det er vigtigt at alle hører noget forskelligt, vi er gode venner, klatrede engang i de samme træer, kørte i den samme lille bil, plæneklippermotor og bølgepap lige ind gennem ladeporten, og en hest, en brun, en mark, et langt stykke landevej, ingen træer, for mange, alt for mange, så tror jeg nok. 

onsdag den 20. november 2013

forts. flgr.




Landskabet spiller en rolle, men der er også så meget andet, som jeg glemmer, eller slet ikke kan se, alle de indflydelser som bestemmer retningen. Det er det jeg  skriver om, det bliver jeg aldrig færdig med

 man løber
 tør. 

Kan du huske dengang vi kørte i grøften udenfor Fjerritslev. Et eller andet sted langt ude ved fjorden, vi havde fotograferet den grønne bus som bare stod der og stak op fra det flade landskab, det som blev til dit værk The Celestial Bus, den bus som det skulle vise sig fungerede som jagthytte for en gruppe lokale andejægere, for området var vist småfredet, det var i hvert fald svært at få lov til at bygge noget, men hvis der var hjul på hytten, var der ikke noget problem, for så længe den kunne flyttes, kan man jo ikke kalde den for en bygning. 

Og så skulle vi tilbage, det var i november og frosten havde sat ind, og hjemme ventede min mor med varm suppe og ild i brændeovnen, hyggesnak omkring spisebordet, måske et glas rødvin eller to, måske far ville fortælle skrøner om dengang han boede på Vesterbro, Kaalundsgade, for at være præcis, tæt på Guldregn, som osse fandtes dengang, og hvorom man på internettet kan læse, at det er et morgenværtshus, som mener det alvorligt, og hvorfra jeg vistnok mere end én gang er blevet smidt ud, fordi jeg skabte mig, og hvor min far også kom, cirka halvtreds år tidligere, og hvor han var gode venner med de prostituerede, det havde mor godt nok aldrig hørt noget om før, hvad var det nu for noget, men altså, han snakkede bare med dem, ikke andet, eller dengang han var på vej hjem fra en munter fest, og cyklen pludselig, nede ved søerne, var begyndt at tale til ham, og havde bedt ham om at cykle ind i et træ, hvilket han gjorde, gerne.

Og så kørte jeg i grøften, da jeg skulle vende bilen på den meget lille markvej. Det var dumt. Pludselig vendte verden helt forkert, stod faktisk på skrå, hvilket den ellers aldrig gør, det var noget nyt. Og selvfølgelig havde jeg lige den dag ikke min mobiltelefon med, fordi den var løbet tør for strøm, så vi kunne ikke ringe efter hjælp. Der var langt til den nærmeste gård, men jeg løb derhen, mens du holdt vagt ved bilen, tog nogle fotografier. Det var mudret på trods af frosten, så meget var den heller ikke sat ind, bare lidt sprøde isflager mellem furerne, som knasede under mine støvler. Men der var ingen hjemme på gården, og heller ikke på den næste, så jeg måtte videre op til A11 for at stoppe en bil. Det lykkedes rent faktisk meget hurtigt, og føreren havde en mobiltelefon, jeg måtte låne. Så kom det pinlige: at skulle ringe hjem til far, og sige, at jeg havde kørt hans bil i grøften, men der var ikke sket noget alvorligt, der havde jo nærmest ingen fart været på, den skulle bare hives op, om han kunne ringe til Falck.   


tirsdag den 19. november 2013

Anbefaling. Læste de første cirka 70 sider om Celeste i går. Sex, gåsefedt og revolution.


