torsdag den 13. december 2012

Min bror har fået en tatovering som vist nok forestiller ham selv mens han fik tatoveringen. Hvor meta kan det lige blive? Nå, jeg skal ud og købe noget nervemedicin.


























Og hvorfor skulle en stakkels slange eller krokodille, en guds herlige skabning, dø for at min bror kunne ligge behageligt og rock'n'roll-agtigt? Tror lige jeg tar dobbelt dosis nervemedicin, tredobbelt. Og kun otte dage til den mayanske kalender udløber. Findes der overhovedet medicin nok i hele verden og kosmos?

Note fem minutter efter ovenstående fortvivlelse: Vil ned og have en tilføjelse til mayakalenderen tatoveret. Inddrager hele ryggen og mere til om nødvendigt. Det er for hele menneskehedens og dyrenes og hvert eneste lille atoms skyld, men tak mig ikke, jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle bruge alle mine lottopenge på, når jeg vinder dem.



Og lidt indklip fra Facebook: 

3 kommentarer:

  1. hold da, hoooold da kæft, at lyve over for hende, der fragted' dig til jordeklimp

    SvarSlet
  2. Det var bare for sjov. Og for at få min bror ned med nakken.

    SvarSlet
  3. Allerede første gang jeg så det, der viste sig at være denne unge, herlige knægt, troede jeg det hele var en stor tatovering. Et landskab med tatoverede øjne og mund og det sorte hår, så livagtigt, løssluppent stemplet ind med en tatovørnål. Vildt spændende forekom det mig, må jeg nok sige. Og ja, næsten livagtigt. Billedet talte til mig, og jeg troede langt ind i min sjæls grundvold og vokskabinet, at det var en grammofonplade...jeg ledte som en gal efter grammofon og stift. Det var der ikke. Og billedet stillede spørgsmål, som jeg ikke før havde troet muligt ad teknikkens vej. Vel vidste jeg, at man kunne mange ting i dag med tusch og det digitale. Men alligevel. Det blev og er stadig en stor, stor oplevelse. Og sjovt at høre nu hvordan "broren" nu insisterende prøver at nedtone det skabte, dette mesterskab fra tatovørens kunstkammer. Vi, der ser det, siger til lykke.

    SvarSlet