tirsdag den 18. december 2012

Skitse. I forlængelse af forrige dobbeltportræt. Marion og Per er i Paris, det vakler.


De tænder endnu en smøg.
      Verden står stille et øjeblik uden at nogen bemærker det. Som blev et billede taget. Af hvem? Og med hvilket formål? Lad os ikke fortsætte ad den tangent.
      Per sidder i vindueskarmen og kigger på ned trafikken, en tigger går rundt med en kurv for enden af en pind og stikker den ind i bilerne, når de holder for rødt. Det er ikke til at holde ud. Hvordan så det ud for Marion, da hun stod på stilladset på kirken i Firenze og ville springe? Politibilerne dernede, ambulancen, hvis den overhovedet var ankommet på det tidspunkt, han ved det ikke. Alle de forfærdede ansigter som stirrede op på hende, hænderne for mundene, betjentene som var på vej op for at tale hende fra det. Hvad var det hun råbte, før hun sprang? Han vil aldrig få det at vide. Hun levede endnu et lille døgns tid, før lægerne måtte give op. Han vender tilbage til det igen og igen, det han aldrig har set, det han aldrig rigtig vil forstå. I drømme kommer hun sommetider til ham, en gang henviste hun til en side i en bog. Han vågnede svedende, og kunne ikke huske hvilken bog hun havde vist ham. Han ledte dagen lang i sine bugnende reoler, håbede at det pludselig ville stå klart for ham, dér var den, det var den, selvfølgelig. Men det skete ikke. Han må leve med det.
      Marion hoster, hun er ikke død.
     Om de ikke skal gå en tur. Det er jo forår.
     Han må leve med det. Han ved det ikke endnu, men han vil snart modtage en mail fra Alvin, og den vil ændre hans liv. Vi bemærker det ikke, alle de mikroskopiske hændelser som konstant ændrer vores liv, der er ikke andet. Men denne mail vil stå frem, han vil aldrig glemme den, igen og igen vil han vende tilbage til det øjeblik hvor han sad i kælderen på McDonald’s ved Avenue Parmentier, Paris, drak sin espresso, spiste sin muffin og åbnede sin mailbox, læste invitationen fra Alvin. Men det ligger alt sammen ude i fremtiden. Marion står og venter på ham, har allerede snøret sine støvler, tasken hænger på skulderen, håret er samlet i en pisk.
      Hvad fumler han med? Han ved det ikke.
      Hans liv skal snart finde et spor at følge.
       Trapperne er lige så stejle, lige så slidte som de plejer, de glider ned ad dem, forbi de lukkede døre, de mange liv som udleves bag dem. Nede på gaden dufter der af benzin og bagværk, de står for fristelsen til at købe pain aux raisin, de drejer ned ad Rue Oberkampf, ned mod Marais, hun vil kigge på butikker, sidder på café, han tænker på anden verdenskrig, trampende støvler, ladegreb, hun mærker hans kulde, forsøger at ignorere den, tror det er hende det handler om, har ikke adgang til hans hjerne, er ikke med ved landgangen på Omaha Beach, sidder ikke og skider i bukserne over de uendelige mængder tropper som vælter ind fra havet, sidder ikke med geværet ved kinden, tager sigte, en krop falder om, hvad føler han ved det? tilfredsstillelse? kvalme? han ved at det snart er slut, snart forsvinder amerikanerne under den begrænsede udsigt fra bunkeren, det stormer gennem ham, den angst, at nu er det bare et spørgsmål om tid før en håndgranat kommer svævende ind gennem skydeskåret. Per er der jo heller ikke selv, men billederne og deres halehæng af følelser (eller er det omvendt?) strømmer igennem ham. Han har set for mange film, bladret i de mange bind af illustrerede bøger om anden verdenskrig som hans far havde på reolen, da han voksede op ikke langt fra Vesterhavet med dens ruinøse rygrad af tyske bunkers, ikke langt fra hvor NATO øvede præcisionsbombning før interventionen mod Serbien i ’99. Han er opvokset med truslen om værnepligt hængende over hovedet. Han trak frinummer.   
      Han rusker op i sig selv, længe nok har han leget krig.
       Han foreslår en kop kaffe.
       Han er helt urimelig, han ved det godt, det er ikke hendes skyld, men lige nu har han lyst til at løbe sin vej, ellers stikker han hende en næve i ansigtet. Han vil se blod, han vil mærke knogler knuses, det er hans næve, som skal gøre det.
       Det hele blandes sammen for ham. Han ved ikke hvor han er. Snart vil han blive anvist en vej ud af sumpen. Lille fjols, tænker hun pludselig, som var han fx Schweiz, og tager hans hånd, og mærker dens varme, han giver hendes et klem. Så kan de fortsætte. Jo, det er en god idé, siger hun, en kop kaffe, og en kage måske, det er hun med på, de trænger til det, og hun mærker at det kan være lige meget med det tøj. Det er forår, alt springer ud. Det er en svær tid, man skal lige finde tilbage, koglekirtlen vænne sig til alt det lys.

2 kommentarer:

  1. Når du siger Schweiz, siger jeg tempelridderne og fredag d. 13. Og hvor blev de af? Ja, netop - alpelandet, ikke et lille fjols, det modsatte måske, vi ved det ikke.

    SvarSlet


  2. Jo. Kender godt historien med tempelridderne, og lur mig om ikke osse Per gør det.

    SvarSlet