celeste

J.P.K. Jensen: Celeste

100,00 kr
    Celeste er den første skønlitterære bog fra Forlaget Solidaritet. Solidaritet er et politisk forlag, som udgiver fagbøger ud fra en venstresocialistisk grundholdning. Blandt vores udgivelser findes konkrete analyser af den moderne økonomi, teoretiske bøger om en udogmatisk marxisme og historiske bøger om fx om Rosa Luxemburg. Vi er et aktivistforlag, hvor målet med udgivelserne ikke er at tjene penge til aktionærerne, men at forandre verden. Forlægger, trykker, redaktører, grafikere og korrekturlæsere arbejder gratis, og vi har vores eget trykkeri. På den måde kan vi udgive vigtige bøger, som ikke ville være rentable for et profitorienteret forlag. Og vi kan udgive dem til priser, som alle kan betale. Når vi nu giver os i lag med skønlitteraturen, er det fordi, vi mener, at kunsten kan fortælle noget om de vilkår, mennesket er undergivet, som ikke kan siges på andre måder. Vi har ikke alene store kunstneriske ambitioner med den litteratur, vi udgiver. Vi lægger samtidig vægt på, at teksten beskæftiger sig med de magtforhold, som hersker mellem mennesker. Mellem kønnene, mellem en befolkning og dens minoriteter, mellem den rige del af verden og den fattige eller mellem de sociale klasser i samfundet. Eller med de vilkår, som de undertrykte, udbyttede eller udstødte lever under.Vi er stolte over at kunne præsentere Celeste, som indløser samtlige disse ambitioner.
“Her har vi noget så usædvanligt som et gotisk eventyr på realistiske præmisser og i en konkret historisk ramme. En klassisk og en moderne fortælling krydser hinanden på en særlig måde, som får filosofi, religionskritik, politik, uventede sansninger og refleksioner og suveræne livsytringer til at arbejde sammen på en ny måde. En bog jeg har ventet længe på.”
– Peder Frederik Jensen, forfatter og bådebygger
Jens Peter Kaj Jensen er født i en fiskerfamilie i Middelfart i 1965, er cand.phil. i filosofi og uddannet fra Forfatterskolen. Han har tidligere blandt andet udgivet novellesamlingen Kig på damen (2010), romanen Sofa (2007) og filosofibogen Det frie menneske (2001). Nu bor han i Madrid med sin kæreste og deres børn.

Kan bestilles her:

Og så tog jeg lige en tjep personlighedstest. Det er altid godt, man blir let så forvirret her i det senmoderne. Svaret er bl.a. baseret på det faktum, at jeg har skæg, og godt kan lide at gå med hat.

Hitler eller Ghandi? Einstein eller dronning Victoria?

Hvilken historisk person ligner DU mest på? Kanskje kan denne testen gi deg en pekepinn om hva skjebnen har i vente for deg, eller hvilken retning du bør satse på i livet ditt.




Resultat: Hvilken historisk personlighet er du?


Fjodor Dostojevskij

Du er en av tidenes største forfattere. Du har evnen til å skrive komplekse historier med dyp moral og innsikt i menneskers sinn og natur. Tankene dine er ofte mørke og dystre, men du tror på at det kan være håp for verden. Ta pennen fatt i dag og skriv et mesterverk!
2.60% falt innenfor denne kategorien.

Fårekyllinger i langsom gengivelse:


Tom Waits (on Jim Wilson): "Wilson, he's always playing with time. I heard a recording recently of crickets slowed way down. It sounds like a choir, it sounds like angel music. Something sparkling, celestial with full harmony and bass parts - you wouldn't believe it. It's like a sweeping chorus of heaven, and it's just slowed down, they didn't manipulate the tape at all. So I think when Wilson slows people down, it gives you a chance to watch them moving through space. And there's something to be said for slowing down the world."

fredag den 15. november 2013

Fortsætter hvor ville jeg gerne slentre en ph.d. i nu have det ville jeg kaffe


så blabla, yesterday blabla, kan nogen overhovedet huske hvor jeg


Kontakt mig glad og gemalen og skrigende efter min kære Kaj?


endnu en påmindelse om, at de må have noget til


Jo, det er


Massiv fyr med 3 låger og KSN stak i tre liter kaffe og sniffet en gang kødsovs.


ok, der var lige ved siden af og blæses væk.


det med fisken.


man kigger bare efter, kigger et par granater fra


dyrene skal vi stille op


WTF, som man hører hvordan jeg


Men løgn. Jeg


Jesper og Katinka We will be victorious!


Det smagte som broccoli, så jeg


Et digtermenneske i håret og hængte dine svedehytte og dybhavskurser.


hva vil du jo ikke


yes, sådan, at skulle lægge øjne ud, så græd ingen bukser på


Oh, and the trees they grow so high and the upper storey of Mt.


ok, der snaves og snittes kærlighedssnak ind i Ho'det he examined and conquer the third wall he examined and you're running / don't slip in the devil is dead


har en masse mere end velkommen til


Det smagte som en Spadserestok / med ildrødt Fjæs og Øjne luerøde; / i gang med en tønde øl under dækkene og der var nøgne damer og drikker en med dejlige venner i min fineste vitrine af amerikansk kirsebærtræ.


jo blodigere jo bedre.


hvis jeg orker.


jeg var lyv. Der var lige ved ærligt talt også blevet noget kaffe, helt


Jamen, det de brune ris, der gjorde udslaget, nu


Skide være handyr om


Søren Det vindue 1m fald, flue i rummet, emhæt tændt, bare tæer.


Her er kun i min tid


jeg var jag skulle skicka dig.


Det smagte som liker og læser osv.


Mener huset var jo ved gangart, spisevaner, så jeg


det med hønsestrik. Lykken skal kaste op

torsdag den 14. november 2013

Er med i den her:

skriftserie2

Sammen med:
Daniel Dalgaard
Chresten Forsom
Katinka My Jones
Olga Ravn
Jonas Rolsted
Peter-Clement Woetmann
Vigga Vangsgaard
Rasmus Halling Nielsen (som jeg i øvrigt har sakset det her indlæg fra, herfra: http://alssolar.wordpress.com/
Redigeret af Hans Otto Jørgensen

Hejhej



Passenger: NOERGAARD/LARS BO MR [23FEB81]
14 Jan 2014AIR FRANCEAF 1351
From:COPENHAGEN, DENMARKTERMINAL 2
Departs: 06:55EconomyConfirmed
To:PARIS DE GAULLE, FRANCEAEROGARE 2 TERMINAL F
Arrives: 09:00
Seat: Check-In Required 
Bags: 1 PC



14 Jan 2014AIR FRANCEAF 218
From:PARIS DE GAULLE, FRANCEAEROGARE 2 TERMINAL E
Departs: 10:45EconomyConfirmed
To:MUMBAI, INDIATERMINAL 2 INTERNATIONAL
Arrives: 23:55
Seat: Check-In Required 
Bags: 1 PC





I går faldt jeg i søvn inden jeg havde taget min medicin, så glider alting sammen, bliver et smadret rod. Det begynder allerede langt inde i søvnen. Jeg drømte om at bo i et rækkehus i en provinsby ved havet et sted, min nabo var en gammel mand med fint, tyndt hvidt hår som strittede i alle retninger, han var hele tiden lige ved at dø. Og det gjorde han så en dag, jeg skulle ind og besøge ham, og mødte hans søn som var ved at støvsuge. Jeg var postbud, jeg kom med de sidste breve, og lovede at meddele dødsfaldet, så der ikke ville komme flere. Senere var jeg i kirke, præsten stillede sig ved siden af mig ved det lille bord jeg sad ved og gav sig til at dissekere en meget lille gris, et foster var det vel, mens han fortalte om udskæringens mystik, gudsbeviset som lå skjult i grisens muskulatur og i dens organer. Så gav han mig kniven og jeg stak af al kraft til den. Præsten sagde at det måtte jeg ikke, jeg måtte ikke stikke øjnene på den ud, det var forbeholdt den store finale. Men jeg havde ikke stukket øjnene på den ud, men stukket den i låret. Jeg så nærmere efter og opdagede at fra såret var et øje poppet ud. Hvad skal man mene om den slags. Hvad betyder sådan noget. Det bankede på døren, udenfor drømmen, jeg hørte det godt, forstod på en måde, at det ikke var med i drømmen, men kunne ikke reagere. Det var et eller andet firma som skulle inspicere det arbejde som håndværkerne lige har udført i vores lejlighed, udskiftningen af faldstammerne. Jeg vidste godt at de skulle komme i dag kl. 9, de havde smidt en seddel i vores postkasse for en uges tid siden. Men jeg kunne ikke rejse mig, ikke rigtig vågne op. Så de låste sig selv ind, de havde en nøgle, det vidste jeg godt, jeg har selv afleveret den. Underligt at ligge der i sengen og høre fremmede mennesker gå omkring i lejligheden, uden at jeg kunne reagere på det, som i en drøm, men ikke i en drøm. Forbandede medicin, det smadrer mig, hvis jeg glemmer at tage den, jeg er stadig nu, mens jeg skriver det her, helt kold og svedende, ved ikke rigtig hvad, nervesystemet snurrer, alting blafrer, er det sandt, det jeg skriver. Jeg drikker kaffe, tænder endnu en smøg, min bror hælder havregryn op i en skål ude i køkkenet, sætter vand over, jeg har sovet i måske elleve timer, alt lyset brændte, jeg var fuldt påklædt, jeg forsøger at høre musik, en sms bipper ind, mine hænder vil ikke stoppe, du har selv oplevet mig, når jeg er sådan, kan du huske det, dengang vi gik en tur i parken, hvor jeg sagde at jeg kunne mærke de andre mennesker, dem som kom gående imod os, på lang af stand, at det var som om de sendte stråler ind i mig, eller at jeg indfangede dem, jeg kunne mærke det de mærkede, deres humør, deres følelser, at jeg havde lyst til at gemme mig mellem træerne og buskene, lyst til at klatre op i kronerne, være en radar eller helt væk, det går efterhånden over, blodet skal lige i gang med at strømme, altså efter at jeg har taget noget medicin, blodet skal lige transportere stofferne ud i blodbanerne, op i hjernen, så fungerer jeg igen. Der var også en eller anden festival i byen i drømmen, jeg kan ikke huske hvorfor, ikke hvad, der er meget jeg har glemt, men som stadig sidder i mig, nogle strukturer, en dunkel arkitektur, prydplanter som har fået lov at gro amok, slyngplanter, snyltere, blåviolet, og jeg har skåret tænder, jeg kan mærke det, de ømme kæber, det må lyde forfærdeligt, har du hørt det, når jeg gør det, jeg har så svært ved at vågne, bare sove og atter sove, og mine nakkemuskler og mine rygmuskler er så hårde og ømme, mine håndled, neglemærker i håndfladerne fra de stramt knyttede hænder, flere gange er jeg vågnet midt i luften, midt i et spring fra sengen, væk, så lander jeg med et brag på gulvet, en undvigelsesmanøvre, en tank, et granatnedslag, at springe for sit liv, engang bed jeg min kæreste i skulderen, vanvittig af angst lige inden porten gik op, forreste række i landgangsfartøjet, lige om lidt var det slut, hvad laver jeg her, så må man bide sig fast, jeg tror jeg vil tage et brusebad, forsøge at finde ro, stå og mærke vandet over min krop, give nervesystemet noget at forholde sig til, der var noget med at præsten i virkeligheden var djævlen, men jeg tog fejl, jeg har kvalme, nogen må give mig et kram, nej jeg kan ikke røre ved nogen, vand, men først mere kaffe, endnu en smøg. I går var jeg på tur med Lotte, vi var i Hundested, stod og kiggede ind gennem ruderne til Knud Rasmussens hus, de smukke gamle stuer, malerierne af is, af sne, af inuitter, hans skrivemaskine som han havde med på Thuleekspeditionen og som var blevet skadet ved branden i 2011, vi var oppe ved fyrtårnet, det mindste i verden, vil jeg tro, og det blæste, vi fandt en lille scene ved havet og lavede en lille improviseret optræden for bølgerne, senere spiste vi på den lokale kro, en hverdagsplatte; sildebuffet, fiskefilet med rejer, hakkebøf med bløde løg, roastbeef med garniture, brieost med vindruer, brød, fedt med løg og smør, en cola, der foregik et eller andet mellem den kvindelige tjener med glimmer om øjnene og de ældgamle mandlige stamgæster, snak om en eller anden som drak sig ned, vi kunne ikke rigtig få fat i det. Så kørte vi til Torup Bogby hvor jeg købte tre bøger af Bruce Chatwin, en af dem havde småsten klemt fast mellem omslaget og den første side, og et udvalg af Leonardo da Vincis notesbøger, det var dem jeg lå og læste i i går, før jeg faldt i søvn, afslutningsvis spiste vi en træstamme og drak en kop kaffe i konditoriet i indkøbscenteret i Frederiksværk mens vi læste om Nils Malmros’ flirt med en 15-årig med pæne bryster (jeg havde først skrevet ’blomster’, du godeste) og om at Klaus Ryskjær har forladt sin godt 30 år yngre kæreste som er blevet gravid efter en kærlighedsferie de to havde været på i Paris, åh, Paris, så kørte vi tilbage til København i mørket, det var en god dag, mit kamera er gået i stykker, jeg har ingen fotografier. Nu går det bedre, roen begynder så småt at indfinde sig, og jeg læste lige på internettet, at på nogle planeter regner det med diamanter, det gad jeg godt opleve, skal vi ikke tage derhen, det synes jeg at vi skal, så kan alt det andet vente.

tirsdag den 12. november 2013

Mere om indiske dyr. Denne gang hunde. (indlæg tidl. udgivet på emignoergaard.blogspot.com)














Man hører ofte om Indiens fritgående køer. Man hører mindre om de fritgående hunde. Underligt spidse i det, meget ens. Brune, sorte, grå. Skabede, med store, væskende sår, blødende, pelsløse, huden fortykket, ruflet. Konstant kløende sig, bidende sig selv i stykker. De har ikke langt igen. Tæver med lange, slatne patter, udslidte af så alt for mange fødsler. De render rundt på gaderne, nede ved ghatsene, man ser én få fat i en luns forkullet menneskekød fra kremeringsbålene, slæbe det væk, kæmpe med andre hunde om retten til at æde det. De lever i affaldsdyngerne, æder rådden frugt, kød, døde rotter, andre hunde, plastic, drikker af de åbne kloakker. Vi så mange med deforme forben, mærkeligt luffeagtige, vi kaldte dem søløvehunde. De er pariaher. Ikke ligefrem hellige som køerne (ikke at køerne har det meget bedre), men alligevel hører de til. Eller: ingen tager sig af deres eksistens. Ikke noget med fodring eller nådesdrab. Hinduismens respekt for alt levende, synes ofte at minde mere om en radikal laden-stå-til, alt, alle overladt til egen skæbne. På den ene side slår man ikke ihjel, på den anden rækker man ikke hånden ud, hjælper ikke uegennyttigt til, med mindre man gør det fuldt og helt, bliver helgen, dvs. sætter sig udenfor kastesystemet. Således mødte vi en ung billedkunstner, som udelukkende malede hunde, over tusinde hunde havde han malet, fortalte han, aldrig andet end gadehunde. Han viede sin kunst til hundenes sag. - Natten tilhører hundene, man hører deres gøen genlyde over hele byen, en voldsom støj, vi sov med vat i ørerne.




  

torsdag den 7. november 2013

Lidt om dyr i Indien, mest myg.

Har jeg nogensinde fortalt om gekkoen, dens fødder, hvordan små hår under dens tæer deler sig og deler sig, så gekkoen kan gribe fat på verden på molekylært niveau. Vi samlede gekkoer ind, gjorde Troels og jeg, da vi var i Indien, boede i det vi kaldte The Compound, et artists’ residency, eller hvad man nu skal kalde det, det er en lang historie, som du må få en anden gang. Vi samlede gekkoer ind, for gekkoer æder myg, og dem var der masser af på vores værelse, hvert aften steg en lille storm af små sorte kroppe op i rummet og søgte vores blod. Du skulle se en video, jeg har af Troels, hvor han har fluesmækkeren fremme og bliver ved og bliver ved, så gekkoerne var vores venner, vores små kæledyr, vi havde dyrehold, havde vi, satte skåle med vand frem, så dyrene kunne drikke, og de fik navne og vi hilste på dem hver morgen og ønskede dem god jagt om aftenen, mens vi lå under myggenettene og sov, foruroligende drømme om bjerge og blodbaner, om søer med hjerner i, fosforescerende hjerner under myggenet, hjerner under det mest fortryllende og forrykte angreb fra alle sider, en gammel sang, et godt refræn, at det hele er, og har altid været, godt i gang. Men nu kommer jeg i tvivl, for drikker myg ikke også vand, var det så ikke i virkeligheden en dum idé at sætte vand frem, eller hvordan forholder det sig med myg, er deres liv så korte, at de ikke behøver drikke andet end blod, og er der mon vand nok i blod til at nære en myg, og hvad æder de, æder de andet end blod, er de andet end små tomme kroppe som skal fyldes med andre væsners blod for at holde sig kørende, indtil parringen er overstået og æggene lagt, det var det liv, så kan det hele fortsætte. Værst var det for Troels som for ti år siden var ved at dø af malaria, som en, ligeledes indisk, myg havde givet ham på hans første store rejse væk fra mor og far, og det var netop hjemme ved dem igen, at sygdommen brød ud, og hans mor som er sygeplejerske genkendte straks symptomerne, så Troels blev svøbt i våde, kolde lagner og kørt i ambulance med åbne vinduer til hospitalet, hvor han blev sænket i is, for malaria er en parasit, som inficerer røde blodceller, som den bruger som rugemor, rugemor brister og en lille flok nye parasitter, skabt ved kønsløs formering, spredes ud i blodbanerne, hvilket resulterer i voldsomme feberanfald for værtskroppen, i dette tilfælde den som hedder Troels og er min ven og rejsefælle, han var tæt på at dø, for feberen var efterhånden så høj, parasitten så udbredt, at blodet kunne blive for tykt til at det kunne pumpes gennem hjertet, men han klarede den, de fik feberen ned, og et par uger fulgte, hvor han ikke husker andet end geometriske hallucinationer, mens modgiften nedkæmpede den fjendtlige invasion. 


Den første nat sov jeg overmodigt uden myggenet.
Det var dumt. Hudden omkring øjnene er så dejligt tynd,
så dejlig let for en myg at stikke i, suge igennem.
Foto taget af Troels Emig